The Daily Avantguardian 32½, Xtraudgave i sørgeflor

Nekrolog over et forlag på ingen alder

Rastløst surfende i går aftes opdager jeg, at forlaget 28/6 pr. den dags dato, nemlig 28/6, er opløst, og det er da virkelig, i ordets rent negative forstand, en bet for den ungsmaleksperimenterende litteratur, og hvad er det også for en deprimerende timing: dagen før uddelingen af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, der nemlig finder sted i dag klokken 13 ved Café Svejk i Smallegade, hvor en eksemplarisk og fremragende smal 28/6-udgivelse, Rasmus Graffs patchwork, er en af de 13 nominerede værker: nøjagtigt 1 år var åbenbart, hvad stifterne Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller havde givet sig lov til at gide - og måske har de også tidligt eller sent proklameret, at det skulle være sådan, det har jeg så bare nægtet at compute - men succes må da også have noget at skulle have sagt, og 28/6 har i imponerende grad været i stand til at sætte en både konsekvent og uforudsigelig dagsorden (også rent bog/hæfte/mappe-materielt, herunder bare bog/hæfte/mappe-kønt) for den ungsmaleksperimenterende litteratur og få den til effektivt at resonere, fra midaldrende mere eller mindre (selv)gennemhullede statesmen (Kodal, Thykier) over crazy, lonely riders (Hjort, Halling Nielsen) til bravt fremadsnublende ungdom (redaktørerne, G. Christian). Forlaget nåede at signere lige 14 udgivelser, hvilket alt andet lige er grumme flot gået, og sådan her lyder min 28/6-kanon 1-5:

1. Rasmus Graff: patchwork
2. Jan Hjort: nipsetc.
3. Mikkel Thykier: Skyggeboksning
4. Rasmus Halling Nielsen: Bidrag til Niihsø 98-09
5. Glenn Christian: Moro forsvandt

Med Christian Bjoljahn og Martin Johs. Nielsens generøst øretæveindbydende Flytning og tidsskriftrodebunken 28/6, som det hele startede med, boblende lige bagefter, og det må være muligt at finde et sidste, sørgende trut nede i rodebunken, jeg slår tilfældigt op (først én gang og så en til gang, sådan skal tilfældighed altid manipuleres EN SMULE), og voilá Robert Henningssons "Klaatu barado 5/2008":

Klaatu barado niktu vub
zoom vuusj klik börka
krunsj klonk zoom kövök
vulöffa pizzaro l'nef
klaatu barado vilcabamba
klik krak ups
m'forlu m'narm laab hoolu
klang klang klanketi-plump
rumle kabum svusj
bip bip bonk slurp
jeg er et søvningt lille stjernedrys
minor minor manko kapak
klaatu barado gurgel plask

Og jeg ved godt, at jeg ikke har fået anmeldt Janus' Tokyo endnu, jeg ved det godt, og gad vide. hvor mange 1000 kroner jeg skal betale antikvarisk for Sigurds og Martin Johs.'s udsolgte skriftrulle han har sit eget tog kørende om ti år? Jeg foreslår, at I/vi ca. klokken 16.00 ved Café Svejk på Smallegade spontant opretter forlaget 29/6. Vi skes!

The Daily Avantguardian 32

Fredag 10. april (falsk dato 30): Line Knutzons hilarious Handymen

Line Knutzon: Håndværkerne. 125 sider, 198 kr. Forlaget Drama, 2009

Jeg lå i morges inde i min seng og læste i en vis fart - men forsøgte hele tiden at stalle - Line Knutzons skuespil Håndværkerne, opført på Det Kgl. sidste år, og skralderlo, som jeg aldrig har skralderleet over skrift - af andre end Line, og Charles og Jens. I sommers på Testrup sad dramatikeren i tide og utide og kæmpede med 2. akt og klagede sin nød ved de opulente måltider i spisesalen, og til morgensamling den sidste dag læste hun - på utallige opfordringer - op fra manuskriptet, de første scener i første akt, så vidt jeg husker, hvor de håndværkerplagede hovedpersoner Alice og Manfred viser "vennerne", skrydende Karl og absence-forsvindende Magrete (typisk Line med det manglende 'r') rundt i deres langt fra færdigindrettede hus, og jeg skralderlo lige det farlige nøk mere end i morges, som betyder, at man rent faktisk riskerer sit liv, fordi Line er så skræmmende ubændigt og frenetisk god til at give sine personer mæle, i munden på hinanden i munden på Line; jeg kommer til at le i sådan nogle små, hidsige, hysteriske anfald, en slags styrtlatter kunne man måske kalde det. Her et lille udsnit fra 1. scene, med Karl i centrum, og I er advaret:

KARL: Sååååå Manfred, ikke så trist
MANFRED: Jamen jeg er ikke trist
KARL: Gu er du så! ... Nogengange så tvinger jeg mig selv til at smile. Så smiler jeg helt sindssygt, selvom jeg bare har lyst til at ... uhhh, du ved, bare smadre næven ind ind i noget, så smiler jeg vreden væk, og det virker sku', ikke Maggie???
MAGRETE: Jo
ALICE: Men Karl, vi er ikke vrede
KARL: Gu er I så, alle er vrede, dig, mig, dig og dig og alle, ALLE er vrede ... (for sig selv:) Jeg orker ikke mere, skridt med jer ... Nå nej. Det er os! Vi ses på lørdag
KARL går uden MAGRETE
MAGRETE: KARL???? ... nå ...
MANFRED hjælper hende op
MANFRED: Farvel Lille MAGRETE
MAGRETE: Farvel, vi ses på lørdag

Og lad os opfinde den regel, at jo mere Lines personer RÅBER (MED STORE BOGSTAVER) jo farligt sjovere er stykket, for de RÅBER - eller RÅVER som Line vil bogstavere det - så TEMMELIG meget i Håndværkerne. Ikke mindst de elendige, idiotiske og udspekulerede klamphuggere, der er selve håndværkerne, som i første akt terroriserer Manfred - der skiftevis protesterer og resignerer - og Alice - der forsøger bare at være servil og i anden akt, blodigt, terroriseres igen (ved siden af at der skal RÅVES meget, mindst, er det en regel, at en mindst én af personerne mindst én gang i stykket umotiveret skal tale svensk, ét ord er nok, men her er det, og desto sjovere så, en hel sætning på et særdeles kritisk tidspunkt). Og jeg kan ikke huske, hvad det var anmelderne, TEATERanmelderne, i sin tid var skeptiske overfor, sikkert noget med dybden, der var for lav, men i virkeligheden var de stensikkert bare fornærmede over, at det er så drabeligt sjovt og sjovt drabeligt, som det faktisk er, hvilket jo nemlig også BETYDER noget, noget RÅVENDE noget, som jeg ikke ved om er dybt, men det er i hvert fald til at blive høj over, sortnende høj, fordi mest præcist er det måske at sige, at stykket er desperat sjovt, for alle enhver kan være desperat, men det er en nådesløst (overfor såvel os som hende selv) stor digter, der kan lykkes med at være sjov desperat.

Den mest avantgardistiske genre overhovedet er det bogudgivne skuespil, det er der INGEN, der interesserer sig for, og INGEN, der anmelder, heller ikke ude på avantgardistiske blogs eller i Standart eller andre tågede blindgyder; ny dramatik udgives troligt og trofast af det llille forlag Drama, uden hensyntagen til det enkelte stykkes dilettantteatralske potentiale; det er engang imellem lykkes mig at smugle anmeldelser ind i WA Bøger, af især Line, men denne gang har redaktøren givet mig klare ordrer om, at hverken Håndværkerne eller Jokum Rohdes to på en helt anden led skidegode (og -sjove) spil  Darwins testamente og Rød oresti  må anmeldes, fordi vi har hørt nok om dem af teateranmelderne, SOM OM. men den ordre nægter jeg at adlyde, lige om lidt er redaktøren på sommerferie, og så slår jeg til, ligesom Manfred og Alice dér hen mod slutningen, da de er er faldet ned MED lysekronen, bare konstruktivt i stedet for destruktivt (når Manfred er trængt op i en krog og/eller bliver aggressiv, taler han om sig selv i tredje person):

MANFRED: SÅ ALICE NU ER MANFRED BLEVET RIGTIG SINDSSYG, NU DRÆBER JEG DEM, NU SKAL DER DRÆBES
ALICE: Jamen nej, jamen jo, men hvem skal så lave det færdigt, Manfred? Hvem skal lave det? Vi er så tæt på
MANFRED: ER DU DUM ELLER HYVAD. ER DU DUM ALICE? KAN DU IKKE SE DET, DET BLIVER ALDRIG FÆRDIGT FORSTÅR DU DET IKKE NU SKAL HAN FANMA DØ DET SVIN
ALICE (hysterisk): JEG VIL HA MIT HUS, JEG VIL HA MIT HUS JEG VIL HA DET!
MANFRED: Jeg ordner det! Manfred ordner det. Om han så skal slå hele håndværkerstanden ihjel, så ordner han det.

- Den der ler spidst, ler blæst!

The Daily Avantguardian 30 (men ingen slutning i sigte)

Onsdag 8. april (falsk dato 28): Carsten René Nielsens prægtigt diskrete, fordi tyst udpenslende prosadigte 

HUSMUSE Carsten Renè Nielsens kortprosaiske groteske-virksomhed tysser sig effektivt ned til en kun lettere foruroligende, men absolut fordrømt suk-realisme

  

En container fuld af tavse sagførere

Carsten Renè Nielsen: Husundersøgelser. 49 sider, 150 kr. Borgen

Carsten René Nielsen er en digter, der har valgt at specialisere sig: efter fem klodset og rastløst flaksende digtsamlinger 1989-95, slog han igennem med prosadigtsamlingen Cirkler, 1998, og siden har han udelukkende skrevet grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat; i 2001 kom Clair Obscur (indeholdende prosadigt-grotesker forklædt som ”almindelige (dvs. bare højreside-flossede) digte), i 2005 samlingen 41 dyr, og nu er et nyt nummer i føljetonen på gaden under den fyndige titel Husundersøgelser.

  Man kunne godt mene, at det for både digteren og læseren er blevet en lige lovlig tryg nichevirksomhed, men på den anden gælder side vel også for digtmaskiner de vise ord: if it ain’t broke, don’t fix it, og faktisk har Nielsen hver eneste gang gjort sig bravt umage med at organisere og differentiere den enkelte bog og dens grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat: de encyklopædiske serier i Cirkler, yin yang-parrene i Clair obscur, den zoologiske polyfoni i 41 dyr: Systemsyret omhu så sandelig.

   Den nye bogs titel og pressemeddelelse: ”Rammen (…) er et kvarter i en by i Danmark” lover en hårdere og klarere organisation end bogen kan holde, hvilket er så absolut OK, når den vage orden, vi får i stedet, er kvalificeret vag: som nemlig hin gamle gode vage orden, der er den moderne centrallyriske: fremmedgjort, bymæssig melankoli med og uden jeg (ret præcist 50 % med og 50 % uden). Og som prosadigt-omvendingen vel oprindeligt var en flugt fra! Nu træder digteren så baglæns ned i sine gamle fodspor, og det er en meningsfuld, måske endda direkte moden gangart: grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende CENTRALprosadigte af højeste karat. En lille flok butiks- og sted-tekster optræder, ”Blomsterbutik”, Stoppested”, ”Bank”, ”Parkering”, men langt snarere end byrummet er bogens samlende faktor bare stemningen af – jeg havde nær sagt – stemning, af fremmedhed, melankoli, hensmægten, hjertesmerte, af motherfucking (som teksten efter teksten ”Skumring” hedder) ”Vemod”, men sikke paradoksalt friskt og radikalere endnu: sjovt sgu det vemod:

  ”Ovre på havnen, på en bænk med udsigt over havnebassinet, sidder der en svømmepige. Hun er iført badedragt og badehætte, hendes hofter er brede, brysterne små. Allerede før landet og skovene, før dalene og bakkerne, før stier blev til veje og bopladser til byer, sad hun her, men dengang var alt dette hav. ”Man siger pænt goddag,” får børnehavebørnene på udflugt at vide, og de siger pænt goddag, når de hånd i hånd går forbi. Det er egentlig ret uforskammet, synes jeg, at hun aldrig hilser tilbage, men sådan er det, og hvorfor ved jeg ikke. Selv har jeg aldrig forstået de vemodige: Min hukommelse er så dårlig, at jeg sjældent husker, hvad det er, jeg længes efter.”

  Hvilket vel kun gør ham endnu mere vemodig, digterjeget: hypervemodig, derfor skal vemodige digte ikke bare skrives, men også findes på, fremfabuleres, med stil.. Og stilen er overalt den samme dirrende sirlige, lettere omstændelige som i de tre tidligere prosadigtsamlinger, men den hviler mere i sig selv i Husundersøgelser, måske fordi fablerne og tableauerne også mere hviler i sig selv, de har ikke længere travlt med at opliste og forvride og pointere deres påfund, de lader dem stille og roligt sige og være sig selv. Cirkler navnedroppede surrealisterne Yves Tanguy og Man Ray, den nye bog nøjes med René Magritte, jf. bare nævnte ”Skumring”, tystere bliver surrealisme ikke, og jeg kommer i tanke om en anden Magritte-beundrende, tyst surrealistisk poet, salig Uffe Harder:

  ”Mens jeg sidst på eftermiddagen ligger fuldt påklædt på sengen ved vinduet og sover, glider skygger fra drivende skyer over mine lukkede øjenlåg. Så let, som var den lavet af silke, svæver en tuba over trætoppene, og det er lamper af rispapir, der nu langsomt stiger op på himlen. Længe vil det ikke vare, før de tændes.”

  Der er jegerne i kvide og knibe, der er de tavse og/eller insisterende flokke af politibetjente og borddamer og sagførere og søvngængere, der er de menneskelige og umenneskelige syner, som dukker op og/eller driver forbi, der er de labyrintisk, mekanisk muterende omgivelser. Der er alle modernismens usual suspects, og de er der bare, og det sker bare, som og i grotesk/humoristisk fabulerende/tableau-udpenslende prosadigte af højeste karat, med den selvfølgeligste mærkværdighed, den evidenteste anelsesfuldhed, den vitterligste drømagtighed.

  Carsten René Nielsen har hverken opfundet prosadigtet eller den dybe tallerken, men når firkanterne snurrer i det sørgmuntre køkken, morer denne læser sig ekskongeligt:

  ”Bagerst i butikken hvor støvet porcelæn var stablet fra gulv til loft, fandt jeg en tallerken så dyb, at jeg en dag i mit køkken kom til at tabe et helt blomkålshoved i den og først fandt det igen flere dage senere, da jeg kravlende på alle fire nede på bunden af tallerkenen, var nået frem til kanten, hvor der, i et strålende lys og så langt øjet rakte, hang tynde, hvide gardiner roligt vajende frem og tilbage, som var det selve rummet, der tippede fra side til side.”

  Fantomsøsyge!

- skrevet til WA-bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 29

Tirsdag 7. april (falsk dato 27): Thøger Jensens viljestærkt nysselige kortprosa 

FORT ROSA Thøger Jensen demonstrerer virtuost og helt enkelt, hvordan (og hvorfor) kortprosa kan slå en yndefuld krølle (eller 3) og helt lade være

Opad klitten i stepsko

Thøger Jensen: Høfde Q. 62 sider. 175 kr. Borgen

Lad os forsvare Thøger Jensens ret til i sin, nye kortprosa(op)samling Høfde Q at være sød, endog kær; en hel tekst hedder faktisk, og det er egentlig en præcisere genrebetegnelse end ”prosa 1998 [året, Jensen debuterede med den navnkundige kortprosasamling I vores familie kan vi ikke lide ubåde (jeg skal altid lige tjekke om han staver ’ubåde’ med bindestreg, det gør han selvfølgelig ikke)] - 2008”, hedder faktisk ”Søde opstød” og former sig som en fabulerende fodnote til Jensens forrige bog, kortromanen Fugle i frostvejr, 2006, der udspillede sig for foden af Cézannes Mont Sainte-Victoire, og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade være med at citere den hele, skønne tekst:

  ”Engang sagde Paul Cézanne: ”Min hustru elsker kun Schweiz og limonade.” Som om det ikke var nok. For når jeg tænker tilbage på Den 16. Tekstilbiennale i Lausanne. Katarina stod på toget i Bern og var en af den slags kvinder, man enten vender ryggen til eller skænker umådeholden opmærksomhed. Jeg satte en tankestreg i min interrailbillet, og så inviterede hun mig med til ferniseringen. Der var gule, røde og blå drinks med sukker på kanten af glassene. Da jeg havde fået nok, var gulvet i udstillingsbygningen blevet så klistret, at jeg måtte efterlade mine vandrestøvler ved siden af hendes installation, der var en malkeskammel hæklet af kønshår, og jeg kom på den måde næsten uforskyldt til at bidrage til værket. Mens jeg fortsatte min rejse til Aix-en-Provence, blev smagen af Schweiz og limonade ved med at klæbe til både mine tænder og min blyant. Det var stadig i fin overensstemmelse med Tekstilbiennalens koncept, da jeg et par dage senere besteg Cézannes yndede Mont Sainte-Victoire i strømpesokker.”

  Det er en sød, endog kær tekst, men den er ikke klistret, endsige kælen, takket være den fine humor og lette elegance (og i parentes bemærket: umærkelige melankoli), hvormed kunstfærdigheden er kreeret: fra Cézanne-citat om limonade og Schweiz via charmerende kvinde i togkupé til drinks med sukker på i Lausanne-galleri til fastklistrede vandrestøvler og strømpesokker på Cézanne-bjerg: ikke nur behändigkeit, også en smule hexeri. Og sjovt som vandrestøvlerne står langt klarere, klokkeklart, på nethinden end den jo spektakulært spøjsere malkeskammel, men intet slår naturligvis strømpesokkerne, der er selve tekstens raison d’être, selvom det er som pludseligt, overrumplende bonus, de slår til.

  Ellers er jo også kortprosagenren noget skummel og skumlende i DK, fra blakket realistiske Hans Otto Jørgensen over grelt surreelle Carsten Renè Nielsen til morbidt gotiske Preben Major og Harald Voetmann; ud over Louis Jensen i sit helt eget firkantede miniature-univers har vel Thøger Jensen kun Eske K. Mathiesen, hvem en ivrig tekst i Høfde Q er tilegnet, på sin og sødmens side; Eske er mere karsk og mere barok, men lige så fodrapt stilig og lige så fugle- og fauna-kær.

  Debutbogens stykker koncentrerede sig vældigt, herunder vældigt spøjst, om deres hyper-minimale pointer og konkreter; siden har Jensen skrevet fire kortromaner, foruden Fugle i frostvejr, Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub, 2000, Serpentine, 2002, og Ludwig, 2004, med hver deres hyper-minimale plot (som regel noget med et fremmed/nyt sted og en kvinde) og løse/organiserede sværm af konkreter, og i disse nye stykker, der blevet til langs med og efter romankvartetten, oplever man en velgørende frigjorthed i forhold til formatet.

  For ikke at sige feriestemning, eftersom flere af teksterne, trip, trap på steppende træsko, handler om små ture ud i danske landskaber, og jo bare fx titlens Høfde Q ovre på vestkysten ved byen med det ”fjollede” navn Fjaltring (hvor jeg netop har holdt foredrag, men da var vejret roligere); teksten må gerne, men behøver ikke at slå krøller med pointer og skrue øjet i konkreter, den kan sagtens nøjes med at holde sig present zigzaggende eller lige ud af landevejen, men OK, altid bliver det hos Jensen lige den dirrende grad tydeligere end som så, som her til sidst i Høfde Q-teksten ”Kuling”:

  ”De sidder lidt og kigger på det uden at sige noget. Frådende bølger vælter ind over høfdestenene. Bølgesprøjtene blæser helt op ad skrænten og rammer forruden. Han lader vinduesviskerne køre et par gange. Naturligvis er der ingen der bader, men på parkeringspladsen holder der 4-5 andre biler med folk, der ligesom dem sidder og ser på sceneriet. På grund af alt det sand bølgerne pisker op, er havet helt gult inde ved strandkanten. Kvinden i den hollandske bil ved siden af er ved at ryge en cigaret, som hun holder ud af vinduet. Det er heldigt for hendes mand, tænker han, at hun har så lange arme.”

  I al beskedenhed bliver denne lange, hollandske arm ud af vinduet et mindst lige så fyndigt image som de fastklistrede vandrestøvler og strømpesokkerne på bjerget.

  Teksterne er vel ca. 50/50 jegfortalt og 3. person-synsvinklet og kun en fjerdel (ligelige fordel på de to grupper!) opleves som egentlige fiktioner; ”Søde opstød” fx er nok totalt kunstfærdig og i en eller anden objektiv forstand ”usand”, men synderligt fiktiv virker den på den anden side ikke, dertil er jeget simpelthen for alter egoistisk Thøger-agtigt. Endnu en forskel i forhold til debutsamlingen – men ikke så meget til romanerne, der hver gang har en mildt excentrisk ca.-Thøger i hovedrollen – i et par tekster outer forfatteren sig direkte som den specifikke forfatter TJ med titlers nævnelse. Og jeg synes, den klæder ham rigtig godt, denne letfærdige, men adrætte selvsikkerhed som pilgrimmen Jensen såvel som artisten ”Jensen”. Som en selvfølge er det begge de herrer, der signerer bogens korteste tekst, ”Når man er der” (også en slags poetik):

  ”Først en, så tre, altså fire svaler, da han på cykel ad små ulige veje nærmede sig Pederstrup. Det havde således slet ikke været nogen omvej, men en genvej, ofte er det svært at se forskel, før man er der, det var landsvaler.”

  Frem og tilbage fra Pederstrup til Mont St. Victoire er præcist lige langt – sødt nok! 

- Skrevet (til tiden) til WA Bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 28

Mandag 6. april (falsk dato 26): Birgit Munchs ondt gensplejsende roman-groteske

MUNCHEHVIRVLEN Birgit Munch forsøger virkelig (IKKE) at få ordentlig romanmæssigt styr på sin endeløst kortprosaiske flintren; stadig tummelumske(lige)re lykkes det (IKKE)

Til bablebal med Tintins 114 enker

Birgit Munch: Piratdans. 74 sider. 200 kr. Borgen

Pludselig synes jeg, at Birgit Munch meget mere end samtidige skæv-ånder som Major, Grotrian, Munksgaard, Voetmann minder om STORM P., ikke så meget flue- og vittigheds- og tegneserie- og opfindelsestegneren som kortprosaforfatteren Robert Storm Petersen og dennes tendens til løbende og på mindste foranledning at gå i barokt-digressivt selvsving; dette er f.eks. afslutningen på teksten ”Et slags foredrag”, et foredrag om og travesterende foredragsvirksomhed:

  ”Som et lille Kuriosum kan her berettes om et Foredrag, som i sin Tid blev holdt af en Væver i Grenaa, der førte ham til Æbeltoft over Skyerne i Stratosfæren, derfra gennem Biavlens Mysterier til Udlejning af Garager og Brolægning i Odense, hvorfra han forlagde Emnet til de smaa Haver i Pilealléen og derfra til en Barberstue i Aarhus, hvor han sluttede med at tage Toget syd paa – hvor han nu er henne, er der ingen, der aner.”

  Linket ’Biavlens Mysterier’ bringer os direkte videre til sjette kapitel eller fortælling i Birgit Munchs nye, utrolige bog Piratdans, der mildt ordspillende bærer titlen ”Tidslommetyveri”:

  ”Ved at danse med bier via en fjernstyret bidukke kom Jonathan i forbindelse med 75.000 biers dansebevidsthed. Og gennem en fremtidslomme kom han direkte kontakt med Noahs rumraket hvorved han kunne steppe med himmelaber, valse med helvedeshunde og hiphoppe med den almægtige vampyrblomst sprukket af 50.000 jordmødre gået op i en spids af selvmyrdede ærkeengle i skærsildens fatwa morgana.”

  Munchs første sætning om at danse med bier er umiddelbart svært sær, men dog til at fiksere som 1 stykke episk information/begivenhed, sluttet og overskueligt, men så går rutsjebanen bardus op i verdensrummet til Noahs rumraket og lige lukt ned (eller bliver den deroppe? hvor præcis mellem himmel og helvede befinder sig den almægtige vampyrblomst?) i skærsildens ”fatwa morgana”, vs. kapiteloverskriften ikke noget rart ordspil så sandelig.

  Storm P.’s væver fra Grenaa nøjes bierne med at føre op omkring et skydække og lidt rundt i kongeriget, fra Jylland til Fyn til Sjælland og tilbage til Jylland, før han forsvinder mod syd. Det er forskellen mellem Storm og Munch: den ene syrer jordbundet rundt i det lokale, den anden syrer himmel(op)sprættende 114-kantet (mindst) i uendeligheder (af enhver trosretning og mangel på samme (herunder en mild sagt karnevalistisk obskønitet)).

  Modsat Munchs første tre bøger 2000, 2002, 2005, skal Piratdans forstille faktisk at hænge sammen som naturligvis ikke en roman (selvom den med statsgaranti bliver indstillet som sådan til Jørgen Fegge-Hansen-Medaljen – Den Innovative Litteraturpris 2009), men ”En fortællekredsen”, hvilket faktisk er et meget præcist ord(spil) for den (anti)narrative aktivitet på tværs af bogen: Munch kredser amokgående omkring 1 kærne(spaltning) af en Messias-fortælling: Et kvindeligt jeg, primært alias: Eva, stjæler en dreng, primært alias: Jonathan, destineret til at blive verdensfrelser.

  Overordnet set kommer historien ingen vegne, der kan godt, især i starten, ageres links fra et tekststykke til et andet – ”Min søn hed nu Per” – men det holder aldrig et helt stykke igennem, så hurtigt så muligt er udsusning og/eller sammenkrakning, for nu at opfinde et par sympatiske ord, i gang, ud i det blå og/eller helt ad helvede til. Og lige så tit og i stigende grad begynder stykket eksplicit HELT forfra på en ny version; mens de små stykker i starten er meget ”rent” Munchske, sniger et vist pastichepræg sig ind over (begyndelserne på!) håndfulden af længere, mere selvstændigt (igen: selvstændigt begyndende) stykker: ”En dreng voksede op i bunden af Folketingets talerstol (..)

  Sådan kunne en Svend Åge Madsen-historie godt begynde, og sådan fortsætter den også lige 1 side, førend opløsningen flintrer i omdrejninger, og meget snart står der fx: ”Rul mig i opstandelsens løvstikke. Rasp mig i nådens bukkedans. Ritt mig i de oversavede damers oprør mod sammenhængens diktatur. Rids mig i lærkernes skuldetræk. Rynk mig i stemmeseddelmasturbationens skrupsuttende mintdukkecølibat. Raml mig i ænsekloden. Rim mig I’ets fødder irisdækkende mod prikkernes skyløft.” ETC.!

  Beskidte yndlingstricks til stadighed, de fleste demonstreret ovenfor: bogstavrim, ordspil (helst tre-i-én), sammensatte neologismer (jo længere, jo lykkeligere), manisk halsende syntaks-omstændelighed, remserullende listemageri. To modsatrettede nyheder: reel, renfærdig poesi lige pludselig: ”Rids mig i lærkernes skuldertræk”, det kunne stå i en Grotrian-salme, og revy- og rap-agtig aktualitet med navns nævnelse: ”Ritt mig i de oversavede damers (…)”. Velkommen til begge!

  Til enhver tid nyder jeg at fortumles fakiragtigt i Munchskriftens turnerende tegnestift-mumie (!?), men det særligt forunderligt ved Piratdans er den sgu den ØMHED, som relationen Eva-jeg og Jonathan-dreng genererer, og som hverken døves eller underløbes af nok så pyramidalsk forsplintring (!!??), men faktisk bare bliver stærkere: ”Regn mig i genernes uldne ekko.”

  Det kan kun gå for langsomt med åbningen af Birgit Munch-museet på Mars Runddel!

 

- Skrevet (til tiden) til WA Bøger, men lagt i mølposen indtil NU!

The Daily Avantguardian 26

Lørdag 4. april (falsk dato 24): Mia Helmers sardonisk aflyttede maskuline fiksering af andenhånds-kvindemennesker

Mia Helmer: She was not important. 100 stories about women told by men. 100 sider (/opslag), 200 kr. Forlaget MegaEgo (ingen hjemmeside, forfatterens e-mail er miahelmer@gmail-com )

Et skarpt og sjovt stykke konceptuelt (serie(kort))prosa skrevet (på engelsk) og udgivet i et fikst, buttet paperbackformat (med guldryg!)af Mia Helmer, fjerdeårsstuderende på Det Fynske Kunstakademi, til en maj-udstilling i akademiets FAA Project Room betitlet "Innocent no found" og efter endt udstilling sendt videre til mig på The Daily Avantguardian, og tak for det! Det er et herligt simpelt koncept, som undertitlen, med al ønskelig tydelighed, skærer ud i pap: 100 historier om kvinder fortalt af mænd. I sit følgebrev besværger forfatteren historiernes andenhånds- for ikke at sige tredjehånds-autenticitet: "Alle 100 historier er fortællinger om kvinder, som mænd har fortalt mig på et eller andet tidpunkt af mit liv. Så det er min hukommelse/erindring af [mændenes historier om LB] de her kvinder, som jeg aldrig har mødt (de fleste i hvert fald)."  Alle historier er fortalt i en nøgtern, utral-cool minimal-tone (som lige får den ekstra distance af det engelske, og desto mere når miljøet er markeret, navngivet dansk)). Ingen historier er længere end en halv side, og flere nøjes med kun en enkelt (kort) linje; det samme stræk finder man i genrekarakteren: fra skæbneanekdote til wisecrack.  I kun halvdelen ca. af historierne indgår den fortællende mand explicit, så en stor og vigtig del af læseaktiviteten er at huske at tænke de ham'er med: samtlige historier forbliver bliver mandlige versioneringer, med alskens mere eller mindre klare dagsordener på drengen. Men så er der lige den håndfuld tekser, hvor et jeg, Mia-fortællerens nemlig, højst uuskyldigt kommer på banen, og den stressede læser erindrer sig, at de mandlige versioneringer i næste omgang er re-versioneret af en kvinde, der i den grad kender sin lus på travet og i flere tilfælde har en personlig intersse i sagen: der er mænd og hendes mænd, og der er kvinder og hendes mænds andre kvinder. I et velpudset spejlkabinet bliver kønnetheden formelig skeløjet! Her fem tekster i sekvens:

She was too chubby for his taste. He thougt sleeping with her would help him foreget about me. She met him in a bar.

She was in the beginning of her fifties and there were still something really wonderful about her. She had seen him many times around town. And now they were suddenly colleagues.
  They had something special together, but a real relationship were probably out of the question as she already had a partner, which she used to drag around to different social arrangements. Even though this man seemed like a wreck, she stayed with him. Maybe she was the kind of woman who tend to find fucked up men who they believe they can save.

She met him on a dating site for very intelligent people. She never really liked his guinea pig or his daughter.

Years after they split up she became a well-known artist. At least she was a name on the Danish art scene.

She was the granddaughter of a famous architect. During the one night they spent together she told him the story of her grandfather and how the family had lost the rights to his products as a result of some very coincidental and private affairs.

- Hvem satiriserer sørgmuntert og syleskarpt hvem? spørger læseren, og vender sig hurtigt om!

The Daily Avantguardian 27

Søndag 5. april (falsk dato 25): Co.'s ivrige sprællen i Mette Moestrups (og uddøde indianeres) ord-net

Mette Moestrup og alle mulige: http://web.archive.org/web/20091118180206/http://www.kollektiv-anonymt.dk/

Jeg forlader med det samme min tekst og går ind på den hjemmeside, kollektiv-anonymt.dk, Mette Moestrup skabte i marts sidste år, og som stadig skal forestille at være i funktion - øjeblik! - og NU er jeg tilbage igen; jeg scrollede (hedder det ikke det?) dernedad et pænt stykke og klikkede mig ind på et af de mere populære ord, "Du", hvorpå følgende intruktion poppede frem: "Du/ Skriv en sætning, hvordet valgte ord - Du - indgår./ Det, du skriver, skal være sandt for dig// [lang tom firkant at skrive i]/ Tilføj tekst [i lille grå firkant at trykke på]// Eksempel:/ Det valgte ord er "armbånd."/ Sætningen er: "Jeg så et oldgammelt armbånd på Djurslands Museum."/ Du må godt ændre ordets form, altså fx skrive armbåndet eller armbåndene i stedet for armbånd." Jeg skrev: "Jeg skriver om dig lige nu, Mette, på http://web.archive.org/web/20091118180206/http://www.weekendavisen.dk i den tomme firkant, for det var i hvert fald ikke løgn, og trykkede på "Tilføj tekst" og blev bedt om at rette i min sætning eller gå videre, jeg gik videre, og vupti, var min sætning - og denne blogpost - en del af det aldrigfærdige kollektive og anonyme værk (selvom den selvfølgelig ikke er helt anonym, sætningen, i hvert fald ikke hvis man har fulgt linket og læser med her nu!).

Udgangsspunktet og - hvad skal man kalde det? - værk-nettet (det er så meget bedre med grid på engelsk) i kollektivt-anonymt.dk er 192 ord, som Moestrup har oversat fra en ordbog over et uddødt indiansk sprog, hun faldt over i Argentina. Søsterværket (helt ud i titlen jo) er det grande. vægtige nummer "Primitivt-privat" fra Moestrups prisvindende digt- og tekstsamling kingsize, 2006, hvor værk-nettet  udgjordes af fragmenter fra Knud Rasmussens opslagsbog 500 Leveregler, gamle Ord og Varsler; forskellene er flere mellem de to aktioner: i "Primitivt, privat" er der 1 svar eller udsagn pr. fragment (højst, flere er ubesvarede) pr. fragment, i kollektivt-anonymt.dk kan der skrives så mange sætninger som overhovedet muligt; i "Primitivt, privat" er det digteren selv og ingen anden, der skal (forestille at) skrive sande (primitive og private) udsagn, i kollektivt-anonymt.dk er det hvem som helst, der besøger siden (inkl. gymnasieeelver, som tvinges af deres dansklærer!), der skal skrive sande (og ikke nødvendigvis primitive og private) sætninger, og hvor fragmenterne i "Primitivt, privat" fluktuerede mellem et og flere ord og mellem enkle og komplekse set-ups, er ordene i kollektiv-anonymt.dk enkeltord (nu og da bestående af to ord!), allesammen elementære og de allerfleste betegnende konkrete fænomener - kroppen fylder meget (albue!) -  og handlinger. kollektivt-anomymt.dk bliver dermed helt anderledes broget og kaotisk og kantet (albue!) myldrende end "Primitivt, privat", men overraskende nok rent kvalitativt litterært akkurat ligeså vellykket.

Og jeg tror vellykketheden har meget med konkretionen i ordbogsordene at gøre; de anonyme forfattere tvinges igen og igen til at tænke og formulere sig konkret og direkte i stedet for tåget "lyrisk" og forgrublet; ikke fordi der ikke også er masser af tågesnak og fis og ballade og politisk propganda og obstruerende vrængen i gang, det er bare altsammen (også tilsammen) i mindretal i forhold til alle de skægge og rørende og foruroligende specificiteter, som dynamsik og musikalsk sætter hinanden i spil i både det enkelte ord-afsnit og det hele eksploderende spørgeskema. Og virkelig mærkeligt og virkelig virkelig tankevækkende, at det ikke bare som konceptuelt koncept, men også nede i og henover teksten opleves som så umiskendeligt, råt og intrikat Mette Moestrupsk:

Kindben. Mine kindben stikker frem, som smilet på en sindssyg Pjerrot. Hvem der bare havde kindben som dine. Kindbenene vender nærmest omvendt, de huler ligesom indad bag rynkerne. Jeg slutta og spise--og fikk nye kindben-- Høje kindben er sexede, de der ikke er høje ser jeg ikke. Det er længe siden,at mine kindben har modtaget en kindhest Jeg brækkede hans kindben med et alubat Knæhase. Hendes knæhase er blød som smør, men tør, men glat som skinke, let behåret som en plantestilk. De fleste kvindelige Hollywood stjerner har en mandlig knæhase-stunt. Jeg ville ønske, at du helt af dig selv ville kysse mig i knæhaserne. Jeg sveder i min knæhase

Jeg prøver lige én gang til:

Er det løgn at min lillesøster havde en dukke med en pladespiller indeni?

- Åh nej, jeg skulle have skrevet 'grammofon'.

The Daily Avantguardian 31

Torsdag 9. april (falsk dato 29): Erik Helgers 70'er-avantgardistiske eftermiddag-bebop i skov-pavillonen

 

Erik Helger: Jordens låge. 62 sider, 125 kr. Attika , 2008

Dårlig samvittighed har jeg til overflod og i læssevis i forhold til Erik Helger, fordi han er en ægte 70-avantgardist, født 1948, debuteret i Hvedekorn 1969, sit første undergrundshæfte, Med søer og grønne dale, ude på Jorinde & Joringel i 1975, en god håndfuld digtsamlinger på ultracoole After Hand og (mere eller mindre) egne forlag de sidste 30 år, og selvom jeg vist nok ejer det hele forfatterskab (undtagen en Tintin-quiz-bog, den skal jeg nok få fat på!), har jeg ikke fået læst det systematisk igennem, og endnu mere krimnelt har jeg heller ikke, før NU, anmeldt nogen af mandens bøger, og jo bl.a. fordi jeg først lige skulle læse forfatterskabet systematisk igennem, og det var så heller ikke fordi der var nogen - andre end mig selv - der gjorde gældende, at det var en digter, der burde anmeldes, men netop derfor burde jeg have anmeldt ham, igen og igen, og derfor gør jeg det hermed og omsider, nej, jeg gør det, fordi han er en lige så forbandet god som forbenet typisk 70'er-avantgardist, Helger, også i det seneste opus,  Jordens låge, der kom på Attika sidste sommer. Og sigende nok har jeg et forpulet besvært med præcist at få pindet hans særegenhed ud; jeg sidder hele tiden og sammenligner med de 70'er-avantgardister, jeg kun alt for godt kender på deres gakkede gangarter, Viggo Madsen, Peter Nielsen, Henrik Have, Knud Steffen Nielsen, Eske K Mathiesen, som  han allsammen ligner i glimt - ligesom de i glimt ligner hinanden og Helger - og det kommer næsten, kan jeg høre, til at lyde negativt, hvis jeg siger, at Helger er hurtigere, mere henkastet skæv og/eller præcis end de nævnte, uden dog at være i nærheden af (eller interesseret i) den ubændige energi, hvormed Peter den Store Laugesen sjasker; det er med blyant og ikke på hakkebrædt, Helger skriver (sig) løs, i hvert fald billedligt. Yderlighederne er typisk 70-avantgardistisk (måske er problemet, luXusproblemet, at Helger FOR selvfølgeligt er FOR typisk grænsende til konsensus-70'er-avantgardistisk?) en forfinet, stoflig naturlyrik og en springsk, excentrisk hermetik, med en stor bunke ret ligefrem fyndig- og vitsethed midt imellem plus pludselige, ondt flossende raserianfald. Bogen starter lumsk med skønno, bittesmå naturidoler - "Nede under stadig dunklere/ tungere tæpper af nætter/ begyndte små selvopklaringer/ belysninger at hæve sig/ horisonten rundt mellem sprækkerne/ af de pressede omtrent udviskede/ næsten forladte kanaler/ med strømninger under de løftede/ broklappere i glimt", men så en ti sider inde trækkes græstæppet væk under læseren med med et brutalt snapshot: "Steningen tager ½ time./ En kvinde sænkes ned i et hul/ og dækkes op til brystet/ til med jord". For så har digteren os, hvor han vil have os, i en lysvågen forvirring, som han rastløst sidesteppende holder i ånde bogen ud, hvad fx bare med disse to vidt forskellige nær-epigrammer, der står ved siden af hinanden  på side 31 og 32, den ene dejsende visionært, den andet sølverne underfundigt, Johs L. Madsen jr. vs. Spørge-Jørgen sr.:

Landet der løftes i livets glas
af sandet ud mod det blå,
vil altid søge at være lykkelig
i de røde fugle

hvorfra ved
det indiske ocean
det ikke er stillehavet

hvorfra ved trompeterne
de ikke på bunden er koraldyr

De stærkeste digte, dvs. de mest Helgerske (dvs. de mest prototypisk 70'er-avantgardistiske?) er naturligvios yderligheds-hybriderne, hvor Helger på samme tid digter natur-konkret og fabel-abstrakt, i en hvirvlende ruf; endnu en formel: Lynsnart virvar! Som i dette glimrende digt sidst i bogen, der næsten kommer op på siden af sig selv og sin erfarne mangel på metode (og så skide være med at "glemmesteder" i forbifarten er tyvstjålet fra 70'er-klassicisten Henrik Nordbrandt!):

Stoppenålene kommer hvirvlende
så lette som dun.
Stikkelsbærret vinkede og råbte:
Dueller er stivhåret trætorn.
Vi bruger aldrig trapezer
men glemmesteder.
Vi bruger mystik som våben
og blæsten som pile.
Det larmer infiltreret
i vores kamre.
Harlekinsommerfuglen skræller os
til solen
og drikker vores sjældne vin.

- Ja, den gør nemlig så; nedskrællet læser jeg videre på lektien som en god dreng - og glad!

The Daily Avantguardian 24

Torsdag 2. april (falsk dato 22): Nils Jacob Rey Henningsens ultra-godmodige ungdomsroman

Nils Jacob Rey Henningsen: Frede går amok. 125 sider, 199 kr. Siesta (bogen har også sin egen hjemmeside), 2008

For mange kursister og lærere på Tag og skriv, Testrup Højskoles årlige litteratursommerkursus har Nils Jacob Rey Henningserns ungdomsroman Frede går amok længe været et legendarisk, hvis ikke decideret mytisk værk; flere år i træk har Rey Henningsen, til kursisternes faste oplæsningsaften, givet partier af værket til bedste, og det har hver gang været en ubetinget succes, ikke mindst pga. forfatterens smittende, ivrigt renhjertede engagement i sit lille it-nørd-univers.  Og selvfølgelig undgår en Terup-veteran som jeg ikke at blive den mindste smule skuffet, når han omsider sidder med det legendarisk mytiske værk i hænderne: Som udgangspunkt mangler ret meget både højskolens dunkelt belyste spisesal  og Rey Henningsens legemliggørelse af fiktionsens troskyldighed. Der forbliver stor forskel på at opleve it-nørden Frede og hans venner Benny og Åge og Ronnie og co. i et knaldhårdt folkekomedie-glimt mellem sukkende poesi og gammelkolg essaystik dér i spisesalen, og så i egen lænestol hænge på et helt, 125 sider langt, mere Tykke Niels- end Kim-agtigt plot om, hvordan Frede efter flere fiaskoer lokkes til at arbejde for den grumme rocekertype Olfert (og Gry lærer Olga (bogens navne er også fra ern anden tid) at brude (!) osv.). Men det går endda, og ligesom på Testrup fordi  Rey Henningsen er i drekte øjenhøjde med - og går 100 % ind for - bogens kiksede teenagere. Der umiddelbart synes lysår væk fra de yderst mundgrove hovedpersoner i en amerikansk flim-komedie som Superbad; den centrale celebrering af outsider-drenges ubrydelige venskab imidlertid er nøjagtig den samme rørende og uskyldige og rammende:

"Hej Benny", sagde Frede.
"Nå, så det er hotshotten, der ringer?" sagde Benny vrængende.
"Øh, hotshot? Det ved jeg nu ikke."
"Er du sikker på, at du har tid til at tale med mig" sagde Benny.
"Jeg ved godt, jeg har været lidt af en røv, jeg blev bare totalt grebet af det."
"Ha, det skal jeg lover for, sådan at gå under jorden i flere måneder. Hvad faen har du lavet i al den tid?"
"Jeg har siddet og arbejdet med det system til Steady Eddie," sagde Frede.
"Tak skal du have, det lyder sgu for kedeligt, det er godt, at det ikke er mig."
"Hvad har du bedrevet?"

Sådan nogle samtaler har Jens og jeg stadigvæk ...

The Daily Avantguardian 22

Tirsdag 31. marts (falsk dato 20): Glenn Christians skævt sammenbidte eftertrykkeligheder - og Kristian Leths på stedet omkringfisende nye begyndelser

Glenn Christian: Det hjemlige. 42 sider, 98 kr. After Hand (ingen hjemmeside, det er for fanden Henrik Haves forlag, han faxer, rhymfaxer, til Hvedekorn), 2008

Glenn Christian: Den agrare modoffensiv. 20 sider, 40 kr. Forlaget 28/6 (to udgaver, med brunt og med gyldent omslag, begge udsolgt), 2008

Glenn Christian: Moro forsvandt. 10 ark i mappe, 40 kr. 28/6 (udsolgt), 2009

Kristian Leth: Besværet. 36 sider, 98 kr. After Hand, 2008

POESI-UNGDOM TER SIG LIGESOM I 70'ERNE! Opbygger eller i det mindste gør mine til at opbygge hele (små, men myldrende) forfatterskaber i undergrunden; ligesom nu-store (men ikke altid derfor retfærdigt kanoniserede) kanoner som Louis Jensen og Eske K. Mathiesen og Peter Nielsen i 70'erne udsendte en sværm af småhæfter på forlag (og "forlag") som Jorinde & Joringel og Arena Sub-pub, er ynglinge (og fremtidige store kanoner!) som Rasmus Graff (2 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 14) og Rasmus Halling Nielsen (3 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 16) godt i gang med deres sværme(n) på små forlag (og "forlag") som 28/6 og Koordinat.

Det er cand. yngling Glenn Christian også: i foråret 2008 debuterede han lovende med samlingen Det hjemlige på enmandsforlaget After Hand, i efteråret kom det lille hæfte Den agrare modoffensiv (2 gange!) på 28/6 og dette forår mappen Moro forsvandt samme sted, og det er jo allerede et helt værkkompagni. Debutbogen er der ikke noget hæfte- eller mappe-agtigt ved, den ligner en rigtig (god) debutbog: Først et afsnit med gedigen, lettere hårdtpumpet, glad og trist centrallyrik kvædende energisk om kvinder og eksistentiel kvide, ømt selvsikre svendestykker:

Morgenen våd
smider dugdråber i skægget.
Det ligner blod, bare uden farven.
Jeg står tilpas drenget
uden antydning af mand
mens du
binder hestehalen længere
op på hovedet
så halsen virker højere,
mere kødeligt oprejst
dér ud af trøjen.
Frem som et boksestød
hilser du hurtigt med hånden
og flotter et hej, rundet pænt
ud af læbernes røde pølser.
Jeg nikker trist tilbage med hovedet
og ved, om ca. et kvarter er det
3 dagen siden du
gik omvejen, men ret ud af mit liv

Sølverne snøft! Derpå en serie semigrumme erindringsdigte om en vis "Glenn", der antager en sær, kølig remsekarakter pga akkurat den idelige gentagelse af "Glenn", så lidt yderlige (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden, derpå en meget fin serie hyperpure, lige tilpas Lethske besyngelser af den elskede: "håret hun har/ hendes små fald/ skilningen pænt redt frem/ farven på hovedet/ smuk af hår/ ned langs nakken/ næsten skubbet/ gemt af vejen/ sikkert af trøjen/ den langhalsede/ eller højkravet fin kjole/ så smuk", og så en sidste omgang (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden.  Det er nogle af de ældste poesimodeller, Glenn Christian sætter bilnøglen i, og jeg vil ikke sige, han ræser af sted, men alt andet lige holder han en pæn og solid fart, dér på lyrikkens alfarvej.

Den agrare modoffensiv virker som akkurat en poetisk modoffensiv vendt imod de meget tætte, effektivt autonome digtformater i debutbogen, det er digterdesperadoens oprømt (som i rigtig mange udråbstegn!!!) spredte fægtning i landligt eksil, lutter kokette proklamationer om og på muldjord og med et upurt du i kikkerten, en Hans Otto Jørgensen-musical en miniature næsten, og så et citat: "Du kender mig på skyggen, jeg ved det/ Jamen du, jeg ved det!/ Du ser det an; mig stående liger der/ med mark og eng helt op til knæet// Åh dig, du blandt stauder samt naboens bondske hvidlyng, som afgjort ikke har hjemmel her."

Moro forsvandt til gengæld er næsten stik modsat 8 bastant fræsende, ydre monologer om jegets forviklethed og verdens korrumperethed, der af en eller grund, som vist heller ikke står digteren klart, har de røde brigaders likvidering af Aldo Moro i 1978 som fikst omdrejningspunkt, en Lars Skinnebachsk stepdans med træskostøvler, der musicerer, så det forslår - og vel bare ønsker at kværne tydeligt, hvilket til overflod lykkes, det er glimrende, glimrende agitpowerpop:

Det gror med skam i hjernen. Du er død, myrdet. Bevares. I 78. Italien lyver. Et land på stylter ned gennem Eruropa. Føj, Siger jeg og genlæser hele kropppen, hvoraf tung hjertebanken overdøver mit skrig. Jeg lever. Hun er min. Ja., min. Mellem benenes 2 låg for skridt-tøjets dampende varme. Å, stønner de på TV. Collage af hud for øjets rejsning. Se. I 78. Åh, skriger jeg. Pornoficerer endelig løbmodtagernes forevigede inkasso af tyk løgn. Vrøvl. Jeg lever. Se. Sagde jeg. Løgn. Hendes kinder blomstrer af tårer fra gråden. Hver gang et lignende forsøg på vold, anstrenger sin anklage. Mod mig, siger jeg og lader kunstnerens "sag" flytte tilbage til værket.

Glenn Christians poesi insisterer rastløst, men immer gungrende på sin rådvildhed, må den ikke falde til ro foreløbigt.

(og hermed er TDA omsider oppe på siden af forlaget 28/6's hektiske output sommer 2008-forår 2009 - bortset fra Sigurd Buch Kristensens og Martin Johs. Møllers skriftrulle han har sit eget to kørende, som jeg aldrig fik i hænde og forlængst er udsolgt og Mikkel Boits essaysamling Avantgardens død, fordi det er en essaysamling af den 1. forkerte 2. ikke-poetiske Mikkel) - først på søndag udsender de to essayhæfter af Mikkel (den rigtige Mikkel!) Thykier (og hey, sikken fin og og generøs og empatisk anmeldelse af Thykiers Anblik-essaysamling ved Erik Skyum i gårsdagens Inf!), der er længe, længe til; nå nej, PIS, jeg har rent glemt Janus Kodals Japan, den kaster jeg mig straks over ...)

En klar uretfærdighed, indrømmet, at Kristian Leths digtsamling Besværet tages under behandling her i slipstrømmen efter triple-shout out'et for Glenn Christian, men den udkom på After Hand dér sidste forår hånd i hånd med Det hjemlige, og oppe i min dårlige samvittighed, en virkelig massiv og kogende sektion af min hjerne, har de hele tiden hørt sammen. Leth debuterede helt tilbage i 2002 på selveste Gyldendal med den legendarisk ordpåholdne samling (selv hvad angår titlen) Land indeholdende den perfekt nonchalante tidlig 00-opsummering:

vi lå i hendes seng
eller vi sad på en café
eller vi gik ned
ad en eller anden gade
måske arm i arm

Siden har Leth foretaget sig ingen ende på alternative sager, medvirket i gyserfilm, været tv-vært, spillet musik, og besværet i Besværet er frem for alt besværet ved at starte forfra med den anderledes uglamourøse (og derfor i virkeligheden mest glamourøse) poesi: der attakeres liv- og talenfuldt fra alle vinkler, grublende, fabulerende, kværnende (a la Glenn), minimaliserende (a la debuten), og hele tiden handler det tilsyneladende bare - bare og bare - om at etablere en eller anden form for poetisk startbane; læseren bliver undervejs næsten lige så frustreret som digteren, men også kun næsten, fordi en serie af falske starter sagtens kan være en ny begyndelse, der er til at stole på, når altså bare, som i Kristians tilfælde, digteren har nok ild - og is - i røven:

Det er utroligt svært
hovmod formål
det er svært at
lægge DET fra sig
for DET sidder fast
Kaptajn Klos drama
William Blakes hjerne
at sætte sig det for
at sætte sig selv for
et formål bliver
sludder, slanke kvinder
gør os opmærksomme
på sporet, falder
over noget der stikker
ud fra under bordet
spørger ud i rummet
hvordan, placeret af
den placerende
opdagelsen og opdageren
og det opdagede opløses
til en
(og man finder ikke noget
før man har lagt det fra sig)
credit music
solnedgangen sættes på
og vi tørrer vores kroppe
i sandet, gør os klar
til livet med bevidstheden
> virker det genkendeligt?
gode bøger peger
gode fugle synger eller svæver
i det mindste som
sølvfly med noget Gud
jeg er begyndt at
vaske mit ansigt
med koldt vand
det er utroligt svært

- at lette røven bumpende, 30 år efter.

The Daily Avantguardian 20

Søndag 29. marts (falsk dato 18): Andersens & Nielsens Lyrikkanons legesygt rammende unika-brystpåtrykninger + BREAKING NEWS

BREAKING BET- OG AVANTGURDIAN-NEWS x 2:

1. I dagens kronik i Politiken bakker Henriette Kær, MF for Det Konservative Folkeparti, kraftigt op om Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris og The Daily Avantguardian: "Men som samfund vil vi gerne have, at vi har forfattere, der skriver (...) små finurlige digtsamlinger, der får os til at opleve tingene på en anden måde og er med til at udvikle det danske sprog." Hørt, ørt!

2. De 13 nomineringer til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris er blevet udsat 1 uge til den Weekendavis, der udkommer fredag 26. juni, hvilket til gengæld betyder, at The Daily Avantguardian pludselig har fået tildelt endnu en uge at løbe i , og den vil spæne hele vejen, vil den:

Frederik Bjerre Andersen og Jonathan Nielsen (Andersen og Nielsens Lyrikkanon): P-shirts, 3 kollektioner, 100 kr pr. stk., 2008/2009

I går fik jeg med posten - i en guldkuvert! - en hvid t-shirt med den påstemplede, spøjse neologisme "KINABANAL", der måske, måske ikke er et ordspil (og hvis det er, skal jeg altså ydmygende nok havde det forklaret, hurtigst muligt, bestemt ikke cool at vandre rundt med et ordspil, man ikke forstår!) og det blev jeg sørme da glad for, 1000 mange tak! Af en lille, dinglende  tøjmærkat fremgår det, at t-shirten er en p-shirt (og lidt farligt med P i forbindelse med poesi, det har digteren Christian Yde Frostholm, bagmand for den hysgerrige og kreative hjemmeside afsnitp.dk (der oprindeligt var en boghandel i Nansensgade, som da vist nok også solgte og producerede sine egne t-shoirts), ret meget patent på; Frostholms forrige digtbog, Afrevne ord, 2004, inkluderede både t-shirt-tekst-readymades og en række forslag til "T-shirts som ikke findes", bl.a. disse "TIL RETTE VEDKOMMENDE/ DET KUNNE VÆRE DIG/ TAG MIG PÅ ORDET/ LÆS MIG/ DU DRØMMER/ DU STÅR HER)):

P-SHIRT er et poetisk alternativ til traditionelle t-shirts./ P-SHIRT er poesi der skal bæres og tøj der skal læses; på en gang kunst og påklædning./ P-SHIRT er alene underlagt ordet, sproget ogt skriften./ P-SHIRT er en imperialistisk udvidelse af det poetiske felt./ P-SHIRT er skabt ved hjælp af klassisk trykketeknik; satstyper, tekstilfarve og håndkraft./ P-SHIRT er et unikt produkt; trykket afviger fra eksemplar til eksemplar./ P-SHIRT er skabt af Jonathan Nielsen og Frederik Bjerre Andersen [i fællig optrædende som Andersens og Nielsens Lyrikkanon LB]"

Skægt som det faktisk virker, når det meddeles,, at trøjens tekst er håndtrykt og unik, den bliver straks både dyrebarere og personligere. 3 kollektioner har Andersen og Nielsen foreløbig produceret, 14 + 10 + 10 p-shirts, hvoraf de 17 er "solgt", fra hjemmesiden og fra udvalgte boghandlere. Allerede i den første kollektion er duoen flot på sporet af en egentlig og egen t-shirt-tekst-æstetik (ved siden af selve den ømt gnidrede, visuelle æstetik), mere kuriøst, krøllet legende end de smældende meta-fælder hos Yde Frostholm; særligt indtaget blev jeg i den lille serie med konkretist-idyller, og fremfor alt # 8, "hare og ræv i siv" (jeg kan ikke helt få det til at gå op på skærmen):

             H
SSSSSS A SSSSSRS
I I I I I I R I I I I Æ I
VVVVVV E VVVVV V V

Også de senkapitalistiske imperativer i 2. kollektion - "AB EFTER", "KØB IND", "SÆLG UD" - og de bare fjollede sprogspil i 3. kollektion - "FJORDDREJER"; "FJORDEJER", "SUDANMARKANT" - holder sig effektivt diverterende ved først og/eller andet blik. Men hvad mener I med, at jeg er KINABANAL, drenge?? Jeg tror på, at jeg er det, det er ikke for det, men jeg vil bare gerne fatte den pointe, der er mig, hvis den altså er der!?

The Daily Avantguardian 16

Onsdag 25. marts (falsk dato 14): Rasmus Halling Nielsens stimulerende stressede støjsendinger

Rasmus Halling Nielsen: Bilag til Niihlsø 98-09. 2 x 10 sider i konvolut, 50 kr. Forlaget 28/6 , 2008 (udsolgt)

Rasmus Halling Nielsen: Ojo. 24 sider, 50 kr. Koordinat, 2009

Rasmus Halling Nielsen (tekst) og Mette Norrie: Amireka. Upagineret, 75 kr. Koordinat, 2009

Mette Norrie: April. Upagineret, uoplyst pris. Selvudgivet (hjemmeside: http://web.archive.org/web/20091118175833/http://www.mettenorrie.dk/ ), 2008 (vistnok udsolgt)

Rasmus Halling Nielsen fortjener en særlig Eksperimentel Flidspræmie , og måske burde faktisk en sådan indføres som enhjulet sidevogn til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, det vil priskomiteen, bestående af mig, lige overveje; et løsagtigt bogprojekt, Bilag til Niihlsø 98-09, udkom sidste år hos 28/6 og 2 faktisk hæftede hæfter, Ojo og Amireka, er netop udsendt af forlaget og digtergruppen Koordinat, som Halling Nielsen har været tilnyttet i flere år. Alle tre udgivelser er lige et par grader herligere at fingerere ved og kigge på, end de er faktisk at læse, men de er så også MEGET herlige at fingerere ved og kigge på: Bilag består af 2 x 10 beige A4-ark med lille og STOR og tilSORTnet tekst på den lange led lagt ned i en SØLVkonvolut, det mindre hæfte Ojo har et skarpt gul-grønt cover, de fleste sider er let forskudte (og svært læselige) doubletakes af tekstduoer med som regel en stump fra den ene eller den anden stikkende ud nederst, Amireka er igen i A4-format med sort cover og 5 (visuelt) fredelige tekstsøljer og 15 spektakulært sære, stadig mere abstrakt fabulerende tuschtegninger af Mette Norrie, der ikke bare er billedkunstner, men (i bl.a. Hvedekorn) også digter, og som i 2008 hjemmelavede et virkelig nydeligt, lille hæfte, April, sammenbundet med hvide gavebånd og indeholdende 30 betitlede eller undertekstede tegninger med en helt egen distinkt og fordrømt deadpan-humor, de fem sidste titler/tekster: "I drømmen bestod jeg heller ikke prøven/ Hvis det var en maskine virkede den ikke/ Sommetider blev frakken et dyr/ Måske var det vigtigt/ Ingen vidste hvor længe det ville vare." Tilbage til Rasmus Halling Nielsen og hans besværede og besværlige bogstavelighed: I de med løs klo spredte tekster i Bilag bryder syntaks og retskrivnjing hele tiden sammen, og mest læsværdigt bliver ulæseligheden så absolut, når energien fordeles ligeligt mellem opbygningen af nybygningen og nedstyrtningen af den, i nemlig de så godt som fremadvæltende så godt som episke skramle-grotekser om Hank og Rip og Rap og Rup o co., dér ca. midtvejs mellem undergrundskolleger Kasper Thomsen og Jesper Elving, hvor en fælt forbistret sætning som fx følgende kan være i sin forbandet gode ret:

En politbil standser hvor vi' strandet og to politibetjente stiger ud og spørger om vej. 'Jeg tror I skal den vej' siger hun og peger løsslupt slapt med højre pegefinger, der med mange guldringe kalder en retning for retning for os alle de guldbelagte gader ringler fingrene hendes ud af mit nu bratte opkast som en 15 bag udrettet is.
Det forstår jeg de kritiske grotrianske 45 % aldeles udmærket! Anderledes enhedsligt opfører de to de to Koordinat-hæfter sig, sådan rent værkmæssigt. Først Ojo, hvors såvel de omtalte doubletakes som den afsluttende længere tekst, "autoresumé", angiveligt (angivet af presseanmeldelsen) er "skrevet oven på ugebladsnovellen "Kærlighedens blændværk" af Henriette Hertz" , hvilket ganske givet er helt korrekt, så sandt som teksten/teksterne på en prik ligner fragmenter af en iturevet fuldstændig banal ugebladnovelle limet sammen på kryds og tværs ikke kun med hinanden, men også diverse egenhændigt Hallingske støjstykker, hvilket - gennem doubletake-opsætningen yderligere forvrægning og specielle effekt - resulterer i en sjovt renfærdig - renfærdigere end originalens altmodsiche kitcsh nemlig- sabotageaktion:

Jeg bliver bare liggende i sengen hele dagen. Anders kommer en dag og redder. Men Anders? Ulla sætter sig op i sengen. I dag ggøørr jeg det, tidligere standsede jeg bilen nu standser jeg sengen. Ulla standsede selv sig selv. Anders var ikke med i bilen. Ulla var ikke andet end Anders og en bille hård som sten.

De fem afsnit eller kapitler i Amireka er en støjsenderfri, men tautologi- og gentagelsesrig, swingende sørgmunter litani over småborgerlig tosomhed (som Norries tegninger gør en hel det grummere), der farligt (for ham selv) demonstrerer, at Halling Nielsen sagtens skriver stiligt/stiliseret friktionsløst, hvis han bare giver sig lov (hvilket jeg nemlig godt synes han må, halvdelen af tiden i hvert fald):

De kunne have købt dyner. De købte ikke dyner selvom det var en mulighed da de stod i forretningen hvor de har købt deres nye madrasser. De købte deres nye madfrasser efter at havde afprøvet dem i forretningen hvor de havde købt deres nye madrasser. Det var fredag. Nu er det lørdag morgen. Det var fredag efter arbejde. det var en mulighed at købe dyner, men deres dyner er gode nok, ligesom deres bil er god nok, de er ikke blevet ramt af en mur, mure er noget en murer laver, en murer bruger sten og mørtel til at lave mure af, hvis en mur var hvad de havde ramt var deres forhold ikke solidt, deres forhold er bygget af noget specielt.

Godt og glimrende tekstarbejde, saftsuseme! Det ved jeg ikke endnu, om Bilag til Niihlsø 98-09 og Ojo er, jeg skal lige lære at læse dem først.

The Daily Avantguardian 14

Mandag 23. marts (falsk dato 12): Rasmus Graffs lirede langlinjer og kemiske cut-ups

Rasmus Graff: Patchwork. 16 sider, 20 kr. Forlaget 28/6, 2008 (udsolgt)

Rasmus Graff: Som levende begravet her. 24 sider, 20 kr. 28/6, 2009 (udsolgt)

Rasmus Graff er en ung og lovende og aktivistisk digter, redaktionelt aktiv i både Arena og 28/6, og på sidstnævnte, lige så flittige som bittelille forlag har han sensommeren 2008 og foråret 2009 udgivet to poesihæfter, der på talentfuld og eksemplarisk vis demonsterer yderlighederne og dermed spændvidden i det der måske er den nye generation (født i de 80'ere, hvor jeg for fanden debuterede): fikst, men inderligt vs. følsomt, men yderligt:

Det ret simple trick i Patchwork opdagede jeg flovt nok ikke umiddelbart: jeg læste bare lige ned af siden med dens skiftevis sorte og grå linjer, og hverken når jeg læste de sorte og grå linjer sammen eller tog dem hver for sig, hang det forbandet sammen, hvilket jo var ekstra meget irriterende, når jeg af sammenhængsløsheden sagtens fornemmede talentets dynamiske virren; jeg kan ikke huske, om det var på egen hånd, jeg løste gåden, eller jeg fik hjælp af Tue Nexøs omtale af hæftet i Information, men løsningen er i hvert fald, at de sorte linjer går på TVÆRS af bogen fra side til side, således at linjeskiftene, dem allesammen, først finder sted på sidste side, og at teksten altså et ét digt bestående 11 12 sider lange linjer! De grå linjer er så de sorte linjer i omvendt rækkefølge, hvilket, hvis man forsøger, giver en helt umulig, sehlende zigzaggende baglænslæsning. Skøn (og køn!) fikundik så sandelig. men genuint fedt bliver miniværket jo kun, hvis brødteksten også bider til fastelavnsbolle, og det gør den: sirligt og flosset sammenvævende/ævlende privat, gerne anekdotisk bekendelse og urolig, forgrublet (og forlæst) refleksion og vrængende, samtidskritisk kommentar og løst, poetisk digresserende sentensmageri - som en alt i alt og tilsammen solidt elastisk nu-skrøbelighed. Her 5. linje in toto:

hed for kroppe og sprog. du siger det hele starter med en god kop kaffe. i like my sugar with coffee and cream. min kæreste har drukket kaffe siden hun var tre. jeg husker ikke min barndom særlig godt og regner ikke med at beskæftige mig særlig meget med den nogensinde. jeg har kendt en med bulimi. er det at skrive en form for bulimi eller er det en form for anoreksi. afsamg. uddrivelse. forkastelse. at overspise, brække sig, for at vise en form for tilstedeværelse. hun spytter på sin finger og maser den op i røven på ham. hun smiler og hun ligner en gris. han lier en gris og han grynter som en der griner. donau er det der løber i dit blod hvis du virkelig mener det. hva'ba. ansigt er landskab. fregner forsvinder i lyds vind. horisonter opløses. øjne sprænges af kunsthistorien. hår blæser for alle blæste. de har begge deres munde fulde af sperm. ethver organ kan fortolkes, overføres, transformerees. sygdom der fremkalder stammen etc. baude

Som levende begravet her har undertitlen og genrebetegnelsen "Södergran-installationer" og består af tre systematiske cut ups af den finlandssvenske modernist Edith Södergrans fem digtsamlinger: I "O-logik" oplistes bog for bog alle ord, der begynder med 'O', i "Sista raderne" citeres bog for bog alle digtes sidstelinjer, og "Edith Södergran" er én firkantet tekstblok - en "gravsten" kalder Graff den i en note - bestående  af alle digtlinjer, der begynder med ordet "Jag". En kølig intervention i et ildfuldt værk, der virker voldsomt godt, især hypnotiserer "O-logik", med dens hvide cirkal-støj af "och" & atter "och" afbrudt lidt og meget af så automatisk akutte, konkurrerende (tit negative) o-ord, og jag-teksten "Edith Södergran", en sgu næsten uudholdelig intens sytem-hymne. Her fjerde o-tekst (med -o-ord fra Framtidens skugga , 1920):

och och omvända orm o och ohörbara ord och och om och och och och och okända oss och orädd onda om obarmhärtigare oräkneliga och och och och omöjlighet omöglighet o och och om omkring och och och och om och och och ordna och och och och och och och om och och och och och och och och och omkring och och och och och om omkring och o oemotståndlig och offerhällar och ord och ohc olustig och otillgänglig o och och och och och omkring oss o o o ord och ovädren och och och och oöppnade och ord och och och oförutsedda och om ormar och och obruten oöverträffligt om och obekymrad och och och oberörda och och och oss och och o och oss oss om och o ord otillräcklighet ofattliga

og rasmus og graff og så og videre og

The Daily Avantguardian 12

Søndag 22. marts (falsk dato 10): Harald Voetmanns løsslupne bonus-overordentligheder

Så er The Daily Avantguardian tilbage! Efter et par måneder on hold, hvor granatchokket over ny avisorden blev bearbejdet. Og ingen vej udenom fæl frenetisk flid nu. Serien terminerer (for i år, rolig nu) på næste fredag, den 19. juni, hvor nemlig de 13 kandidater til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009 bliver offentliggjort i avisen (eller hvis nomineringerne ikke er læselige for "ALLE" (hvilket de nominerede jo som udgangspunkt, som den forpulede forudsætning for deres nominering, i den grad ikke er) her på bloggen), i mellemtiden drejer det sig om at nå så mange inkarneret smalle titler fra 2008 og 2009 som muligt dagligt - og mindst 30 selvstændige poster alt i alt, det er et løfte! - og jeg er allerede en dag bagud, fordi jeg kilometerlangt skældte ud på Skyum på bloggen i går, så hvad venter jeg på, get moving:

Harald Voetmann: Trivia 1: Spøgelser og antikvarer. 88 sider, 14,95 euro. Blurb, 2008

Omsider fik jeg anskaffet mig Voetmanns ekstrahæfte, Trvivia 1: Spøgelser og antikvarer, som viste sig slet ikke at være et hæfte, i hvert fald ikke i smalt litterært perpektiv, men ret meget af en bog på hele 88 sider, og som trykkes on demand hos det mystiske blurb.com, som man grundigt skal registrere sig hos for overhovedet at nå frem til en bestilling (så er man til gengæld også klar til på et øjeblik at producere sin egen bog), og det var nok det, der i lang tid skræmte mig, men heldigvis overvandt jeg bravt min frygt. Udgiver man en print on demand-bog eller opretter man den eller anonncerer man den? Lad os sige, at Trivia 1, så vidt jeg husker, blev tilgængelig (fra et link til Blurp på Voetmanns hjemmeside HV [ÅH VE!] (www.haraldvoetmann.blogspot.com))  ca. samtidig med, at hans seneste officielle kortprosa(/nedstyrtet roman)samling En alt andet end proper tilstand officielt UDKOM på Gyldendal i det tidlige forår 2008. Og ekstrabogen ligner da også på en prik en samling bonustracks eller outtakes eller Dræbte Darlings til/fra den officielle bog, og tre i alt, to mindre, "Den lærdes hjemkomst" (som da vist, målrettet ondartet, var en "hjemstavnsnovelle" i Ud & Se) og "Indledende undersøgelse af en holkebrønd" og én rigtig lang, 57 sider, en sand nedstyrtet roman, "Huset på Hamstring Hill". Forvisningens årsag, mistænker man, er en i Voetmanns univers kriminel grad af mildhed, teksterne er simpelthen ikke grumme og grusomme og væmmelige nok, i sig selv og overfor deres læser - de er grotesker på nippet til humoresker - hvilket på den anden side ikke betyder, at de ikke i næsten ethvert andet univers (undtagen Preben Majors og Birgit Munchs ca.) ville være håbløst ud til bens (og andre løse lemmer). I "Huset på Hamstring Hill" refererer og citerer en fortæller antikvaren Egerts noter om sit fatale ophold i titlens hus, hvor han på sin jagt efter gamle kærlighedsbreve, kommer i konflikt med husets pensionærer kulminerende i en grusom golfturnering - og måske - det er meget uigennemskueligt - involverende spøgelser, jf. bogens titel. Men selvfølgelig er det ikke den tynde og tågede historie, som driver værket, det gør stilvridemaskinen og fremfor alt digressionsmaskinen, som der virkelig er tryk på her, fløjtende tryk, sådan helt (fordi snarere humoristisk end grotesk) Laurence Sternesk, og selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at citere følgende hyldest til parentesen:

The Daily Avantguardian 11

Fredag 20. marts (falsk dato 9): poul g exners inderligt vibrerende two- og oneliners

poul g exner: vildfarelsen. 122 sider, 140 kr. Forlaget Frother

poul g. exner er ligesom Jan Hjort, fra The Daily Avantguardian 8, medlem af den hemmelige grænsende til ikke-eksisterende fynske/odenseanske poesiundegrund; hans bog vildfarelsen har tidligere været på gaden i en anden udgave (i et andet format), som digteren har kendt ugyldig. Denne den endelig og korrekte vildfarelsen ligner en rigtig bog, paperbacklille og tyk, bortset fra at den begynder på forsiden og slutter på bagsiden og titel og kolofonoplysninger er tryk på et lille kort fastgjort til ryggen med en blå snor, fikst! Ingen tekst på venstresiderne og på højresiderne lutter enlinjere og toilinjere med nu og da et helt blankt opslag imellem. Linjerne er skiftevist helt nøgne og lige netop poetisk skruede udsagn af inderlig/eksistentiel karakter i et skiftevist nøgternt, elegisk og desperat tonefald; man kan sagtens læse de af blanke opslag indrammede linje-sekvenser som opklippede håbløst centrallyriske sjælekvide-digte, men opklipningen eller udspredningen har en en egen sval dirrende og hypnotiserende effekt (for nu ikke nu ikke at sige søvndyssende, selvom jeg går helt ind for kvalificeret søvndyssen), der på samme tid neutraliserer og forstørrer patosen, tilsner den så at sige og helt konkret(istisk). Det er i sagens natur svært at citere, men hvis jeg nu i en fuld sekvens - af de mere fyndige - markerer sidebladren, ser det sådan ud at læse bogen:

[blankt opslag]

[bladre]

alle mine bærende konstruktioner
består af papir

[bladre]

den eneste frihed
er at stave mit navn forkert

[bladre]

jeg har gået rundt om mig selv i årevis

[bladre]

det er umuligt at konstatere
om jeg er gået i stå

[bladre]

hvem tilhører denne kuffert

[bladre]

der er så dårlig forbindelse

[bladre]

jeg hilser da på andre

[bladre]

jeg skal da spiser

[bladre]

vand siger mig da for helvede ingenting

[bladre]

[blankt opslag]

- Man føler efter end læsning en summen i øjnene som var man selv en melankolsk baby af en ung digter - igen eller for allerførste gang, og det tror jeg sgu ærligt talt er sundt!

The Daily Avantguardian 10

Torsdag 19. marts (falsk dato 8): Bjørn Friis Thomsens rå, rottefængende readymades

Bjørn Friis Thomsen: Rottemades. Upagineret, 65 kr. * Forlaget Asterisk

Den unge digter (debut i Hvedekorn 3, 2007) og konkretisme-forsker (den allerbedste slags forsker!) Bjørn Friis Thomsen har begået en elementært kostelig, ufrivilligt dyrefabulerende redymade-album selvfølgeligt betitlet Rottemades, fordi bogens højresider loyalt (og mere ellere mindre indzoomet) gengiver autentiske, udfyldte rotteanmeldelser; i et påclipset "forord" beretter Friis Thomsen, at "Idéen til indeværende bog opstod da jeg i efteråret 2007 arbejdede en kort periode som rottefænger i Esbjerg og omegn. Jobbet bestod i at undersøge anmeldelser som kommunen havde motaget fra privatpersoner i området." En gennemgående, højst effektiv effekt er sammenfaldet, pga. ordknapheden, mellem rotter og rotteplagede, genererende et grumt fabelunivers af resignerede, suicidale skadedyr:

rotter bider i kabler, ønsker giftkasser opstillet

de er først hjemme over middag

rotter, ønsker gift

Mange store rotter udenfor/ Er hjemme

- og den allerbedste og -grummeste by far:

rotter på loftet/ ring 30 minutter før, de vil gerne have besøg så sent som muligt.

Og det forstår man jo godt! På venstresiderne figurerer s/h-fotografier af de rottelæse, trøstesløse gerningssteder (tror læseren villigt på). Og til sidst et scoop af en visuel vits: Duchamps cykelhjul vs. (hvad hedder sådan en nu?) en muse-trædemølle.

En forbilledelig målrettet og præcis virkelighedsfældefangst, lyder autoritativt min readymadesmagsdom.

Hun har en hule ude foran køkkenvinduet.

The Daily Avantguardian 9

Onsdag 18. marts (falsk dato 7): Jesper Elvings polynonsensiske tekstispinde og gummistaveplader

Jesper Elving: Vulkanudbrud. Ispinde i plastbeholder. 88 sider, 150 kr. Forlaget E+

Jesper Elving: Jeg arbejder i Danmark. Gummiark i æske (unik forside på hver æske). 46 sider, 200 kr. Forlaget E+

Jesper Elvings to alternative bog-tingester eller tingest-bøger, Vulkanudbrud og Jeg arbejder i Danmark, efterlyste jeg i det første The Daily Avantaguardian og har nu modtaget af digteren og hans enmandsforlag E+, og tusind tak for det! Jeg forbliver barnligt åndssvagt begejstret for konstruktive ikke-bøger, der ikke finder sig i at være bare endnu en bunke lige store papirer sammenlimet i venstre side, jf.til stadighed Martin Larsens genialske påhit med Svanesøsonetterne, et koncentreret sammenkrøllet papirkurvsindhold i en rigsarkivæske, og Elvings to udgivelser er begge genuint kvalficerede bud på boglige alternativer:

Vulkanudbrud har en fjern ætling i Johs. L Madsens legendariske ordtombola på Charlottenborg, hvor enkeltord angiveligt var påskrevet/påklæbet ispinde, Elving har stukket 88 ispinde, med hver en linje på 1-8 ord påklæbet, ned i en anderledes handy, smal, gul plastholder a la et meget enkelt pennalhus, og fx kan man så, i S-toget eller hjemme i stuen, udtrække sig en sonet:

fad
fen med sine venner
handske tykke plusser
deo bunk flitse

pels nåle
flere øje punch
fjelde på ved siden af byen
emhætta go go

har video vi pinse
sølvhistorie
tegnsætning n

for bruseren bagved trøjen stiller lilla
Channel sin kanin
bredmose tur k spole

Hvilket lyder fuldstændig rimeligt, ikke sandt! Ikke bare i springene mellem tekstpinde, men også i den enkelte linje (eller det enkelte ord) fopererer Elving flosset nonsensisk, forbumlet hermetisk (hærgende gennem et skævvredent hverdagsrum): som huskelister og dagbogsblade skrevet i (middags)søvne i et klubværelse, og derfor delvist i (jasket) drømmeesprog - og i en (ung avantgardists) (dag)drøm ville der jo ikke være noget underligt i en bog skrevet på ispinde - eller på (papir påklæbet) sorte gummiark i en manipuleret puslespilsæske, som tilfældet er i Jeg arbejder i Danmark, hvis tekster/digte helst består af flere linjer (men nu og da også af en bare en enkelt) og har samme enerverende/charmerende hardcore-distræte karakter, med måske lige en (u)klarere barok, surreel hældning:

motorvejen har store læber
Skanderborg kassettebånd
handsken hvidvin af fleecejakker
og stål modregner afprøver en af nero
plustabel prismo vex
rummet persiske tapeten en af
flisen ligger meget troldestål
og knyt kødet i en hånd
fåre jaxel a ska prulesta
mere
køkkenskaben tennisbollus
pro-cykel, det er væske polo
af hejren og plasterhyrde
Mikkel helia

Jeg ville kun have været halvt så positiv - dvs. mildt fornøjet - hvis de samme tekster havde stået i et gnidret lille hæfte, men nu er jeg heldsigvis dobbelt så glad, dvs. akkurat vildt fornøjet!

The Daily Avantguardian 8

Tirsdag 17. marts (falsk dato 6): Jan Hjorts lumsk lystfulde personlighedskærnespaltninger

Jan Hjort: nipsonanomimatamimonanospin. 40 sider, 60 kr. Forlaget 28/6

Jan Hjort debuterede ivrigt eksperimenterende under det fulde navn Jannik Hjorthave i 2001 med PI lyrik+fysik - en af de få rene (ikke Forfattererskoleuddannede) undergrundsdebuter, hvis ikke (når vi ikke tæller B16-hæfter med) den eneste, der fik markeret selvstændig omtale i min mursten Generationsmaskinen - siden har han på lige så forsvindende små forlag udsendt yderligere to selvstændige bogsager, Ihuskommelse, 2003 (bestående af væsentligst readymades) og narkotika, 2005 (som jeg skammer mig en smule over ikke at have omtalt det mindste (men det var jo også før The Daily Avantguardian)) og avantgarde-heroisk stået for den store Palle Jessen-opsamling Tingene, 2005. Meget rimeligt er det forlaget 28/6, der udsender Hjorts fjerde værkting med den offensivt usælgelige titel nipsonanomimatamimonanospin, angiveligt verdens længste palindrom (og græsk for: vask dine synder og ikke kun dit ansigt). Ligesom debuten og narkortika er der tale om en stærkt og insisterende broget samling teXter med stort X, med så måske lige flere (tilsyneladende og sådan cirkus) personlige, centrallyriske numre midt imellem de blærede og drilske pastiche-øvelser, ny er også parløbet mellem de (meget) gerne aforistiske kortdigte på bunden af siden og (måske)hovednumrene i toppen; at læse Jan Hjort er at blive løbet over ende af af forvandlingskugle af en skriftbowlingkugle fermt og frenetisk rullende afsted alle andre steder end bowlingbanen, Og lige så glad man blivet for fx denne overgearede rable-litani om modernistisk hjemløshed:

your life
will be roads i den saga
hvor du har hjemme
med en halvlang halvkvædet vise
om halsen hypper du derudaf
med dine sammensvorne
ikke nogen marsk her
kun kviksand kongens bud
med mudrede ambitioner
ufuldendt statsambition
mislykket offentlig elsker
hvad skal det blive til
passér gaden tiden er gået
ryk tilbage i den fortid
du allerede tilhører
tilbage under den sten
nør i thy
far vild i dine stier
gram i hule
far vel drenge
ebbe & flod mødes
og stander med
våde sokker

Lige så ellevild kan man blive med den forunderligt vellykkede og autentisk klingende falske tekst fra Asger Jorns og co.s undergrundstidsskrift Helhesten, hver fald er titlen "helhest 1934", og sådan lyder slutløbet:

(...) knagerække hue pjækkert gasblus madam blaa ser vante spejlstump fuldskægsdada radmager mis udstoppet andalusisk hund paa hylden revnede rygge beskeder vægge tapetseret med collager monteret med billig lim kollegerne kalder ferniseret dekadence aah ak og ve livet er et fantasiforladet fængsel hvor alle spiller flugtkonger men det er jo blot et kedeligt faktum der ikke har nogen gang paa jorden gesundheit naa du kan faa varmen med en kaffepinch før du lægger tøjet og gaar i gang igen.

Det er vigtig at fremhæve hvor underholdende sådan en viljefast maskerade er, og at der en sejhed i og imellem de enkelte forvandlingskunster (kortdigtene er de mindst interessante (og underholdende) fordi de er de mindst sære og viltre (pga kortheden simpelthen!)), der er personlighedens umiskendelige stempel, hvor meget så end Hjort besværger, at der ikke er noget af finde bag masken: "du sniger dig om bag mit ansigts potemkinkulisse/ men opdager intet afslørende i regibemærkningerne/ finder din plads igen og afventer tæppet), for jeg har slet ikke lyst til at snige mig bag om ptemkinkulissen, når den rasler så gennemgribende!

Og selvfølgelig har Viggo Madsen illustreret med erotiske collager, selvfølgelig!

The Daily Avantguardian 7

Mandag 16. marts (falsk dato 5): Lars Skinnebachs snerrende huskesedler

 

 

Lars Skinnebach og Cecilia Westerberg: Post it. 53 sider, 100 kr. Forlaget Hurricane

Den er nysselig på en ret skarp facon, digter Lars Skinnebachs og billedkunstners Cecilia Westerbergs bittelille bog Post it, der nemlig akkurat ligner en samling autnetiske gule post it-noter påtrykt tekster og tegninger og limet sammen i ryggen; oprindeligt er tekster og tegninger, fortæller en note, blevet til i en mail-stafet mellem digter og kunsner i 2006, men det er man egentlig ked af at få at vide, den står klarere ren gul eller gulere klart ren. Westerbergs tegninger er dæmoniske doodles: små absurde-uhyggelige tusch-vignetter af mennesker og hunde og det der er utydeligere, et løsagtigt mareridt-storyboard; Skinnebachs tekster er typisk (dvs a la (de fleste passager) i de som regel ret meget længere kakafoni-digte i de to seneste samlinger, I morgen findes systemerne igen, 2004, og Din misbruger, 2006) vrængende, vrissende, hånende beskeder til et (stakkels!) du (= den elskede og/eller læseren) og/eller digteren selv; "Du gør mig så lykkelig" er der godt nok en besked, der lyder, men to sider længere henne er tonen tilbage på (af)sporet igen: "Sig mig, har du det godt, svin?" Og det har man/hun jo så ikke. Post it er et glimrende eksempel på en fiks idè: en bog som en post it-blok, der kvalificerer og kvalificeres AF sit (dobbelte/hybride) indhold: Westerbergs unheimliche (FORDI henkastede) kratterier og Skinnebachs intimiderende (FORDI ordpåholdne) vrisserier (og så er han stadig, meget meget mod sin vilje (og også derfor!), så fin en billedmager!), uhygge og aggression på en fingerfærdig studs; de første tre beskeder til DIG:

Kom ind
og få vasket
følelserne
af dig

Sy mine øjne sammen
med en tråd
af samvittighed

Når du lyner gylpen ned
synger et kor af udstødte

- Selvklæbende grrr.

The Daily Avantguardian 6

Søndag 15. marts (falsk dato 4): Laus Strandby Nielsens flaksende zen-labyrintiske prosadigte

Den fynske forårsudstilling 2009 - Prosadigte af Laus Strandby Nielsen. Upagineret, ingen pris

Jeg har i en kuvert modtaget fire års kataloger til Den fynske forårsudstilling medsamt et kort (med lappedykkerunge-motiv), hvor et medlem af udstillingen, Jens Bohr, skriver følgende:

Kære Lars Bukdahl/ Hermed 4 små bøger!/ Vi er en kunstnersammenslutning, der i en årrække har brugt vores mulighed for en årlig udgivelse til et samarbejde med udvalgte forfattere./ De sidste 30 år med tekster der ikke tidligere har være udgivet./ Street-credit?/ Venlig hilsen Jens Bohr.

I hvert fald! Eller måske snarere Bøgemarks-Kredit! Kataloget 2006 indeholdt gamle, sitrende digte af syremesteren Johs. L. Madsen. Kataloget 2008, stadigvæk en ikke umulig kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, som jeg (forhåbentlig) har omtalt et par gange her eller dér, myldrede med urolige "Haiku og børnerim" af allestedsnærværende Viggo Madsen (der i dag i Politiken som en selvfølgelighed navnedroppes af prof.emer. Thomas Bredsdorff i anmeldelsen af Nikolaj Zeuthens debutbog, så er der slet ingen tvivl længere, Viggo er kanonen!), her "Retfærdighedens mangel på fravær":

et skridt frem og to tilbage!
så skal vi have søsterkage!
søster selv får lov at smage!
hun har ingen grund til at klage!

Kataloget 2007 indeholdt 17 sødmefuldt klarøjede kortprosastykker af Thøger Jensen, hvoraf 8 ikke kom med i opsamlingen Høfde Q fra sidste år, bl.a. denne, "Hertil og ikke længere":

Vi går en tur på stranden. Nogen har gravet små huller i sandet. Ligesom du og jeg er hullerne forbundet med en streg i sandet. Hvad er det her for noget? spørger vi hinanden. Lidt senere finder vi ud af det. En mand har trukket stregen efter sig med en lille rød spade, og det er også den han har gravet hullerne med. Det gør han hver gang hans metaldetektor beder ham om det. Du vender dig mod vinden og smiler. Som gammel gademusikant forstår jeg også at påskønne et godt show og kaster en mønt i en af hullerne.

Ikke mindre sensationelt er årets forfatter til stadighed dybt undervurderede Laus Strandby Nielsen, generationskammerat til Viggo og Johs. L. Madsen (og Peter og Knud Steffen Nielsen og Laugesen og Turèll og CO.), der bidrager til kataloget med 18 splinternye og ret fantastiske prosadigte, angiveligt skrevet til kunstnernes egne tryk og tegninger, men det er sgu ikke uden videre til at (læ)se, der kan godt være skyggen af et synligt afsæt hist ogt pist, men ellers ryger digtet hver gang fluks ind i sin egen hastigt eller roligt billedhvirvlende (herunder hvirvlende ordet 'billede') meditationsturbine, hvor konkreter bliver abstrakter og abstrakter konkreter (til forskel fra Thøgers prosastykker, hvor konkreter bliver skarpe emblemer - på sig selv), sådan cirkus antifilosofisk afsyredigtning, her to stk. fra dette genuine HELværk (Strandby Nielsens anden digtsamling, Illustrationer, udkom som nummer 4, 1974, af Hvedekorn, han er vant til værkskjul!):

Han ser gennem vejret (som hermed er ude af billedet). Han ser at han bor i et glashus (som er et billede): Den første sten er den sidste. Han kan mærke en kold vind i nakken. Forsigtigt tager han den venstre sko af. Det er her stenen er. Tror han. Men det er det ikke. Det giver ingen mening at lede i den højre sko, så i stedet åbner han døren og ser hvad han hele tiden har set: Den døde due. Intet vingesus, men ikke desto mindre historie.

Nu skal det være. Gode, gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggunden, og der er fred og ro i fryseren.

Gonggongen er en flue i øjet på læseren, er det eneste jeg kan finde på at sige til gengæld, og det er ikke nær nok