Og da jeg til Trekantsområdets Litteraturfestival, sandwichet mellem blogkollega Rothsteins interviews med yndlingsaversionerne Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst, skulle interviewe yppersteperversionen Madsen var det jo en perfekt anledning til, med publikum på, at få rettet op på miseren, fernisere unfinished business, så da overbibliotekaren på velsyngende fynsk havde budt velkommen, satte jeg uden varsel ceremonien i gang og overrakte SÅM prisen: et (ikke længere så) frisk eksemplar af James Joyces Ulysses, 1922, med en sikkerhedsnål (og stort, vandalistisk besvær) fastgjort til en art croupier-vest (købt samme eftermiddag på Jagtvej), der kun symbolsk har tilhørt Henry James (som Madsen har skrevet en (mindst) dobbeltbundet novelle om), at bære ved al kommende romanskriveri. Og søreme om ikke prismodtageren dér midt på scenen lod sig iklæde prisen, og sikke konkret symbolsk innovativ han så ud med den tykke roman på sit bryst!
Hvorpå interviewet kunne snuble sig i gang med et spørgsmål om, hvad Ulysses betyder og har betydet for forfatteren og forfatterskabet. Ret meget, svarede Madsen, han havde læst romanen tidligt og var blevet overrumplet af frem for alt dens yderst konkrete polyfoni (hvert kapitel (i særlig anden halvdel) fortalt på sin egen facon), dette fundamentale greb havde været en åbenbaring af en åbning, til at stille noget frisk op med den nedsliodte romangenre, og var det til stadighed; for nylig havde Madsen genlæst Ulysses, for første gang i næsten 50 år, og var ikke blevet skuffet, heldigvis: den flerstemte stadig!
Og så var det, jeg havde planlagt at påpege det finurlige faktum, at den gennemgående Madsen-person Jørgen Fegge-Hansen (hovedperson i mit (også af læse-sentimentale årsager) yndlings-Madsen-værk, romanen Af sporet er du kommet, 1984) er ejeren af den bevidsthed, der natligt og særdeles Ulysses’sk (= anden halvdel af Ulysses’sk) strømmer (bortset fra at Blooms og Stephens bevidstheder jo ikke strømmer, men snarere punket kribler-krabler) i novellen Indestængt fra novellesamlingen Manden der opdagede at han ikke eksisterede, der udkom sidste år - efter nomineringen af Det syvende bånd, men før offentliggørelsen af vinderen (Fegge, som han gerne kaldes, er aktuar ansat i døds- og ulykkesforsikringsselskabet Hamlet):
”(…) Skødesløs, kommer ikke af uden skød, uden skøde?
5.49. skifter til 5.50 mens han misser imod tallene. Hvad er sandsynligheden for det? En til femten hvis man uden briller må bruge fire sekunder på at fokusere. Fire promilles chance for at det sker to gange i træk. Den slags forekommer, stadig ikke grund til at antage at uret skifter fordi man kigger. For øvrigt var der engang imellem de to skift hvor det ikke indtraf. Øgede sandsynligheden klækkeligt.
Fegge, jeg har inviteret en ven med. En god ven. Du må hilse på ham.”
En side senere opfinder Fegge ordet irroyal! Men inden jeg fik flashet min finurlighed, blev jeg rodet ind i en konflikt med publikum, der fandt at mit i hår og briller indviklede headset støjede græsseligt (det er hjernebarken, der giver sig, insisterede jeg!) og at jeg i øvrigt vendte ryggen for meget til (venstre side af) publikum og dermed brød mit løfte om ikke at holde snakken med idolet for mig selv, og så glemte jeg den, finurligheden, i bar befippelse.
Jeg fandt i stedet en anden tråd, og en tredje, og en fjerde etc. som vi uden yderligere protester viklede os ind og atter ind i, som de anti-Ariadner, vi er og bliver; Svend Åge forsøgte faktisk nu og da få hovedet over labyrintikken og ytre et par opbyggelige ord om den fortællemæssige eksistentialitet, men straks trak jeg atter i snubletråden! Nørd-Time!
Højdepunktet var naturligvis, da jeg fik Madsen til at oplæse det (slut)afsnit fra Af sporet er du kommet, som jeg tilbage i 3. g ville have ham til at medvirke i en dramatisering af - som led i et håbløst studentikost spektakel, vistnok betitlet METAFOR! Et Talkshow, planlagt til opførelse i Aarhus Katedralskoles festsal af mig og mine bedste kumpaner, J. Blendstrup og J. McCoy, og jeg kan sgu godt forstå, at han i telefonen dengang høfligt takkede nej, men det gjorde han ikke i Middelfart! Man kan på skærmen desværre ikke høre den hviskende, raspende stemme, Madsen oplæser den magre fyrs replikker med:
”En dag stod han ved den største sø i Botanisk Have [i ÅRHUS selvfølgelig LB]. (…) En ung mager fyr af et miserabelt udseende havde nærmet sig. Han mumlede nogle uforståelige ord til Fegge.
-Hvadbehar?
Fyren skuttede sig. Han så sig forskræmt omkring, men de var helt alene. Han gned sig på armene og rystedes af et kuldegys.
-Har du en historie? gentog han.
-En historie?
-Jeg har det ad helvede til, mand. Ikke hørt nogen hele dagen, heller ikke i går.
-Jeg har ikke nogen historie.
-Bare en ganske lille en, tænk dig om.
-Jeg kender ikke nogen, desværre.
-Find på én, mand.
-Det --- det er også mit problem.
-Du leder også efter ham? Han kommer her ikke mere.
-Hvem taler du om?
Den unge mand blev mistroisk og trak sig væk. Men ubehaget fik igen magten, og han nærmede sig krybende.
-Kan du ikke se jeg er helt på røven?
-Jo.
-Jeg kan ikke engang slæbe mig ind til byen og få en dosis.
-Jeg er ked af det. Jeg kan ikke nogen historie. Kan du føre mig til … ham?
-Du kan tror nej, kammerat. Når du ikke kan hjælpe mig.
-Jeg ville gerne.
-Du ville en gammel skid. Prøv for fanden.
Fegge anede ikke hvor det kom fra, det var ikke stort bevendt, men der dumpede faktisk et indfald ned i ham.”
Jeg citerer ikke mere af oplæsningen, for Af sporet er du kommet er in print som paperback, og det er en bog alle SKAL læse. Men jeg lover jer, da forfatteren tog afsnittet og romanens sidste ord i sin mund, som bare er navnet: ”- Jørgen Fegge-Hansen”, smilede jeg lykkeligt, hele vejen igennem headsettet, en Madsen-junkie havde fået sit fix.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar