Den situationistiske kritiker

I-dag-spiste-jeg-frøsnappere-til-morgenmad-grebet (det gjorde jeg!)

Ovre på sin gamle blog attakererer Tue Andersen Nexø mig med det, som i den amerikanske valgkamp hedder et "gotcha"-spørgsmål:

"På sin nye blog protesterer Lars Bukdahl voldsomt over Lilian Munk Rösings anmeldelse af Jens Christian Grøndahl i herværende avis. Og han har jo ret, det er mærkeligt at argumentere så godt for sin kritik og så være så privat og luftigt følende, når det kommer til rosen - især når rosen så, på magisk vis, skal ophæve al det dårlige. Men er det ikke bare bagsiden af Lilians ideal om den situerede kritiker? Som Lars Bukdahl i sin tid, i radioen, var helt med på. Det er et åbent spørgsmål, også til Lars, hvis han læser med derude."

Og selvfølgelig læser jeg med, Tue, men dels er der en bagside ved alting, ikke mindst ved den pseudo-objektive, frit svævende kritiker-ånd, der oser af falsk autoritet, spørgsmålet er om det er en nødvendig bagside: At fordi man i anmeldelsen (NU OG DA, for satan da ikke altid) eksplicit situerer sig, tidsligt og rumligt (jo helt banalt: hvor er/var jeg hvornår, da jeg læste, når jeg skriver, hvad kører/kørte i mit hoved samtidigt (af ikke mindst litterært, men også fx popomkvæd: By the way you look fantastic in your boots of chinese plastic), biografisk og eksistentielt, så har man nødvendigvis ikke længere nogen kontrol over anmeldelsens centrale (kritiske, det skal jo også, synes jeg, være en skøn text) mission: karakteriserende at kvalificere en smagsdom; on a whim og på en hjertekulefølelse kan hele spillet ramle. Men det nægter jeg at se nødvendigheden i. Situeringen tjener til at påpege og levendegøre det faktum, at kritikeren ligesom alle andre læser med en (bombet) krop og en (udslidt) bevidsthed i et (reflekteret) nu og et (meteorologisk!) her, og at det altsammen påvirker læsningen. Men selvfølgelig skal det ikke skal bestemme den, og da slet ikke, sådan som det sker i Lilians anmeldelse, uden nogen form for kvalifikation vis á vis bogens kunstneriske kvaliteter. Jeg synes, at det er fedt, at Lilian indrømmer, at hun er rørt i hjertekulen, men så burde hun have diskuteret hin rørelses sammenhæng eller mangel på samme med bogens sprogkunst, den sammenhæng hun nøjes med at postulere i anmeldelsens sidste fatale sætning: "Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk." Hvad, hvad, hvad, har den fat i, sprogligt og kompositionelt, råber denne kollega desperat, for det jo lige dér, at situeringen kunne blive spændende: når den varmblodige subjektivitet udæsker den koldsindige objektivitet og omvendt og frem og tilbage og ud i hjørnerne, indtil ideelt set anmeldelsen går op i højere gensidigt illumineret enhed; bortset fra at dualismen fra starten af er falsk: subjektiviteten er altid forblændet af (en drøm om) objektivitet, objektiviteten er altid overdøvet af (en støj af) subjektivitet: Og det er det, der er pointen med den situerede kritik: at mudderet blive klart som (derfor!) GANGBART mudder! Og bare underholdende splatteri, ikke at forglemme!

By the Way

By the way you look fantastic

Gennemsnitlig tre uger gammel Letterman på TV2 Zulu som morgenlig overspringshandling (oversprunget: 2007-masse-anmeldelse til Nordisk Tidsskrift): Russel Crowe som gæst gudhjælpeme, og jeg bliver alligevel siddende, da pludselig The Pretenders med en ulamindelig tændt og fit og cool, cool Chrissie Hynde går på scenen med det her flintrende hurtige, nye nummer, hvis omkvæd bidsk selvfølgeligt lyder:


by the way you look fantastic in your boots of chinese plastic

Det får jeg ikke ud af hovedet i dag og slet ikke, når jeg om få minutter (dette er også en overspringshandling) må og skal i gang med den masseanmeldelse.

by the way you look fantastic in your boots of chinese plastic

Jeg kan jo bare sige, at det er et haiku (der er, så tæt på, 16 stavelser) af Inger Christensen, årets hemmelige litterære sensation.

by the way you look fantastic in your boots of chinese plastic

by the way you look fantastic in your boots of chinese plastic

by the way you look fantastic in your boots of chinese plastic

Smeltende urrrealister

Hvad er klokken? Kanon!

SKØNLITTERÆR DK-SURREALIST-KANON

(pionerer: Aage Hermann (med "Græd ikke så aflangt", 1917) og Harald Landt Momberg (med bl.a. "Skipperkonens klage", 1922))

1. Robert Storm-Petersen
2. Jens August Schade
3. Johannes L. Madsen
4. Jess Ørnsbo
5. Simon Grotrian
6. Halfdan Rasmussen
7. Birgit Munch
8. Laugesen & Turèll (som automat-yngst) 9. Marianne Larsen
10. gustaf munch-petersen
11. Cecilie Lind (debutant i Hvedekorn 4, 2008, født 1991)
 
og jeg nåede lige præcis at skrive den på tavlen (ja, okay, whiteboardet), da jeg tidligere på aftenen holdt foredrag om surrealisme på skriftligt dansk for ret præcist 21 mennesker i biografen på kunstmuseet Arken i anledning af deres ret fantastiske surrealisme-udstilling med ægte Dali'er og Ernst'er og Man Ray'er og Miro'er og Magritte'r og genuine Udsøgte Kadavre! Korrektioner er velkomne (foreløbig nager kun fraværet af unge Jac/ Bandet Nul og måske Knud Holten(s børnebøger) og hvad er det nu han hedder, ham min næværsblender af en ven?)!

Rektor Basho, kom frit frem

Forfatterskolen søger en beåndet boss

Som medlem af Forfatterskolens bestyrelse vil jeg gerne gøre opmærksom på den stillingsannonce, der er at finde inde på skolens hjemmeside og som lyder sådan her:

Rektor ved Forfatterskolen.

Ved den selvejende institution under Kulturministeriet, Forfatterskolen, er stillingen som rektor ledig til besættelse pr. 1.6. 2009.

Rektor har ansvaret for den daglige ledelse af Forfatterskolen i overensstemmelse med institutionens vedtægter og bestyrelsens instruktioner og har undervisningspligt på skolen. Rektor har ansvar for tilrettelæggelse af undervisning, ansættelse af lærere og administrator og samarbejde med skolerådet, der er skolens kollegiale organ.

Ansøgere skal være udøvende, anerkendte forfattere, og det er en fordel, hvis ansøgere kan dokumentere erfaringer med undervisning og samarbejde inden for det kunstfaglige område.

Stillingen er en fuldtidsstilling. Ansættelse vil ske for en periode af 4 år med mulighed for forlængelse i 1 år. Det samlede lønniveau vil være ca. 500.000 kr. om året ekskl. pension.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i en kontakt, der indgås med Forfatterskolen.

Ansøgningsfrist: 1.11.2008
Ansøgerne kan forvente svar på ansøgningen senest 1.4 2009.
Ansøgningen stiles og sendes til:
Bestyrelsen, Forfatterskolen, Peder Skrams Gade 2A, 1054 København K.

Der er altså lige en uge at løbe på, og det kunne jo være skønt at få så mange kvalificerede ansøgerere som muligt at vælge imellem. Idealet ville i mine øjne være en blanding af Homer, Sapfo, Aristofanes, Catul, Horats, Tu Fu, Rumi, Basho, Petraca, Dante, Rabelais, Cervantes, Swift, Holberg, Fielding, Sterne, Goethe, Ewald, Hölderlin, Blake, Shelley, Pusjkin, Heine, Dickens, Aarestrup, Andersen, Gogol, Whitman, Poe, Baudelaire, Tolstoj, Dickinson, Mallarmé, James og Rimbaud. Så hvis du synes, du passer på (bare 4-5, vi er large, af) det mix, kære danske forfatter, så tøv ikke med at søge!

Lilians hjertekule-ramme

Julehjertet løber af med Information, igen

For et par uger siden var det Erik Skyum, der på trods af ingen ende på hån og latterliggørelse af romanens formelle kvaliteter til syvende og sidst ikke kunne stå for Hanne-Vibeke Holsts godhjertede meninger i Dronningeofret. I dag er det Informations anden stjerneanmelder, Lilian Munk Rösing, der vælger at lade sin særdeles kritiske - afsnitsoverskrifter "Aura af aftershave" & "Produktplacering" - anmeldelse af Jens Christian Grøndahls nye roman Fire dage i marts indramme af kritik-aflysende hjertesuk; begyndelse:

"Måske er jeg ved at være gammel nok til Jens Christian Grøndahl./ Ved at skrive om den 48-årige mor, der ser sin 15-årige søn forsvinde ind i sin teenage-verden, mens hun stadig husker fornemmelsen af hans lille bløde krop på hoften, rammer han i hvert fald mig lige hjertekulen./ Har man selv halvstore børn, er det svært at ikke at krympe sig i pine over en over en sætning som denne: "Hun er ved vejs ende som mor.""
Og slutning:
Det er ikke svært at hænge den Grøndahl'ske prosa ud for sine klicheer og produktplaceringer [men at de er lette at bevise gør da ikke forbrydelserne mindre kriminelle, vel? LB]. Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk."

De sidste fire ord er, retorisk set, en ren panikhandling, der skal give illusionen af, at hjertekulerørelsen er funderet i kunstneriske kvaliteter, hvilket anmeldelsen nemlig intet sted har argumenteret eller ført bevis for. Det er tale om en plat og sentimental følelses-refleks, som vi er mange, der kender fra dårlige amerikanske film, når familien til sidst forenes i en happy end (og jep: jo tættere heltens barn i alder er på eget afkom jo kraftigere hulkeriet; seneste eksempel her i huset: Die hard 4!) som da vist Lilian selv henviste (diskvalificerende) til, da vi for en måneds tid siden deltog i en radio-diskussion om anmelderi (hvis det ikke var Kirsten Hammann). Og utroligt, at Munk Rösing, som har et særdeles godt øje til Grøndahls reaktionære og grænse-misogyne kvindesyn, falder for en horribel flovse som "Hun er ved vejs ende som mor"; prøv bare at skifte kønnet ud for fanden:
 "Han er ved vejs ende som far", det duer slet ikke, og det er jo lige præcis, fordi sætningen stygt nærer sig på klicheen om en ganske særlig og ophøjet Moderfølelse, vil farmand her gerne påpege.
Ingen grund til ikke stadigvæk at forholde sig passioneret hjerteløst til forkælet forloren Grøndahlskhed.

Kvindernes Jens Christian Grøndahl

Om referatgrænseværdier

Apropos Klaus Rothsteins blogpost nedenfor/ved siden af, der citerer fra hans anmeldelse i fredagens bogtillæg af Jens Christian Grøndahls nye roman Fire dage i marts, men kun (fra?) det meget lange referat, ikke det mindste pip røbes af selve smagsdommen, så den er jeg nu mildt spændt på. For spørgsmålet er, om en lov kan formuleres for sammenhængen mellem referat og smagsdom: jo længere referat jo positivere smagsdom (og jo loyalere referat, Rothsteins referat er lige så meget loyalt, som det er meget langt), og jo kortere referat jo negativere smagsdom (og jo illoyalere referat). I min egen praksis er det i hvert fald en regel, jeg af bedste evne forsøger at rette mig efter, selvom jo et tvingende langt referat af en god bog kan risikere at påvirke smagsdommen i negativ retning, jf senest min anmeldelse af Kirsten Hammanns En dråbe i havet, hvor jeg direkte stønner og giver mig undervejs. Nå, men jeg satser mine matadorpenge på en karakter, efter den nye skala, på ca. 10.

Føljetoner (pluralis)

Nyt om Bianca og fortsat Jac

Bianca er fundet på gulvet i teltet i Oslo og frelst fra en skæbne værre end papirmøllen. Følgende SMS klikkede ind fra Norge i går: "Bianca er i sikkerhet, også alt ekstramateriale"! Pyyh, og det må så være beviset på, at blogs giver mening: Noget lost bliver efterlyst og derpå  found.

For nogle uger siden publicerede jeg første del af F. P Jacs eksklusive digtføljeton "Bukkefar", med undertitlen "NÅR VI LÆGGER ÅRSBRIK NUMMER 40", her kommer anden del:

En tur ud i solen, snart er man flygtig med avisen

og den lunke porter, hoppende i jakken, til kapslens spring.

Hele min hjernefunktion er nyvækket, brikkerne skal tøes op,

en cigaret i flaben, små kaoscirkler i luften, avisen må vente.

Jeg sidder her igen, men bygger fra midten, hvor er hjørnerne,

mens alle bøgerne står i stampe, disse uslingekrimier irriterer,

måske et essay om disse galopmord, alt det overklassen drømmer om,

dem der selv er så bange for myggestil, samtidig med apotekerfobierne.

Ugen i det lejede sommerhus, med computer, skyer og puslespil.

Vejret er himmelslentrende, til frue og afkom, jeg cykler sved.

Disse små afgrøder, antikvariater kaldes de, åh, jeg dåner.

En posefuld for en hundredbasse, nok kigge men ikke læse nu.

Puslespillet skal jo nå dagen, en gave der ligger og vigter sig.

Jeg står på to hænder, det første hjørne er hjemme, mine evner himler,

nu kan jeg gå til og fra, tiden er der, rækkevidden er selvtillid.

Hjørnet bliver længe stående, så falder endnu to på plads. Hvad?

Det er et skue af hårtoppe, kasketter og synkende sol,

Men der er også en rundbue i cement, og helt øverst, er det bilfælge?

En stor brik passer nu i Uet og følges af et K, det var dagens dont.

Nu niver søvnen nedbøjet, men i morgen skal være helt boglagt.

Temperamentet er at løsrive hovedet fra kyllingen, skalde nye bøger,

eller muntre fremadshånd på skulderen. Åh giv mig søvn.

Nej, efter dig, Tue

Roseklubben er in session

På sin blog henviser min estimerede Information-kollega Tue Andersen Nexø venligt til min Yndlingsaversion nr. 39, "Samtids ammetid", om Hanne-Vibeke Holst og hendes anmeldere, og roser mig for at mene ca. det samme som ham, Tue, i hans kommentar "Strukturreform hos litteraturpolitiet" (knaldgod titel) i torsdagens avis, som jeg så til gengæld gerne vil rose for at være ca. lige så analytisk præcis og skarpsindig som min Yndlingsaversion nr. 39, som Tue klager over, at han ikke kan linke til - og jep, det egentlige formål med denne post er at afprøve gør-del-selv-blog-programmets link-funktion, jep, jep - men så aftrykker jeg den da bare her i al linkløs bogstavelighed, aversionen, men hov, jeg skal lige nå at linke til (såkaldt!) litteraturredaktør Jens Andersens pinlige Bogbjerg-klumme i fredagens Berlinger [og den slammer Tue her, enigheden vil ingen ende tage], der stadig mindre ironisk og til sidst fuldstændig næsegrus bare hylder Hanne-Vibeke Holst som Verdens Største Kvinde, bortset fra at det kan jeg ikke, for teksten er ikke til at finde inde på hjemmesiden:

YNDLINGSAVERSION NR. 39 er sådan ca. alt (frivilligt!) i og omkring Hanne-Vibeke Holsts papmursten Grønningen-luffen, og lad mig bare starte med anmeldelserne

Samtids ammetid

Af Lars Bukdahl

De selvopløsende anmeldelser, hvor al formuleret kritik afslutningsvist pulveriseres i kyste besværgelser af romanens gode intentioner og upåtvivlelige bestsellerskæbne og -evner; her stikker May Schack i Politiken sin hale mellem benene, efter hun (i små sprækker i den massive refereren) har stukket til romanens platte vinkling af politik (”Der er således mere spin end egentlig politisk diskussion i romanen) og kønsroller:

  ”Man kan godt forstå, at hun i interview har klaget over, at hun ikke er med, hvor priserne og roserne uddeles, når hun med sit store engagement, sin research og sin effektive, underholdende prosa har gjort sit som ikke mange andre for at tage temperaturen i [i stedet for ’på’, hvordan ser det ud? LB] dagens Danmark med politisk spin, magt- og kønskamp og farlige polariseringer i samfundet. Men hun bliver læst og hørt, og hendes romaner er i spil [hvilket spil? Ludo? Matador? LB] i en grad, som ikke mange forfattere oplever. Man skulle tro det var nok.” Ja, for hende, men sgu da ikke for mig, og hvad med dig, May?

  Og Erik Skyum-Nielsen i Information for fanden – ET TU, SKYE! – der uddeler det ene dødelige håndkantsslag efter det andet (det her blev jeg særligt jaloux på: ”Læseren skal være villig til at læne sig tilbage i sædet og lade sig fodre med ske. Jaah, Dooor dreng, tænker man, hver gang babubilen har afleveret atter en mundfuld mos”), men lige på falderebet brat og alfaderligt giver point for akkurat dooor-dreng-didaktikken, fordi jo budskabets er algodt nok; også her er afsættet Holsts offer-retorik:

  ”Efter min opfattelse kan hun højst være offer for sin egen ambition om at blive læst af de mange. For viljen til sejr, om man vil. Sejr i form af succes, men så sandelig også sejr i form af den effektive formidling af et behjertet budskab [og så er vi på glidebanen, swwwisjjjj! LB]/ Som kort fortalt går ud på, at så længe vi bliver ved med at stemple medborgere med anden etnisk baggrunds og/eller anden religion end vores egen som et samfundsproblem, som ’bare’ skal fjernes (…) ligger vejen fortsat åben til massegravene. For at have givet dette budskab stemme og krop [hvis krop helt præcist? Personernes, romanens, forfatterens? LB] fortjener Hanne-Vibeke Holst al mulig ros. Hun skriver groft og kulørt, javist, men hun er muligvis præcis den forfatter, Danmark har brug for nu.”

  Nej, hun fortjener ikke ”al mulig” ros, for hun fortjener ikke kunstnerisk ros, og når hun ikke fortjener kunstnerisk ros, fortjener hun slet ikke ros, i hvert fald ikke fra en litteraturkritiker med laser-briller!

  Hvad er det også for en patronisering af Hanne-Vibeke Holsts læsere, der foregår hos Schack og Skyum (for slet ikke at tale om Holst!). Det er, som om de (og hun!) tror, at hun vitterligt er en Folkelig Forfatter, der rækker langt ud over kulturkløften og ind i selve folkets mørke hjerte, som hun modigt oplyser med fornuftens PH-lampe. Men de virkelige, empiriske læsere er jo for fanden de samme dannede damer mellem 30 og 85, der læser (og skriver i) Information og Politiken og ser (og optræder i) Deadline og DR2’s temaaftener, og som, når de er ude at opleve kogekunst, sgu da ikke vil spises af med orange babymos, men så åbenbart intet problem har med sprogkunst som noget syntetisk sjask, der skal ind med skeer. ”Hun er så let at læse”, som en dannet dame mellem 30 og 85 kvidrede i TV-avisens reportage fra romanens lancering i (vistnok) Lyngby-centret.

  Og læselethed er vel simpelthen den korteste, præciseste formel for Hanne-Vibeke Holsts prosaæstetik: alt skal gå hurtigt, og alt skal forklares, med andre ord: Socialdemokratisk (i ekstrem bogstavelig betydning!) Synsvinkling som tarveligst - og smartest: Enkel syntaks, friskt vokabular, hastige klip mellem et mylder af synsvinkler, der hele tiden (men i al hast) forklarer sig selv, deres baggrund, tanker, fortrængninger, til bunds. Men nogle synsvinkler forstås selvfølgelig med en varmere dybde end andre, nemlig de gode, rene synsvinkler, the good guys eller rettere girls, dem er den indre socialrådgiver venindeintimt på fortovscafé med, de skurkagtige, blakkede synsvinkler til gengæld forstås tre fod fra livet og bag en skudsikker rude til en 8:30-aftale på Socialkontoret. Eftersom Holst er og bliver inkarneret journalist, udfylder hun (læse)lettest dybdeforklaringerne med hårdt researchede facts om fx jødedom (dybdeforklaring på socialdemokratiets leder, en central heltinde) og soldater-traumer (dybdeforklaring på den højreradikale snigmorder, en central (men stakkels) skurk).

  Vi får, som vi skal ifølge bestseller-reglerne, noget fims (forklaringsdybderne), noget debat (politik, køn og fremmedhad til en hel årgang af Politiken-ledere) og noget lir (den laaangt udtrukne suspense frem mod det afsluttende skud(melo)drama i Parken, direkte (men sikkert ubevidst) stjålet fra filmen Skytten, 1977, med manus af Anders Bodelsen, hvor Jens Okking vil skyde Allan Simonsen).

  Det er, milde kolleger, bare for dårligt.

Link that, Tue!

Bianca på gulvet i teltet i Oslo

RED HENDE NU!

Jeg opdagede det i lufthavnen, flygplatsen, i Oslo denne formiddag: Naja Marie Aidts og Kim Lykkes uovertrufne mega-tekst-billed-collage Balladen om Bianca, 2002, glammede ved sit fravær i min rygsæk!  Da jeg i aftes var på vej bag om scenen efter min optræden med Naja - hjemme en kort, illumineret stund fra sit Brooklyn-exil - afskar en stor, norsk kvinde mig vejen og forlangte at komme besiddelse af Bianca og nægtede at forstå, at min rygsæk ikke indeholdt flere eksemplarer af denne legendarisk monstrøse bog, hvilket jo nemlig ville være totalt, fysisk umuligt, hvis der også skulle være plads til fyldt chokolade og tandpasta og Camilla and the Horse. Jeg kunne virkelig ikke overbevise hende, men det lykkedes omsider at drible mig udenom og ned af trappen til backstagepområdet, hvor jo Naja, som jeg endnu ikke havde hilst rigtigt på, fordi jeg snublede ind på scenen 10 minutter for sent, fordi flyet fra København var fucking 2 timer forsinket, fordi Norwegian åbenbart er et notorisk upålideligt flyselskab, stod og strålede, og så må jeg have smidt rygsæk og Bianca fra mig på gulvet, og så må de være landet et stykke fra hinanden, således at jeg ikke anede uråd, da jeg en lhalv time senere skulle videre til den gode middag på Det Gamle Rådhus og distræt samlede rygsækken op, men ansvarsløst, fatalt ansvarsløst, efterlod Bianca, med samt de i den/hende gemte Bianca-files, herunder uerstattelige flyers fra Bianca-udstillingen på Asbæk. Men jeg ved, at vores fine og belevne interviewer, Martin Grüner Larsen, der faktisk er cand.blog, har planlagt at tjekke bloggen ud, og måske allerede i dag, så hvis det overhovedet er muligt, Martin, vil jeg være dig uendelig taknemligt, om du, inden det er for sent, undersøger, om hun ikke stadig ligger der, svigtet og forladt, på teltets gulv, bogpigen, og så redde hende for fanden!

Publicistisk-solipsistisk rundesang

Om at være sin egen forkølede ekkodal

Det starter med, at en journalist på i reglen Information har fået i opdrag at skrive en featureartikel (da jeg gik i progressiv folkeskole i 70'ernes Vejlby-Risskov havde vi tit featureuge, det er vist ca. det samme) om fx udviklingen i bogaktuelle Jens Chr. Grøndahls forfatterskab, hvorefter hun hurtigt surfer sig frem til, at fx jeg har i flere omgange har signeret fx omhyggelige ondskabfuldheder om fx Jens Chr. Grøndahl i fx Weekendavisens bogtillæg og fx følgende ondskabsfuldhed fra fx 2005:

"Erfarne fremtidsforskere indenfor både universitets- og forlagsverdenen forsikrer, at fra og med året 2010 vil alle danske skønlitterære bøger være skrevet af Jens Christian Grøndahl. Manden vil gøre sig umage for at sprede sig over så mange genrer (og forlag) som muligt, f.eks. planlægger han i 2015 at udgive mindst slægtsromanen Familien Flinkesens refleksioner i grønt (People’s Press) den historiske roman Korsriddere i blomst (Borgen), kriminalromanen Mordet på halvdelen af den trekant med drinkglas ved swimmingpoolen (L & R) og kortprosasamlingen Lange metaforer (Arena), foruden selvfølgelig en hoben af de sædvanlige hyper-fimsistiske romaner om sidespring & holocaust (Gyldendal)."Som journalisten citerer fra - nu ikke mere fx, sådan foregik det i gårs dato - da hun ved middagstid ringer til mig for at "interviewe" mig til featuren, for "interviewe" betyder her bare, at jeg skal mundtligt parafrasere det, jeg med stor og sinister omhu har formuleret på skrift (og i tilfældet Grøndahl: så temmelig mange gange, se fx også bare Yndlingsaversion nr. 3) og jeg adlyder beredvilligt og ævler løs i telefonen et kvarters tid - jævnligt afbrudt af mine egne afmægtige suk, fordi jeg er mig smerteligt bevidst, at jeg har skrevet det hele bedre før. Klog af skade (Press!) betinger jeg mig at gennemlæse citaterne, før de kommer på tryk, og klokken 21.34 ankommer de pr. mail, og, langt, langt suk, min forvrøvlethed er kun alt for socialrealistisk gengivet, og bl.a. således:

"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts [titlen på den nye roman LB her], men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor lir er det, der får det til at ligne og lyde lækkert helt ned i syntaksen, som f.eks. Tapeter af Henrik Nordbrandt,« mener Bukdahl. »I Grøndahls første bøger var der en MTV-æstetik, hvor scenerne skulle se forvirrede og klippede ud, men karaktererne var stadigvæk nogle lækre unge eller midaldrende mennesker, der havde deres dybt-reflekterede trekantskonflikter ved swimmingpoolen.« »I de nyere bøger er der kommet en mere rolig æstetik, der leder tankerne hen på Bille August i en SAS-reklame, hvor det er tydeligt, at tre lækre mennesker har konflikter. Vi godt kan se, hvem de tre personer er, men grundlæggende er det den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har svært ved at blive begejstrede for. Den der finere spilledåse, er altså en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogkunst i det,« siger Lars Bukdahl.!

Flere steder er citaterne på grænsen til det rene nonsens, hvilket jeg i min skønlitterære praksis går 100 % ind for, men ikke - uden videre i hvert fald! - i min kritiske praksis, og næsten overalt snubler de klodset over sig selv. Intet slår dog opfindelsen af den hidtil ukendte digtsamling af Henrik Nordbrandt, Tapeter! Ergo bruger jeg en lille, ond time på at skrive citaterne om, så de lyder, ikke elegante og fyndige, men bare sammenhængende, bare rimelige, bare overlevelige (for mig selv!) [den færdige artikel, "En storsælgende, komisk forfatterfigur" med flere opshinede citater og bragt i avisen fredag den 24. oktober, kan læses her]:

"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts, men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor fims er det litterære simili, den lækre kunstnersiskhed helt ned i syntaksens Nordbrandt-tapeter,« mener Bukdahl. »Forfatterskabet gennemspiller igen og igen den samme forbandede Martini-reklamefilm med beåndede, velhavende, midaldrende småborgere i sjælelig og kærlighedsmæssig konflikt ved swimmingpoolen. I Grøndahls første bøger herskede en 80'er-agtig MTV-æstetik med heftig og forvirret klipning. Formen i de nye bøger er mere klassisk dvælende og drævende, sådan a la Bille Augusts SAS-reklamer, men drinken på poolkanten er nøjagtigt den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har stadig sværere ved at blive begejstrede for. Heldigvis!  Det er en rigtig fin spilledåse, der spiller, men stadigvæk en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogmusik« siger Lars Bukdahl."

Teksten blev endda kortere! Så har man set det med (og jeg fortsætter med at rette og skærer resolut det "i det", der fulgte efter "levende sprogmusik")! Men hvilket absurd (OG UBETALT) besvær (x 2 = ca. 75 minutter) for at gentage sig selv med bare en vis stil. Nu (og nu og nu) ved jeg, hvor hårdt Jens Christian Grøndahl har det, når han skal skrive den samme roman 1 gang til (og 1 gang til, og 1 gang til).

Chok & ny begyndelse

Okay, nu er bloggen omsider blevet autonomt umiddelbar! Jeg er netop vendt hjem fra et effektivt crash course i gør-det-selv-bloggeri i Antonigade og burde nu være min egen herre i min egen tid her i b-sfæren. Hvilket forhåbentlig vil betyde både hyppigere og hurtigere og hidsigere og hysteriskere poster! Fx kan jeg nu direkte rapppotere om mit CHOK over at finde en ny bog af Christina Hesselholdt i min avis-postkasse: Camilla and the Horse! Den er der sgu da ikke nogen, der har advaret mig om, og hun udgav for søren da et vokse(n)værk så sent som sidste år, romanen I familiens skød, og så plejer der altså at gå mindst to år inden næste vokse(n)værk, det er OK med pludselige børnebøger, men ikke med bratte vokse(n)værker, jeg har brug for varsling i god tid, og da især i et år, hvor det regner ned med fuldvoksne 90'er-pigers viltre vokse(n)værker: Helle, Aidt, Guldager, Hammann, Pryds Helle (= Liv Mørk), Balle. Og hvornår udkommer den ? Allerede på næste FREDAG, og jeg, som også har også en hel Høeck-betonklods at spise mig igennem! I'm not ready! Og hør bare, hvor dog nådesløst forjættende velskrevet første sætning lyder:

 "I sommer, da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede landskab, hvor skyggerne er så mørke og markante, at toppene ser ud, som om de er overhældt med vand, og søerne så dybe ... kom et jagerfly så pludseligt til syne, at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven, slået med rædsel."

Og nu er jeg i gang med at læse, i løb, i trav med at læse, og så kan jeg, chokeret, ikke holde op:

"Jeg havde hverken set eller hørt det, før det var over mig. Det vippede med vingerne, det lagde sig på siden og var væk mellem to bakker. Det var så elegant, så hurtigt og pludseligt, og fra det øjeblik levede og åndede jeg for at komme til at se ét til, helst mange flere. Jeg var heldig for de britiske jagerpiloter øvede sig den sommer på at sno sig mellem bakkerne i Lake District, og måske fløj de videre ind i det skotske højland, før de fløj videre til Afghanistan; som jagende skygger over de endeløse opiumsmarker og de endeløse bjergområder "med deres last af død", som jeg ved gentagne lejligheder sagde til mig selv for at dæmpe min begejstring, og jeg fik i hvert fald et eller to at se hver dag."

Det kalder jeg Écriture-Action! Hvordan ikke læse videre? Men jeg tvinger mig til at stoppe her. Så posten bliver næsten hurtig og hidsig og hysterisk, og den næstfølgende lige om lige om lidt kan komme jagende ...

Men sikke dog en insisterende mærkelig og mystificerende titel også: Camilla and the Horse. For vildt foruroliger den!

Lise Togeby 1942-2008 (min mor)

Min kloge og søde og trofaste og skarpe og usentimentale og blufærdige mor ville stensikkert hade det, hvis jeg holdt en floromvundet sørgetale i al offentlighed, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg allerede savner hende forbandet, og så aftrykke de officielle mindeord fra Institut for Statskundskab (hjemme hos os hed det aldrig ”jeg tager på arbejde”, men ”jeg tager på instituttet”):

Professor, doktor i statskundskab, Lise Togeby døde onsdag den 15. oktober 2008 efter kort tids sygdom. Lise Togeby blev ansat som amanuensis ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet i 1966 og arbejdede ved instituttet resten af sit liv. I 1969 blev hun udnævnt til lektor og i 1995 til professor.

Lise Togeby havde et usædvanligt fagligt engagement. Hendes forskning spændte bredt inden for statskundskaben. Hun har undersøgt emner som kvinders stilling i politik, græsrødder, højredrejning, minoriteter, den politiske elite, eksperters politiske rolle og politisk holdningsdannelse i almindelighed. Eksempelvis afdækkede Lise Togeby i flere omgange danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Hendes forskning viste, at danskerne svinger mellem to modsatrettede følelser over for etniske minoriteter, på den ene side tolerance og medfølelse, på den anden side modvilje og mistro over for det fremmedartede. Når de skal tilkendegive deres holdninger til flygtninge og indvandrere, er danskerne derfor ”I syv sind” – titlen på en af Lise Togebys bøger. Da Folketinget i 1997 skulle finde en leder til det store femårige forskningsprojekt Magtudredningen var Lise Togeby et naturligt valg. I de senere år opbyggede hun et netværk med yngre kolleger omkring forskning i holdningsdannelse, der bl.a. har indledt et lovende samarbejde med Stanford University i USA.

Det lå Lise Togeby meget på sinde at formidle sin forskning til den brede offentlighed på en levende og vedkommende måde. Det har givet sig udslag i utallige foredrag, interviews og dagbladsartikler. Eksempelvis førte offentliggørelsen af hovedrapporten fra Magtudredningen i 2003 Magt og demokrati i Danmark til en omfattende offentlig debat om det danske folkestyres tilstand.

Lise Togeby var blandt studerende og kolleger kendt som en kreativ og engageret underviser, der med glæde underviste inden for alle områder af statskundskaben. Hun forestod såvel brede undervisningsforløb for nye studerende som specialiserede kurser for ph.d.-studerende.

Lise Togeby gjorde også en stor organisatorisk indsats for Institut for Statskundskab og sad i flere omgange i instituttets ledelse. Hun påtog sig poster som institutbestyrer, fagrådsformand, studieleder og – i de senere år – ansvaret for instituttets ph.d.-uddannelse i statskundskab.

Lise Togebys faglige engagement blev altid anvendt konstruktivt. Det gjaldt ikke kun hendes egen forskning og undervisning, men også hendes indsats som medlem af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd; som redaktør af faglige tidsskrifter som Politica og Scandinavian Political Studies; som formand for Folketingets Magtudredning; som medlem af statens udvalg vedr. videnskabelig uredelighed og som ekspertrådgiver i mange sammenhænge, fx evaluering af statskundskabsundervisningen i Sverige og udarbejdelse af bibliometriske forskningsindikatorer for Videnskabsministeriet, hvor hun varetog formandskabet i faggruppen for sociologi.

Lise Togeby blev 66 år. Hun efterlader et stort tomrum, som det vil blive vanskeligt at fylde ud. Hun vil blive husket for sit engagement, sin faglige integritet og kollegiale hensynsfuldhed, sit mod og sine evner til at give sig i kast med og fuldføre nye projekter.

Lise Togeby efterlader sig børnene Lars og Dorte.

Æret være Lises minde.

På vegne af Institut for Statskundskab

Institutleder Jens Blom-Hansen

Min mor bliver bisat fra Vor Frue Kirke i Århus tirsdag den 21. oktober kl. 13.00.

Forfatterhandelsskolen

Er det ikke sjovt, som mange, der er skeptiske overfor Forfatterskolen, går ind for (eller ER) forfattere, der har gået på Journalisthøjskolen?

Lars Frost, som i denne uge udgav den fantastiske roman Ubevidst rødgang, har gået på Forfatterskolen. Hanne-Vibeke Holst, som i forrige uge udgav den ufantastiske roman Dronningeofret, har gået på Journalisthøjskolen.

Lars Frost skriver som en rigtig forfatter, originalt og skønt. Hanne-Vibeke Holst skriver som en rigtig journalist, anonymt og professionelt.

Men hvad vildere er: Lars Frost forholder sig langt mere nysgerrigt og skarpsindigt til sin romans (70’er)virkelighed (også hardcore-researchmæssigt, der er sindssygt med crazy research i Ubevidst rødgang) end Hanne-Vibeke Holst til sin romans (08)virkelighed, fordi Hanne-Vibeke Holst bare kritiskløst overtager de forhåndenværende journalistiske vinklinger; politik = spin, køn = brevkassespørgsmål om familie og karriere etc.

På Forfatterskolen lærer man at frygte og modarbejde klicheerne. På Journalisthøjskolen lærer man at elske og stole på klicheerne (og langt farligere (= dummere) end sproglige klicheer er jo akkurat kliché-vinklingerne, kliché-optikkerne, kliché-nyhedskriterierne).

Forfatterforfatteres efteruddannelse er hans og hendes fortsatte læsning: stadigt at lade sig udfordre og inspirere af døde og levende kolleger/konkurrenter. Journalistforfatteres efteruddannelse er, fremgår det af det dybtgående reklameinterview med Hanne-Vibeke Holst i Politiken, et tredages kursus hos en manuskriptguru (er det en særlig kult: Manuskript-Kulten? det er det nok) fra Hollywood:

”Robert McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk, hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 - 10 timer om dagen - sidder Holst og [hendes agent (!?) Lars) Ringhof og lytter til hans råd.
  At forfatteren skal bruge tid - lang tid - på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.
  »Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«. ”

Nej, Hanne-Vibeke Holst, rigtige skønlitterære forfatterforfattere har en viden om, at det hele er meget kunstfærdigt, og at man skal finde og dyrke sit eget yderlige, sjælfulde udtryk. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket, det er kunst, de er interesseret i; håndværket kan højst være et afsæt, som fx krimihåndværket i Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman Mine Piger er et afsæt for gal, flintrende Susanne Staunskhed

Og hvad er det da også for en forkvaklet idé om at bedrive deep deep investigative journalism på sine fiktionspersoner? Tror Holst og Ringhof og McKee, at Charles Dickens havde samlet en karakterbibel om Mr Micawber, før han gik i gang med David Copperfield? Selvfølgelig havde han ikke det, han vidste bedre end nogen, at fiktionspersoner lever (og dør!) i og med skriften og dens liv(lighed).

Det er Hanne-Vibeke Holst, der er en (GRÅ-PINK) skoleforfatter. 

Topfart i undertiden

I torsdags på Kulturøen i (eller vel så rettere ud for!?) Middelfart blev Jørgen Fegge-Hansen-Medaljen. Den Innovative Romanpris 2007 omsider uddelt. Som offentliggjort i WA for ret præcis 10 måneder siden var og er vinderen Svend Åge Madsen (der ved prisens indstiftelse i foråret 2007 fik prisen 35 principielle gange for 25-27 romaner) for romanen Det syvende bånd.

Og da jeg til Trekantsområdets Litteraturfestival, sandwichet mellem blogkollega Rothsteins interviews med yndlingsaversionerne Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst, skulle interviewe yppersteperversionen Madsen var det jo en perfekt anledning til, med publikum på, at få rettet op på miseren, fernisere unfinished business, så da overbibliotekaren på velsyngende fynsk havde budt velkommen, satte jeg uden varsel ceremonien i gang og overrakte SÅM prisen: et (ikke længere så) frisk eksemplar af James Joyces Ulysses, 1922, med en sikkerhedsnål (og stort, vandalistisk besvær) fastgjort til en art croupier-vest (købt samme eftermiddag på Jagtvej), der kun symbolsk har tilhørt Henry James (som Madsen har skrevet en (mindst) dobbeltbundet novelle om), at bære ved al kommende romanskriveri. Og søreme om ikke prismodtageren dér midt på scenen lod sig iklæde prisen, og sikke konkret symbolsk innovativ han så ud med den tykke roman på sit bryst!

Hvorpå interviewet kunne snuble sig i gang med et spørgsmål om, hvad Ulysses betyder og har betydet for forfatteren og forfatterskabet. Ret meget, svarede Madsen, han havde læst romanen tidligt og var blevet overrumplet af frem for alt dens yderst konkrete polyfoni (hvert kapitel (i særlig anden halvdel) fortalt på sin egen facon), dette fundamentale greb havde været en åbenbaring af en åbning, til at stille noget frisk op med den nedsliodte romangenre, og var det til stadighed; for nylig havde Madsen genlæst Ulysses, for første gang i næsten 50 år, og var ikke blevet skuffet, heldigvis: den flerstemte stadig!

Og så var det, jeg havde planlagt at påpege det finurlige faktum, at den gennemgående Madsen-person Jørgen Fegge-Hansen (hovedperson i mit (også af læse-sentimentale årsager) yndlings-Madsen-værk, romanen Af sporet er du kommet, 1984) er ejeren af den bevidsthed, der natligt og særdeles Ulysses’sk (= anden halvdel af Ulysses’sk) strømmer (bortset fra at Blooms og Stephens bevidstheder jo ikke strømmer, men snarere punket kribler-krabler) i novellen Indestængt fra novellesamlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede, der udkom sidste år - efter nomineringen af Det syvende bånd, men før offentliggørelsen af vinderen (Fegge, som han gerne kaldes, er aktuar ansat i døds- og ulykkesforsikringsselskabet Hamlet):

”(…) Skødesløs, kommer ikke af uden skød, uden skøde?

  5.49. skifter til 5.50 mens han misser imod tallene. Hvad er sandsynligheden for det? En til femten hvis man uden briller må bruge fire sekunder på at fokusere. Fire promilles chance for at det sker to gange i træk. Den slags forekommer, stadig ikke grund til at antage at uret skifter fordi man kigger. For øvrigt var der engang imellem de to skift hvor det ikke indtraf. Øgede sandsynligheden klækkeligt.

  Fegge, jeg har inviteret en ven med. En god ven. Du må hilse på ham.”

En side senere opfinder Fegge ordet irroyal! Men inden jeg fik flashet min finurlighed, blev jeg rodet ind i en konflikt med publikum, der fandt at mit i hår og briller indviklede headset støjede græsseligt (det er hjernebarken, der giver sig, insisterede jeg!) og at jeg i øvrigt vendte ryggen for meget til (venstre side af) publikum og dermed brød mit løfte om ikke at holde snakken med idolet for mig selv, og så glemte jeg den, finurligheden, i bar befippelse.

Jeg fandt i stedet en anden tråd, og en tredje, og en fjerde etc. som vi uden yderligere protester viklede os ind og atter ind i, som de anti-Ariadner, vi er og bliver; Svend Åge forsøgte faktisk nu og da få hovedet over labyrintikken og ytre et par opbyggelige ord om den fortællemæssige eksistentialitet, men straks trak jeg atter i snubletråden! Nørd-Time!

Højdepunktet var naturligvis, da jeg fik Madsen til at oplæse det (slut)afsnit fra Af sporet er du kommet, som jeg tilbage i 3. g ville have ham til at medvirke i en dramatisering af - som led i et håbløst studentikost spektakel, vistnok betitlet METAFOR! Et Talkshow, planlagt til opførelse i Aarhus Katedralskoles festsal af mig og mine bedste kumpaner, J. Blendstrup og J. McCoy, og jeg kan sgu godt forstå, at han i telefonen dengang høfligt takkede nej, men det gjorde han ikke i Middelfart! Man kan på skærmen desværre ikke høre den hviskende, raspende stemme, Madsen oplæser den magre fyrs replikker med:

”En dag stod han ved den største sø i Botanisk Have [i ÅRHUS selvfølgelig LB].  (…) En ung mager fyr af et miserabelt udseende havde nærmet sig. Han mumlede nogle uforståelige ord til Fegge.

  -Hvadbehar?

  Fyren skuttede sig. Han så sig forskræmt omkring, men de var helt alene. Han gned sig på armene og rystedes af et kuldegys.

  -Har du en historie? gentog han.

  -En historie?

  -Jeg har det ad helvede til, mand. Ikke hørt nogen hele dagen, heller ikke i går.

  -Jeg har ikke nogen historie.

  -Bare en ganske lille en, tænk dig om.

  -Jeg kender ikke nogen, desværre.

  -Find på én, mand.

  -Det --- det er også mit problem.

  -Du leder også efter ham? Han kommer her ikke mere.

  -Hvem taler du om?

  Den unge mand blev mistroisk og trak sig væk. Men ubehaget fik igen magten, og han nærmede sig krybende.

  -Kan du ikke se jeg er helt på røven?

  -Jo.

  -Jeg kan ikke engang slæbe mig ind til byen og få en dosis.

  -Jeg er ked af det. Jeg kan ikke nogen historie. Kan du føre mig til … ham?

  -Du kan tror nej, kammerat. Når du ikke kan hjælpe mig.

  -Jeg ville gerne.

  -Du ville en gammel skid. Prøv for fanden.

  Fegge anede ikke hvor det kom fra, det var ikke stort bevendt, men der dumpede faktisk et indfald ned i ham.”

Jeg citerer ikke mere af oplæsningen, for Af sporet er du kommet er in print som paperback, og det er en bog alle SKAL læse. Men jeg lover jer, da forfatteren tog afsnittet og romanens sidste ord i sin mund, som bare er navnet: ”- Jørgen Fegge-Hansen”, smilede jeg lykkeligt, hele vejen igennem headsettet, en Madsen-junkie havde fået sit fix.