Pablo Honey Ny Rektor

Pablo Llambías er blevet valgt til ny inspektør for Forfatterkommuneskolen

Som en velkomstsalut til den i dag offentliggjorte nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, fra et ½gammelt medlem af bestyrelsen aftrykker jeg her kapitlet "Diskussionen med læreren" fra nyklassikeren Rådhus, 1997:

"Tingene har værdi for os mennesker, fordi de har værdi for os mennesker."
                                                                           Pablo Henrik Llambías

- Men derved får du ikke sagt noget som helst, udbrød læreren spontant. - Jo, at værdierne har værdi for os, fordi de har værdi for os, svarede jeg stædigt. Han lo opgivende. - Rembrandt er bedre end maleren fra Faaborg, fordi Rembrandt er bedre, insisterede jeg dobbeltbundet. Han gloede uforstående på mig. Jeg tænkte på, om han nogensinde havde ærgret sig over, at jeg var elev på hans kursus. - Det er da klart, fortsatte jeg, velvidende, hvor kryptisk det kunne lyde, Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker, fordi Rembrandt har mere værdi end Faaborg-maleren for os mennesker. det lå i sagens natur, at jeg kørte i ring. - Men på den måde får du jo ikke sagt noget som helst, sagde læreren igen. Han var med på karusellen. Jo, jeg siger, at Rembrandt er bedre - men med den lille tilføjelse, at han er bedre for os mennesker, fordi han er bedre for os mennesker. derved får jeg dels lagt et synspunkt ind, dels en statistik: Hvis kun ét menneske i hele verden holdt af Rembrandt, ville værdien ikke kunne almengøres og være "for os mennesker". Værdien af Rembrandt kan kun universaliseres via henvisningen til mange forbrugeres gavn. Med henvisning til stor enighed slutter man sig til universelle forhold. det er bare dét, jeg siger. - Men du kan så ikke skille tingene fra hinanden? indvendte læreren. - Jo, jeg betvivler ikke Rembrandts genialitet, men tilføjer blot at Rembrandt er genial, fordi han er genial for os mennesker. Så simpelt er det. At spørgsmålet om genialitet også omfatter størrelser som beskuer og statistik - foruden selve maleriet - er slet ikke noget problem for mig. Hans genialitet står ved magt, om jeg så må sige. Den er så virkelig, som virkeligheden overhovedet kan blive: nemlig somm en flosset størrelse mellem tingene, blikket, sproget, ubevidstheden, bevidstheden og tanken. Hverken helt eller udelukkende hos tingene eller i tanken - for nu at tage yderpolerne - men i cyberspace midtimellem. Jeg lagde tryk på det belastede ord. Det er denne kompleksitet, jeg forsøger at fastholde, når jeg siger, at tingene har værdi for os, fordi de har værdi for os. Problemet synes så måske at være, at universalierne, "naturen", "transcendensen", "menneskesindet", "nationalfølelsen", "værdierne" synes at være betingede af os selv. Men er det ikke magtens sprog at henvise til størrelser ud over os selv, når den skal legitimere udraderingen af såkaldt "falske" værdier? For eksempel "forældet kunst", "polygami", "amoral", "hjernevask" og "egosime"? Er det i stedet ikke på tide at erkende at ansvaret for vore værdier er vort eget, idet vi selv er ophav til dem - på godt og ondt.

Alt det sagde jeg ikke. Det var dér jeg skulle have sagt. I stedet blev jeg mere og mere deprimeret, idet jeg så mit oplæg til mit afsluttende essay smuldre mellem hænderne på mig. For det var dét, det handlede om. - Nej, jeg siger nok ikke noget, sagde jeg tomt. Jeg spekulerede på alternative emner, jeg kunne skrive om. Jeg kom til at tænke på et af min barndoms kunstneriske idoler. Jeg kom til at tænke på den aldrende Miró. Jeg ville kunne skrive om kunstneren Miró, der levede lykkeligt i sit paradis på Mallorca og altid så venlig ud på fotografier. Men den tekst ville jeg aldrig komme til at skrive. Det vidste jeg godt.

Jeg vil ønske for Pablo, at han på hver anden årgang vil møde en elev lige så påståelig som (unge) Pablo selv, bare omvendt - dvs. med argumentet: fordi jeg alene og af hele mit hjerte synes, at Laus Strandby Nielsen er en stor digter, er Laus Strandby Nielsen en stor digter - og som ikke holder sin mund, heller ikke i det afsluttende essay, men fremturer halsløst, og at han omsider får skrevet det essay om den aldrende, lykkelige Mirò, og at han efter udtjent rektortid bliver den aldrende, lykkelige Miró. Tillykke og lykke til!!

En spurvehøg er bedre end interrail

Litterær hypnose + Er de sjældne på Lousiana OM ET ØJEBLIK

 

 

Tirsdag 31. oktober, kl. 19:30, Louisiana Live

Litterær hypnose + Er de sjældne

Bittersød popmusik & dramadokumentarisk dukketeater
Skønheder møder udyr på Louisiana

Vært: Marie Tetzlaff

Forfatter Jens Blendstrup & kritiker Lars Bukdahl med sød musik ved ER DE SJÆLDNE, digter Lone Hørslev & sanger/musiker Solveig Sandnes.

Siden de sådan cirkus gik i gymnasiet har Jens Blendstrup, aktuel med børnebogen Kolumbus Kristensen rykker ud, og Lars Bukdahl, aktuel med Alfabeter fra Pluto. opført LITTERÆR HYPNOSE en rituel, men løsagtig blanding af kukket oplæsning og satirisk spex.
Splinterny er til gengæld duoen ER DE SJÆLDNE bestående af digteren Lone Hørslev, aktuel med digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, og musikeren og sangerinden Solveig Sandnes, deres første album med sprøde, skævt følsomme sange (med helst gerne fuglemotiv), Lyserød lyseblå beige, kommer ud akkurat den 30. marts.
Kunstneriske pardannelser mødes og firedimensionelt postyr opstår: Grotesken får kløvet sin tunge af poesiens blide håndkantsslag.

Arrangementet foregår i Louisianas koncertsal

Gratis for museet gæster

Tilmelding her

Og I, bloglæserne, får lige en TEKSTprøve fra den skønne plade, som jeg netop har fået tiltusket mig på vinyl med opslåeligt dybt lyserødt cover med alle teksterne på, den er til at blive meget lykkelig af at fingerere ved og flå plasticen af og åbne og læse og tage ud og lægge på pladspilleren og spille og lytte til:

Spurvehøg

I den her butik gør lugten mig svimmel, jeg

ved ikke hvad jeg vil have. Der var engang en dreng
der hellere ville have en spurvehøg
end mig. Det er ikke alt man kan spise, jeg
forstod ikke helt det med fuglen. Alligevel elskede jeg ham mere
end jeg før havde elsket
om lidt falder duggen, drengen gik

fra mig selvfølgelig og duggen gør teltet helt vådt, så
er det vigtigt ikke at røre. Duggen falder, drengen gik, han stirrede
ud gennem mit vindue som om
han allerede VAR gået og blot
havde sendt
sit blik, sine drømme
en lille bitte smule
i forvejen
ud over marken
hen over skoven
han sagde, en spurvehøg er faktisk et klogt dyr, postkort,

kuglepenne, slik, ikke græde, ikke græde

 Han sagde, en spurvehøg er bedre end interrail.

Jeg sagde, så lad MIG være spurvehøg for dig.

Han sagde, der er intet så smukt som en spurvehøg.

Jeg sagde, så vil jeg komme hver morgen og aften

og lande på din arm.

- Flyv til Humlebæk og kom i (ikke ubetinget) venligsindet trance, beordrer vi jer!

The Daily Avantguardian 7

Mandag 16. marts (falsk dato 5): Lars Skinnebachs snerrende huskesedler

 

 

Lars Skinnebach og Cecilia Westerberg: Post it. 53 sider, 100 kr. Forlaget Hurricane

Den er nysselig på en ret skarp facon, digter Lars Skinnebachs og billedkunstners Cecilia Westerbergs bittelille bog Post it, der nemlig akkurat ligner en samling autnetiske gule post it-noter påtrykt tekster og tegninger og limet sammen i ryggen; oprindeligt er tekster og tegninger, fortæller en note, blevet til i en mail-stafet mellem digter og kunsner i 2006, men det er man egentlig ked af at få at vide, den står klarere ren gul eller gulere klart ren. Westerbergs tegninger er dæmoniske doodles: små absurde-uhyggelige tusch-vignetter af mennesker og hunde og det der er utydeligere, et løsagtigt mareridt-storyboard; Skinnebachs tekster er typisk (dvs a la (de fleste passager) i de som regel ret meget længere kakafoni-digte i de to seneste samlinger, I morgen findes systemerne igen, 2004, og Din misbruger, 2006) vrængende, vrissende, hånende beskeder til et (stakkels!) du (= den elskede og/eller læseren) og/eller digteren selv; "Du gør mig så lykkelig" er der godt nok en besked, der lyder, men to sider længere henne er tonen tilbage på (af)sporet igen: "Sig mig, har du det godt, svin?" Og det har man/hun jo så ikke. Post it er et glimrende eksempel på en fiks idè: en bog som en post it-blok, der kvalificerer og kvalificeres AF sit (dobbelte/hybride) indhold: Westerbergs unheimliche (FORDI henkastede) kratterier og Skinnebachs intimiderende (FORDI ordpåholdne) vrisserier (og så er han stadig, meget meget mod sin vilje (og også derfor!), så fin en billedmager!), uhygge og aggression på en fingerfærdig studs; de første tre beskeder til DIG:

Kom ind
og få vasket
følelserne
af dig

Sy mine øjne sammen
med en tråd
af samvittighed

Når du lyner gylpen ned
synger et kor af udstødte

- Selvklæbende grrr.

The Daily Avantguardian 6

Søndag 15. marts (falsk dato 4): Laus Strandby Nielsens flaksende zen-labyrintiske prosadigte

Den fynske forårsudstilling 2009 - Prosadigte af Laus Strandby Nielsen. Upagineret, ingen pris

Jeg har i en kuvert modtaget fire års kataloger til Den fynske forårsudstilling medsamt et kort (med lappedykkerunge-motiv), hvor et medlem af udstillingen, Jens Bohr, skriver følgende:

Kære Lars Bukdahl/ Hermed 4 små bøger!/ Vi er en kunstnersammenslutning, der i en årrække har brugt vores mulighed for en årlig udgivelse til et samarbejde med udvalgte forfattere./ De sidste 30 år med tekster der ikke tidligere har være udgivet./ Street-credit?/ Venlig hilsen Jens Bohr.

I hvert fald! Eller måske snarere Bøgemarks-Kredit! Kataloget 2006 indeholdt gamle, sitrende digte af syremesteren Johs. L. Madsen. Kataloget 2008, stadigvæk en ikke umulig kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, som jeg (forhåbentlig) har omtalt et par gange her eller dér, myldrede med urolige "Haiku og børnerim" af allestedsnærværende Viggo Madsen (der i dag i Politiken som en selvfølgelighed navnedroppes af prof.emer. Thomas Bredsdorff i anmeldelsen af Nikolaj Zeuthens debutbog, så er der slet ingen tvivl længere, Viggo er kanonen!), her "Retfærdighedens mangel på fravær":

et skridt frem og to tilbage!
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!

Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":

Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.

Ikke mindre sensationelt er årets forfatter til stadighed dybt undervurderede Laus Strandby Nielsen, generationskammerat til Viggo og Johs. L. Madsen (og Peter og Knud Steffen Nielsen og Laugesen og Turèll og CO.), der bidrager til kataloget med 18 splinternye og ret fantastiske prosadigte, angiveligt skrevet til kunstnernes egne tryk og tegninger, men det er sgu ikke uden videre til at (læ)se, der kan godt være skyggen af et synligt afsæt hist ogt pist, men ellers ryger digtet hver gang fluks ind i sin egen hastigt eller roligt billedhvirvlende (herunder hvirvlende ordet 'billede') meditationsturbine, hvor konkreter bliver abstrakter og abstrakter konkreter (til forskel fra Thøgers prosastykker, hvor konkreter bliver skarpe emblemer - på sig selv), sådan cirkus antifilosofisk afsyredigtning, her to stk. fra dette genuine HELværk (Strandby Nielsens anden digtsamling, Illustrationer, udkom som nummer 4, 1974, af Hvedekorn, han er vant til værkskjul!):

Han ser gennem vejret (som hermed er ude af billedet). Han ser at han bor i et glashus (som er et billede): Den første sten er den sidste. Han kan mærke en kold vind i nakken. Forsigtigt tager han den venstre sko af. Det er her stenen er. Tror han. Men det er det ikke. Det giver ingen mening at lede i den højre sko, så i stedet åbner han døren og ser hvad han hele tiden har set: Den døde due. Intet vingesus, men ikke desto mindre historie.

Nu skal det være. Gode, gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggunden, og der er fred og ro i fryseren.

Gonggongen er en flue i øjet på læseren, er det eneste jeg kan finde på at sige til gengæld, og det er ikke nær nok

Dan Turèllen er en underlig fisk

Udskrift af Poul Borums Onkel D-intro, 1985, nej, indskrift af outro, ja

Jeg bruger den til at slå lamme slammere i hovedet med i min næstsidste yndlingsaversion i morgendagens avis, men her vil jeg gerne uden falbelader (som om!) reklamere for den halvdel (den anden halvdel, Anders Østergaards dumt reduktive doku-mash-up, har jeg annmeldt (til Vangede Politi) i forrige nummere af Ekko) af det nye Dan Turèll-bokssæt, der er dvd'en Velkommen i tv - de kalder mig D.T, der indeholder så godt som komplette udgaver af sådan cirka samtlige Dan Turèlls tv-optrædener, i alt 4 timer, inkl. hele det med rette legendariske, tre kvarter lange lørdagshjørne fra 1979. Det er for en inkarneret fan helt svimlende fedt at få fingre i. Nå, men én sjælden optræden, som jeg sagtens kan huske, og som vi desværre ikke får in toto, er sammen med Poul Borum som værter lørdag aften i prime time (!!!!!!!!!) i udsendelsen Det vil vi se, 1985, og det de bl.a vil se er Sonny Rollins (DT) og Lars Hug (PB), men først præsenterer de hinanden (og til Per Højholts 60 års fødselsdag i 1988 sad jeg mundlam og purung midt mellem de to titaner, og jeg husker intet, men nu kan jeg igen og igen invitere dem ind i min egen stue)  og så fabulerende præcist lyder brintoveriltede Borums intro til stilige Turèll (der bag solbrillerne har meget, meget svært ved at finde en grimasse, der kan passe (uden at spasse!)):

Dan Turèllen er en underlig fisk, selvom den selv tror, at den er ganske almindelig. Dan Turèllen svømmer som en fisk i vandet, og sommetider synes man den svømmer i rørte vande. Dan Turèllen var meget svær i sin ungdom, og den gød og gød, eller hedder det gydede, men der var ingen, der forstod det, indtil den fangede Vangede. Dan Turèllen bevægede sig egentlig meget mystisk i siv og tang og alger, men nu til dags flipper den kun offentligt og for betaling. Dan Turèllen er dækket af de fineste sølvstjerneskæl og har sorte gæller. Dan Turèllen er en af de dybeste dybhavsfisk jeg kender og med en imponerende evne til at lade som om, den svømmer lige i overfladen. Dan Turèllen slår med halen. Dan Turèllen slår med hovedet. Dan Turèllen tilhører schlager-familien. En af Dan Turèllens gamle schlagere er den kinesiske visdomsbog I Ching, hvor man kaster nogle pinde og slår op på en side, og så får nogle gode råd. Det har jeg gjort med tre af Dan Turèllens udgydelser fra tre forskellige perioder. Først fra en bog fra 1972 med en lang, lang titel, hvoraf de to første er Sidste forestilling. Jeg slår op på side 111: "PÅ VEJ IND I CENTRUM AF EN KOSMISK EKSPLOSION - BEVÆGELSE I FORVREDNE STRIBER OG HVIRVLER AF FORSVUNDET STOFMØNSTER - HUNDREDE SOLE EKSPLODERER HVERT ÅR I UNIVERSET". Sådan er Dan Turèllen. Og jeg slog op i Vangede Billeder fra 1975, side 97: "Men senere fik klubben mere velinformerede medarbejdere med lugtesansen i behold. Og der blev indført en helt ny hård kurs, og alle der fyrede blev smidt ud." Sådan er Dan Turèllen også. Og endelig slog jeg op i kriminalromanen Mord i mørket [jeg kom først til at skrive Mormormørket LB] fra '81, side 7: "- Hallo? sagde jeg./ Ikke særlig genialt, heller ikke specielt opfindsomt, men kl. 3:30 er ikke tidspunkt for åndrigheder, og for resten er "Hallo" ikke noget ringe ord. Det siges at være selveste Edison der har opfundet det, så jeg gik i hver fald i de bedste fodspor./ - Hallo? gentog jeg lokkende." Sådan er Dan Turèllen nemlig også. Hallo, Dan Turèll!"

Hallo, Poul Borum og Dan Turèll, vi savner jer åndssvagt, men I svarer stadig, i tekst og på dvd, lykkeligvis.

The Daily Avantguardian 5

Lørdag 14. marts (falsk dato 3): Øverste Kirurgiske lever og nærmest livlig

Andreas Schulenbuerg (og co.): Mad og poesi. 24 sider, ? kr. Øverste Kirurgiske

Øverste Kirurgiske nr. 50. red. Blendstrup, Budtz m.fl. 60 sider, 50 kr.

Ikke meget, ud over de månedelige oplæsninger der nu mindre tydeligt er flyttet fra The Lab på Vesterbro til Den Sidste Hal i (vistnok, jeg har været der 1 gang) Valby, hører vi længere fra den tidligere så markante litteraturorganisation Øverste Kirurgiske (der forlængst heller ikke bebor Øverste Kirurgiske-gangen helt oppe under taget på Diakonissen), men i al tysthed ankom ind under vinter både det dybt forsinkede dobbelte jubliæumsnummer nr. 50 af tidsskriftet, der i stedet for 10-året nu markerer 11-året, og et lille særtryk, Mad og poesi. Og lad os tage særtrykket først, der indeholder 10 fuldstændig pokerface-straighte, kosteligt tautologiske opskrifter (med tilhørende enkle illutstrationer) ved Ø.K.s huskunstner Andreas Schulenburg, nemlig følgende: Helkogt æg med blødkogt æg henover, Brasede kratofler med pommes frites (som der optræder en ret uhyggelig filt-skulptur af i Schulenburgs stærkt seværdige (fordi genuint poetiske) katalog Alles ist verkehrt fra sidste år), Grøn stegt peberfrugt på ovnbagt rød peberfrugt, Majskolbe med løse majs, Hel grillkylling med halv grillkylling indeni, Kartoffelmos med kartoffel (så kan jeg som inkarneret kartoffelhader ikke forestille mig noget værre), Indbagt bolle (altså bolle i bolle), Store rejer med små rejer ovenpå, Familiepizza med frokostpizza ovenpå, Hummus med kikærter. Helt unødvendigt leverer så medlemmer af Ø.K.  forceret spøjse og fiktive kommentarer til opskrifternes kulinariske absurdisme, og kunne de da have holdt nallerne væk, lige bortset fra, passende nok, huskunstner nr. 2, Chr. Schmidt-Rasmussen, der nemlig syrer sig helt bort:

Lyde i mørket; støn, støn, snøft, rrrrr, (roteren af butterfly), wush, rasle rasle, wank, wank, rrrrrrr, ..... (en sky), ....... (udstillingsvagt), en trepunktsparkering, en dåseåbner og noget vasketøj, der venter på at blive hængt op.

Jubilæumsnummeret indeholder, foruden et nyttigt register over alle bidragydere (medsamt ("formentlige") pseudonymer, Yngle Grumberg og Gitte Krympe bl.a.) fine, klassisk snurrige tekster af de stadigværende Ø.K.'ere Jens Blendstrup, Thomas Ahrensbøll Hansen, Niels Henrik Svarre Nielsen, Thomas Krogsbøl, Martin Budtz og (collage comix-pseudonymet) Elton Jorn, splinternye "hypoteser", så meta-friske som for 10 år siden, af de gamle Ø.K.ere Morten Søndergaard og Tomas Thøfner ("Lige som mennesker kan små bogstaver beholde deres udseende som voksne", elsker den slags!), Stefan Kjerkegaards krønike om og afsløring af det mindeværdige ("Sweeper ved midnat") pseudonym Bob Hvid Green (som værende ham selv nemlig), et uroligt erindringsrids af Ø.K.-godfather T.S. Høeg ("Beatnik punk post neo hybrid gibberish"), et konkretistisk nonsensdigt ET KONKRETISTISK NONSENSDIGT af Peter Laugesen AF PETER LAUGESEN og endelig, ikke overraskende min klare favorit, et ALFABET, "Kunstens kødelighed - en kirurgisk totalscanning" af gale Ø.K.-onkel Viggo Madsen, Q er for: QUOD ERAT DEMONSTRANDUM:

Papiret er taknemligt! Det behøver ikke bevises, det er bevist. Vælg selv mulighederne: Det er bevist for længst (1), det er hermed bevist (2), det er bevis nok i sig selv (3). Mere behøves ikke! Det hænger os allerede langt ud af halsen!

Det pibler mærkbart i sårranden, Øverste Kirurgiske er IKKE død, hjernevindende tillykke med det fra en (lige så) aldrende sympatisør og hangaround.

Påføringsbillede

Thomsen kanoniserer Madsen, dén Madsen

I fredagens vrantne anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens essaysopsamling Repremiere i mit indre mørke glemte jeg at notere og celebrere, at Thomsen implicit bakker op om den kanonisering af digteren Viggo Madsen, som vi er er flere (men alt for få), der har propaganderet for i årevis (mens Viggo selv stadig mere flittigt og intenst har forsat det digteriske dobbeltarbejde, undergrund + overgrund, som hans generationskammerater (på nær til dels Laugesen, han skal hver gang bare udæskes, rimeligt nok) forlængst har opgivet).

På side 153, i essayet "Så klog at man kan undvære ørerne" (om den store stemme), nævnes VM eksplicit og og distinkt i en erindrende forbifart:

Allerede i mine første teenageår købte jeg i kiosken på jernbanestationen i Store Heddinge den fascinerende hippieavis Superlove, hvorigennem jeg mødte Viggo Madsens snurrige poemer, Robert Crumbs frapperende tegninger og hjemskrev den puerile plakat med Frank Zappa på lokum (...)

Lad mig lige præsentere et enkelt af disse snurrige poemer, sådan ca. verdens tristeste digt, "Bananmanden" (fra Superlove, februar 1969, optrykt i udvalget Viggo Madsens åbenbaring):

bananmanden kommer hjem
når han har solgt sin sidste banan
Bananer! Bananer! Men der er ingen
som vil købe den sidste,
fordi den er rådden. Banan! Banan!
Rådden banan! Er der ingen vil som vil købe
en dejlig rådden banan?

Jo, SUT vil (igen).  På side 175, i en note til det nyklassiske ½readymade-prosadigt "Beaufortskalaen", bekender han:

Det er gået op for mig, at "Beaufortskalaen" desuden har en anden vigtig inspirationskilde, nemlig Viggo Madsens tekst "Det syngende postkort" (fra bogen Afføringsbilleder, Attika 1972 [et selv for Viggo Madsen obskurt (fordi prosa)værk LB])", hvorpå den HELE sidelange tekst (langt længere end "Beaufortskalaen") citeres, og Thomsen fortsætter så: Som man ser, er ligheden ikke indholdmæssig, men strukturel: Digtet "Beaufortskalaen" bygger på, at hver anden sætning er hentet fra den faktiske Beaufortskala, mens hver anden er af egen avl, ligesom sætningerne i "Det syngende postkort" skiftevis henviser til postkortet og til Blaskes livsverden, og i begge tekster opstår effekten [Thomsen har alle dage været en slem selvfortolker LB], fordi det hurtigt bliver uklart/utvetydigt, hvilket niveau der refereres til.

Det er en smuk og lidt excentrisk note, eftersom jo ingen andre end Thomsen ville have øjnet den kritiske lighed mellem de to tekster, og ikke ret mange andre andre end Thomsen, Madsen og mig overhovedet kan formodes at kende til  "Det syngende postkort" og Afføringsbilleder, men det kan så ret mange andre nu. Tak for det, Søren Ulrik!

Den næstfølgende tekst i Madsens bog ´hedder "Hård dans" og lyder smerteligt sådan her (og måske handler den allegorisk om poesi og kanon rent faktisk):

Om aftenen står hun og danser på sine roser, helt alene. Hendes elsker er gået hjem. Der er for meget vanille i hendes vanillekrans, og alt for meget kakao i hendes chokolade. det eneste, hun grygter mere end sin kropslugt, er stanken af elskeren, som breder sig i huset. Hvor får han alle de penge fra? Hun danser så hårdt, at bomsterne sprøjter hende om ørerne, som om de var betalt for det, hvad de jo er. Hun kender ikke forskel på legeme og sjæl, og undrer sig over, hvor længe hendes kærlighed vil vare.

Jeg forudsiger derfor Akademiets Store Pris til Viggo Madsen i 2012 (eller sgu da så i det mindste Beatrice)!

The Daily Avantguardian 4

Fredag 13. marts (falsk dato 2): Martin Johs. og co.'s fornøjeligt dødelige kollektiv- og reality-ævl

 

Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller: De helvedes lambier ødelægger mine sandheder, 80 sider, 70 kr. Forlaget 28/6

Christian Bjoljahn og Martin Johs. Møller: Flytning. 208 sider, 80 kr. Forlaget 28/6

To kollektivværker fra forlaget 28/6 - stiftet samme dato i 2008 på Hald Hovedgaard af de unge digtere Rasmus Graff (også aktiv i Arena), Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller (som i dag mandag har nedlagt sin blog, begrædeligt nok, så er The Daily Avantguardian helt alene i verden med sin undergrunds-illumination (og allerede dybt forsinket!): de helvedes lambier ødelægger mine sandheder, seks "suiter" skrevet af forlagets tre stiftere over seks midnatssessions på Hald Hovedgaard (i ugerne før forlagets stiftelse) og Flytning, en verbatim-transkription (med et par få tidshuller) af al snak udgående fra Martin Johs. Møller og endnu en ung digter Christian Bjoljahn og de mennesker (herunder yderligere unge digtere), de støder ind i den lange dag, de bruger på at flytte en bunke af Martins sager fra Odense (som de først skal ankomme til fra Kbh.) til København. Ung smalhed kan næsten ikke blive mere demonstrativt selvfed, men jeg må sgu indrømme, at jeg morede mig ikke så lidt, dvs. alt i alt alt NOK. Midnats-suiterne imploderer uafladeligt i indforstået, tvangsinspireret pjank, men ikke så snart har de tre gutter skrevet hinanden ned under bagatelgrænsen, før de ikke hiver hinanden OP, men udæsker hinanden til bagatel-battle, og forunderligt nok bliver de enkelte tekster gennem de seks seission bedre og bedre, indtil de til sidst er elektrisk venskabelige(/fjendtlige), sådan her fx (og om digtet(teksten er kollektivt eller solo-skrevet (af hvem?) aner jeg ikke, alle muligheder står, så vidt jeg kan læse, åbne):

er der nogen der gider sætte sig ned
og slappe af i kurvestolene
bare holde kæft til jeg siger værsgo

jeg er toastmaster men mit selskab er væk
det hele skete da de læste mine digte
om call girls og striptease

jeg går ikke hjem før der er spist op
jeg piller lige laurbærbladene af flæskestegen
kom så vovse

(nederst på siden står så en slags grummere skyggetekst: "og de røvhuller/ de spurgte aldrig mig/ om jeg ville ha øl/ nu kan de kravle/ hele vejen til viborg/ på nedskudte knæ/ må jeg købe hass/ må jeg købe hass")

Flytte-transkriptionen vil og skal være enerverende nær-ulæselig, men er det altså ikke mere end som så, fordi den opfører et eksemplarisk (og diverterende) sammenstød mellem de to unge digteres højttravende (og blaserte) ung digter-diskussioner om poesi og poeter og alt det eksotisk trivielle, fra Ikea til MacDonalds (og en håndbold-transmission, der en tid lang har temmelig meget at skulle have sagt), som de tvinges til at konfrontere sig med, kulminerende i en en lang, kostelig episode ret præcist midtvejs, hvor ung digter Bjoljahn med stort besvær forsøges interviewet af en ivrig, fynsk radiojournalist, de har helt fantastisk svært ved at kommunikere med hinanden, de to:

TA (journalisten): Ja, ja. Og vi har altså¨... vi har et skidegodt publikum, som lytter til os, ikke?
C (digteren): Ja.
TA: Som ... jeg tror ... jeg har taget den modsatte bevægelse af jer, ikke? Jeg er flyttet fra København og hertil, ikke? Da jeg så, hvor mange, der cykler rundt med en violinkasse på cyklen der, ikke? Oplevede hvor åbne folk er for kunst her, da blev jeg sgu meget rørt. Det synes jeg slet ikke jeg kender i København. Vi skal komme dem i møde, ikke? Lige bortset fra, at der er den stolthed over det, ikke? Der er sgu en fra Svendborg, der er i gang med et eller andet spændende, ikke? Udforsker Sydpolen, ja, ja. Ja, men som du siger så rigtigt, så er det mig, der holder øje med, hvad der kan klippes over, tre dele egner sig til det og så videre og så videre. Det skal nok gå. Vi kører videre. Så, i virkeligheden tror jeg vi har gjort en fejl, ved ikke, som vi aftalte i starten at tage udgangspunkt i den røde bog der.
C: Ja, det er ligesom et samlingspunkt.
TA: Ja, og så må vi se hvor hovedkulds de andre ting kommer, Men i princippet har du ikke sagt noget endnu, overhovedet. Og det har du måske heller ikke sagt om fem minutter. Bare vær fuldstændig tidsløs, ikke?
M (digter 2): Blank.
TA: Ja, kortitidshukommelsen svigter. Skal svigte hos os, bevidst.
C: Ja, man skal huske at tage vare på sin dårlige hukommelse.
TA: Ja.
C: Den er der af en årsag.

Sådan en totalt syret ikke-samtale kan man jo for fanden ikke finde på, men man kan beslutte at lægge en fælde for dens potentialitet, og tage sig det allerhelvedes besvær med, når den er fanget (på bånd), at sætte den i skrift-bur (= skrive den ud), og denne ikke ubetydelige indsats fortjener sgu et tydeligt bifald: Med flere km slår Flytning de fleste af tidens generationsromaner og afslører dem nådesløst som intet andet end åndfuldt forskønnede = åndløst banale båndudskrifter af nøjagtig samme flyttbils-konversation.

(og ja, ja, Warhol og Kenneth Goldsmith har været der før, og hvad så, det er aldrig et argument mod trivi-samtidsromanerne, at Hans Kirk og Nexø har været der før, men det burde det måske være ...)

The Daily Avantguardian 3

Torsdag 12. marts (falsk dato 1): Jonas Bruuns jordslåede morbiditeter

Jonas Bruun: Totenlieder. 60 sider, 160 kr., Forlaget Tab & Nar

Jonas Bruun startede ud som traditionel undergrundsdigter med to kapable digtsamlingerr på Biblioteket Øverste Kirurgiske, Når, 2000, og Et foreløbigt alibi, 2001, hvorpå han i 2006 brat skiftede spor med en skæv altmodisch præstegaårsskrimi på Gyldendal, Drivjagt, som han sidste år valgte at følge op med den uskæve, men også upræcise kunstscenekrimi Morelli metoden, og pludselig sidder jeg med endnu en hemmelig digtsamling, Totenlieder, udkommet på forlagte Tab & Nar, som dog hænger meget godt sammen med krimierne, eftersom det gennemgående, markeret konceptuelle tema er tragisk og voldsom og grusom gud, ekkoende den solide gotiske tradition fra Edgar Allan Poe til Nick Cave (Murder Ballads); der er i digtene en god vilje til at berette blodigt og pointere morbidt i postmoderne skillingsvise-format, men dens slags stiløvelser behøver altså en hel del mere pastihiøs stil og energi end Bruun kan (eller orker at) mønstre for a optimalt at fungere, jf bare prosaiske mestermænd som Preben Major og Harald Voetmann, og måske skulle bogen simplethen bare have rimet noget mere; mest originalt forsøger Bruun sig et par steder med gotiske meta-effekter, og den her bløder sgu da ret flot:

Hvis du forventer
en flot indsigt eller
en kvik bemærkning
i slutningen af dette digt
bliver du skuffet
for måden dette digt
slutter på
er så morbid
at jeg vælger
at skåne
dit afskårne øje og øre

The Daily Avantguardian 2

Onsdag 11. marts: Viggo Madsens fritvoksende besværgelse og Kristina Stoltz' nævenyttige raserianfald, i fingeraftryk

Kristina Stoltz: Hjemstavn nr. 13 (et festskrift). 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 0

Viggo Madsen: Ønskebarn. Drama i én akt. 24 sider, gratis. [FINGERPRINT] # 1

En ny smal bogserie, [FINGERPRINT], niece til hendegangne B16 og A8, ser dagens lys i aften ved en reception klokken 20 på bogbaren Underwood Ink i Ryesgade. Bag i hver af de to første bind står et længere manifest for serien, hvis vigtigste punkter må være, at hæfterne er gratis, skrives af en dansk forfatter direkte til serien, har formatet A6 og en tekststørrelse på højst 2000 ord og kommer fire gang om året i 250 nummerede og fingeraftrykpåtrykte eksemplarer. Kristina Stoltz, der sammen med Kasper Kjeldgaard Stoltz og Simon Darø udgør (ikke)redaktionen, fik ideen ved simpelthen at skrive og på stedet kopiere det, der i sin anden udgave nu er serien 0'te bind, en serie eller suite på tretten trettenlinjede digte betitlet Hjemstavn nr. 13. Og i forhold til, at Stoltz to gange har optårdt i mine Yndlinsgaversioner (den ene gang med en ulæst bog, uretfærdig nok) er jeg meget nok glad for de ivrigt opkørte digtklumper, der placerer sig et drastisk og attraktivt sted midt mellem Lars Skinnebach og Lone Hørslev (og alle hendes storesøstre), piget sardonik sådan cirka:

Den anden stue er alt for stor til kniven
og gaflen, dronningerunde igen
en jubelnar med bar numse - min lille hvide kanin.
Se derude, landskabet strækker sig uendeligt.
Klokkeblomst og guld i hår, kattepis.
Hvis blot jeg bestod af hælervarer
Odysseus, jeg er den tøs der altid venter
klokkerne ringer og solen står op bag masterne.
Come on, nej det vil jeg ikke lægge krop til
er det ikke sådan man siger
når babymosen driver ned ad låret?
Mit totem er landbrugsstøtten
bølgerne står ind mod al postyret

Viggo Madsen, vinder Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2006, har forfattet en lille dramatisk monolog (med vis action udenom) starring hans egen version af Storm P.s evigt knævrende fredsforstyrrtere, Viggo har trukket sit eksemplar et godt stykke over mod den kværulerende læserbrevsskribent, i hvert fald i starten hvor han er ude efter både kvinder og muslimer, senere bliver bliver det til en (i al forhvirvling) mere inderlig vrængen af det hele:

Skjule sin skam.// Det er ligesom når man rykker ind i et feriehus, man har lejet - det hele ligner en boligudstilling, når man ankommer - men når man først er rykket ind ligner det den sædavnlige sigøjnerslumn - husvildebarakkerne, flygtningelejren. Losseplads overalt. Som om hele eksistensen var befængt med ens tilværelse. Ligesom som barn, når man aldrig måtte lade sine kammerater komme ind! Og havde nedrullede gardiner, for at vise, at der ikke var nogen hjemme! Og aldrig måtte lukke op, når det bankede!// De skulle jo have været skilt for længe siden, men det gjorde man jo ikke dengang.// Sandheden lader sig ikke dølge.

I hvert sit prægtigt dårlige humør forjætter de første [FINGERPRINT]-bind alt muligt umiddelbart sært, tryk videre!

Morbror Børges skrottede stjernestund

Kladder til overskrift på SUT-anmeldelse

Morbror Børge på Fascination Street

Morbror Børge gennem ild og vand

Morbror Børge giver den gas/gus

Morbror Børge did it my way

Morbror Børges hemmelige intimpiercing

Morbror Børges froté(trusse)mausolæum

(men jeg glemte rent at nævne Morbror Børge, kendt ikke mindst fra Jørgen Leths SUT-film Jeg er levende, i min anmeldelse, og så gik det jo ikke rigtigt - jeg har for fanden fået en formidlingspris - at lade ham stå i front i rubrikken, men jeg savner ham allerede)

The Daily Avantguardian 1

Tirsdag 10. marts; Anna Fro Vodders yndefulde auktionskatalog-cut ups

Anna Fro Vodder: 33 mulige titler (gemt i Anna Fro Vodder: Best of Anna Fro Vodder, 144 sider, (vistnok) 200 kr, Revolver Publishing (kan fås i Tom Christoffersens Galleri i Skindergade, Kbh. K)

Dette er en ny, DAGLIG føljeton, der skal tælle ned til nomneringerne af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris og den højtidelige uddeling af samme i Smallegade. Hver dag vil jeg præsentere og anmelde et eller flere værker fra 2008 eller 2009, der opfylder de rent formelle betingelser for at blive nomineret (til så enten Bet 2009 eller Bet 2010), dvs at vi sætter klammer om ordet "fremragende" i følgende citat fra statutterne:

’Bet’ forstås både på engelsk som væddemål og satsning og gæt og på dansk – og næsten omvendt - som iflg. Ordbog over det danske Sprog: ”Bøde for tabt spil ell. for brud paa spillets regler, som opføres i regnskabet som straffeindsats (”skrives på brættet, i krøllen”) ell. med spillemærker betales til potten ell. modspillerne.”

Til prisen nomineres [fremragende] skønlitterære bøger/artefakter, som har et element af smal appel (og frygtelig gerne også uforståelighed). Jeg går efter den meget, meget eksklusive digtsamling eller kortprosasamling eller eksperimentalroman eller hybridhvadsomhelst (grundet de øvrige prisers almindelige poesidiskrimination kan enhver digtsamling nu om stunder gå for at være meget, meget, meget eksklusiv).

Bøger, der er nomineret til eller har modtaget andre priser, kan ikke nomineres til Bukdahls Bet. Bøger, hvis forfattere er blevet interviewet til ugeblade eller morgenaviser, kan ikke nomineres til Bukdahls Bet. Bøger, der uden reservationer helt ærligt er blevet anmeldt godt af Erik Skyum-Nielsen eller Erik Svendsen eller bare i Politiken (med reservationer overfor den stærkt labile Mikkel Bruun Zangenberg), kan ikke nomineres til Bukdahls Bet. 

Baggrunden for The Daily Avantguardian er et kvalificeret tids- og pladsproblem i forhold til at få især det helt nede i den dybeste undergrund hyper- og ekstremsmalle omtalt efter fortjeneste i avisen - eller for den sags skyld på bloggen. De hober sig op, de små skæve Hassan'er, og jeg får dem ikke øjnet ordentligt, hvilket resulterer i dels dårlig samivttighed og dels i en vis mainstream-slagside (hvis vi betragter forlag som Anblik og Arena som, på den smalle scene, lige så mainstream som Gyldendal og (stakkels) Borgen) i de endelige nomineringer, og så fortjener de jo også bare en ordentlig præsentation og en ægte kritik, Hassan'erne, de skal jo heller ikke tro, at de bare kan slippe afsted med hvad som helst, de er jo for fanden i helvede ikke poetry slammere; Martin Johs. Møller gør på sin blog et stort og kvalifceret forsøg på at holde øje, men kan jo ikke overkomme det hele (og er jo desuden også selv blevet forlægger og lider en smule af (ung)parnascentrering (og ikke så snart har jeg skrevet dette, før jeg opdager, at samme Møller opfordrer ikke mindst mig til at omtale overfloden af ny smalhed, jamen det gør jeg så nu, Martin, se bare:)), det vil jeg forsøge her, at overkomme det hele, eller i det mindste det hele af det, der er værd at overkomme, og når der ikke er mere tilbage at komme mig over, dérhenne i april engang håber og tror jeg på, er det omsiuder blevet tid for beten. Ergo skal der lyde en kraftig opfordring herfra til at gøre opmærksom på smal litteratur, der fortjener omtale i The Daily Avantguardian og levere den ekspedit til min postkasse (Vodroffsvej 7, 3 th, 1900 Frederiksberg C, hvad fx med de kuriøse (et klar +ord jo i bet-sammenhæng) (knap nok)bogobjekter af Jesper Elving, som Martin Johs. Møller omtaler i en gammel blogpost, bør jeg ikke få fingre i dem måske?!

Okay så, dette det første nummer af The Daily Avantguardian skal pege på en bog i en bog: gengivelsen af Anna Fro Vodders (formoder jeg) unika-bog 33 mulige titler i hendes, nye katalog/scrapbog The Best of Anna Fro Vodder (Vodder er også feautured artist i Hvedekorn nr. 1, 2009, som for filen da snart må udkomme). Det er et klassisk, helt enkelt cut-up-værk med til 1-3 titler/digte pr. side sammenlimede små 1-4 ord lange klip fra tydeligvis samme kilde, som Christian Vind, min medredaktør på Hvedekorn (og forfatter til en fin præsentationstekst i kataloget) har været så venlig at afsløre, men som den kvikke læser måske godt på egen hånd kan gætte sig til, nemlig auktionskataloger. Det bliver til en højst egensindig, på samme tid sirlig og poetisk og (kunstinstitutions)satirisk surrealisme, som slet ikke er til at stå for (for nu at tale kælent anmelderisk), her de første fire mulige titler:

Mandag den 10 feburar/ Regnvejr. Alt sælges/ Erindring om moms på 25 %
Tirsdag den 11. feburar/ kunstnerens adoptivsøn/ spiller Der Tapfer Helt/ på temaskine/ lidt senere mod slutningen/ er en ny stil med/ overvejende sandsynlighed/ brudt ud

Ifølge en lille/ pige der binder sin gyngehest/ til en sko er der ingen/ tvivl om at dyr angriber alting

den 14. feburar kl. 13/ en ung mand tænder en cigar ved sit skib/ en dame i Amalfi. et marsvin i en park./ "Ein lustiges Trio"

- Man ser dem svimlende for sig, billederne, der aldrig skal være, men ingen tvivl om, at titlerne helt reelt er poesi (og med denne blogpost helt officielt skønlitteratur). Og nu er klokken 9 og jeg skal stemple ind til min pligtskyldige avisanmeldelse af Søren Ulrik Thomsen, jf. bare temaskinen.

Reklameagentreklame

Zangenberg er vred over, at han mener det samme som mig, der mener det samme som en vis svensker - om en klog nordmand!

Meget mærkeligt overfald i anden halvdel af  Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Øivind Rimbereids Nordisk Råds Litteraturprisindstillede digtsamling Herbarium i Politikens bogtillæg:

Og jeg ved søreme ikke ... Rimbereid er angiveligt højt værdsat i Norge; og jeg er muligvis belastet af at være på en vis afstand af det norske; men Rimbereids kloge, velfungerende poesi, der væver sig gennem et herbarium af politik, økonomi, historie, litteratur og filosofi (Giordano Bruno optræder her også), lader mig nogenledes kold./ Og det er ærgerligt! For Weekendavisens anmelder, den skingert højtråbende reklameagent Lars Bukdahl, fedter i sin anmeldelse af Rimbereid på Litlive.dk flittigt for de kvindelige poeter Anna Hallberg og Mette Moestrup og benytter endog med vanlig, national-provinsiel aplomb Moestrup til at dukke Rimbereid. / Så kan man næsten ikke andet end få lyst til at hylde samme Rimbereid, selv om det bedste selvfølgelig er at slalome uden om blålyset Bukdahls mange manøvrer og se uhildet på teksten selv./ Men ak, det giver ikke meget mere end Bukdahls vanlige vræl, nemlig en tør konstatering af, at ’Herbarium’ næppe kommer til at tage prisen hjem i år, og at det er helt i sin orden, der er andre og mere intenst duftende blomster på marken

Jeg forstår ikke helt, hvordan et "vræl" kan indeholde "mange manøvrer", men sandt er det, at min litlive-anmeldelse er tre-fire gange så lang som Zangenbergs avis-anmeldelse og forsøger sig med både genre-diskusioner og nærlæsninger; skingert højtråbende var ikke det første jeg ville kalde dens stil, den er snarere noget for mumlende og distræt. Men det virkelig mærkelige er, at min og Zangenbergs anmeldelse besværger det samme problem, nemlig at en anden er kommer først med vores smagsdom, i mit tilfælde Anna Hallberg (som jeg altså ikke fedter for som poet, men som kritiker) i en anmeldelse i Vagant. Men hvor jeg venligt roser min forgænger, så skoser Zangenberg aggressivt og uden påviselig grund sin, mig LB, og hvor jeg i al gennemsigtighed starter med Hallberg, slutter Zangenberg i al blakkethed med mig, sådan er vi åbenbart så forskellige, os kulørte lamper. Hallberg tager udgangspunkt i tittelordet "Herbarium", slår ordet op i en ordbog, sætter det i poesihistorisk kontekst og sammenligner bogen med andre digtsamlinger med samme titel, jeg forskyder mig let og akavet fra Hallberg ved at oprette min egen lille digttypologi bestående 1. buket-digtsamlinger og 2. herbarie-digtsamlinger, som jeg forsøgsvist sætter i bevægelse, og Zangenberg, ja, han skriver dansk stil, går tilbage til (allerede) de gamle ægypere og lommefilosoferer over, hvorfor egentlig blomster er poetiske ("Spekulativt kan vi foreslå, at blomsten vækker intense æstetiske sansninger i kraft af sin lugt og sit udseende; at den er så tilpas lille, at den er egnet som anskueligt emblem (...)"), for så er det pludselig ham, der står placeret allerførst (men aldeles intetsigende) i den kritiske knopskydning. Zmart!
Og hvordan nu med reklameagenturet: Jeg er reklameagent for Anna Hallberg, fordi jeg roser hendes anmeldelse, og for Mette Moestrup, fordi jeg foretager en komparativ analyse af et et Moestrup-digt (fra hendes forrige samling Golden Delicious) og et Rimbereid-digt, der begge bærer titlen "Rose", med en efterfølgende smagsdom til Moestrups favør, hvilkert så tilmed gør mig "national-provinsiel" (det er Zangenberg, der mener sig "belastet af at være på en vis afstand af det norske", det mener jeg mig i og for sig ikke); må jeg anbefale Zangenberg at opsøge min kritisk diskuterende anmeldelse i atter Vagant af Moestrups seneste digtsamling, kingsize, men pas nu på, Mikkeldrengen, du risikerer at være enig! Snarere kunne man mene, at Zangenberg er reklameagent for mig, eftersom han formår at nævne mit navn tre gange (mens han til gengæld "slalomer udenom" selve min tekst, det er, som det skal være, rent overfladisk reklame) i anmeldelsen af en norsk digtsamling, mindre end en uge efter han uden navns nævnelse i den mildest talt hårdt lancerede (3 portrætbilleder!) sektionsforsideanmeldelse af Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, beskyldte digteren for i et digt, der nævnte mit navn (to gange), at fedte for mig. Jeg ved ikke, hvad det er for en trist idé om endeløst fedteri frem og tilbage mellem kritikere og digtere, måske er der bare ikke nok, der fedter for Mikkel Bruun Zangenberg, men det vil jeg da gerne gøre så: Kære uven, hvis du bliver ved med at håne mig, skal jeg nok blive ved med at drille dig, deal?

Og selvfølgelig kom Tue Andersen Nexø først med at drille Zangenberg for at håne mig.

Og hvad angår størrelsen "kvindelige poeter", se Pia Juuls blog på det seneste.

Alfabetnyhederne

ABCDEFGernesHøeckIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ

Jeg må lige fortælle om to fantastiske alfabeter, som jeg faktisk godt kendte, men ulykkeligt havde glemt, og i sidste uge blev introduceret til igen, lykkeligvis:

Det ene alfabet er Poul Gernes' kæmpestore malerier af stribede (små!) bogstaver fra 1965, hvoraf 3 er udstillet og til SALG (for over 100.000 pr. stk., jeg har fortrængt de præcise priser, for jeg har ikke råd, jeg har ikke råd, jeg har ikke råd) i Galleri Bo Bjerregaard på Flæsketorvet (hedder det det? det gør det!), nærmere bestemt o og j og g - med det lille twist at j og g er spejlvendte (hvilke kan hænge sammen med at Gernes var ordblind): Se de bogstaver straks (ovenikøbet kan man for sølle 20 kr. købet et smukt katalog, med en stor og god rodeartikel om Gernes af "broderen" Per Kirkeby, der har kurateret udstillingen, som også indeholder en række hypnotiserende prikker og striber fra samme år) - og deltag med mig i eftersøgningen af de resterende: de har tre på AROS i Århus (men hvor mange hænger egentlig fremme lige nu?), h og s og ø, (mindst) to er i familie(/fonde)ns eje og kan ses i kataloget Invitation til en kop mælk - og alt godt fra Poul Gernes, 2001, i og t, et har avantgarde-lektor (og min gamle specialevejleder) Tania Ørum (som liiiige om lidt udgiver sit storværk om Gernes og de andre ta'- og eksskole- og abcinema-drenge (og ikke så mange -piger (ud over hende selv))), den heldige rad, hængende derhjemme, d, tre optræder (i alfabetisk rækkefølge) på et gammelt s/h-udstillingsfoto i kataloget Poul Gernes på Sophienholm, 1979, z (igen spejlvendt!) og æ og ø. Det vil sige, at jeg savner (oplysninger om/ (mentale) billeder af) 17 måske 18 bogstaver: a og b og c og d og e og f og k og l og m og n og p og q og r og v og w (?) og x og y og å. I aktion, informanter!

Det andet alfabet er apropos forrige blogpost om det Å(h/h), mit Råbealfabet (ubevidst, jeg sværger) havde stjålet fra Søren Ulrik Thomsens Hjemløshedens alfabet, der nemlig er tilegnet Klaus Høecks Hjem, som ved siden af af alt muligt andet (af så godt som alt) også indeholder et alfabet, tidligt i det nederste KULTUR-spor - der skal læses fra højre mod venstre; ligesom jeg i blogposten citerede Thomsens alfabet i omvendt rækkefølge, og ligesom Gernes' spejlvendte bogstaver!!?? For at forøge mystikken så var jeg faktisk i gang med (begejstret) at genlæse Hjem, da en digteren nærtstående informant informerede mig om Høecks alfabet. Der løber gennem de tre første afsnit, SPROG, REKLAMER, GRAFFITI + det første digt (Å for Åboulvard) i i femte afsnit, GADENAVNE, GADER, i sekvensen BYEN, og hvis vi nu laver et rim på Gernes' tre bogstaver på Flæsketorvet og citerer digtene om/med/for o og j og g (som er den (igen!) omvendte rækkefølge i kataloget):

Er o'et helligt. Eller var det i sin?
- Javel, Oma margarine nu. Det er
ikke til at. Således. Hvor sin og din.
Altså o i bleg margarine. Fedtet. I
kke i forundring. Så steg dét o. Di
n forundrings o vil syde i enhver r
estaurant. hele døgnet.

J for Jockey. Bukserne der sidder.
Og bus er kørt med dig. J dit og vo
rt bogstav. Svinger dér. Bus svinger.
Kun kun reklame kun reklame. Re
klame for Jockey. Bogstavet sving
er. Byen fuld af tegn. Hænger mel
lem hængende alfabet. Bussen dér.
J'et.

                    du nærmer
                      dig h'et i et
                      digt der ind
                 fanger tiden i
            graffiti rummet i
              cement du ser
                                h'ets glans som
                           mønje bag bog
                stavet hvidhed
                fylder hvidheden
                          således kom et
                   tegn til verden

Poul Gernes fik aldrig lavet en forside til en bog af Klaus Høeck, ærgerligt nok, men han har har portrætteret ham på bagsiden og ryggen af den eneste rigtige 70'er-antologi (fra 70'erne), Borums og Schnacks Ung Dansk Poesi fra 1979.

Og vi undgår ikke til allerallersidst Kurt Schwitters' "Alfabet bagfra" oversat (med stort besvær) af mig selv i Anna Blomst og andre digte, der, hvis man er heldig, stadig kan fås for kun 30 kr. i Det Nye Store Bogudsalg på Rådshuspladsen:

å  ø  æ
z  y  x
w  v  u
ts  r  q
po  n  m
lk  j  i
hg  f  e
dc  b  a