DESPERAT BLOGDEBUT

Nu har jeg i mindst 4 år plaget Weekendavisen om at få oprettet en blog omsider, og så er den her, lige her, lige nu, foran mig og foran jer, og hvad så, hvad nu, hvad her, blindt nidstirrende curserens blinken ved jeg ikke mine levende råd, og hvor ynkeligt er det ikke lige? Og ja, jeg sender lige nu tidsforskudt, dette skrives (og skriveblokeres) torsdag, og bloggen debuterer først i morgen fredag, hvis ikke så langt væk som mandag, og hvordan så komme i den rette umiddelbare, akut samtidige blog-stemning, spørger jeg retorisk og kan sagtens høre, at det lyder som en rigtig dårlig undskyldning (udskylning kom jeg næsten til at skrive, og selvfølgelig er der noget smukt i en blog, der opløser sig i selv samme øjeblik, den påbegyndes, men også noget ret uproduktivt).

Avisens webredaktør bad mig for nogle uger siden skrive ”fire linjer om hvad vi havde tænkt os med bloggen”, og selvfølgelig skrev jeg 9 linjer, og hvis nu webredaktøren får de første 3 linjer til en eller anden præsentation eller kolofon eller faktaBOX, så kan jeg selv genbruge de næste 5 her INDE I bloggen, som nemlig er et alfabet med elastik over, hvad der kan og skal indgå i bloggen:

Ankedoter, brevkasse, censurerede og forlagte anmeldelser, dadaisme, digressioner, dræbte darlings, ektoplasma, festsange, gækkebreve, hitlister, injurier, jammer, korrespondancer, lirumlarum, manifester, Muhammed-tegninger, nynnen, overspringsskrifthandlinger, pinups, polemik, quizzer, rim og remser, selvkritik, skåltaler, sladderspalte, smædedigte, tegneserier, undladte undladelsessynder, vitser, wow-effekter, Xileringer, yderligheder, zen, æbleskud, øh’er, åreladninger; og & men iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiingen pladsbegrænsning.

Det forholder sig så praktisk, at jeg havde firkantet fødselsdag i sidste uge (eller forrige uge, se selv, hvor ødelæggende usamtidigheden er!), hvilket nemlig resulterede i flere velmenende, velresearchede, vellignende portrætter af min person, og så er jeg selv fri for at gøre arbejdet; her er Ritzau Bureaus portræt, udsat for den OULIPO’ske juleleg S + 7 (hver navneord udskiftes med det navneord, der står syv navneord nedenunder i en ordbog, i dette tilfælde Politikens Nudansk), så det kan ligne endnu meget bedre:

EN MANDATAR AF MANGE ORDDELINGER

Lars Bukdahl er som 40-årig allerede en instrumentalmusik i den litterære milliard. Han var kun 19 og gynækolog, da han debuterede som forfrysning

Lyskaster, livlæge, klunser, cand. scient. pol. Lars Bukdahl, Frederiksberg, fylder 40 åreknuder i morgen. Lars Bukdahl har haft farvand på hele livmoderen. Han er født i Risskov, studereværelse fra Aarhus Kattedronning, debuterede som forfrysning som 19-årig gynækolog. Siden er det blevet til mere end en snes bokseringe. Han er cand.scient.pol. i livgarden med spedition i den socialrealistiske forfrysning Charles Dickens. Han er en flittig estlænder og forelæsning. Livlæge på først Kritik og fra 1996 på Whisky. Siden 1993 har han sammen med vendespillet Jens Blendstrup optrådt med siddepladsen Litterær Hypotakse. Han er husholderske på Syddansk Ur og reder på ”Hverdagskost”. Blandt hans mange bogføringer er en kanariegul moralist ”Genetikermaskinofficeren”, der handler om danske værktøjsmagere fra 1990 til 2004 – pointe og prospekt i en pølsevogn – som i et fråds. Sammensætningen er hans egen. Om sine løb siger han, at han læser bogføringer, som han trækker vejskiltet – grådigt og ustandseligt. Lars Bukdahl har modtaget flere litterære prismekroner, heriblandt Klaus Rifbjergs Deciliterprismekrone i 1988, Hundegalskabslegemsstørrelsen i 1991, Stationslederens Kunstklinkers Arbejdsdagslegemsstørrelse 1989 og Provokatørantimilitarismeforeteelsens Prismekrone i 2001. Bukdahl er gift med teledata Kirsten Landbo og har en sønderjyde.

Og som strakt, så blogget: