Hurra og føljeton

F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS!

F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! (råbes i vilden sky i alt 200.000 gange!)

Omsider. Endelig. At long last!

Og vor gennemhullede respekt for Det Danske Akademi genoprettet i samme nu!

Jac har ventet utålmodigt i over 25 år, hør bare, hvad han manende udbryder i Misfat, 1980:

de kan kalde mig lokumspoet de kan true mig med akademiet

men de kan aldrig få fred for jeg er sgu den største

de kan kalde mig fyldt og tom svulstig og krukket,

men en dag vil de stå i oplevelsen og se hvordan

jeg hæver mig op i vandet og tegner en glasklar boblefigur

Og se bare, der er den nu, hånd- og fremhævet den glasklare boblefigur. Og i et interview med - af alle! - Hanne-Vibeke Holst i Berlingeren, 1983:

"Jeg er overbevist om, at jeg bliver en af dette århundredes største digtere. Men min far ville nu have været mere stolt, hvis hans søn var blevet professionel fodboldspiller, end når jeg får Det Danske Akademis Store Pris om 20 år." Fem år mere skulle der gå, men ellers var det jo ret præcist profeteret.

I sin splinternye erindringsbog Jeg er selv med i billederne, som jeg ikke lige har ved hånden (den må simpelthen have fløjet sin vej) fortæller Jac, hvordan han i begyndelsen af 80'erne brugte et falsk rygte om, at han havde fået Den Store Pris, til at lokke et par hundredekronesedler ud af sin mor; nu hvor det omsider, endelig, at long last, er rigtigt nok, burde der være råd til at byde på en kop kaffe eller to.

Jeg mødte Jac og hans livs Bodil i højt humør til uddelingen af Bebop-Prisen i torsdags (da ingen endnu anede uråd om den store klat), og meget passende citerede Asger Schnack i sin pristale følgende linjer fra den hidtil eneste monografi om digterfyrsten (nu bør de komme strømmende, snur jer lige på, universitetslitterater!): "Og for øvrigt mener jeg, at F.P. Jac skal have Akademiets Store Pris./ Og Nobelprisen i litteratur./ Og Nobels Fredpris." Nu er 1 krydset af, men det kan ikke gå hurtigt nok med de to andre!

Digteren Viggo Madsen, der også bør få både den ene og den anden og den tredje pris, havde ved prisoverrækkelsen et meget godt ord for, hvad der sker, når man bliver ældre og prisværdig: Man opdager med et, at man er er en KENDSGERNING! Jac er stadigvæk et mirakel i dansk poesi, men hvor er jeg glad for, at han nu også er en kendsgerning.

Og hvilket bedre tidspunkt at påbegynde bloggens første føljeton: i form af den eksklusive verdenpremiere på Jacs digt i fem dele BUKKEFAR, 1 del om ugen og her:

I

Opad skrænterne, græsset skal tæmmes, igen og igen,

og ind på terrænet, ordenes rækker skal forvaltes.

Man har snurrehovede, man skal skille ud,

der er hobet til stabler, så mange øjne er på,

sirlige bunker skræpper næb, åh ekstase og fald.

En næstestyvert bundet ind til dagslang regn.

Bogryggen smelter, jo nærmere man når Skagen,

når selv trolde lægger bånd på sig selv, nedtoner,

så skimter de hidsige røde øjne, det er sgu for lidt.

En vurderingsmand i cowboybukser, side op og side ned,

ingen slinger i valsen, en mikrofonholder af bagland.

Et jordskælv i ny og næ, og små efterskælv i mundvigene,

tasken er pakket til det sene aftenfly, ord er som døgnet.

Roser bliver der også kastet, man søger vel en ligevægt.

Man går i flik og flak med brikkerne, næsten blåt,

men så falder et halvt U, er det mon simren,

selvfølgelig krøller hjernen et svaj, måske en fælde?

Jeg lader brillerne hvile, er vi mon på kanalen nu,

vi er jo midt i billedet, det pejler gør det, eller?

Duften af rom går i blodet og stimulerer, en sart plet,

det kunne være hvid maling eller skum, men nu pauses der.

Hvilket er lige så 200.000 x sandt, som det er jacistisk. Jeg tillykker dig, Flemming Palle!

Alles Bebop-Pris: 150 kr.

Cesare Pavese: Døden kommer og den vil have dine øjne. På dansk ved Morten Søndergaard. 56 sider, 150 kr.

Mens jeg sidder og venter på at præsentere mig selv ved den første uddeling af Bebop-Prisen i eftermiddag, kan jeg passende nok anmelde forlagets seneste heroiske udgivelse med den festlige (men jo unægtelig sandfærdige) titel Døden kommer og den vil have dine øjne, der samler to digtsuiter, lige så kantede som de er skrammede, af den italienske digter Cesare Pavese (1908-1950, 100 årsdag på udgivelsesdagen 9. september), den 9 digte korte ”Jorden og døden” fra 1945 og den 10 digte lange ”Døden kommer og den vil have dine øjne” (ja, ja, jeg ved det godt, at den at gør, og at den vil) fra 1950 i Morten Søndergaards cool, præcise fordanskning.

Begge suiter adresserer et du: i 1945-suiten er duet neddykket i landskabet, hvis ikke slagmarken, som et åbenlyst forklædt digterjeg, i 1950-suiten er duet håbefuldt (for jeget!) på spring i og fra byen som en faktisk elsket anden, 1945-suiten er resigneret mørk, 1950-suiten forsøger af alle kræfter på at være lys, og hvis det ikke var for den biografiske oplysning, at Pavese samme år begik selvmord, ville man være tilbøjelig til at blive overbevist. Forbandet være alle biografiske oplysninger! Og forbandet være alle gode digteres onde selvmord!

Et stærkt digt fra 1945-suiten, ikke ligefrem en popsang (selvom der er en vis fyndig elegance, der ikke er upopagtig (a la fx ”The Tracks Of My Tears”), over billedet af smerten som en søs urolige vand):

Du er jorden og døden.

Din årstid er mørket

og stilheden. Der lever

intet som er fjernere

fra daggryet end dig.

Når du ser ud til at vågne

er du kun smerter,

du har den i øjnene og i blodet

men du mærker det ikke. Du lever

som en sten lever,

som den hårde jord.

Og du er klædt i drømme

hulkende bevægelser

som du ignorerer. Smerten

som en søs urolige vand

skælver og indkredser dig.

De er ringe på vandet.

Du lader dem forsvinde.

Du er jorden og døden.

Interessant at sammenligne Paveses digte med de samtidige, danske Hereticanere, Bjørnvig, Wivel, Sarvig og sgu også den unge Højholt, hvis to første, håbløst ungdommelige digtsamlinger, Hesten og solen, 1949, og Skrift paa vind og vand, 1956, Bebop har genudgivet; det er i høj grad de samme hyperkonkreter og -abstrakter, der er i spil, drømme, jorden etc., men hvor Hereticanerne sætter det helt store retoriske (oh!) og mytologiske/religiøse/aandelige maskineri i gang, skærer Pavese ind til benet(heden) og afviser enhver forsonlig pynt - og pyntet forsonlighed (og helst også bare: adjektiver!). 1945-suiten åbner sig i lukkethed – og pulveriserer, 1950-suiten lukker sig i åbenhed - og flyver bort. Her et svævende digt fra 1950-suiten, ”Jeg vil gå over Piazza di Spagna”, der næsten, næsten, næsten smiler, stort; og hvor skidegode linjer, i al deres sikre enkelhed, er ikke ”det vil være denne stemme/ der går op ad din trappe”, dem afgav jeg gerne ugers sjælefred for at have signeret:

Der vil være en klar himmel.

Gaderne vil åbne sig

mod bakken med pinjer og sten.

Gadernes virvar vil ikke

forandre denne stille luft.

Blomster bestrøet med farver

ved fontænen vil kaste blikke

som glade kvinder. Trapperne

terrasserne svalerne

vil synge i solen.

Den gade vil åbne sig,

stenene vil synge,

mit hjerte vil springe op

som vandet i fontænen –

det vil være denne stemme

der går op ad din trappe.

Vinduerne vil kende

duften af sten og morgenens

luft. En dør vil blive åbnet.

Gadernes virvar

vil være hjertets virvar

i det forsvundne lys.

Det vil være dig – stille og klar.

Tillykke med fødselsdagen, Cesare, din levende digter!

Pardannelser: Cohen, Coens, m.fl.

I toget hjem fra Århus i går aftes den åndssvagt irriterende og småaggressive fulderik – ”jeg er gammel erhvervsfisker!” – der pludselig fik selskab af en to meter høj, så godt som bevidstløs, vistnok finne med cowboyhat og vodkaflaske, der nu åndssvagt irriterede ham, hi!

Sister C’s mange spiraltekster, der cirkler både udefra og ind og indefra og ud, i Maja Magdalena Swiderskas til stadighed vildt anbefalelsesværdige debutbog The Border Breaking Bunch & Ursula Andkjærs 2 x 2 overskårne rundtekster – der bare bøjer først nedad og så opad, men til gengæld er håndskrevet med, i ét virvar, små og store bogstaver – ”Himmel”/ ”Helvede” og ”Civilisation”/”Pacificering”, i hendes oprømt ambitiøse 200 sider tykke digtbog Havet er en scene, der udkommer fredag (og som jeg, undskyld, Ursula, ikke har nået at anmelde på dagen, fordi jeg for helvede var slået ud af influenza mandag og tirsdag, og fordi den i al sin fygende intensitet sgu da ikke er gennemskuet, nej gennemLEVET, med en eller to gennemlæsninger, et hovedværk i forfatterskabet og dansk, nej international poesi er jeg slet ikke i tvivl om, at der er og/eller bliver tale om, men jeg skal for syv søren også sige ET ELLER ANDET fornuftigt om dens sublime redelighed). Og hvis jeg nu kunne scanne bogsider ind på bloggen (så ville jeg ikke gøre andet!), men det kan jeg (endnu) ikke, så her kommer UDSTRAKT en Sister C-tekst af Swiderska og første halvdel af Andkjærs ”Himmel”:

”How to find Sister C.. Sister C har allieret sig med et smuthul. Snører alt sammen, springer hun derned. Alle tror, det er fup. At man ikke sådan kan forsvinde. Med ét og puf. Men Sister C er snu og har fundet buet låg. Så næste gang du kommer forbi en cirkel, så se godt efter, om ikke Sister C skuler ud.”

”Et hårrejsende Himmelsmykke skal Lindre deres kNaldRøde KRAbbehjerters Sakse/ som Nu eR fangne bag Hvert sit Blodskudte skørt af gelé. De skal Briste/ ud i fjeRpragt og virkelighedfsPerler vil de Få – i/ dét sekund – som øjne. Og Ligesom en kåbe& Skal Hænge OVER Dem én Eneste/ uhÆmmet PAlmehavE.”

Det er så tæt jeg foreløbig kommer en fortolkning af Havet er en scene: den er en uhæmmet palmehave, én eneste poly-U.

Tredje pardannelse: Igen Ursula Andkjær på den ene side, nemlig side 30 midt i den halvdel, der hedder ”SLØR SIGER”, af den hovedsang, der hedder ”ELVERSKUD”, og det er en så temmelig indbildsk, men til hver en tid også fortumlet elverdronning, der taler:

Forventningerne til smerten er

ulige fordelt. Suveræn er kun dén der er

troløs og kosmopolitisk: Dén der kan gro overalt. Dén der

behersker undtagelses

tilstanden: at bære den rundt i lommen i øjet

mens den skifter ansigt som den

frække

forvandlingskugle den er. At gå på vandet: det er som at

opdage at man kan gå på vandet.

På den anden side Das Beckwerk, nemlig side 161 i hans/dens desværre hårdt kedsommelige roman, Suverænen, som jeg nok faktisk anmelder i fredagens avis; parret Nielsen & Rasmussens Demokrati-projekt beundres kælent og politisk korrekt af New Yorks kunst-kliker, og det bryder de sig virkelig ikke om, Det er Rasmussens, der raser:

”Nej, nu hvor vi for få timer siden med vores gennemført pinlige optræden i klubben endelig har nået bunden, så må vi overgå vores bødler, gå et overraskende skridt videre og vupti! Vende billedet af den totale fornedrelse om til billedet af den absolutte suveræn! Som Carl Schmitt sagde: Suverænen er den, der hersker over undtagelsestilstanden, den der sætter loven og derfor står udenfor den! – Aha, sagde jeg [= skriverkarlen Nielsen], - hvem? – Ligemeget, sagde Rasmussen afviftende, - det var det tyvende århundrede, og det var som bekendt ikke videre forbilledligt, bortset fra kunsten, som trods alt havde sine interessante momenter med alle sine fragmenter og fravær og lort på dåse, næh, vi befinder os, som De forhåbentlig ved, Nielsen, i det enogtyvende århundrede, og nu viser det sig, eller rettere, sagde han, - det er det, vi nu inden for det næste døgn med vores egne nøgne kroppe som indsats har til opgave at bevise: at den virkelige suveræn i det enogtyvende århundrede, det er den fuldkomment fornedrede, den non-citizen, kort sagt det nøgne menneske, Homo Sacer, der på stedet, on location, som illegalt gidsel i denne lejr, på denne ø, i dette kunstens Guantanamo, og inden for de givne rammer med et kunstgreb i ét nu kan forvandle sig fra Det Nøgne Menneske til billedet af den absolutte suveræn!”

Ursulas elegant og akkurat elveragtige Schmnit-ironisering overfor Beckwerkest bastante og rådvilde.

Nu er Nielsen og Rasmussen jo ikke de første til at ville indføre demokrati, omsider, i Amerika. Tilbage i 1992 proklamerede (canadieren) Leonard Cohen med anderledes fyndig tvetydighed, at ”Democracy is coming to the U.S.A”:

It’s coming to America first

the cradle of the best and the worst.

It’s here they got the range

and the machinery for change

and it’s here they got the spiritual thirst.

It’s here the family’s broken

and it’s here the lonely say

that the heart has got to open

in a fundamental way:

Democracy is coming to the U.S.A.

Og for nu at parre Suverænen helt ud af boldparken, så er dens USA-satire mildest talt lam sammenlignet med Brd. Coens nye film Burn After Reading, som jeg så til en pressevisning for et par uger siden: Den ufrivillige pengeafpresser med det rene hjerte og høje, høje hår, Chad Feldheimer, perfekt spillet af Brad Pitt, iagttager desperat og gemt i et garderobeskab – med parodisk link til Blue Velvet – den stressede polykvindebedrager Harry Pfarrer, George Clooney, gå i bad – og fem minutter efter er han død af et pistolskud, Chad – ved endnu en forpulet, forbandet fejltagelse, der er fantastisk forfærdelig sjov.

Løvehost for Jac

Lige så fredeligt sidder jeg og blader i min søns danskbog, Vild med dansk 7 (7 fordi den er for syvende klasse), udgivet af Gyldendal i 2007; en sektion hedder ”LYRIK – LEGENDE [som i lege, formoder jeg LB], LEVENDE” og præsenterer fine tekster af Søren Ulrik Thomsen (”Forestil dig, at du er Søren Ulrik Thomsen” begynder en opgave, det synes jeg virkelig ikke, han skal, sønnike, tænk, hvis han ikke kan holde op igen), Simon Grotrian, Halfdan Rasmussen, Inger Christensen, Jens August Schade, Villy Sørensen, og hey, under overskriften ”Ordopfindelser”: F. P. JAC. Sådan, skolebogsredaktører. Jeg læser elevateret brødteksten:

”Den danske digter F.P. Jac er kendt for at opfinde ord i sin poesi. Ordene her på siden er udvalg af ord, han har fundet på. Mange af dem er sammensat af allerede kendte ord. I lyrikkens verden er det tilladt at være en kreativ og opfindsom regelbryder.”

Nemlig! Og til venstre er så oplistet 25 neologistiske jacismer hentet fra den 70 sider lange bog i bogen ”Jacistisk Ordbog. 1 udgave. Abnormtisser – Åtilstedetværelse” i min Jac-monografi Læberne sproges. Hokus Pokus F.P. Jac, 2005. I den originale ordbog markerer et årstal i parentes, hvilket år og værk ordet er fra; dette er skolebogens udvalg + årstal:

Anemonehår (1991) substantiv
Angstfeber (1986b) substantiv
Bagdelsgrin (1982) substantiv
Bamselun (1998a) adjektiv
Champagnekys (1981) substantiv
Dybdegræde (1998b) verbum
Dørtænkning (2005) substantiv
Erindringsslag (1998a) substantiv
Flommefyld (2004a) substantiv
Forpine (1984) verbum
Forårsblid (1994) adjektiv
Fællessnorken (1999b) substantiv
Glædesstrabadse (1991) substantiv
Himmelflugtsfobi (1998a) substantiv
Hjernet (2005) adjektiv
Hormonblær (1990) substantiv
Idylidioti (2004b) substantiv
Ikea-litteratur (1996) substantiv
Jordskredsskideballe (1998b) substantiv
Knallertrespekt (1999b) substantiv
Legelet (1999b) adjektiv
Lillepigehumør (1999a) substantiv
Livsliderlig (1980) adjektiv [hommage, tror jeg på, til Iggy Pops Lust For Life]
Lummerlun (1997) adjektiv
Ormeslugeri (1999) substantiv

Et glimrende og OK udvalg, der nemt kunne have været fyndigere, og hvorfor i alverden stopper det ved O? Der er i ordbogen ord begyndende med alle bogstaver undtagen Q, X og Z, så hvorfor ikke lave et Jac-alfabet simpelthen? Nå, det gør jeg da bare selv:

Alvorsstyrt (2005) substantiv
Brystæble (1981) substantiv
Cognacskånsesløs (1996) adjektiv
Decembernøgen (1984) adjektiv
Englepote (1986) substantiv
Forårstæft (1985) substantiv
Gæsterere (1998b) verbum
Hvedekorner (2002) substantiv
Industrismil (1980) substantiv
Jordbærrynke (1986b) substantiv
Krystalpirre (1982b) verbum
Lysspind (1999a) substantiv
Majsommelig (1992) adjektiv
Næseopkald (1994) substantiv
Opvågningswienerschnitzel (2000) substantiv
Propelkusse (1998a) substantiv
Riftrus (1999d) substantiv
Sindssygedebutant (1980) substantiv
Tidspøbel (2005) substantiv
Uafhændig (1976) adjektiv
Vindgrin (1982) substantiv
Weekendtømt (1998b) adjektiv
Yachtlokker (1982) substantiv
Æresridse (1998b) substantiv
Øllysning (1986a) substantiv
Åndetræt (1996) adjektiv

Og glad i låget bliver jeg selvfølgelig over, at min (ikke med min gode vilje) hemmelige monografi, solgt i lidt mere end 200 eksemplarer, får så eklatante kanoniske og pædagogiske følger: Selvstændigt Jac-afsnit med Jacistisk Ordbog-uddrag i Gyldendaludgivet (i stensikkert mange 1000 eksemplarer: klassesæt!) danskbog! Så heldig har jeg (endnu) ikke være med parallelle kanoniseringsforsøg som udvalget af Viggo Madsens poesi, Viggo Madsens åbenbaring, 2003, og opsamlingerne af Johs. L. Madsen og Eske K. Mathiesen, JLM Johannes L Madsen Samlede, 2003, og ESKE Eske K. Mathiesen Forsamlet peosi 1969-2004, 2004.

Men lågglæde varer ikke evigt; jeg slår op i tekstoplysningerne og finder: Ingenting! Ingen kreditering til ”Jacistisk Ordbog” og Læberne sproges og endnu mere kriminelt: ingen kreditering til F.P. Jac, hvilket helt kontant betyder: ingen Copydan-penge for kopier af ordbogsuddraget. Og det er jo simpelt tyveri x 2! Skolebogsforfatterne kunne intet ordbogsuddrag have lavet uden min ordbog (alt for mange forskellige steder fra stammer ordene til, at det på nogen måde er sandsynligt, at ordbogsforfatterne selv har samlet dem sammen), og det for helvede er og bliver da Jac, der har fundet på og skriftskrevet ordene. Og som jeg akkurat argumenterer for i min bog er ”Jacistisk Ordbog” ikke mindre et værk og en bog i Jacs forfatterskab end de fysiske, selvstændige bøger, bare fordi den går på tværs af de bøger og til stadighed (og heldigvis!) forbliver uafsluttet, måske tværtimod:

”Den anden grund [den første er, at det lader sig gøre! LB] til, at jeg har sammensat en jacistisk ordbog er, at det er en bog, der findes i forfatterskabet i forvejen, og hvis krav om at blive stykket sammen omsider jeg bare ikke har kunnet sidde overhørig. Neologismen er en koncentreret form eller – med en akavet neologisme af egen tilvirkning – en koncentrationsform, og på den led er Jacistisk Ordbog i sig selv et koncentrat af det hele forfatterskab. [det var fra kapitlet om ”Jacismen” 150 sider senere i kapitlet om ”Kanonen Jac” udbryder jeg]: ”Og så synes jeg naturligvis, at Jacistisk Ordbog ukomplet og uafsluttet og ukomplet som den må forblive, straks skal på kanon som et upåtvivleligt hovedværk.”

Elevopgaven lyder som følger: ”Udvælg 8 ord som I godt kan lide, og find på en ordforklaring til dem. Skriv også en sætning til hvert ord, hvori ordet indgår.” Jeg vil gerne udvælge 8 ord, som ikke står i skolebogsforfatternes udvalg og skrive en sætning, hvori de alle indgår, nej der simpelthen består af de 8 ord, som da vist ikke skal ordforklares, vel?:

Verbalsavlende forlagskrampe pervatterer slipsklemte, tetynde, erindringsnødige kreditsmil blegfattigt.

And that means you, Gyldendalskolebogsforfattere!

Nu er det ikke længere svært at se sig gal på skolebogens miniature-Jac-portræt også:

”Flemming Palle Jacobsen, som han kaldes, er født i 1955 i Glostrup. Debuterede i 1976 med digtsamlingen Spontane kalender-blade. Kaldes sprog-fornyer blandt forfatterkolleger, og hans forfatterskab ses som en lang lovsang til tilværelsen.”

For SUK! Ses af hvem? Af fx Søren Ulrik Thomsen, som det fremgår og på stedet modsiges i det forpulede FORORD til min bog:

”Jac siger hele tiden lige ud og jacistisk, hvad det handler om. Følgende sentens er f.eks. selve titlen på hans bidrag til antologien Hvordan jeg blev forfatter: ”Jeg ville fuldbyrde min totale angst til daglige vintersolhverv.” Det er det, det handler om, og hvad vildere er: Det er det, der hele tiden lykkes! Som skøn poesi og prosa! Og det er altså en helt anderledes radikal, intrikat og akut æstetik end den, Søren Ulrik Thomsen i forbifarten afviser i det vigtige firseressay ”Farvel til det blå rum”:
” (…) F.P. Jacs store åndedræt og generøse livsbesyngelse var fascinerende, men noget fællesskab med denne æstetik følte jeg ikke; jeg kunne og kan ikke være Bonkammerat med tilværelsen.” Som om Jac kan (og som om han har et stort åndedræt)! Det er bl.a. det, det hele handler om!”

Tag bare skolebogsforfatternes eget ordbogsuddrag: hvor tilværelsesbesyngende er helt ærligt ord som ”Angstfeber”, ”Dybdegræde”, ”Forpine”, ”Himmelflugtsfobi” og ”Ormeslugeri”?

Som registreret i Yndlingsaversion nr. 35 fik jeg denne onsdag F. P Jacs nye bog, Jeg er selv med på billederne, ind ad døren, og straks jeg var færdig med aversionen, slugte jeg bogen i én mundfuld, og vel er dette ikke en anmeldelse, men alligevel siger jeg: Den er skæppeskøn! Det drejer (”dejser” kom jeg, mere præcist, til at skrive) sig om en erindringsbog om 80’erne og erotikken, og jeg vil gerne citere et stykke fra bogens ”2. VADESTED/ Champagnelegatet lige ud til bøgeskoven”, der beretter om dengang Jac i 1980 fik titlens champagnelegat, for at demonstrere jacismens praksis i kontekst og hvorledes den blomstrer intensest, når tilværelsen knudrer sig stærkest, i snarere en løvsang:

”Jeg kiggede hele vejen igennem det aflange rum, ja, som en slentrer også ser ind over baren. Pludselig stod alting bare stille. Mine øjne var i afmagt i en andens altsigende synsfelt. Jeg havde ingen ord for koldsved, følte bare alting gik i stå. Groede fast i en unatur af lammelse jeg ikke kendte. Selv farven i mit ellers flabede jeg blev trykket ind til en helt paranoid påskyndelse. Der var sket mig noget, og det var ikke bare en farce. Jeg prøvede at bevæge mig, men kunne ikke sitre en flække. Det var som om en isforhindring smeltede imellem hende og kroppen. En verden var ligesom gået i arealnedsmeltning. Sikke en afstandsfølelse, men pludselig tog den af, og jeg kunne dreje i min vildelse og se op mod scenen, for nu begyndte det vist at handle om taler. Og en sådan hyldest var aldrig lagt på mine skuldre før. Jeg krympede min smule stolthed og andægtede mig.”

Man bliver et gavehoved (2002) af at læse Jac, så her er værsgo et hidtil utrykt outtake fra kapitlet ”Kanonen Jac” i Læberne sproges:

”Man kan sammenligne Jac med den amerikanske digter e.e. cummings (1894-1962), der var ugleset af både traditionalister og avantgardister: han var for avantgarde for traditionalisterne og for traditionel for avantgardisterne og i det hele taget bare for pjattet for alle parter. Han forenede idiosynkratiske typografiske og syntaktiske eksperimenter med følsom natur- og kærlighedslyrik og satirisk-humoristisk nonsensdigtning. Hvis nu Jac havde fulgt op på det konkretistiske hik i debuthæftet, kunne han måske være nået frem til at skrive noget i denne her retning, det ligner slet ikke noget Jacsk og ligner dog temmelig meget:

is there a flower(whom
i meet anywhere)
able to be and seem
so quite softly as your hair

what bird has perfect fear
(of suddenly me)like these
first deepest rare
quite who are your eyes

(shall any dream
come a more millionth mile
shyly to its doom
than you will smile)

Skal nogen drøm genert nå en mere millionte mil frem til sin undergang end du vil smile. Det er da en ren Jacisme!”

Nå ja, ”løvehoste” dukker op på side 43 i Jeg er selv med på billederne: ”Nu var Poul Borum i Hvidovre sammen med unge Holck. Og snart ville den daglige løvehoste, fra det gængse springbræt på 60-80 cigaretter, bryde løs fra Borums lungeparti.”

Hjertejac er han.

Jachjerte lider jeg af, gladelig.

Ørehængende

To sange/omkvæd kappes om at tage teten i min bevidsthed, når jeg disse efterårsdage er ude og omkring, på vej fx efter morgenbrød i Lagkagehuset søndag morgen. Dels The Verve’s:

Love is noise

Love is pain

Love is this blues

I’m playing again (udtalt agæiijn, rimende på pain)

Again again again

Altså:

Kærlighed er støj

Kærlighed er smerte

Kærlighed er denne blues

Jeg spiller igen

Igen igen igen

Hvilken tekst jeg nok ikke umiddelbart og som sådan ville optage i Hvedekorn, og det er så måske faktisk for galt, for vel er det via Richard Ashcrofts tvært indtrængende sangforedrag, linjerne bliver så svært påtrængende, men de har sørme også en fyndig 1:1-banalitet i sig – støj + smerte = blues, den blues, der (META) synges i samme nu (og iGEN, iGEN, iGEN, i samme nu’er) - a la den Asger Jorn (blues!?)besynger i sit 67 år gamle essay fra Helhesten, ”Intime Banaliteter”, fotografisk optrykt i det nye nr. 3 af kunstbaren Karriere’s blad af samme navn:

”Det store kunstværk er den fuldendte banalitet og manglen ved de fleste banaliteter er den, at de ikke er banale nok. Banaliteten er her ikke uendelig i sin dybde og konsekvens, men hviler på et dødt fundament af åndelighed og æstetik.

  Det, man kalder det naturlige, er den frigjorte banalitet. Almindeligheden eller selvfølgeligheden uden forsøg på at påføre den sjældenhedens præg. Det er af betydning at fremhæve, at kunstens fundament netop er de evindelige almindeligheder, det letkøbte og billige, der i virkeligheden viser sig at være vore dyreste og mest uundværlige ejendele.

  Intet andet sted finder man så mange smagløse ting som i Paris. Dette er netop hemmeligheden ved, at det stadig er stedet, hvor kunstens inspiration lever.

  Der ligger for eksempel også en direkte symbolsk styrke i ordene:

                                     Sig det

                                     med blomster.

Der gør dette digt til en af grundpillerne i dansk lyrik. Det er udtrådt som en støvle af ualmindelig fin pasform og kan på det musikalske område kun sammenlignes med de amatørorkestre, der spiller falsk.

  At kunne spille falsk er en af de største musikalske præstationer i dag. Den musikalske fornyelse må søges med sit grundlag i lirekasser og billige grammofoner.”

De nutidige artikler i magasinet, der har temaet ”Små ting”, bærer forjættende titler som ”Fjollede arkiver og undertrykt viden” og ”En lille smule” og ”Små sejre” og ”Serendipitet” og ”Knirk”, men er uafvendeligt skrevet af (kvindelige!) kunsthistorikere og kulturforskere, som kløjes dramatisk i deres akademiske lingo, når de heroisk forsøger at indkredse snurrepiberiet i moderne kunst, men de fluekneppede og generøst afbildede kunstværker er der sgu ikke noget galt med, fx bare Ceal Floyers monokrome kvittering (over indkøb af lutter hvide varer, ”white onion” etc.)) og Tom Friedmans ”A Self Portrait Carved From Aspirin”.

Og dels Sys Bjerres:

Din lejlighed er lidt brændt ned

Og din Fiat er solgt til skrot (skrå-åt)

Dit tøj er spredt ud over Vesterbro

Men din kat den har det godt (gå-ådt).

Hvad så?

Er vi så enige om det (de-et)

Var sidste gang du fucked’ med mig?

Og jeg håber da, at jeg, hvis jeg havde fået den hele eller halve sang tilsendt, ville have optaget dén i Hvedekorn, men jeg er desværre ikke sikker. Selvom der faktisk har været digtede rim med i hvert eneste 2008-nummer, og Martin Lynggaard, født 1972, en af de ikke færre end ni debutanter i netop færdigredigerede Hvedekorn 4, 2008, er sgu da en ægte grandfætter til slagsfærdige Sys: ”For meget rødvin/ I/ Ganen// Ni måneder/ Senere/ Med barnevogn/ På/ Skydebanen.”

Men ellers er den bedste af Sys Bjerres linjer linjen om katten, der har det godt, som på baggrund af den øvrige vandalisme umiddelbart lyder forsonlig, men ved nærmere eftertanke er mindst lige så nedrig, for hvorfra ved Sys, at katten har det godt? Fordi hun har kidnappet den selvfølgelig!

Og spøjst at se videoen på MTV, hvor de BIPper ’fucked’, der er brugt i overført, ja næsten omvendt betydning (det var netop ikke Sys, idioten havde sex med), men ikke BIPper bolled’ (Malene), der IKKE er brugt i overført betydning, og jo vistnok fordi kanalen censureres fra England.

Agæijn agæijn agæijn

er banalskræller INDRE øreringe, der bliver hængende.

Benny-battle

I en mail- korrespondance, der kun på overfladen handler om digte til Hvedekorn, har Benny Andersen og jeg de sidste 14 dages udkæmpet et veritabelt poetisk battle, og selvfølgelig vinder Benny hver gang, i overlegen stil:

BA: Og i betragtning af verdenssituationen tror jeg vi kan blive enige om at foretrække Hvedekorn frem for sigtekorn … ?

LB [apropos et digt BA har læst op i tv]: så hvad mig angår er digtet stadig uskyldigt som et (zebrastribet) lam.

[BA mailer (ikke påhæftet, men nådesløst i selve mailen) hele to splinternye digte, der med rap-agtig virtuositet ordspiller LB helt ud af banen og (derfor!) vil stå at læse i Hvedekorn 4, 2008)

LB: Sikke de [digtene] galop(kringle)erer (…).

BA: Hvornår mon man bliver jubelolding – er der en aldersgrænse for det?

LB [desperat!]: Når man ikke længere er en digterspire, er man så en digterspore?

BA: Må fruen være med dig!

Hvordan returnere det servees?

LB: Forsag prosaen og alle dens terninger!

Nej, nej, jeg må finde på noget Bennyere!

Spøgelsesdetektiv

Torsdagsrapport: Århus festuge i pisregn og mig i min skarpe fødselsdagshabit – men i smilets by sælger de selvfølgelig paraplyer i DSB-kiosken, hvilket dog ikke formildede manden ved disken overfor: UNDSKYLD, råbte han til kunden bag ham, der slet ikke havde sagt noget, JEG SAVNER MIN KONE! Og ingen cafeer på min rute, kun værtshuse og kroer og bodegaer atter øltelte, først helt nede i Vestergade, på Cafe Vestergade (?), kom jeg i tørvejr til min præ-show-hvidvin. Hvorpå jeg sgu da ikke kunne se Århus Kunstbygning for den skov af kunstnerisk byggelegeplads, hvor nogen tydeligvis optrådte med noget, og lektor Ib Johansen som sædvanlig stod og så på. Omsider faldt jeg ind af en bagindgang til velsagtens cafeen, hvor 30 +60-århusianerinder på rad og række spiste røget laks, og blev venligt fuldt ned til underetagen (siden hvornår har Århus Kunstbygning haft en underetage!?), hvor Jens Smærup Sørensen ventede tålmodigt. Vi var som henstillet kommet i god tid til vores såkaldte ”Århussamtale”, fordi DR optog den hel samtaleserie og kræver grundig pudring af blodsprængte litterater. Sminkøren anbefalede mig at bruge dagcreme, men var det ikke snarere dagen, der havde brug for migcreme? Nå, vi gik på så, og jeg havde forberedt en håbløs og desperat nødtrampolin af et tematisk modsætnings-netværk (troskab/mobiltet, form/frihed etc.), som jeg heldigvis (næsten) ikke fik brug for, for helt af os selv sludrede vi groovy derudad om helst kun litteratur og litter lutteratur ; og vederkvægende sgu at høre den brat folkelige forfatter patronisere REALISME som en billig litterær effekt, han ikke var alt for stolt af at benytte sig af og i hvert fald aldrig blev nogen fast abonnent på. Som det første punkt afslørede jeg plottet i Mærkedage: Det gamle bondesamfund DØR! Og Smærup udpegede Søren Krarup som ikke morderen, men detektiven, der nemlig er den virkelige skurk, fordi han er en spøgelsesdetektiv. En enkelt irsk øl og sirlig sladder om det danske Akademi, før jeg snublede mig på det sidste tog og slumrede hjem til min pind. Torsdagsrapport: En god virkelig aften i Århus.

Pindsvineæg klækkes i enrum

Eske K. Mathiesen: Den grønne flod. 20 digte til 33 (nervøst Axel Nygaardske) tegninger af Lea Boruszek. 120 kr. Clausens Kunsthandel

Nu har jeg lige sjoflet samtlige de digtsamlinger (med samt deres digtere, men det er mindre vigtigt), jeg skulle have anmeldt i denne fredags avis: Per Kirkebys Bemærkninger og noter, Jan Thielkes Faderskabsdigte, Christels Wiinblads 49 forelskelser og Janus Kodals Hovedbanen og andre impulskøb, til fordel for, ja hvad egentlig: indstillinger til Kritikerlisten (som jeg altid bruger for lang tid på, det er jo ikke nogen fucking haiku-samling, vel?), Yndlingsaversion nr. 34, ”Autentisk tastatur”, om yndlingsforfatteres trælse reality-blabla, der nok burde have været et blogindlæg, men jeg har for længst bestemt, at der skal være 53 aversioner, et fuldt års samlede og komplette, så ingen vej udenom at vrisse videre (heldigvis!), er forord, ”Traptrip”, til et nyt lille tidsskrift/institutblad i form af en anmeldelse af deres navn (Trappe Tusind), et mini-essay, ”Læs et fjæs”, om statsministerkarikaturer af Alfred Schmidt og Philip Ytournel til Danske Bladtegneres 75-års-jubilæumsbog – ja, hele 2 gratis spejderopgaver! og for helvede, hvor posten lyder som en stress-stolt ”Levned og meninger” af Bo Green nu, men på spejderære ymter jeg ikke et ord om min elskede søns strejf af influenza! – og nå, ja, jeg skulle også lige i radioen og (for sidste gang, det er et ægte løfte!) tale om plotspoileri og i tv og anbefale bøger (inkl. 1 digtsamling, Niels Franks!) i deres Kulturguide, hedder den vist. Så nej, der er ingen undskyldning (heller ikke, at de fire digtsamlinger ikke ligefrem er akut inciterende, for det er Kirkebys!)!

Perfekt meningsløst er det ergo, at jeg her vil anmelde endnu en diskret fremragende digtsamling af Eske K. Mathiesen, Den grønne flod; og hvor cool er det ikke af forlaget, der slet ikke er et forlag, og heller ikke et galleri, men en kunsthandel, Clausens, i en pressemeddelelse dateret ”august 2008” nøgternt at konstatere, at bogen såmænd udkom 31. maj, for 3 måneder siden, for poesi skynder sig sgu da ikke (så det gør poesianmelderen heller ikke, der fik jeg lige mit tynde, tynde alibi).

Der er aldrig nitter i en Mathiesen-samling, og der er altid mindst 1 bidrag til den løbende og foreløbigt virtuelle Greatest Huller I Luften-samling (opkaldt efter hint klassiske svaleformede hul) af digte, der med glasklar, Mathiesensk selvfølgelighed siger sig selv som selvopfyldende (mange S’er!) poetiske manifester; denne gang handler det om kastanjer – og (virtuelle) pindsvin (og det ikke mindst skønne ved at blogge: linjedelinger bevares!):

Med deres nålespidse pigge

ligger de små grønne kastanjer

på torvets brosten i skyggen af de brede kroner

og ligner pindsvineæg, som venter på,

at nogen får lyst til at ruge dem ud.

Hvilket akkurat er det, digteren netop har gjort, med selvsamme billede! Og som læseren i sit læsende (og erindrende (svært ikke at lære det digt udenad)) nu gøre i samme nu og vil gøre igen  og igen, atter og atter.

Jeg burde til bloggen have produceret nogle rigtig bitchy (Niels Frank (citerende en drag queeen): ”W need to be bitches again”) Sex & Hor-reportager fra de sidste ugers receptioner på Borgen og Gyldendal og Athene (for Lone Hørslevs Naturlige fjender), men der skete (fin diverterende!) ikke ret meget af en skid, og desuden har Mathiesen allerede klaret jobbet én gang for alle (selvom han helt sikkert ikke satiriserer receptionsgæsterne, men roserne (og ham selv), og det må virkelig være fimsede blomster, når de får digterens onde (men skamfuldt nysgerrige) øje):

De ligner fornemme mennesker til en reception,

de sjældne roser i de riges have,

kun optaget af at blomstre for hinanden,

og selvfølgelig uden blik for øjet, der grådigt prøver

at se så meget som muligt

gennem det blankpolerede nøglehul

i den låste port.

På de seneste har Mathiesen insisteret på at poetisere et eller flere granvoksne dyr pr. digtsamling, først og fremmest heste, men sidste gang rundt også (stedt i Sverige) en elg, for eftertrykkeligt at bevise, at han altså bare er myrernes og fluernes og skarnbassernes og muldvarpenes og pindsvinenes digter; og igen kunne det godt ligne et (uretfærdigt) ironisk selvportræt:

Droskehesten står og halvsover, men kun

med det ene ben, de andre tre tager gerne ture.

Hvis det fjerde ben skal vækkes,

koster det lidt ekstra.

Jeg har opdaget, at når jeg skriver afslagsbreve for Hvedekorn og anbefaler læsning (ingen har ikke altid læst for lidt god poesi, men hold op, hvor nogen har læst forsvindende lidt), så er de to digtere, jeg uden sammenligning anbefaler mest: Peter Laugesen og Eske K. Mathiesen. Fordi de er så velsignet ligetil at læse og så kropumulige at gøre kunsten efter. Jeg tror, jeg har skrevet 1 hæderligt Mathiesensk digt i mit liv, jeg siger ikke hvilket, men jeg ved godt, at jeg til daglig gør klogt i holde mig langt væk fra den slags hvid (og grøn) magi, jf. bare det allersidste digt, jeg vil citere (og jeg havde gerne citeret alle tyve og ville sikkert også være sluppet af sted med det, eftersom Eske (og Kunsthandler Clausen) næppe læser blogs, men skal I købe 1 digtsamling denne uge, og I bør købe mindst 1 digtsamling hver uge, er det denne): en lettere traurig, Sarvigsk billeddannelse kører de første fire linjer, og man er lige ved at blive stenet indadvendt selv, men så kommer sidstelinien, tindrende sval, og alt er med 1 godt – for nu ikke helt at røbe digtplottet:

Hver sten i havemuren langs med vejen

er et ansigt, sunket ind i sig selv, lukket om

sin egen gåde, ænser hverken solens hede

eller vinterstormens isnen, kun

mossets blidhed.

MOSSET GJORDE DET!

LYS I SPIND

Edderkopperne, i deres spind, i gelænderne, på broerne, til Operaen, på Holmen, søndag aften: som de blændende blev lyst OP, illumineret (indefra! af formentlig små, fikse halogenlamper personligt udvalgt og påskruet af skibsrederen selv).

Som nyudkommende forfattere i denne ulmende efterårssæson.

Som Lone Hørslev, der i morgen udgiver sin (i forrige blogpost omtalte) roman Naturlige fjender (der så, hvis billedet holder, og det gør det, er spindelvævet), som Erik Skyum-Nielsen glad i lektorhatten anmelder i dag, og jeg lykkelig i free lance-kasketten (hip hop-omvendt på) i morgen, for ja, jeg fik i bogen i tide, selvom jeg åbenbart nåede at gøre både forfatteren (langt hjemmefra i Århus) og hendes forlægger (brat ankommet til DK) betydeligt nervøse, men det er jo for fanden en del af jobbeskrivelsen: at gøre forfatterne og deres forlæggere betydeligt nervøse.

Da jeg fornøjede mig (omsider!) med Hørslev-skriften, slog det mig, at det må være hendes skyld, at jeg de seneste år langt mere ekstensivt og skamløst er begyndt at bruge VERSALER og kursiv; fordi det er med et sådant uimodståeligt brusende, anti-didaktisk OVERSKUD ord skråner og VOKSER i hendes poesi såvel som prosa Jeg har altid holdet meget af både Jan Sonnergaards kursiveringer (og understregninger!) og Line Knutzons VERSALER, men det er først med Hørslev, at jeg har oplevet en faktisk smittende effekt. Og så vil jeg i mit støjende sind have lov til at mene, at det må være min skyld, at Lone Hørslev de seneste år langt mere ekstensivt og skamløst er begyndt at bruge (parenteser), selvom det helt sikkert ikke holder i nogen litterær byret.

Og spørgsmålet er, om læserne (og den forskrækkede forfatter) ikke fortjener, at jeg brolæggende fortsætter cliffhangeren fra sidste blogpost om Lars og Solvejs mor, den skuffede heldigvis ikke - med hverken kursiv eller VERSALER eller (parenteser):

”ligt strøg hun fingerspidserne et par gange op og ned langs hans hals, berørte hans øre, huden bag øret, op og ned og så med samme rolighed op i hans hår (som han satte med en særlig kraftig gele som han købte hos købmanden) og tilbage igen og han stivnede. Mærkede bare hånden og berøringen og sad helt stiv og så lidt efter: hendes tunge, hendes læber mod hans nakke, hans hals og hans ører, hendes berøringer som pludselig var overalt på hans krop dér på sofaen, og Lars tænkte det her sker bare ikke, men det skete og hendes ord i hans øre: kan du lide det sådan, og det kunne han og alligevel denne modstand i kroppen, i hjernen, i pikken, og vel kunne han ej og han gjorde ingen modstand, flød simpelthen med og gispende sagde han ja. Ja. Jeg kan lide det. Og er det godt sådan her og det var det og han nød det det og hadede sig selv for at nyde det og forsøgte ikke at tænke på Solvej. Da han trængte ind i Solvejs mor, tænkte han YEAAAAAAH. Og det var nogenlunde det. Lars’ første gang sammen med en kvinde. ”

(Sitrende) omhyggelig, & OVERLEGEN væven.

Shine on, you crazy edderkop!

DOBBELT OP ER HALVT SÅ MEGET

Jeg har altid undret mig over udtrykket dobbeltkonfekt, for dobbelt så meget konfekt må da være dobbelt så godt som 1 gang konfekt, dvs. så temmelig herligt, også selvom det er den samme slags konfekt, og det forklarer måske faktisk en del om min stil eller for- og oppustede mangel på samme. Det spejlvendte af dobbeltkonfekt oplevede jeg på Frederiksberg Kommunale Tandplejeklinik her til morgen, da min søn i stedet for få en nakkebøjle – hans overbid var ikke blevet stort nok! – ”blot” skulle supplere sin ganebøjle med en såkaldt togskinne, altså have to bøjler på på én gang, det stakkels pus.

En virkelig finurlig, men ufrivillig dobbelthed stødte jeg på i går søndag, da jeg satte mig til at læse Lone Hørslevs nye roman Naturlige fjender, der udkommer på fredag, og det kørte fint og livligt derudad, jeg begyndte at lære personerne (der er vildt nok personer og ikke ”bare” det spektakulære Lone-ego all over the place) og stilen og mekanikken at kende og følte mig, som forventet, i særdeles godt selskab; på side 32 tænker hovedpersonen (eller en af hovedpersonerne1?) Lars (godft navn!) tilbage på sin purunge og ulykkelige forelskelse i den to år ældre Solvej, som en dag pludselige var forsvundet, og da han forlangte et svar af Solvejs mor, bliver han inviteret indenfor, og så bliver der ellers skruet op for Mrs. Robinsom-effekten:

”Hun sagde, hvor gammel er du egentlig, og da han sagde, at han var 16, smilede hun til ham, og over sofaen hang der et maleri, og da han havde gloet længe, sagde hun: Det er en Trampedach. Nå, sagde Lars og vidste ikke hvad han skulle sige. Billedet var noget af det grimmeste han nogensinde havde set. Det er pænt, sagde han, det var det i hvert fald ikke. Dette forestillede en brun og skaldet baby, der stirrede ned på ham, han kikkede på elefanterne, babyen, den BAR de havde stående ved den modsatte væg. Med rigtige barstole i læder og whisky i karafler af krystal, det er klasse, tænkte Lars og så sig selv sidde og få sig en sjus i den bar, på det høje stole med en mand der kunne være Solvejs far, hey, svigerfar, gir du en Baileys, da han pludselig mærkede Solvejs mors hånd på sin nakke. Helt stille og ro-”

Her endte side 32 og jeg vendte i en glidende bevægelse mit blik skråt op mod næste sides begyndelse, der noget overrumplende lød, som følger:

”Åh, der var ikke noget hun hellere ville, Inger-Mai, end at unde sig selv den søvn, hun kunne bare ikke lide at tage de piller. Hun kunne ikke lide at være så TUNG i kroppen bagefter, og sløvheden, der fulgte med, men bortset fra så ville hun da gerne unde sig selv alt muligt, ALT muligt, ingen tvivl om det, som en unge pige drømte hun om at spise bananer og fersk laks hver dag.”

Hvilket dristigt træk af Lone dér: At benytte et sideskrift til MIDT I EN SÆTNING at skifte synsvinkel til en splinterny (hoved?) person og samtidig skabe en højfrekvent (flashback)cliffhanger (kommer de i clinch, Lars og Solvejs mor?), sådan som da hvis faktisk Niels Lyngsø ustandseligt gør det i sin gamle, uretfærdigt glemte roman Væskers vandring. Men så faldt mit blik (ned) på side tallet: 65, og selvom Svend Åge Madsen i vistnok Af sporet er du kommet springer flere sider frem, så anede jeg rimeligt nok uråd, og ganske rigtigt: det viste sig, at i stedet for andet og tredje ark, havde bogbinderen sat tredje ark i to gange, hvilket jo var dobbelt skuffende: Lone havde ikke været så dristig, som jeg troede (hvilket helt sikkert var for det bedste!), og mest hårdt: jeg kunne ikke læse videre i hendes uroligt lovende roman, før engang senere i dag mandag, når jeg har fået Athene til at sende et ekspresbud med en korrekt roman (men selvfølgelig beholder jeg den ukorrekte, som et trofæ)!

DESPERAT BLOGDEBUT

Nu har jeg i mindst 4 år plaget Weekendavisen om at få oprettet en blog omsider, og så er den her, lige her, lige nu, foran mig og foran jer, og hvad så, hvad nu, hvad her, blindt nidstirrende curserens blinken ved jeg ikke mine levende råd, og hvor ynkeligt er det ikke lige? Og ja, jeg sender lige nu tidsforskudt, dette skrives (og skriveblokeres) torsdag, og bloggen debuterer først i morgen fredag, hvis ikke så langt væk som mandag, og hvordan så komme i den rette umiddelbare, akut samtidige blog-stemning, spørger jeg retorisk og kan sagtens høre, at det lyder som en rigtig dårlig undskyldning (udskylning kom jeg næsten til at skrive, og selvfølgelig er der noget smukt i en blog, der opløser sig i selv samme øjeblik, den påbegyndes, men også noget ret uproduktivt).

Avisens webredaktør bad mig for nogle uger siden skrive ”fire linjer om hvad vi havde tænkt os med bloggen”, og selvfølgelig skrev jeg 9 linjer, og hvis nu webredaktøren får de første 3 linjer til en eller anden præsentation eller kolofon eller faktaBOX, så kan jeg selv genbruge de næste 5 her INDE I bloggen, som nemlig er et alfabet med elastik over, hvad der kan og skal indgå i bloggen:

Ankedoter, brevkasse, censurerede og forlagte anmeldelser, dadaisme, digressioner, dræbte darlings, ektoplasma, festsange, gækkebreve, hitlister, injurier, jammer, korrespondancer, lirumlarum, manifester, Muhammed-tegninger, nynnen, overspringsskrifthandlinger, pinups, polemik, quizzer, rim og remser, selvkritik, skåltaler, sladderspalte, smædedigte, tegneserier, undladte undladelsessynder, vitser, wow-effekter, Xileringer, yderligheder, zen, æbleskud, øh’er, åreladninger; og & men iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen pladsbegrænsning.

Det forholder sig så praktisk, at jeg havde firkantet fødselsdag i sidste uge (eller forrige uge, se selv, hvor ødelæggende usamtidigheden er!), hvilket nemlig resulterede i flere velmenende, velresearchede, vellignende portrætter af min person, og så er jeg selv fri for at gøre arbejdet; her er Ritzau Bureaus portræt, udsat for den OULIPO’ske juleleg S + 7 (hver navneord udskiftes med det navneord, der står syv navneord nedenunder i en ordbog, i dette tilfælde Politikens Nudansk), så det kan ligne endnu meget bedre:

EN MANDATAR AF MANGE ORDDELINGER

Lars Bukdahl er som 40-årig allerede en instrumentalmusik i den litterære milliard. Han var kun 19 og gynækolog, da han debuterede som forfrysning

Lyskaster, livlæge, klunser, cand. scient. pol. Lars Bukdahl, Frederiksberg, fylder 40 åreknuder i morgen. Lars Bukdahl har haft farvand på hele livmoderen. Han er født i Risskov, studereværelse fra Aarhus Kattedronning, debuterede som forfrysning som 19-årig gynækolog. Siden er det blevet til mere end en snes bokseringe. Han er cand.scient.pol. i livgarden med spedition i den socialrealistiske forfrysning Charles Dickens. Han er en flittig estlænder og forelæsning. Livlæge på først Kritik og fra 1996 på Whisky. Siden 1993 har han sammen med vendespillet Jens Blendstrup optrådt med siddepladsen Litterær Hypotakse. Han er husholderske på Syddansk Ur og reder på ”Hverdagskost”. Blandt hans mange bogføringer er en kanariegul moralist ”Genetikermaskinofficeren”, der handler om danske værktøjsmagere fra 1990 til 2004 – pointe og prospekt i en pølsevogn – som i et fråds. Sammensætningen er hans egen. Om sine løb siger han, at han læser bogføringer, som han trækker vejskiltet – grådigt og ustandseligt. Lars Bukdahl har modtaget flere litterære prismekroner, heriblandt Klaus Rifbjergs Deciliterprismekrone i 1988, Hundegalskabslegemsstørrelsen i 1991, Stationslederens Kunstklinkers Arbejdsdagslegemsstørrelse 1989 og Provokatørantimilitarismeforeteelsens Prismekrone i 2001. Bukdahl er gift med teledata Kirsten Landbo og har en sønderjyde.

Og som strakt, så blogget:

WA-BLOG – LARS BUKDAHL

Lars Bukdahl, født 1968, cand. phil. i litteraturvidenskab, digter og kritiker, 1988-1996 litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad, fra 1996 anmelder, kommentator, føljetonist på Weekendavisen Bøger, redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn, flittig foredragsholder, har siden 1987 skrevet digtsamlinger, romaner, børnebøger og kritiske værker, i 2008 udkommer alfabetsamlingen Alfabeter fra Pluto og (forhåbentlig) læseinstruksen Per Højholt for begyndere.

Bloggen BLOGDAHL vil hvert sekund (CA.!) måle pulsen på egen litterære åre for blot at splatte den blodigt og psykedelisk igennem cyberspace; et stykke af et temperament ser skeløjet litteraturen lige i nakken; litteraturbloggenes svar på Cartoon Network OG Animal Planet: Anekdoter, brevkasse, censurerede og forlagte anmeldelser, dadaisme, digressioner, dræbte darlings, ektoplasma, festsange, gækkebreve, hitlister, injurier, jammer, korrespondancer, lirumlarum, manifester, Muhammed-tegninger, nynnen, overspringsskrifthandlinger, pinups, polemik, quizzer, rim og remser, selvkritik, skåltaler, sladderspalte, smædedigte, tegneserier, undladte undladelsessynder, vitser, wow-effekter, X-faktorer, yderligheder, zen, æbleskud, øh’er, åreladninger; og & men iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen pladsbegrænsning.

KH L