Påføringsbillede

Thomsen kanoniserer Madsen, dén Madsen

I fredagens vrantne anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens essaysopsamling Repremiere i mit indre mørke glemte jeg at notere og celebrere, at Thomsen implicit bakker op om den kanonisering af digteren Viggo Madsen, som vi er er flere (men alt for få), der har propaganderet for i årevis (mens Viggo selv stadig mere flittigt og intenst har forsat det digteriske dobbeltarbejde, undergrund + overgrund, som hans generationskammerater (på nær til dels Laugesen, han skal hver gang bare udæskes, rimeligt nok) forlængst har opgivet).

På side 153, i essayet "Så klog at man kan undvære ørerne" (om den store stemme), nævnes VM eksplicit og og distinkt i en erindrende forbifart:

Allerede i mine første teenageår købte jeg i kiosken på jernbanestationen i Store Heddinge den fascinerende hippieavis Superlove, hvorigennem jeg mødte Viggo Madsens snurrige poemer, Robert Crumbs frapperende tegninger og hjemskrev den puerile plakat med Frank Zappa på lokum (...)

Lad mig lige præsentere et enkelt af disse snurrige poemer, sådan ca. verdens tristeste digt, "Bananmanden" (fra Superlove, februar 1969, optrykt i udvalget Viggo Madsens åbenbaring):

bananmanden kommer hjem
når han har solgt sin sidste banan
Bananer! Bananer! Men der er ingen
som vil købe den sidste,
fordi den er rådden. Banan! Banan!
Rådden banan! Er der ingen vil som vil købe
en dejlig rådden banan?

Jo, SUT vil (igen).  På side 175, i en note til det nyklassiske ½readymade-prosadigt "Beaufortskalaen", bekender han:

Det er gået op for mig, at "Beaufortskalaen" desuden har en anden vigtig inspirationskilde, nemlig Viggo Madsens tekst "Det syngende postkort" (fra bogen Afføringsbilleder, Attika 1972 [et selv for Viggo Madsen obskurt (fordi prosa)værk LB])", hvorpå den HELE sidelange tekst (langt længere end "Beaufortskalaen") citeres, og Thomsen fortsætter så: Som man ser, er ligheden ikke indholdmæssig, men strukturel: Digtet "Beaufortskalaen" bygger på, at hver anden sætning er hentet fra den faktiske Beaufortskala, mens hver anden er af egen avl, ligesom sætningerne i "Det syngende postkort" skiftevis henviser til postkortet og til Blaskes livsverden, og i begge tekster opstår effekten [Thomsen har alle dage været en slem selvfortolker LB], fordi det hurtigt bliver uklart/utvetydigt, hvilket niveau der refereres til.

Det er en smuk og lidt excentrisk note, eftersom jo ingen andre end Thomsen ville have øjnet den kritiske lighed mellem de to tekster, og ikke ret mange andre andre end Thomsen, Madsen og mig overhovedet kan formodes at kende til  "Det syngende postkort" og Afføringsbilleder, men det kan så ret mange andre nu. Tak for det, Søren Ulrik!

Den næstfølgende tekst i Madsens bog ´hedder "Hård dans" og lyder smerteligt sådan her (og måske handler den allegorisk om poesi og kanon rent faktisk):

Om aftenen står hun og danser på sine roser, helt alene. Hendes elsker er gået hjem. Der er for meget vanille i hendes vanillekrans, og alt for meget kakao i hendes chokolade. det eneste, hun grygter mere end sin kropslugt, er stanken af elskeren, som breder sig i huset. Hvor får han alle de penge fra? Hun danser så hårdt, at bomsterne sprøjter hende om ørerne, som om de var betalt for det, hvad de jo er. Hun kender ikke forskel på legeme og sjæl, og undrer sig over, hvor længe hendes kærlighed vil vare.

Jeg forudsiger derfor Akademiets Store Pris til Viggo Madsen i 2012 (eller sgu da så i det mindste Beatrice)!

Rap & råb

Den aktive LB-kanon kontant beregnet

Jeg har netop fået årsopgørelse af Copydan og det ser alt i alt glimrende ud med et solidt. femcifret slutbeløb, men fordelingen er sgu noget spøjs, to poster ud af 13 står for 90 % af kopierne (og pengene), antologien Poesi dér. Danske raptekster 1988-2004  2004 (70 %!) , hvor jeg (forhåbentlig) ikke krediteres for rappernes raptekster, men for min eget (heldigvis) ekstensive "Efterskrift dér", og antologien Et digt om dagen, 1995 (20 %), der inkluderer mine allerførste to alfabeter, "Råbealfabetet" og "Nonsensalfabetet" (begge samlet op i Alfabeter fra Pluto), og det er ret stensikkert førstnævnte alfabet, de kopierer, dansklærerne. I sammenligning står Weekendavisen kun for ca. 3 % af kopierne og pengene. Det man læser, derude i klasseværelserne, af den smalle lyriker og kritiker mig er alt andet ("Spiller boccia med kongen"/ Pædagogseminarier/ 100, 61 kr.") lige altså 1 fjollet børneremse og 1 pædagogisk rap-gennemgang, og det er måske et eller andet nådesløst sted meget retfærdigt! For selv at få et indtryk af, hvordan jeg ser ud i dansklæreres og skoleelevers øjne, gengiver jeg nedenfor halvdelen og sidste afsnit (ellers kunne teksterne bare masse-udprintes jo, og jeg ved intet om, hvordan det er med blog-rettigheder) henholdsvis  af Råbealfabet og Rap-efterskrift, ægge homo papiens, som Ole Jastrau vistnok udtrykker det:

AV!
BANG!
CRASH!
DONG!
EJ!
FLOP!
GAK!
HA!
IH!
JEP!
KLOP!
LUK!
MØF!
NIKS
(... suspense!)

Dér

Det var naturligvis MC Einar, som startede det med dér. På sangen og nummeret ”Ahr dér”, som gjorde opmærksom på, at far her ikke kunne klare mer. Siden har dér været en fast bestanddel af rap-lingo, både i og udenfor selve rap-teksterne. I 2000 debuterede gruppen Klart dér med cd’en Elektriske fyrfadslys; på nummeret ”Dér Wear” lancerer de deres egen tøjlinie (som flere amerikanske rappere har gjort i virkeligheden): ”Vil du være streetsmart eller klæ’s på til fest i ulden vest/ og kæk i bukser med smæk og en skjorte der er ternet og stjernet/ så skal der stå dér wear på frakken/ der er noget om snakken der skal stå dér wear i nakken”. Og det er måske et meget godt billede på både rap-lingoet og selve kærneordet dèr: det er noget, man iklæder sit sprog, som streetwear og feststøj. I Den Gale Poses nummer ”Defintionen af en stodder” er en af Jokerens defintioner på en stodder, at ”Det’ når jeg’ spændt op til lir, der/ Og siger dér efter alt, hvad jeg siger der”. Hvoraf det også kan udledes, at dér med fuld ret og respekt rimer på dér, andre rimord kan blive nødt til at gøre en forskel i forhold til hinanden, men ikke dér. I nummeret, der bare hedder ”Der” fra samme DGP-cd, rimer dér i et væk på dér (og hilser i forbifarten på Einar): ”Respekt til Juvenile så jeg si’r: ”huh, der”/ Men når jeg hører blues hop si’r jeg: ”Ahr, der”/ For jeg’ Den Gale proletar superstar, der/ Der ikke lukker røven før jeg ska’ herfra, der/ Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der/ Hvem har den største pose i landet her, der? D.G. Players/ Og folk vil have mer, der/ Vi rocker huset uanset hvad der sker, der”. Jeg vil lade være med at diskutere den subtile forskel mellem at stave med accent aigu: dér, og stave uden: der, som henholdsvis MC Einar og Den Gale Pose gør (foreløbig har ingen rapper overtaget Per Højholts stavning: dær). Jeg vil heller ikke gætte på betydningen af det komma, som Jokeren sætter foran sit ’der’ (men måske er det bare dér, accenten er faldet ned?). I den ordbog, der en overgang var at finde på Den Gale Poses hjemmeside, har de følgende definition: ”Der – siges efter en sætning for at give den tryk. Hvad så, der. Helt sikkert, der”. Og den er jo meget god og præcis. Men mon ikke vi kan komme tættere på: Normalt bruger man dér som demonstrativt adverbium, stedudpegende biord. Nudansk ordbog har følgende eksempler: ”der kommer han jo!; den blomst der er smuk; hvem der?; der har du en krone; her og der; se der.” Men det er ikke sådan rappernes dér fungerer, det udpeger ingen bestemte, konkrete steder eller ting, hvilket Jokeren vidende demonstrerer i linien: ”Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der”. Hvad dér udpeger, er tekstens nu og her, som Jokerens næste linie på en prik understreger: ”Hvem har den største pose i landet her, der?”. Dér er dermed hieroglyf for rappens forpligtelse og insisteren på en nærværende poesi. Raptekster folder sig ud i og som en samtidighed, en omhyggelig knopskydning. Raptekster er uhierarkiske collager af her & nudansk og fri, personlig fabuleren. Raptekster handler om tekstens og rapperens identitet, at den og han i den grad er til stede i dette øjeblik som et fantastisk forklædt selv.

   Dér, du, er her, nu. Læs rap, før rappen læser dig.

Jeg ærgrer mig gul og blå over, at jeg ikke fik skrevet det alfabet, som står noteret under R i min bogs sidste alfabet, "Åbenlyst fraværende alfabeters alfabet": RAPPET ALFABET. Sikke en cash cow det ville have været, dér!