Søndag 22. marts (falsk dato 10): Harald Voetmanns løsslupne bonus-overordentligheder
Så er The Daily Avantguardian tilbage! Efter et par måneder on hold, hvor granatchokket over ny avisorden blev bearbejdet. Og ingen vej udenom fæl frenetisk flid nu. Serien terminerer (for i år, rolig nu) på næste fredag, den 19. juni, hvor nemlig de 13 kandidater til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009 bliver offentliggjort i avisen (eller hvis nomineringerne ikke er læselige for "ALLE" (hvilket de nominerede jo som udgangspunkt, som den forpulede forudsætning for deres nominering, i den grad ikke er) her på bloggen), i mellemtiden drejer det sig om at nå så mange inkarneret smalle titler fra 2008 og 2009 som muligt dagligt - og mindst 30 selvstændige poster alt i alt, det er et løfte! - og jeg er allerede en dag bagud, fordi jeg kilometerlangt skældte ud på Skyum på bloggen i går, så hvad venter jeg på, get moving:
Så er The Daily Avantguardian tilbage! Efter et par måneder on hold, hvor granatchokket over ny avisorden blev bearbejdet. Og ingen vej udenom fæl frenetisk flid nu. Serien terminerer (for i år, rolig nu) på næste fredag, den 19. juni, hvor nemlig de 13 kandidater til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009 bliver offentliggjort i avisen (eller hvis nomineringerne ikke er læselige for "ALLE" (hvilket de nominerede jo som udgangspunkt, som den forpulede forudsætning for deres nominering, i den grad ikke er) her på bloggen), i mellemtiden drejer det sig om at nå så mange inkarneret smalle titler fra 2008 og 2009 som muligt dagligt - og mindst 30 selvstændige poster alt i alt, det er et løfte! - og jeg er allerede en dag bagud, fordi jeg kilometerlangt skældte ud på Skyum på bloggen i går, så hvad venter jeg på, get moving:
Harald Voetmann: Trivia 1: Spøgelser og antikvarer. 88 sider, 14,95 euro. Blurb, 2008
Omsider fik jeg anskaffet mig Voetmanns ekstrahæfte, Trvivia 1: Spøgelser og antikvarer, som viste sig slet ikke at være et hæfte, i hvert fald ikke i smalt litterært perpektiv, men ret meget af en bog på hele 88 sider, og som trykkes on demand hos det mystiske blurb.com, som man grundigt skal registrere sig hos for overhovedet at nå frem til en bestilling (så er man til gengæld også klar til på et øjeblik at producere sin egen bog), og det var nok det, der i lang tid skræmte mig, men heldigvis overvandt jeg bravt min frygt. Udgiver man en print on demand-bog eller opretter man den eller anonncerer man den? Lad os sige, at Trivia 1, så vidt jeg husker, blev tilgængelig (fra et link til Blurp på Voetmanns hjemmeside HV [ÅH VE!] (www.haraldvoetmann.blogspot.com)) ca. samtidig med, at hans seneste officielle kortprosa(/nedstyrtet roman)samling En alt andet end proper tilstand officielt UDKOM på Gyldendal i det tidlige forår 2008. Og ekstrabogen ligner da også på en prik en samling bonustracks eller outtakes eller Dræbte Darlings til/fra den officielle bog, og tre i alt, to mindre, "Den lærdes hjemkomst" (som da vist, målrettet ondartet, var en "hjemstavnsnovelle" i Ud & Se) og "Indledende undersøgelse af en holkebrønd" og én rigtig lang, 57 sider, en sand nedstyrtet roman, "Huset på Hamstring Hill". Forvisningens årsag, mistænker man, er en i Voetmanns univers kriminel grad af mildhed, teksterne er simpelthen ikke grumme og grusomme og væmmelige nok, i sig selv og overfor deres læser - de er grotesker på nippet til humoresker - hvilket på den anden side ikke betyder, at de ikke i næsten ethvert andet univers (undtagen Preben Majors og Birgit Munchs ca.) ville være håbløst ud til bens (og andre løse lemmer). I "Huset på Hamstring Hill" refererer og citerer en fortæller antikvaren Egerts noter om sit fatale ophold i titlens hus, hvor han på sin jagt efter gamle kærlighedsbreve, kommer i konflikt med husets pensionærer kulminerende i en grusom golfturnering - og måske - det er meget uigennemskueligt - involverende spøgelser, jf. bogens titel. Men selvfølgelig er det ikke den tynde og tågede historie, som driver værket, det gør stilvridemaskinen og fremfor alt digressionsmaskinen, som der virkelig er tryk på her, fløjtende tryk, sådan helt (fordi snarere humoristisk end grotesk) Laurence Sternesk, og selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at citere følgende hyldest til parentesen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar