Love is noise
Love is pain
Love is this blues
I’m playing again (udtalt agæiijn, rimende på pain)
Again again again
Altså:
Kærlighed er støj
Kærlighed er smerte
Kærlighed er denne blues
Jeg spiller igen
Igen igen igen
Hvilken tekst jeg nok ikke umiddelbart og som sådan ville optage i Hvedekorn, og det er så måske faktisk for galt, for vel er det via Richard Ashcrofts tvært indtrængende sangforedrag, linjerne bliver så svært påtrængende, men de har sørme også en fyndig 1:1-banalitet i sig – støj + smerte = blues, den blues, der (META) synges i samme nu (og iGEN, iGEN, iGEN, i samme nu’er) - a la den Asger Jorn (blues!?)besynger i sit 67 år gamle essay fra Helhesten, ”Intime Banaliteter”, fotografisk optrykt i det nye nr. 3 af kunstbaren Karriere’s blad af samme navn:
”Det store kunstværk er den fuldendte banalitet og manglen ved de fleste banaliteter er den, at de ikke er banale nok. Banaliteten er her ikke uendelig i sin dybde og konsekvens, men hviler på et dødt fundament af åndelighed og æstetik.
Det, man kalder det naturlige, er den frigjorte banalitet. Almindeligheden eller selvfølgeligheden uden forsøg på at påføre den sjældenhedens præg. Det er af betydning at fremhæve, at kunstens fundament netop er de evindelige almindeligheder, det letkøbte og billige, der i virkeligheden viser sig at være vore dyreste og mest uundværlige ejendele.
Intet andet sted finder man så mange smagløse ting som i Paris. Dette er netop hemmeligheden ved, at det stadig er stedet, hvor kunstens inspiration lever.
Der ligger for eksempel også en direkte symbolsk styrke i ordene:
Sig det
med blomster.
Der gør dette digt til en af grundpillerne i dansk lyrik. Det er udtrådt som en støvle af ualmindelig fin pasform og kan på det musikalske område kun sammenlignes med de amatørorkestre, der spiller falsk.
At kunne spille falsk er en af de største musikalske præstationer i dag. Den musikalske fornyelse må søges med sit grundlag i lirekasser og billige grammofoner.”
De nutidige artikler i magasinet, der har temaet ”Små ting”, bærer forjættende titler som ”Fjollede arkiver og undertrykt viden” og ”En lille smule” og ”Små sejre” og ”Serendipitet” og ”Knirk”, men er uafvendeligt skrevet af (kvindelige!) kunsthistorikere og kulturforskere, som kløjes dramatisk i deres akademiske lingo, når de heroisk forsøger at indkredse snurrepiberiet i moderne kunst, men de fluekneppede og generøst afbildede kunstværker er der sgu ikke noget galt med, fx bare Ceal Floyers monokrome kvittering (over indkøb af lutter hvide varer, ”white onion” etc.)) og Tom Friedmans ”A Self Portrait Carved From Aspirin”.
Og dels Sys Bjerres:
Din lejlighed er lidt brændt ned
Og din Fiat er solgt til skrot (skrå-åt)
Dit tøj er spredt ud over Vesterbro
Men din kat den har det godt (gå-ådt).
Hvad så?
Er vi så enige om det (de-et)
Var sidste gang du fucked’ med mig?
Og jeg håber da, at jeg, hvis jeg havde fået den hele eller halve sang tilsendt, ville have optaget dén i Hvedekorn, men jeg er desværre ikke sikker. Selvom der faktisk har været digtede rim med i hvert eneste 2008-nummer, og Martin Lynggaard, født 1972, en af de ikke færre end ni debutanter i netop færdigredigerede Hvedekorn 4, 2008, er sgu da en ægte grandfætter til slagsfærdige Sys: ”For meget rødvin/ I/ Ganen// Ni måneder/ Senere/ Med barnevogn/ På/ Skydebanen.”
Men ellers er den bedste af Sys Bjerres linjer linjen om katten, der har det godt, som på baggrund af den øvrige vandalisme umiddelbart lyder forsonlig, men ved nærmere eftertanke er mindst lige så nedrig, for hvorfra ved Sys, at katten har det godt? Fordi hun har kidnappet den selvfølgelig!
Og spøjst at se videoen på MTV, hvor de BIPper ’fucked’, der er brugt i overført, ja næsten omvendt betydning (det var netop ikke Sys, idioten havde sex med), men ikke BIPper bolled’ (Malene), der IKKE er brugt i overført betydning, og jo vistnok fordi kanalen censureres fra England.
Agæijn agæijn agæijn
er banalskræller INDRE øreringe, der bliver hængende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar