Endnu et apropos til en artikel i fredagens WA (nr. 20), nemlig pseudo-blæksprutten om om at teater- og litteraturanmelde Line Knutzon og Jokum Rohde, der selvfølgelig (ved siden af at være en skjult litteraturanmeldelse af K's og R's drama-bøger) var et korrektiv til Henrik Dahls hult polemiske ikke-anmeldelse af Birgitte Hesselaas bog Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag i foråret, men jeg syntes, det var mere cool slet ikke at nævne hans navn, til gengæld burde jeg have nævnt og rost Helsselaas bog (pludselig var der bare ikke mere plads, sådan er det altid!), som jeg med stor fornøjelse læste i min sommerferie (nr. 1, der kommer heldigvis også en nr. 2): det er en (sammenlignet med min egen Generationsmaskinen) forbilledligt klart organiseret og sensitivt tekstlæsende Generationsmonografi, en oplagt kandidat til næste års Georg Brandes-pris:
FØRSTE DEL: DRAMATIKERNE/ Astrid Saalbach/ Morti Vizki/ Nikoline Werdelin/ Jokum Rohde/ Line Knutzon/ Peter Asmussen// ANDEN DEL: DET DRAMATISKE GENNEMBRUD tværsnit og perspektiver/ Det dramatiske gennembrud/ Den store fortælling/ Eksistentiel tid/ Det historiske blik/ Plottet/ Karakteren/ Temaer// EPILOG: EN NY GENERATION
Hesselaa får mig til at sluge selv referater af tematiske sociologer som Beck og Baumann og DAHL, fordi hun hele tiden - modsat litterater som fx Marianne Stidsen og ham Bunch, jeg var efter i en nylig blæksprutte (Stidsen er jeg efter i artiklen om tomme bøger i tillægget Ideer) - har sit afsæt i skuespilteksterne og deres dramatiske-litterære-æstetiske teen sig, det er dramatikken, der sætter dagsordenen, ikke tematikken. Og klart nok er jeg gladest for portrætterne af de dramatikere, jeg som sådan er gladest for, og som jeg også mistænker Hesselaa for at være gladest for, Vizki, Rohde, Knutzon, som ikke tilfældigt er de sprogligt mest fantasi- og karakterfulde, og netop i stil-karaktersitikken excellerer Hesselaa særligt - når der altså er en stil at karaterisere, for hos Saalbach og Asmussen er der snarere en minimal-stil eller en anti-stil, som Hesselaa anstrenger sig mistænkeligt meget for være en tilhænger af; især i tilfældet Asmussen finder jeg det rimeligt at spørge, om der ikke nu og da er tale om højfimset minimal-kitsch - men det er som om Hesselaa nægter at indrømme eller tro på, at kitsch også kan være finlitterært, pop- og mainstream-kitsch har hun ingen problemer med at rynke på næsen af, først og fremmest hos Nikoline Werdelin (som det altså ikke virker rimeligt at have blandt de 6 særligt udvalgte - frem for fx Bo Hr. Hansen - når hun kun bryder sig om 1½ stykke), hvor det ser ud som om, hun har en god sag, men også hos yndlingen Line Knutzon, hvis seneste (scene)stykker implicit og explicit dømmes under niveau pga af deres for realistiske og for mainstreamede (og for komiske!?) komik:
Den lille 'intim-musical' Guitaristerne (2005) med den mindre veloplagte opfølger Guitaristernes jul (2008) er et eksperiment i diametral modsat retning [end den fantastisk-symbolske retning LB]. Tid, rum, karakterer og replikker er realistiske så langt ud i detaljen, som det overhovedet er muligt, når der samtidig satiriseres med pokerface [virkelig en kritisk sandhed med modifikationer, hvad angår både realismen og pokerfjæset LB]. Hvis Guitaristerne alligevel har sit eget absurde præg, ligger det i situationen: Den berømte 'visesanger og tolvtonekunstner' John Hansen, ophavsmand til hits som 'Hvor er min lighter?' og 'De rige svin skal dø', er kommet af dage ved ulykkelig omgang med en brødrister. Vi følger fire dedikerede fans og deres arbejde med at tilrettelægge en mindekoncert. Guitaristerne er en bundkomisk og øm satire med fin udarbejdede karakterer, et antropologisk studie i menneskelige statuskampe, konflikter og pseudodemokratiske konfliktløsninger, alt komplet, med undtagelse af sagen.
Hovedpersonerne i Knutzons seneste skuespil, Håndværkerne (2008) er pæne, venstreorienterede moderne mennesker, som forvandles til mordere i mødet med 'sorte' håndværkeres tyranni og bedrag. Vi er i nærheden af den klassiske farce, men også for første gang hos Knutzon tæt på mainstream-dramatikken.
Gu er vi da ej! Teateranmelderne af Håndværkerne havde travlt med at henvise til Arsenik og gamle kniplinger (teater-udgaven, ikke filmen med Cary Grant og Peter Lorre og Boris Karloff) Men en primær, hvis ikke faktisk DEN (i stigende grad) primære komiske inspiration hos Knutzon er (post)moderne amerikansk komedie på film og i tv, sitcoms fra Seinfeld over Friends til The Office (USA-versionen nemlig, med Steve Carrell) og filmkomedier med folk som Jim Carrey, Will Ferrell, Seth Rogen - nonsensisk-plat-satirisk-opbyggelig, improvisatorisk anti-plottet fysisk og sproglig sjov med djævelsk meget fart på (Ligesom også Jokum Rohdes links til mytologiske (film- og) tegneserieuniverser som X-men og Wathmen går dybere end bare postmoderne intertekst-lir). Jeg har længet villet lave en avis- eller bog-føljeton sammen med Line om alt det her funny shit, vi begge dyrker, så der kan komme noget tekst på det, jeg har bare ikke fået spurgt hende, men det gør jeg næste uge til Tag og skriv på Testrup H. I mellemtiden kan jeg citere lidt af hendes raserianfald morgenen efter premieren på Guitaristernes jul (i et interview til (bl.a.?) Midtjyllands Avis OG, for det må aldrig ende i - nok så retfærdigt - raseri, noget amok Håndværkerne-dialog eklatant hinsides både mainstream og klassisk farce, først Knutzonen selv:
(...) den egentlige årsag til Knutzons harme skal findes på et større dansk dagblad. Her sidder en anmelder, der med Line Knutzons ord ikke har forstået en skid af komedier, når han i sin kritik efterlyser, at Line Knutzon skal ville noget mere end at få folk til at grine.- Han tager slet ikke komedien som genre seriøst. Det er nemlig ikke så fint her i Danmark. Folk skal altid blande lidt smerte ind i historien, og en mand som ham tror, at når man skriver komedie, er det bare hahaha og så levere nogle jokes af den slags, man kunne fyre af i et selskab eller en kantine. Men det er det altså ikke! sprutter hun og redder en krydderbolle fra at brænde på. - Det er ikke bare nogle jokes. Det er timing. Det er et håndværk. Det er hårdt arbejde. Det er helt vildt svært at få folk til at grine. Du kan spørge alle, der skriver komedier. De kæmper med det. Line Knutzon taler med stor begejstring om, hvor sjove amerikanske teenagekomedier som » American Pie « er. Film, hvor karaktererne prutter, bøvser og brækker sig i skraldespande. - Ja undskyld, men halvdelen af befolkningen har en latrinær form for humor. Mig selv inklusive. Enten kan man grine af en prut, eller også kan man ikke, og det er ikke en kritik af dem, der ikke kan, men mange af dem der går ind og ser mine stykker elsker netop den slags (...) da jeg ligesom den pisseirriterende anmelder forsøger at spørge til, hvad hun så vil med sin dramatik, stopper hun op midt i en mundfuld.- Ikke noget. Så for helvede ikke noget. Hvorfor skal folk, der skriver humor altid stå til regnskab bagefter? Ikke uvenligt. Bare undrende. - De fleste, der beskæftiger sig med humor, starter ikke med at ville ændre verden. John Cleese skabte ikke » Fawlty Towers « ( Halløj på badehotellet, red.), fordi han ville noget bestemt. Han lavede den, fordi han selv synes, det var sjovt. Gøg og Gokke, Zirkus Nemo. Hvad vil de? Det er meningsløst, men fantastisk sjovt, siger Line Knutzon (...)
Og så Manfred og Alice og håndværkeren Glen:
MANFRED kommer ned fra reposen med sin violin, Alice kommer efter
GLEN: Nååååå, der er nok nogen der har sovet længe
MANFRED: JA! MEN TIL GENGÆLD ARBEJDEDE JEG TIL KLOKKEN TRE I NAT
ALICE: Ikke råbe [en omsonst opfordring i et Knutzon-stykke LB]
GLEN: Øh venner, vi skal lige ha' en lille snak. Vi er røget ind i nogle problemer med kloakken
ALICE og MANFRED tavse af angst
GLEN: Det er måske lidt svært for jer som LÆGMÆND at forstå, og jeg kan godt forstå at I undrer jer, men det som sker er ... at ... vi er nødt til tage hele fronten af og det er fordi ... (pause fordi han lige skal digte hvad det der er galt) ... der er et hulrum i gulvet hvor der trænger vand ind, det drejer sig om en form for utæthed man tit ser både i nyere og ældre bebyggelse
ALICE: Men er det nødvendigt at pille det hele af
GLEN: Ja ... det er det ...
ALICE: Så er vi ikke færdige på lørdag?
GLEN: Det som vi regner med er, at vi går hen og er færdige ikke NU på lørdag, men næste lørdag
MANFRED går hulkende op og sætter sig på trappen
ALICE: Okay ... altså så?
GLEN: JA, vi må jo bare tage det fra en ende af, jeg vil sgu ikke lade jer leve med en utæthed
MANFREDs hulk bliver højere, ALICE løber op til ham
ALICE: Jeg ska' nok, jeg holder øje, Manfred, rolig nu, jeg ringer til Klinkevals
MANFRED (helt færdig): Klinkevals, hvad er nu det?????
ALICE: Der hvor vi købte kaklerne
MANFRED: Hva' for nogen kakler?
ALICE: KAKLERNE TIL KØKKENET FOR HELVEDE
GLEN: SÅ PRØV DA AT FØLG LIDT MED I DIN KONES LIV!
MANFRED i chok
ALICE: Ja ... helt ærligt ... tak Glen
MANFRED: Undskyld! Men må jeg godt lige ha' lov til at SIGE EN TING
ALICE (skør): NEJ STOP. Jeg ringer og får dem byttet til de små, de sjanserer på en anden måde og skaber i øvrigt en forbindelse til toiletterne. JEG KAN GODT LIDE AT DER ER SAMMENHÆNG I TINGENE, MANFRED!!!!
MANFRED: Nu går Manfred. Han går hen til sit lillle arbejde. Han havde ikke mere at give mennesker
ALICE: PAS PÅ TRAPPEN!
MANFRED falder
MANFRED: AV for satan!
Håndværkerne griner af ham
Og vi både med og af ham, og derfor!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar