fredag den 10. oktober 2008

Forfatterhandelsskolen

Er det ikke sjovt, som mange, der er skeptiske overfor Forfatterskolen, går ind for (eller ER) forfattere, der har gået på Journalisthøjskolen?

Lars Frost, som i denne uge udgav den fantastiske roman Ubevidst rødgang, har gået på Forfatterskolen. Hanne-Vibeke Holst, som i forrige uge udgav den ufantastiske roman Dronningeofret, har gået på Journalisthøjskolen.

Lars Frost skriver som en rigtig forfatter, originalt og skønt. Hanne-Vibeke Holst skriver som en rigtig journalist, anonymt og professionelt.

Men hvad vildere er: Lars Frost forholder sig langt mere nysgerrigt og skarpsindigt til sin romans (70’er)virkelighed (også hardcore-researchmæssigt, der er sindssygt med crazy research i Ubevidst rødgang) end Hanne-Vibeke Holst til sin romans (08)virkelighed, fordi Hanne-Vibeke Holst bare kritiskløst overtager de forhåndenværende journalistiske vinklinger; politik = spin, køn = brevkassespørgsmål om familie og karriere etc.

På Forfatterskolen lærer man at frygte og modarbejde klicheerne. På Journalisthøjskolen lærer man at elske og stole på klicheerne (og langt farligere (= dummere) end sproglige klicheer er jo akkurat kliché-vinklingerne, kliché-optikkerne, kliché-nyhedskriterierne).

Forfatterforfatteres efteruddannelse er hans og hendes fortsatte læsning: stadigt at lade sig udfordre og inspirere af døde og levende kolleger/konkurrenter. Journalistforfatteres efteruddannelse er, fremgår det af det dybtgående reklameinterview med Hanne-Vibeke Holst i Politiken, et tredages kursus hos en manuskriptguru (er det en særlig kult: Manuskript-Kulten? det er det nok) fra Hollywood:

”Robert McKee er en af Hollywoods manuskriptguruer. Han lever af at fortælle folk, hvordan de skal strikke en historie sammen. Tre dage i november 2007 - 10 timer om dagen - sidder Holst og [hendes agent (!?) Lars) Ringhof og lytter til hans råd.
  At forfatteren skal bruge tid - lang tid - på at forberede sig, før skrivningen begynder. At historien skal være klar. At forfatteren skal go deep. Kende sine karakterer. Indefra. Kende deres hemmeligheder. Deres livsløgne. Deres skjulte drømme, deres livsprojekt og de ømmeste ligtorne. Det hele skal ligge der i en slags karakterbibler, før forfatterens fingre rammer tastaturet.
  »Mange forfattere tumler mere eller mindre blindt ud i historierne, og de tror, at karaktererne ligesom vokser frem af sig selv. Det bliver ofte derefter, fordi det ikke er tilstrækkelig gennemtænkt. Historierne og karaktererne bliver for svage, fordi mange har for dårlig viden om håndværket. Skønlitterære forfattere har en forventning om, at det hele er meget emotionelt, og at man udtrykker sig selv og sin sjæls indre. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket«. ”

Nej, Hanne-Vibeke Holst, rigtige skønlitterære forfatterforfattere har en viden om, at det hele er meget kunstfærdigt, og at man skal finde og dyrke sit eget yderlige, sjælfulde udtryk. Derfor er der heller ikke særlig stor respekt for håndværket, det er kunst, de er interesseret i; håndværket kan højst være et afsæt, som fx krimihåndværket i Susanne Stauns nye Fanny Fiske-roman Mine Piger er et afsæt for gal, flintrende Susanne Staunskhed

Og hvad er det da også for en forkvaklet idé om at bedrive deep deep investigative journalism på sine fiktionspersoner? Tror Holst og Ringhof og McKee, at Charles Dickens havde samlet en karakterbibel om Mr Micawber, før han gik i gang med David Copperfield? Selvfølgelig havde han ikke det, han vidste bedre end nogen, at fiktionspersoner lever (og dør!) i og med skriften og dens liv(lighed).

Det er Hanne-Vibeke Holst, der er en (GRÅ-PINK) skoleforfatter. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar