Professor, doktor i statskundskab, Lise Togeby døde onsdag den 15. oktober 2008 efter kort tids sygdom. Lise Togeby blev ansat som amanuensis ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet i 1966 og arbejdede ved instituttet resten af sit liv. I 1969 blev hun udnævnt til lektor og i 1995 til professor.
Lise Togeby havde et usædvanligt fagligt engagement. Hendes forskning spændte bredt inden for statskundskaben. Hun har undersøgt emner som kvinders stilling i politik, græsrødder, højredrejning, minoriteter, den politiske elite, eksperters politiske rolle og politisk holdningsdannelse i almindelighed. Eksempelvis afdækkede Lise Togeby i flere omgange danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Hendes forskning viste, at danskerne svinger mellem to modsatrettede følelser over for etniske minoriteter, på den ene side tolerance og medfølelse, på den anden side modvilje og mistro over for det fremmedartede. Når de skal tilkendegive deres holdninger til flygtninge og indvandrere, er danskerne derfor ”I syv sind” – titlen på en af Lise Togebys bøger. Da Folketinget i 1997 skulle finde en leder til det store femårige forskningsprojekt Magtudredningen var Lise Togeby et naturligt valg. I de senere år opbyggede hun et netværk med yngre kolleger omkring forskning i holdningsdannelse, der bl.a. har indledt et lovende samarbejde med Stanford University i USA.
Det lå Lise Togeby meget på sinde at formidle sin forskning til den brede offentlighed på en levende og vedkommende måde. Det har givet sig udslag i utallige foredrag, interviews og dagbladsartikler. Eksempelvis førte offentliggørelsen af hovedrapporten fra Magtudredningen i 2003 Magt og demokrati i Danmark til en omfattende offentlig debat om det danske folkestyres tilstand.
Lise Togeby var blandt studerende og kolleger kendt som en kreativ og engageret underviser, der med glæde underviste inden for alle områder af statskundskaben. Hun forestod såvel brede undervisningsforløb for nye studerende som specialiserede kurser for ph.d.-studerende.
Lise Togeby gjorde også en stor organisatorisk indsats for Institut for Statskundskab og sad i flere omgange i instituttets ledelse. Hun påtog sig poster som institutbestyrer, fagrådsformand, studieleder og – i de senere år – ansvaret for instituttets ph.d.-uddannelse i statskundskab.
Lise Togebys faglige engagement blev altid anvendt konstruktivt. Det gjaldt ikke kun hendes egen forskning og undervisning, men også hendes indsats som medlem af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd; som redaktør af faglige tidsskrifter som Politica og Scandinavian Political Studies; som formand for Folketingets Magtudredning; som medlem af statens udvalg vedr. videnskabelig uredelighed og som ekspertrådgiver i mange sammenhænge, fx evaluering af statskundskabsundervisningen i Sverige og udarbejdelse af bibliometriske forskningsindikatorer for Videnskabsministeriet, hvor hun varetog formandskabet i faggruppen for sociologi. Lise Togeby blev 66 år. Hun efterlader et stort tomrum, som det vil blive vanskeligt at fylde ud. Hun vil blive husket for sit engagement, sin faglige integritet og kollegiale hensynsfuldhed, sit mod og sine evner til at give sig i kast med og fuldføre nye projekter.
Lise Togeby efterlader sig børnene Lars og Dorte.
Æret være Lises minde.
På vegne af Institut for Statskundskab
Institutleder Jens Blom-Hansen
Min mor bliver bisat fra Vor Frue Kirke i Århus tirsdag den 21. oktober kl. 13.00.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar