Julehjertet løber af med Information, igen
For et par uger siden var det Erik Skyum, der på trods af ingen ende på hån og latterliggørelse af romanens formelle kvaliteter til syvende og sidst ikke kunne stå for Hanne-Vibeke Holsts godhjertede meninger i Dronningeofret. I dag er det Informations anden stjerneanmelder, Lilian Munk Rösing, der vælger at lade sin særdeles kritiske - afsnitsoverskrifter "Aura af aftershave" & "Produktplacering" - anmeldelse af Jens Christian Grøndahls nye roman Fire dage i marts indramme af kritik-aflysende hjertesuk; begyndelse:
"Måske er jeg ved at være gammel nok til Jens Christian Grøndahl./ Ved at skrive om den 48-årige mor, der ser sin 15-årige søn forsvinde ind i sin teenage-verden, mens hun stadig husker fornemmelsen af hans lille bløde krop på hoften, rammer han i hvert fald mig lige hjertekulen./ Har man selv halvstore børn, er det svært at ikke at krympe sig i pine over en over en sætning som denne: "Hun er ved vejs ende som mor.""
Og slutning:
Det er ikke svært at hænge den Grøndahl'ske prosa ud for sine klicheer og produktplaceringer [men at de er lette at bevise gør da ikke forbrydelserne mindre kriminelle, vel? LB]. Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk."
De sidste fire ord er, retorisk set, en ren panikhandling, der skal give illusionen af, at hjertekulerørelsen er funderet i kunstneriske kvaliteter, hvilket anmeldelsen nemlig intet sted har argumenteret eller ført bevis for. Det er tale om en plat og sentimental følelses-refleks, som vi er mange, der kender fra dårlige amerikanske film, når familien til sidst forenes i en happy end (og jep: jo tættere heltens barn i alder er på eget afkom jo kraftigere hulkeriet; seneste eksempel her i huset: Die hard 4!) som da vist Lilian selv henviste (diskvalificerende) til, da vi for en måneds tid siden deltog i en radio-diskussion om anmelderi (hvis det ikke var Kirsten Hammann). Og utroligt, at Munk Rösing, som har et særdeles godt øje til Grøndahls reaktionære og grænse-misogyne kvindesyn, falder for en horribel flovse som "Hun er ved vejs ende som mor"; prøv bare at skifte kønnet ud for fanden:
"Han er ved vejs ende som far", det duer slet ikke, og det er jo lige præcis, fordi sætningen stygt nærer sig på klicheen om en ganske særlig og ophøjet Moderfølelse, vil farmand her gerne påpege.
Ingen grund til ikke stadigvæk at forholde sig passioneret hjerteløst til forkælet forloren Grøndahlskhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar