Chok & ny begyndelse

Okay, nu er bloggen omsider blevet autonomt umiddelbar! Jeg er netop vendt hjem fra et effektivt crash course i gør-det-selv-bloggeri i Antonigade og burde nu være min egen herre i min egen tid her i b-sfæren. Hvilket forhåbentlig vil betyde både hyppigere og hurtigere og hidsigere og hysteriskere poster! Fx kan jeg nu direkte rapppotere om mit CHOK over at finde en ny bog af Christina Hesselholdt i min avis-postkasse: Camilla and the Horse! Den er der sgu da ikke nogen, der har advaret mig om, og hun udgav for søren da et vokse(n)værk så sent som sidste år, romanen I familiens skød, og så plejer der altså at gå mindst to år inden næste vokse(n)værk, det er OK med pludselige børnebøger, men ikke med bratte vokse(n)værker, jeg har brug for varsling i god tid, og da især i et år, hvor det regner ned med fuldvoksne 90'er-pigers viltre vokse(n)værker: Helle, Aidt, Guldager, Hammann, Pryds Helle (= Liv Mørk), Balle. Og hvornår udkommer den ? Allerede på næste FREDAG, og jeg, som også har også en hel Høeck-betonklods at spise mig igennem! I'm not ready! Og hør bare, hvor dog nådesløst forjættende velskrevet første sætning lyder:

 "I sommer, da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede landskab, hvor skyggerne er så mørke og markante, at toppene ser ud, som om de er overhældt med vand, og søerne så dybe ... kom et jagerfly så pludseligt til syne, at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven, slået med rædsel."

Og nu er jeg i gang med at læse, i løb, i trav med at læse, og så kan jeg, chokeret, ikke holde op:

"Jeg havde hverken set eller hørt det, før det var over mig. Det vippede med vingerne, det lagde sig på siden og var væk mellem to bakker. Det var så elegant, så hurtigt og pludseligt, og fra det øjeblik levede og åndede jeg for at komme til at se ét til, helst mange flere. Jeg var heldig for de britiske jagerpiloter øvede sig den sommer på at sno sig mellem bakkerne i Lake District, og måske fløj de videre ind i det skotske højland, før de fløj videre til Afghanistan; som jagende skygger over de endeløse opiumsmarker og de endeløse bjergområder "med deres last af død", som jeg ved gentagne lejligheder sagde til mig selv for at dæmpe min begejstring, og jeg fik i hvert fald et eller to at se hver dag."

Det kalder jeg Écriture-Action! Hvordan ikke læse videre? Men jeg tvinger mig til at stoppe her. Så posten bliver næsten hurtig og hidsig og hysterisk, og den næstfølgende lige om lige om lidt kan komme jagende ...

Men sikke dog en insisterende mærkelig og mystificerende titel også: Camilla and the Horse. For vildt foruroliger den!