F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! F.P. JAC HAR FÅET AKADEMIETS STORE PRIS! (råbes i vilden sky i alt 200.000 gange!)
Omsider. Endelig. At long last!
Og vor gennemhullede respekt for Det Danske Akademi genoprettet i samme nu!
Jac har ventet utålmodigt i over 25 år, hør bare, hvad han manende udbryder i Misfat, 1980:
de kan kalde mig lokumspoet de kan true mig med akademiet
men de kan aldrig få fred for jeg er sgu den største
de kan kalde mig fyldt og tom svulstig og krukket,
men en dag vil de stå i oplevelsen og se hvordan
jeg hæver mig op i vandet og tegner en glasklar boblefigur
Og se bare, der er den nu, hånd- og fremhævet den glasklare boblefigur. Og i et interview med - af alle! - Hanne-Vibeke Holst i Berlingeren, 1983:
"Jeg er overbevist om, at jeg bliver en af dette århundredes største digtere. Men min far ville nu have været mere stolt, hvis hans søn var blevet professionel fodboldspiller, end når jeg får Det Danske Akademis Store Pris om 20 år." Fem år mere skulle der gå, men ellers var det jo ret præcist profeteret.
I sin splinternye erindringsbog Jeg er selv med i billederne, som jeg ikke lige har ved hånden (den må simpelthen have fløjet sin vej) fortæller Jac, hvordan han i begyndelsen af 80'erne brugte et falsk rygte om, at han havde fået Den Store Pris, til at lokke et par hundredekronesedler ud af sin mor; nu hvor det omsider, endelig, at long last, er rigtigt nok, burde der være råd til at byde på en kop kaffe eller to.
Jeg mødte Jac og hans livs Bodil i højt humør til uddelingen af Bebop-Prisen i torsdags (da ingen endnu anede uråd om den store klat), og meget passende citerede Asger Schnack i sin pristale følgende linjer fra den hidtil eneste monografi om digterfyrsten (nu bør de komme strømmende, snur jer lige på, universitetslitterater!): "Og for øvrigt mener jeg, at F.P. Jac skal have Akademiets Store Pris./ Og Nobelprisen i litteratur./ Og Nobels Fredpris." Nu er 1 krydset af, men det kan ikke gå hurtigt nok med de to andre!
Digteren Viggo Madsen, der også bør få både den ene og den anden og den tredje pris, havde ved prisoverrækkelsen et meget godt ord for, hvad der sker, når man bliver ældre og prisværdig: Man opdager med et, at man er er en KENDSGERNING! Jac er stadigvæk et mirakel i dansk poesi, men hvor er jeg glad for, at han nu også er en kendsgerning.
Og hvilket bedre tidspunkt at påbegynde bloggens første føljeton: i form af den eksklusive verdenpremiere på Jacs digt i fem dele BUKKEFAR, 1 del om ugen og her:
I
Opad skrænterne, græsset skal tæmmes, igen og igen,
og ind på terrænet, ordenes rækker skal forvaltes.
Man har snurrehovede, man skal skille ud,
der er hobet til stabler, så mange øjne er på,
sirlige bunker skræpper næb, åh ekstase og fald.
En næstestyvert bundet ind til dagslang regn.
Bogryggen smelter, jo nærmere man når Skagen,
når selv trolde lægger bånd på sig selv, nedtoner,
så skimter de hidsige røde øjne, det er sgu for lidt.
En vurderingsmand i cowboybukser, side op og side ned,
ingen slinger i valsen, en mikrofonholder af bagland.
Et jordskælv i ny og næ, og små efterskælv i mundvigene,
tasken er pakket til det sene aftenfly, ord er som døgnet.
Roser bliver der også kastet, man søger vel en ligevægt.
Man går i flik og flak med brikkerne, næsten blåt,
men så falder et halvt U, er det mon simren,
selvfølgelig krøller hjernen et svaj, måske en fælde?
Jeg lader brillerne hvile, er vi mon på kanalen nu,
vi er jo midt i billedet, det pejler gør det, eller?
Duften af rom går i blodet og stimulerer, en sart plet,
det kunne være hvid maling eller skum, men nu pauses der.
Hvilket er lige så 200.000 x sandt, som det er jacistisk. Jeg tillykker dig, Flemming Palle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar