Mens jeg sidder og venter på at præsentere mig selv ved den første uddeling af Bebop-Prisen i eftermiddag, kan jeg passende nok anmelde forlagets seneste heroiske udgivelse med den festlige (men jo unægtelig sandfærdige) titel Døden kommer og den vil have dine øjne, der samler to digtsuiter, lige så kantede som de er skrammede, af den italienske digter Cesare Pavese (1908-1950, 100 årsdag på udgivelsesdagen 9. september), den 9 digte korte ”Jorden og døden” fra 1945 og den 10 digte lange ”Døden kommer og den vil have dine øjne” (ja, ja, jeg ved det godt, at den at gør, og at den vil) fra 1950 i Morten Søndergaards cool, præcise fordanskning.
Begge suiter adresserer et du: i 1945-suiten er duet neddykket i landskabet, hvis ikke slagmarken, som et åbenlyst forklædt digterjeg, i 1950-suiten er duet håbefuldt (for jeget!) på spring i og fra byen som en faktisk elsket anden, 1945-suiten er resigneret mørk, 1950-suiten forsøger af alle kræfter på at være lys, og hvis det ikke var for den biografiske oplysning, at Pavese samme år begik selvmord, ville man være tilbøjelig til at blive overbevist. Forbandet være alle biografiske oplysninger! Og forbandet være alle gode digteres onde selvmord!
Et stærkt digt fra 1945-suiten, ikke ligefrem en popsang (selvom der er en vis fyndig elegance, der ikke er upopagtig (a la fx ”The Tracks Of My Tears”), over billedet af smerten som en søs urolige vand):
Du er jorden og døden.
Din årstid er mørket
og stilheden. Der lever
intet som er fjernere
fra daggryet end dig.
Når du ser ud til at vågne
er du kun smerter,
du har den i øjnene og i blodet
men du mærker det ikke. Du lever
som en sten lever,
som den hårde jord.
Og du er klædt i drømme
hulkende bevægelser
som du ignorerer. Smerten
som en søs urolige vand
skælver og indkredser dig.
De er ringe på vandet.
Du lader dem forsvinde.
Du er jorden og døden.
Interessant at sammenligne Paveses digte med de samtidige, danske Hereticanere, Bjørnvig, Wivel, Sarvig og sgu også den unge Højholt, hvis to første, håbløst ungdommelige digtsamlinger, Hesten og solen, 1949, og Skrift paa vind og vand, 1956, Bebop har genudgivet; det er i høj grad de samme hyperkonkreter og -abstrakter, der er i spil, drømme, jorden etc., men hvor Hereticanerne sætter det helt store retoriske (oh!) og mytologiske/religiøse/aandelige maskineri i gang, skærer Pavese ind til benet(heden) og afviser enhver forsonlig pynt - og pyntet forsonlighed (og helst også bare: adjektiver!). 1945-suiten åbner sig i lukkethed – og pulveriserer, 1950-suiten lukker sig i åbenhed - og flyver bort. Her et svævende digt fra 1950-suiten, ”Jeg vil gå over Piazza di Spagna”, der næsten, næsten, næsten smiler, stort; og hvor skidegode linjer, i al deres sikre enkelhed, er ikke ”det vil være denne stemme/ der går op ad din trappe”, dem afgav jeg gerne ugers sjælefred for at have signeret:
Der vil være en klar himmel.
Gaderne vil åbne sig
mod bakken med pinjer og sten.
Gadernes virvar vil ikke
forandre denne stille luft.
Blomster bestrøet med farver
ved fontænen vil kaste blikke
som glade kvinder. Trapperne
terrasserne svalerne
vil synge i solen.
Den gade vil åbne sig,
stenene vil synge,
mit hjerte vil springe op
som vandet i fontænen –
det vil være denne stemme
der går op ad din trappe.
Vinduerne vil kende
duften af sten og morgenens
luft. En dør vil blive åbnet.
Gadernes virvar
vil være hjertets virvar
i det forsvundne lys.
Det vil være dig – stille og klar.
Tillykke med fødselsdagen, Cesare, din levende digter!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar