The Daily Avantguardian 32½, Xtraudgave i sørgeflor

Nekrolog over et forlag på ingen alder

Rastløst surfende i går aftes opdager jeg, at forlaget 28/6 pr. den dags dato, nemlig 28/6, er opløst, og det er da virkelig, i ordets rent negative forstand, en bet for den ungsmaleksperimenterende litteratur, og hvad er det også for en deprimerende timing: dagen før uddelingen af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, der nemlig finder sted i dag klokken 13 ved Café Svejk i Smallegade, hvor en eksemplarisk og fremragende smal 28/6-udgivelse, Rasmus Graffs patchwork, er en af de 13 nominerede værker: nøjagtigt 1 år var åbenbart, hvad stifterne Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller havde givet sig lov til at gide - og måske har de også tidligt eller sent proklameret, at det skulle være sådan, det har jeg så bare nægtet at compute - men succes må da også have noget at skulle have sagt, og 28/6 har i imponerende grad været i stand til at sætte en både konsekvent og uforudsigelig dagsorden (også rent bog/hæfte/mappe-materielt, herunder bare bog/hæfte/mappe-kønt) for den ungsmaleksperimenterende litteratur og få den til effektivt at resonere, fra midaldrende mere eller mindre (selv)gennemhullede statesmen (Kodal, Thykier) over crazy, lonely riders (Hjort, Halling Nielsen) til bravt fremadsnublende ungdom (redaktørerne, G. Christian). Forlaget nåede at signere lige 14 udgivelser, hvilket alt andet lige er grumme flot gået, og sådan her lyder min 28/6-kanon 1-5:

1. Rasmus Graff: patchwork
2. Jan Hjort: nipsetc.
3. Mikkel Thykier: Skyggeboksning
4. Rasmus Halling Nielsen: Bidrag til Niihsø 98-09
5. Glenn Christian: Moro forsvandt

Med Christian Bjoljahn og Martin Johs. Nielsens generøst øretæveindbydende Flytning og tidsskriftrodebunken 28/6, som det hele startede med, boblende lige bagefter, og det må være muligt at finde et sidste, sørgende trut nede i rodebunken, jeg slår tilfældigt op (først én gang og så en til gang, sådan skal tilfældighed altid manipuleres EN SMULE), og voilá Robert Henningssons "Klaatu barado 5/2008":

Klaatu barado niktu vub
zoom vuusj klik börka
krunsj klonk zoom kövök
vulöffa pizzaro l'nef
klaatu barado vilcabamba
klik krak ups
m'forlu m'narm laab hoolu
klang klang klanketi-plump
rumle kabum svusj
bip bip bonk slurp
jeg er et søvningt lille stjernedrys
minor minor manko kapak
klaatu barado gurgel plask

Og jeg ved godt, at jeg ikke har fået anmeldt Janus' Tokyo endnu, jeg ved det godt, og gad vide. hvor mange 1000 kroner jeg skal betale antikvarisk for Sigurds og Martin Johs.'s udsolgte skriftrulle han har sit eget tog kørende om ti år? Jeg foreslår, at I/vi ca. klokken 16.00 ved Café Svejk på Smallegade spontant opretter forlaget 29/6. Vi skes!

The Daily Avantguardian 22

Tirsdag 31. marts (falsk dato 20): Glenn Christians skævt sammenbidte eftertrykkeligheder - og Kristian Leths på stedet omkringfisende nye begyndelser

Glenn Christian: Det hjemlige. 42 sider, 98 kr. After Hand (ingen hjemmeside, det er for fanden Henrik Haves forlag, han faxer, rhymfaxer, til Hvedekorn), 2008

Glenn Christian: Den agrare modoffensiv. 20 sider, 40 kr. Forlaget 28/6 (to udgaver, med brunt og med gyldent omslag, begge udsolgt), 2008

Glenn Christian: Moro forsvandt. 10 ark i mappe, 40 kr. 28/6 (udsolgt), 2009

Kristian Leth: Besværet. 36 sider, 98 kr. After Hand, 2008

POESI-UNGDOM TER SIG LIGESOM I 70'ERNE! Opbygger eller i det mindste gør mine til at opbygge hele (små, men myldrende) forfatterskaber i undergrunden; ligesom nu-store (men ikke altid derfor retfærdigt kanoniserede) kanoner som Louis Jensen og Eske K. Mathiesen og Peter Nielsen i 70'erne udsendte en sværm af småhæfter på forlag (og "forlag") som Jorinde & Joringel og Arena Sub-pub, er ynglinge (og fremtidige store kanoner!) som Rasmus Graff (2 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 14) og Rasmus Halling Nielsen (3 hæfter omtalt/anmeldt i TDA 16) godt i gang med deres sværme(n) på små forlag (og "forlag") som 28/6 og Koordinat.

Det er cand. yngling Glenn Christian også: i foråret 2008 debuterede han lovende med samlingen Det hjemlige på enmandsforlaget After Hand, i efteråret kom det lille hæfte Den agrare modoffensiv (2 gange!) på 28/6 og dette forår mappen Moro forsvandt samme sted, og det er jo allerede et helt værkkompagni. Debutbogen er der ikke noget hæfte- eller mappe-agtigt ved, den ligner en rigtig (god) debutbog: Først et afsnit med gedigen, lettere hårdtpumpet, glad og trist centrallyrik kvædende energisk om kvinder og eksistentiel kvide, ømt selvsikre svendestykker:

Morgenen våd
smider dugdråber i skægget.
Det ligner blod, bare uden farven.
Jeg står tilpas drenget
uden antydning af mand
mens du
binder hestehalen længere
op på hovedet
så halsen virker højere,
mere kødeligt oprejst
dér ud af trøjen.
Frem som et boksestød
hilser du hurtigt med hånden
og flotter et hej, rundet pænt
ud af læbernes røde pølser.
Jeg nikker trist tilbage med hovedet
og ved, om ca. et kvarter er det
3 dagen siden du
gik omvejen, men ret ud af mit liv

Sølverne snøft! Derpå en serie semigrumme erindringsdigte om en vis "Glenn", der antager en sær, kølig remsekarakter pga akkurat den idelige gentagelse af "Glenn", så lidt yderlige (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden, derpå en meget fin serie hyperpure, lige tilpas Lethske besyngelser af den elskede: "håret hun har/ hendes små fald/ skilningen pænt redt frem/ farven på hovedet/ smuk af hår/ ned langs nakken/ næsten skubbet/ gemt af vejen/ sikkert af trøjen/ den langhalsede/ eller højkravet fin kjole/ så smuk", og så en sidste omgang (Glenn-løs) kvæden om barndomskviden.  Det er nogle af de ældste poesimodeller, Glenn Christian sætter bilnøglen i, og jeg vil ikke sige, han ræser af sted, men alt andet lige holder han en pæn og solid fart, dér på lyrikkens alfarvej.

Den agrare modoffensiv virker som akkurat en poetisk modoffensiv vendt imod de meget tætte, effektivt autonome digtformater i debutbogen, det er digterdesperadoens oprømt (som i rigtig mange udråbstegn!!!) spredte fægtning i landligt eksil, lutter kokette proklamationer om og på muldjord og med et upurt du i kikkerten, en Hans Otto Jørgensen-musical en miniature næsten, og så et citat: "Du kender mig på skyggen, jeg ved det/ Jamen du, jeg ved det!/ Du ser det an; mig stående liger der/ med mark og eng helt op til knæet// Åh dig, du blandt stauder samt naboens bondske hvidlyng, som afgjort ikke har hjemmel her."

Moro forsvandt til gengæld er næsten stik modsat 8 bastant fræsende, ydre monologer om jegets forviklethed og verdens korrumperethed, der af en eller grund, som vist heller ikke står digteren klart, har de røde brigaders likvidering af Aldo Moro i 1978 som fikst omdrejningspunkt, en Lars Skinnebachsk stepdans med træskostøvler, der musicerer, så det forslår - og vel bare ønsker at kværne tydeligt, hvilket til overflod lykkes, det er glimrende, glimrende agitpowerpop:

Det gror med skam i hjernen. Du er død, myrdet. Bevares. I 78. Italien lyver. Et land på stylter ned gennem Eruropa. Føj, Siger jeg og genlæser hele kropppen, hvoraf tung hjertebanken overdøver mit skrig. Jeg lever. Hun er min. Ja., min. Mellem benenes 2 låg for skridt-tøjets dampende varme. Å, stønner de på TV. Collage af hud for øjets rejsning. Se. I 78. Åh, skriger jeg. Pornoficerer endelig løbmodtagernes forevigede inkasso af tyk løgn. Vrøvl. Jeg lever. Se. Sagde jeg. Løgn. Hendes kinder blomstrer af tårer fra gråden. Hver gang et lignende forsøg på vold, anstrenger sin anklage. Mod mig, siger jeg og lader kunstnerens "sag" flytte tilbage til værket.

Glenn Christians poesi insisterer rastløst, men immer gungrende på sin rådvildhed, må den ikke falde til ro foreløbigt.

(og hermed er TDA omsider oppe på siden af forlaget 28/6's hektiske output sommer 2008-forår 2009 - bortset fra Sigurd Buch Kristensens og Martin Johs. Møllers skriftrulle han har sit eget to kørende, som jeg aldrig fik i hænde og forlængst er udsolgt og Mikkel Boits essaysamling Avantgardens død, fordi det er en essaysamling af den 1. forkerte 2. ikke-poetiske Mikkel) - først på søndag udsender de to essayhæfter af Mikkel (den rigtige Mikkel!) Thykier (og hey, sikken fin og og generøs og empatisk anmeldelse af Thykiers Anblik-essaysamling ved Erik Skyum i gårsdagens Inf!), der er længe, længe til; nå nej, PIS, jeg har rent glemt Janus Kodals Japan, den kaster jeg mig straks over ...)

En klar uretfærdighed, indrømmet, at Kristian Leths digtsamling Besværet tages under behandling her i slipstrømmen efter triple-shout out'et for Glenn Christian, men den udkom på After Hand dér sidste forår hånd i hånd med Det hjemlige, og oppe i min dårlige samvittighed, en virkelig massiv og kogende sektion af min hjerne, har de hele tiden hørt sammen. Leth debuterede helt tilbage i 2002 på selveste Gyldendal med den legendarisk ordpåholdne samling (selv hvad angår titlen) Land indeholdende den perfekt nonchalante tidlig 00-opsummering:

vi lå i hendes seng
eller vi sad på en café
eller vi gik ned
ad en eller anden gade
måske arm i arm

Siden har Leth foretaget sig ingen ende på alternative sager, medvirket i gyserfilm, været tv-vært, spillet musik, og besværet i Besværet er frem for alt besværet ved at starte forfra med den anderledes uglamourøse (og derfor i virkeligheden mest glamourøse) poesi: der attakeres liv- og talenfuldt fra alle vinkler, grublende, fabulerende, kværnende (a la Glenn), minimaliserende (a la debuten), og hele tiden handler det tilsyneladende bare - bare og bare - om at etablere en eller anden form for poetisk startbane; læseren bliver undervejs næsten lige så frustreret som digteren, men også kun næsten, fordi en serie af falske starter sagtens kan være en ny begyndelse, der er til at stole på, når altså bare, som i Kristians tilfælde, digteren har nok ild - og is - i røven:

Det er utroligt svært
hovmod formål
det er svært at
lægge DET fra sig
for DET sidder fast
Kaptajn Klos drama
William Blakes hjerne
at sætte sig det for
at sætte sig selv for
et formål bliver
sludder, slanke kvinder
gør os opmærksomme
på sporet, falder
over noget der stikker
ud fra under bordet
spørger ud i rummet
hvordan, placeret af
den placerende
opdagelsen og opdageren
og det opdagede opløses
til en
(og man finder ikke noget
før man har lagt det fra sig)
credit music
solnedgangen sættes på
og vi tørrer vores kroppe
i sandet, gør os klar
til livet med bevidstheden
> virker det genkendeligt?
gode bøger peger
gode fugle synger eller svæver
i det mindste som
sølvfly med noget Gud
jeg er begyndt at
vaske mit ansigt
med koldt vand
det er utroligt svært

- at lette røven bumpende, 30 år efter.

The Daily Avantguardian 16

Onsdag 25. marts (falsk dato 14): Rasmus Halling Nielsens stimulerende stressede støjsendinger

Rasmus Halling Nielsen: Bilag til Niihlsø 98-09. 2 x 10 sider i konvolut, 50 kr. Forlaget 28/6 , 2008 (udsolgt)

Rasmus Halling Nielsen: Ojo. 24 sider, 50 kr. Koordinat, 2009

Rasmus Halling Nielsen (tekst) og Mette Norrie: Amireka. Upagineret, 75 kr. Koordinat, 2009

Mette Norrie: April. Upagineret, uoplyst pris. Selvudgivet (hjemmeside: http://web.archive.org/web/20091118175833/http://www.mettenorrie.dk/ ), 2008 (vistnok udsolgt)

Rasmus Halling Nielsen fortjener en særlig Eksperimentel Flidspræmie , og måske burde faktisk en sådan indføres som enhjulet sidevogn til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, det vil priskomiteen, bestående af mig, lige overveje; et løsagtigt bogprojekt, Bilag til Niihlsø 98-09, udkom sidste år hos 28/6 og 2 faktisk hæftede hæfter, Ojo og Amireka, er netop udsendt af forlaget og digtergruppen Koordinat, som Halling Nielsen har været tilnyttet i flere år. Alle tre udgivelser er lige et par grader herligere at fingerere ved og kigge på, end de er faktisk at læse, men de er så også MEGET herlige at fingerere ved og kigge på: Bilag består af 2 x 10 beige A4-ark med lille og STOR og tilSORTnet tekst på den lange led lagt ned i en SØLVkonvolut, det mindre hæfte Ojo har et skarpt gul-grønt cover, de fleste sider er let forskudte (og svært læselige) doubletakes af tekstduoer med som regel en stump fra den ene eller den anden stikkende ud nederst, Amireka er igen i A4-format med sort cover og 5 (visuelt) fredelige tekstsøljer og 15 spektakulært sære, stadig mere abstrakt fabulerende tuschtegninger af Mette Norrie, der ikke bare er billedkunstner, men (i bl.a. Hvedekorn) også digter, og som i 2008 hjemmelavede et virkelig nydeligt, lille hæfte, April, sammenbundet med hvide gavebånd og indeholdende 30 betitlede eller undertekstede tegninger med en helt egen distinkt og fordrømt deadpan-humor, de fem sidste titler/tekster: "I drømmen bestod jeg heller ikke prøven/ Hvis det var en maskine virkede den ikke/ Sommetider blev frakken et dyr/ Måske var det vigtigt/ Ingen vidste hvor længe det ville vare." Tilbage til Rasmus Halling Nielsen og hans besværede og besværlige bogstavelighed: I de med løs klo spredte tekster i Bilag bryder syntaks og retskrivnjing hele tiden sammen, og mest læsværdigt bliver ulæseligheden så absolut, når energien fordeles ligeligt mellem opbygningen af nybygningen og nedstyrtningen af den, i nemlig de så godt som fremadvæltende så godt som episke skramle-grotekser om Hank og Rip og Rap og Rup o co., dér ca. midtvejs mellem undergrundskolleger Kasper Thomsen og Jesper Elving, hvor en fælt forbistret sætning som fx følgende kan være i sin forbandet gode ret:

En politbil standser hvor vi' strandet og to politibetjente stiger ud og spørger om vej. 'Jeg tror I skal den vej' siger hun og peger løsslupt slapt med højre pegefinger, der med mange guldringe kalder en retning for retning for os alle de guldbelagte gader ringler fingrene hendes ud af mit nu bratte opkast som en 15 bag udrettet is.
Det forstår jeg de kritiske grotrianske 45 % aldeles udmærket! Anderledes enhedsligt opfører de to de to Koordinat-hæfter sig, sådan rent værkmæssigt. Først Ojo, hvors såvel de omtalte doubletakes som den afsluttende længere tekst, "autoresumé", angiveligt (angivet af presseanmeldelsen) er "skrevet oven på ugebladsnovellen "Kærlighedens blændværk" af Henriette Hertz" , hvilket ganske givet er helt korrekt, så sandt som teksten/teksterne på en prik ligner fragmenter af en iturevet fuldstændig banal ugebladnovelle limet sammen på kryds og tværs ikke kun med hinanden, men også diverse egenhændigt Hallingske støjstykker, hvilket - gennem doubletake-opsætningen yderligere forvrægning og specielle effekt - resulterer i en sjovt renfærdig - renfærdigere end originalens altmodsiche kitcsh nemlig- sabotageaktion:

Jeg bliver bare liggende i sengen hele dagen. Anders kommer en dag og redder. Men Anders? Ulla sætter sig op i sengen. I dag ggøørr jeg det, tidligere standsede jeg bilen nu standser jeg sengen. Ulla standsede selv sig selv. Anders var ikke med i bilen. Ulla var ikke andet end Anders og en bille hård som sten.

De fem afsnit eller kapitler i Amireka er en støjsenderfri, men tautologi- og gentagelsesrig, swingende sørgmunter litani over småborgerlig tosomhed (som Norries tegninger gør en hel det grummere), der farligt (for ham selv) demonstrerer, at Halling Nielsen sagtens skriver stiligt/stiliseret friktionsløst, hvis han bare giver sig lov (hvilket jeg nemlig godt synes han må, halvdelen af tiden i hvert fald):

De kunne have købt dyner. De købte ikke dyner selvom det var en mulighed da de stod i forretningen hvor de har købt deres nye madrasser. De købte deres nye madfrasser efter at havde afprøvet dem i forretningen hvor de havde købt deres nye madrasser. Det var fredag. Nu er det lørdag morgen. Det var fredag efter arbejde. det var en mulighed at købe dyner, men deres dyner er gode nok, ligesom deres bil er god nok, de er ikke blevet ramt af en mur, mure er noget en murer laver, en murer bruger sten og mørtel til at lave mure af, hvis en mur var hvad de havde ramt var deres forhold ikke solidt, deres forhold er bygget af noget specielt.

Godt og glimrende tekstarbejde, saftsuseme! Det ved jeg ikke endnu, om Bilag til Niihlsø 98-09 og Ojo er, jeg skal lige lære at læse dem først.

The Daily Avantguardian 8

Tirsdag 17. marts (falsk dato 6): Jan Hjorts lumsk lystfulde personlighedskærnespaltninger

Jan Hjort: nipsonanomimatamimonanospin. 40 sider, 60 kr. Forlaget 28/6

Jan Hjort debuterede ivrigt eksperimenterende under det fulde navn Jannik Hjorthave i 2001 med PI lyrik+fysik - en af de få rene (ikke Forfattererskoleuddannede) undergrundsdebuter, hvis ikke (når vi ikke tæller B16-hæfter med) den eneste, der fik markeret selvstændig omtale i min mursten Generationsmaskinen - siden har han på lige så forsvindende små forlag udsendt yderligere to selvstændige bogsager, Ihuskommelse, 2003 (bestående af væsentligst readymades) og narkotika, 2005 (som jeg skammer mig en smule over ikke at have omtalt det mindste (men det var jo også før The Daily Avantguardian)) og avantgarde-heroisk stået for den store Palle Jessen-opsamling Tingene, 2005. Meget rimeligt er det forlaget 28/6, der udsender Hjorts fjerde værkting med den offensivt usælgelige titel nipsonanomimatamimonanospin, angiveligt verdens længste palindrom (og græsk for: vask dine synder og ikke kun dit ansigt). Ligesom debuten og narkortika er der tale om en stærkt og insisterende broget samling teXter med stort X, med så måske lige flere (tilsyneladende og sådan cirkus) personlige, centrallyriske numre midt imellem de blærede og drilske pastiche-øvelser, ny er også parløbet mellem de (meget) gerne aforistiske kortdigte på bunden af siden og (måske)hovednumrene i toppen; at læse Jan Hjort er at blive løbet over ende af af forvandlingskugle af en skriftbowlingkugle fermt og frenetisk rullende afsted alle andre steder end bowlingbanen, Og lige så glad man blivet for fx denne overgearede rable-litani om modernistisk hjemløshed:

your life
will be roads i den saga
hvor du har hjemme
med en halvlang halvkvædet vise
om halsen hypper du derudaf
med dine sammensvorne
ikke nogen marsk her
kun kviksand kongens bud
med mudrede ambitioner
ufuldendt statsambition
mislykket offentlig elsker
hvad skal det blive til
passér gaden tiden er gået
ryk tilbage i den fortid
du allerede tilhører
tilbage under den sten
nør i thy
far vild i dine stier
gram i hule
far vel drenge
ebbe & flod mødes
og stander med
våde sokker

Lige så ellevild kan man blive med den forunderligt vellykkede og autentisk klingende falske tekst fra Asger Jorns og co.s undergrundstidsskrift Helhesten, hver fald er titlen "helhest 1934", og sådan lyder slutløbet:

(...) knagerække hue pjækkert gasblus madam blaa ser vante spejlstump fuldskægsdada radmager mis udstoppet andalusisk hund paa hylden revnede rygge beskeder vægge tapetseret med collager monteret med billig lim kollegerne kalder ferniseret dekadence aah ak og ve livet er et fantasiforladet fængsel hvor alle spiller flugtkonger men det er jo blot et kedeligt faktum der ikke har nogen gang paa jorden gesundheit naa du kan faa varmen med en kaffepinch før du lægger tøjet og gaar i gang igen.

Det er vigtig at fremhæve hvor underholdende sådan en viljefast maskerade er, og at der en sejhed i og imellem de enkelte forvandlingskunster (kortdigtene er de mindst interessante (og underholdende) fordi de er de mindst sære og viltre (pga kortheden simpelthen!)), der er personlighedens umiskendelige stempel, hvor meget så end Hjort besværger, at der ikke er noget af finde bag masken: "du sniger dig om bag mit ansigts potemkinkulisse/ men opdager intet afslørende i regibemærkningerne/ finder din plads igen og afventer tæppet), for jeg har slet ikke lyst til at snige mig bag om ptemkinkulissen, når den rasler så gennemgribende!

Og selvfølgelig har Viggo Madsen illustreret med erotiske collager, selvfølgelig!

The Daily Avantguardian 4

Fredag 13. marts (falsk dato 2): Martin Johs. og co.'s fornøjeligt dødelige kollektiv- og reality-ævl

 

Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller: De helvedes lambier ødelægger mine sandheder, 80 sider, 70 kr. Forlaget 28/6

Christian Bjoljahn og Martin Johs. Møller: Flytning. 208 sider, 80 kr. Forlaget 28/6

To kollektivværker fra forlaget 28/6 - stiftet samme dato i 2008 på Hald Hovedgaard af de unge digtere Rasmus Graff (også aktiv i Arena), Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møller (som i dag mandag har nedlagt sin blog, begrædeligt nok, så er The Daily Avantguardian helt alene i verden med sin undergrunds-illumination (og allerede dybt forsinket!): de helvedes lambier ødelægger mine sandheder, seks "suiter" skrevet af forlagets tre stiftere over seks midnatssessions på Hald Hovedgaard (i ugerne før forlagets stiftelse) og Flytning, en verbatim-transkription (med et par få tidshuller) af al snak udgående fra Martin Johs. Møller og endnu en ung digter Christian Bjoljahn og de mennesker (herunder yderligere unge digtere), de støder ind i den lange dag, de bruger på at flytte en bunke af Martins sager fra Odense (som de først skal ankomme til fra Kbh.) til København. Ung smalhed kan næsten ikke blive mere demonstrativt selvfed, men jeg må sgu indrømme, at jeg morede mig ikke så lidt, dvs. alt i alt alt NOK. Midnats-suiterne imploderer uafladeligt i indforstået, tvangsinspireret pjank, men ikke så snart har de tre gutter skrevet hinanden ned under bagatelgrænsen, før de ikke hiver hinanden OP, men udæsker hinanden til bagatel-battle, og forunderligt nok bliver de enkelte tekster gennem de seks seission bedre og bedre, indtil de til sidst er elektrisk venskabelige(/fjendtlige), sådan her fx (og om digtet(teksten er kollektivt eller solo-skrevet (af hvem?) aner jeg ikke, alle muligheder står, så vidt jeg kan læse, åbne):

er der nogen der gider sætte sig ned
og slappe af i kurvestolene
bare holde kæft til jeg siger værsgo

jeg er toastmaster men mit selskab er væk
det hele skete da de læste mine digte
om call girls og striptease

jeg går ikke hjem før der er spist op
jeg piller lige laurbærbladene af flæskestegen
kom så vovse

(nederst på siden står så en slags grummere skyggetekst: "og de røvhuller/ de spurgte aldrig mig/ om jeg ville ha øl/ nu kan de kravle/ hele vejen til viborg/ på nedskudte knæ/ må jeg købe hass/ må jeg købe hass")

Flytte-transkriptionen vil og skal være enerverende nær-ulæselig, men er det altså ikke mere end som så, fordi den opfører et eksemplarisk (og diverterende) sammenstød mellem de to unge digteres højttravende (og blaserte) ung digter-diskussioner om poesi og poeter og alt det eksotisk trivielle, fra Ikea til MacDonalds (og en håndbold-transmission, der en tid lang har temmelig meget at skulle have sagt), som de tvinges til at konfrontere sig med, kulminerende i en en lang, kostelig episode ret præcist midtvejs, hvor ung digter Bjoljahn med stort besvær forsøges interviewet af en ivrig, fynsk radiojournalist, de har helt fantastisk svært ved at kommunikere med hinanden, de to:

TA (journalisten): Ja, ja. Og vi har altså¨... vi har et skidegodt publikum, som lytter til os, ikke?
C (digteren): Ja.
TA: Som ... jeg tror ... jeg har taget den modsatte bevægelse af jer, ikke? Jeg er flyttet fra København og hertil, ikke? Da jeg så, hvor mange, der cykler rundt med en violinkasse på cyklen der, ikke? Oplevede hvor åbne folk er for kunst her, da blev jeg sgu meget rørt. Det synes jeg slet ikke jeg kender i København. Vi skal komme dem i møde, ikke? Lige bortset fra, at der er den stolthed over det, ikke? Der er sgu en fra Svendborg, der er i gang med et eller andet spændende, ikke? Udforsker Sydpolen, ja, ja. Ja, men som du siger så rigtigt, så er det mig, der holder øje med, hvad der kan klippes over, tre dele egner sig til det og så videre og så videre. Det skal nok gå. Vi kører videre. Så, i virkeligheden tror jeg vi har gjort en fejl, ved ikke, som vi aftalte i starten at tage udgangspunkt i den røde bog der.
C: Ja, det er ligesom et samlingspunkt.
TA: Ja, og så må vi se hvor hovedkulds de andre ting kommer, Men i princippet har du ikke sagt noget endnu, overhovedet. Og det har du måske heller ikke sagt om fem minutter. Bare vær fuldstændig tidsløs, ikke?
M (digter 2): Blank.
TA: Ja, kortitidshukommelsen svigter. Skal svigte hos os, bevidst.
C: Ja, man skal huske at tage vare på sin dårlige hukommelse.
TA: Ja.
C: Den er der af en årsag.

Sådan en totalt syret ikke-samtale kan man jo for fanden ikke finde på, men man kan beslutte at lægge en fælde for dens potentialitet, og tage sig det allerhelvedes besvær med, når den er fanget (på bånd), at sætte den i skrift-bur (= skrive den ud), og denne ikke ubetydelige indsats fortjener sgu et tydeligt bifald: Med flere km slår Flytning de fleste af tidens generationsromaner og afslører dem nådesløst som intet andet end åndfuldt forskønnede = åndløst banale båndudskrifter af nøjagtig samme flyttbils-konversation.

(og ja, ja, Warhol og Kenneth Goldsmith har været der før, og hvad så, det er aldrig et argument mod trivi-samtidsromanerne, at Hans Kirk og Nexø har været der før, men det burde det måske være ...)