Vennetjenestefolk

Talen, som Jens skrev ved et tilfælde, men Johnnie holdt i CaféTeatret, efter jeg havde forkortet talen med en tredjedel (= redundans og sentimentalitet), fordi Jens havde Roskildesyge i Korsør, men han er rask nu, den gamle dreng 

TALE VED UDDELINGEN AF KUNSTRÅDETS FORMIDLINGSPRIS

Af Jens Blendstrup

Jeg har kendt Lars siden gymnasiet i slutfirserne på Århus Katedralskole, og allerede i første dansk time så jeg mig irriteret på ham, da han rakte fingeren op på spørgsmålet om danske guldaldermalere, og nævnte de første 10 med årstal, baggrundsviden, digressioner til før og efter, samt favoritten Købke. Købke?! mumlede jeg til min sidekammerat og vores senere veninde Malene, HVORDAN kan en 16-årig nærsynet (han brugte ikke briller det år, fordi synet var under ”udvikling.”) vide alt det om guldaldermalere? Lars kom fra Korshøjen, akademikerghettoen højt hævet over det gamle Risskov med vvs- Kaj (der var så fed at han måtte svejse sig ind bilen hver morgen) og det slår mig at lige den forskel er en del af vores venskab den dag i dag. Jeg er ganske vist også akademikerbarn, men der hvor jeg kom fra var det ikke in at tilegne sig viden, til morgenmaden. 

  I omkring et år gik jeg rundt med de dumme drenge og drillede ham, så kom jeg til at skrive et digt i en opgave og så rullede venskabet. ”Hvordan kan nogen se så dum ud, og så skrive så godt.” – påstår jeg, han sagde. Med skolekomedier, dadaistiske manifester, sange gudhjælpemig! (til afslutningen hvor Lars, mig og den den tredje kumpan, Johnnie, var klædt ud som de 3 musketerer, (undskyld mine evindelige stavefejl – dem plejede Lars at rette – før han sendte dem ind til forlaget på mine vegne, så jo han hedder også Promotor Mogens Bukdahl – hvilket jo i virkeligheden også er en stor del af Lars at bringe dem frem, eller videre, som han tror på – gerne desperat! – Don Quijoteagtigt, med vejrmøller og enorme blege hænder, og helst som den eneste anmelder/ven/poetiske arkæolog i verden) Jeg har siden fået at vide at det var det der satte ham i gang med at skrive selv. Før det havde han mest bare læst bøger – sådan et par stykker om dagen siden han var 4 og fik briller, så han kunne se – mere end skygger og snot (han led af for-snottelse og blindhed i sine første 4 år, så massivt at forældre og børnehave troede han var ”sinke”).

   Nå men han blev ældre. Og fik allerede efter et halvt års skrivning udgivet først en digtsamling, Readymade  og så året efter en hel roman Guldhornene. En stærkt guldfarvet bog fuld af Lars. Og nære venner (vi er blevet nævnt stort set i alle senere bøger så hans trofasthed og groteske loyalitet, nogen vil sige nepotisme, men så er det i hvert fald en meget TYDELIG NEPOTISME kender ingen grænser – f.eks. glemmer jeg aldrig dengang han i Weekendavisen anmeldte gamle Billeskov Jansen kritisk, da han havde skrevet en mammutbog om Gustav Wied, der ifølge Bukdahl ”dog ikke står mål med Jens Blendstrups speciale ”satire af varianten Kiko”” – et speciale som selvsamme Lars i øvrigt var mere end fødselshjælper på, han havde jo naturligvis læst alt om emnet, uden at bruge det til andet end, ja til viden, mærkeligt at Sonnergaard, når han er efter os, ikke finder den anmeldelse frem).

  Vores venskab er det tætteste man næsten kan have uden at være brødre. (det mener Lars, at vi er men jeg er skeptisk – da jeg som lillebror jo har 4 i forvejen). Han har engang sagt, han ville ønske han skrev mere ubevidst læs – dyrisk – og på følelse; han er nødt til at konstruere en metode, en særlig sætningsmaskine-mekanik, for at få det til at flyde. På den måde er han jo romantiker. Han tror, der findes ”rene digtere” og så konstruktører.  Efterhånden kan det godt være, han har blødt mere op i sine kaptajn Nemo-agtige  urlyriker- og tillært lyriker kasser, men dybest set tror jeg, det er det, der holder vores venskab levende, at tilgangen til det vi begge to elsker, litteratur - er forskellig. Han kunne i øvrigt blive en fantastisk kaptajn Nemo, jeg ser ham for mig, siddende med en splinterny bog på biblioteket i sit metalskelet af en båd, mens han leder efter bogens tangenter – for at finde – et anslag til – sin anmeldelse.

   Lars er det mest vidende menneske jeg kender indenfor sit felt. Og jeg siger udtrykkeligt indenfor sit felt. På mange andre områder er han måske nok lidt svagtseende. Mange kalder ham venligt slagteren fra Pilestræde, men jeg synes ikke han er en slagter, for han argumenterer for sine synspunkter. Og han holder dem frem for alt ikke hemmelige, eller fedter med det, sådan som andre anmeldere gør. Det synes jeg også hans kæmpebog om 90ernes litteratur, Generationsmaskinen viser. Der er noget oplysningstid over hans projekt. Noget større end petit. Og det er nok også derfor han gerne vil slås.  Nogen gange han gør sig ekstra skinger for at sige: ”Come back you coward and fight” som ridderen uden lemmer i Monty Python. Men folk tør ikke altid, fordi de tror han skal læses en til en i stedet for 2 til 2. Altså med et smil på læben. Det er dér man skal imødegå ham, altså i ord, iført ridderdragt.

   Jeg kunne godt ønske for ham, at der var flere anmeldere der var ligeså massivt idiosynkratiske og bevidst larmende som Lars. Det ville være spændende at følge. Ind imellem ved jeg han tager sig til hovedet, når han f.eks. har anmeldt nogen kritisk. Han ser ikke hvor hårdt noget af det kan læses udefra. Han gribes af pennen, og arbejder egentlig ligeså litterært med sin anmeldelse som med en bog, den skal turneres, og ordflip har hans store kærlighed. Hvorfor nogen af hans anmeldelser, særligt overskrifterne, er decideret gak gak, fordi de er destillater, rim, afledninger af mystiske forbindelser i hans kringelkrogede hjerne.  Det ringer vi ofte til hinanden om. Og så ler vi, for det er jo også lidt en drengeklub, mon redaktøren lader den passere?

   Der skal helst være en stopklods et sted. En modstand. Og hvis Lars ikke kan finde den i den bog han sidder med, så opfinder han den. Bøger skal nemlig ikke gå upåagtede hen, hverken de anerkendtes, og bestemt heller ikke debutanternes. Hvis han måtte, tror jeg gerne han ville anmelde alt nyt der kom. Han ville sikkert også nå det, for han har en evne til at sove 2 timer, spise en halv croissant, han har croissanter liggende over det hele, og arbejde igen, nat er dag og dag er nat, der er ikke noget tidspunkt, hvor han ikke arbejder på et eller andet.  Men til gengæld er der heller ikke den fest han går glip af. Som regel er han også den sidste til at gå. Gerne faderligt bærende på sin gamle gymnasieven. 

  Han er over det hele.  Han er en slags hemmeligt isbjerg, tilsyneladende et meget meget tyndt isbjerg, med en enkelt kroget fremadstående klippe øverst, men der er ikke den seismografiske rystelse i det litterære Grønland (ja undskyld billedet det fylder det kan jeg godt se) som han ikke opfanger.

  I hans hjem burde der flere steder stå FARE: gå ikke ind her. Bøgerne står i bjerge. Som regel er der også stukket papirer og beskeder ind. Han ved præcis hvor hver bog står. Til gengæld forstår han ikke hvad en computer er. Jeg har mere end engang bragt ham i autistisk angst, fordi jeg har lagt et tilfældigt billede ind af nogen graner, som pauseskærm. Hvad laver de derinde?! Sådan er det nok med mennesker der er solidt geniale. De arbejder og arbejder, og bevæger sig så ellers noget tumlende gennem resten. 

  Jeg kender heller ikke noget menneske, der som Lars kan gå amok i litterære diskussioner. Han råber op. Og agerer. Om det så er på Märkbar klokken 6 om morgenen. Og det er ikke beruselse, han bliver nemlig aldrig bersærkfuld, han er jo et kontrolleret menneske, nej det er på litteraturens vegne.  Den skal forsvares.  Gerne med stumfilmsagtige attituder. Han er vel også en slags litterær godfather. Men indeni er han stadig naivt begejstret, umulig at moderere, maskinelt eksalteret, damptromle-kalibreret. Små bevægelser er ikke ham. Han er en uromager, anarkist, født socialdemokrat, (total-demokrat?) vanemenneske og i hvert fald republikaner – han mener seriøst at kongehuset skal afskaffes.  Hvorfor Lars? Fordi jeg er rap- ublikaner. Han kan efterhånden godt ligne en der vil være ung med de unge, der er jo ikke den bevægelse han ikke vil ind og oplæse og foredrage.  Men det er en barnlig begejstring. Som han så kaster hele sit Tuth Ank-Ammon-bibliotek efter.

  Han befinder sig bedst i opposition. Jeg tror han har det blandet med anerkendelse. Som han sagde til mig under tys-tys-fejringen.” Det er uhyggeligt, nu er der jo nogen der vil os det godt.” Og sagen er faktisk, at vi som 17-årige gik rundt i de vindblæste klitter nedenfor Rifbjergs sommerhus i Kandestederne og led med glæde. Det regnede og blæste, og han havde cottencoat med kædeolie på, den var gået ind i kæden, vi led der i lyngbakkerne, Vi var uopdagede. Det er han så ikke mere.

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)