Nej, efter dig, Tue

Roseklubben er in session

På sin blog henviser min estimerede Information-kollega Tue Andersen Nexø venligt til min Yndlingsaversion nr. 39, "Samtids ammetid", om Hanne-Vibeke Holst og hendes anmeldere, og roser mig for at mene ca. det samme som ham, Tue, i hans kommentar "Strukturreform hos litteraturpolitiet" (knaldgod titel) i torsdagens avis, som jeg så til gengæld gerne vil rose for at være ca. lige så analytisk præcis og skarpsindig som min Yndlingsaversion nr. 39, som Tue klager over, at han ikke kan linke til - og jep, det egentlige formål med denne post er at afprøve gør-del-selv-blog-programmets link-funktion, jep, jep - men så aftrykker jeg den da bare her i al linkløs bogstavelighed, aversionen, men hov, jeg skal lige nå at linke til (såkaldt!) litteraturredaktør Jens Andersens pinlige Bogbjerg-klumme i fredagens Berlinger [og den slammer Tue her, enigheden vil ingen ende tage], der stadig mindre ironisk og til sidst fuldstændig næsegrus bare hylder Hanne-Vibeke Holst som Verdens Største Kvinde, bortset fra at det kan jeg ikke, for teksten er ikke til at finde inde på hjemmesiden:

YNDLINGSAVERSION NR. 39 er sådan ca. alt (frivilligt!) i og omkring Hanne-Vibeke Holsts papmursten Grønningen-luffen, og lad mig bare starte med anmeldelserne

Samtids ammetid

Af Lars Bukdahl

De selvopløsende anmeldelser, hvor al formuleret kritik afslutningsvist pulveriseres i kyste besværgelser af romanens gode intentioner og upåtvivlelige bestsellerskæbne og -evner; her stikker May Schack i Politiken sin hale mellem benene, efter hun (i små sprækker i den massive refereren) har stukket til romanens platte vinkling af politik (”Der er således mere spin end egentlig politisk diskussion i romanen) og kønsroller:

  ”Man kan godt forstå, at hun i interview har klaget over, at hun ikke er med, hvor priserne og roserne uddeles, når hun med sit store engagement, sin research og sin effektive, underholdende prosa har gjort sit som ikke mange andre for at tage temperaturen i [i stedet for ’på’, hvordan ser det ud? LB] dagens Danmark med politisk spin, magt- og kønskamp og farlige polariseringer i samfundet. Men hun bliver læst og hørt, og hendes romaner er i spil [hvilket spil? Ludo? Matador? LB] i en grad, som ikke mange forfattere oplever. Man skulle tro det var nok.” Ja, for hende, men sgu da ikke for mig, og hvad med dig, May?

  Og Erik Skyum-Nielsen i Information for fanden – ET TU, SKYE! – der uddeler det ene dødelige håndkantsslag efter det andet (det her blev jeg særligt jaloux på: ”Læseren skal være villig til at læne sig tilbage i sædet og lade sig fodre med ske. Jaah, Dooor dreng, tænker man, hver gang babubilen har afleveret atter en mundfuld mos”), men lige på falderebet brat og alfaderligt giver point for akkurat dooor-dreng-didaktikken, fordi jo budskabets er algodt nok; også her er afsættet Holsts offer-retorik:

  ”Efter min opfattelse kan hun højst være offer for sin egen ambition om at blive læst af de mange. For viljen til sejr, om man vil. Sejr i form af succes, men så sandelig også sejr i form af den effektive formidling af et behjertet budskab [og så er vi på glidebanen, swwwisjjjj! LB]/ Som kort fortalt går ud på, at så længe vi bliver ved med at stemple medborgere med anden etnisk baggrunds og/eller anden religion end vores egen som et samfundsproblem, som ’bare’ skal fjernes (…) ligger vejen fortsat åben til massegravene. For at have givet dette budskab stemme og krop [hvis krop helt præcist? Personernes, romanens, forfatterens? LB] fortjener Hanne-Vibeke Holst al mulig ros. Hun skriver groft og kulørt, javist, men hun er muligvis præcis den forfatter, Danmark har brug for nu.”

  Nej, hun fortjener ikke ”al mulig” ros, for hun fortjener ikke kunstnerisk ros, og når hun ikke fortjener kunstnerisk ros, fortjener hun slet ikke ros, i hvert fald ikke fra en litteraturkritiker med laser-briller!

  Hvad er det også for en patronisering af Hanne-Vibeke Holsts læsere, der foregår hos Schack og Skyum (for slet ikke at tale om Holst!). Det er, som om de (og hun!) tror, at hun vitterligt er en Folkelig Forfatter, der rækker langt ud over kulturkløften og ind i selve folkets mørke hjerte, som hun modigt oplyser med fornuftens PH-lampe. Men de virkelige, empiriske læsere er jo for fanden de samme dannede damer mellem 30 og 85, der læser (og skriver i) Information og Politiken og ser (og optræder i) Deadline og DR2’s temaaftener, og som, når de er ude at opleve kogekunst, sgu da ikke vil spises af med orange babymos, men så åbenbart intet problem har med sprogkunst som noget syntetisk sjask, der skal ind med skeer. ”Hun er så let at læse”, som en dannet dame mellem 30 og 85 kvidrede i TV-avisens reportage fra romanens lancering i (vistnok) Lyngby-centret.

  Og læselethed er vel simpelthen den korteste, præciseste formel for Hanne-Vibeke Holsts prosaæstetik: alt skal gå hurtigt, og alt skal forklares, med andre ord: Socialdemokratisk (i ekstrem bogstavelig betydning!) Synsvinkling som tarveligst - og smartest: Enkel syntaks, friskt vokabular, hastige klip mellem et mylder af synsvinkler, der hele tiden (men i al hast) forklarer sig selv, deres baggrund, tanker, fortrængninger, til bunds. Men nogle synsvinkler forstås selvfølgelig med en varmere dybde end andre, nemlig de gode, rene synsvinkler, the good guys eller rettere girls, dem er den indre socialrådgiver venindeintimt på fortovscafé med, de skurkagtige, blakkede synsvinkler til gengæld forstås tre fod fra livet og bag en skudsikker rude til en 8:30-aftale på Socialkontoret. Eftersom Holst er og bliver inkarneret journalist, udfylder hun (læse)lettest dybdeforklaringerne med hårdt researchede facts om fx jødedom (dybdeforklaring på socialdemokratiets leder, en central heltinde) og soldater-traumer (dybdeforklaring på den højreradikale snigmorder, en central (men stakkels) skurk).

  Vi får, som vi skal ifølge bestseller-reglerne, noget fims (forklaringsdybderne), noget debat (politik, køn og fremmedhad til en hel årgang af Politiken-ledere) og noget lir (den laaangt udtrukne suspense frem mod det afsluttende skud(melo)drama i Parken, direkte (men sikkert ubevidst) stjålet fra filmen Skytten, 1977, med manus af Anders Bodelsen, hvor Jens Okking vil skyde Allan Simonsen).

  Det er, milde kolleger, bare for dårligt.

Link that, Tue!