I-dag-spiste-jeg-frøsnappere-til-morgenmad-grebet (det gjorde jeg!)
Ovre på sin gamle blog attakererer Tue Andersen Nexø mig med det, som i den amerikanske valgkamp hedder et "gotcha"-spørgsmål:
"På sin nye blog protesterer Lars Bukdahl voldsomt over Lilian Munk Rösings anmeldelse af Jens Christian Grøndahl i herværende avis. Og han har jo ret, det er mærkeligt at argumentere så godt for sin kritik og så være så privat og luftigt følende, når det kommer til rosen - især når rosen så, på magisk vis, skal ophæve al det dårlige. Men er det ikke bare bagsiden af Lilians ideal om den situerede kritiker? Som Lars Bukdahl i sin tid, i radioen, var helt med på. Det er et åbent spørgsmål, også til Lars, hvis han læser med derude."
Og selvfølgelig læser jeg med, Tue, men dels er der en bagside ved alting, ikke mindst ved den pseudo-objektive, frit svævende kritiker-ånd, der oser af falsk autoritet, spørgsmålet er om det er en nødvendig bagside: At fordi man i anmeldelsen (NU OG DA, for satan da ikke altid) eksplicit situerer sig, tidsligt og rumligt (jo helt banalt: hvor er/var jeg hvornår, da jeg læste, når jeg skriver, hvad kører/kørte i mit hoved samtidigt (af ikke mindst litterært, men også fx popomkvæd: By the way you look fantastic in your boots of chinese plastic), biografisk og eksistentielt, så har man nødvendigvis ikke længere nogen kontrol over anmeldelsens centrale (kritiske, det skal jo også, synes jeg, være en skøn text) mission: karakteriserende at kvalificere en smagsdom; on a whim og på en hjertekulefølelse kan hele spillet ramle. Men det nægter jeg at se nødvendigheden i. Situeringen tjener til at påpege og levendegøre det faktum, at kritikeren ligesom alle andre læser med en (bombet) krop og en (udslidt) bevidsthed i et (reflekteret) nu og et (meteorologisk!) her, og at det altsammen påvirker læsningen. Men selvfølgelig skal det ikke skal bestemme den, og da slet ikke, sådan som det sker i Lilians anmeldelse, uden nogen form for kvalifikation vis á vis bogens kunstneriske kvaliteter. Jeg synes, at det er fedt, at Lilian indrømmer, at hun er rørt i hjertekulen, men så burde hun have diskuteret hin rørelses sammenhæng eller mangel på samme med bogens sprogkunst, den sammenhæng hun nøjes med at postulere i anmeldelsens sidste fatale sætning: "Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk." Hvad, hvad, hvad, har den fat i, sprogligt og kompositionelt, råber denne kollega desperat, for det jo lige dér, at situeringen kunne blive spændende: når den varmblodige subjektivitet udæsker den koldsindige objektivitet og omvendt og frem og tilbage og ud i hjørnerne, indtil ideelt set anmeldelsen går op i højere gensidigt illumineret enhed; bortset fra at dualismen fra starten af er falsk: subjektiviteten er altid forblændet af (en drøm om) objektivitet, objektiviteten er altid overdøvet af (en støj af) subjektivitet: Og det er det, der er pointen med den situerede kritik: at mudderet blive klart som (derfor!) GANGBART mudder! Og bare underholdende splatteri, ikke at forglemme!
Ovre på sin gamle blog attakererer Tue Andersen Nexø mig med det, som i den amerikanske valgkamp hedder et "gotcha"-spørgsmål:
"På sin nye blog protesterer Lars Bukdahl voldsomt over Lilian Munk Rösings anmeldelse af Jens Christian Grøndahl i herværende avis. Og han har jo ret, det er mærkeligt at argumentere så godt for sin kritik og så være så privat og luftigt følende, når det kommer til rosen - især når rosen så, på magisk vis, skal ophæve al det dårlige. Men er det ikke bare bagsiden af Lilians ideal om den situerede kritiker? Som Lars Bukdahl i sin tid, i radioen, var helt med på. Det er et åbent spørgsmål, også til Lars, hvis han læser med derude."
Og selvfølgelig læser jeg med, Tue, men dels er der en bagside ved alting, ikke mindst ved den pseudo-objektive, frit svævende kritiker-ånd, der oser af falsk autoritet, spørgsmålet er om det er en nødvendig bagside: At fordi man i anmeldelsen (NU OG DA, for satan da ikke altid) eksplicit situerer sig, tidsligt og rumligt (jo helt banalt: hvor er/var jeg hvornår, da jeg læste, når jeg skriver, hvad kører/kørte i mit hoved samtidigt (af ikke mindst litterært, men også fx popomkvæd: By the way you look fantastic in your boots of chinese plastic), biografisk og eksistentielt, så har man nødvendigvis ikke længere nogen kontrol over anmeldelsens centrale (kritiske, det skal jo også, synes jeg, være en skøn text) mission: karakteriserende at kvalificere en smagsdom; on a whim og på en hjertekulefølelse kan hele spillet ramle. Men det nægter jeg at se nødvendigheden i. Situeringen tjener til at påpege og levendegøre det faktum, at kritikeren ligesom alle andre læser med en (bombet) krop og en (udslidt) bevidsthed i et (reflekteret) nu og et (meteorologisk!) her, og at det altsammen påvirker læsningen. Men selvfølgelig skal det ikke skal bestemme den, og da slet ikke, sådan som det sker i Lilians anmeldelse, uden nogen form for kvalifikation vis á vis bogens kunstneriske kvaliteter. Jeg synes, at det er fedt, at Lilian indrømmer, at hun er rørt i hjertekulen, men så burde hun have diskuteret hin rørelses sammenhæng eller mangel på samme med bogens sprogkunst, den sammenhæng hun nøjes med at postulere i anmeldelsens sidste fatale sætning: "Når man så alligevel kan røres i hjertekulen, er det fordi den, hvad angår tidens gang, har fat i noget, også sprogligt og kompositorisk." Hvad, hvad, hvad, har den fat i, sprogligt og kompositionelt, råber denne kollega desperat, for det jo lige dér, at situeringen kunne blive spændende: når den varmblodige subjektivitet udæsker den koldsindige objektivitet og omvendt og frem og tilbage og ud i hjørnerne, indtil ideelt set anmeldelsen går op i højere gensidigt illumineret enhed; bortset fra at dualismen fra starten af er falsk: subjektiviteten er altid forblændet af (en drøm om) objektivitet, objektiviteten er altid overdøvet af (en støj af) subjektivitet: Og det er det, der er pointen med den situerede kritik: at mudderet blive klart som (derfor!) GANGBART mudder! Og bare underholdende splatteri, ikke at forglemme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar