LYS I SPIND

Edderkopperne, i deres spind, i gelænderne, på broerne, til Operaen, på Holmen, søndag aften: som de blændende blev lyst OP, illumineret (indefra! af formentlig små, fikse halogenlamper personligt udvalgt og påskruet af skibsrederen selv).

Som nyudkommende forfattere i denne ulmende efterårssæson.

Som Lone Hørslev, der i morgen udgiver sin (i forrige blogpost omtalte) roman Naturlige fjender (der så, hvis billedet holder, og det gør det, er spindelvævet), som Erik Skyum-Nielsen glad i lektorhatten anmelder i dag, og jeg lykkelig i free lance-kasketten (hip hop-omvendt på) i morgen, for ja, jeg fik i bogen i tide, selvom jeg åbenbart nåede at gøre både forfatteren (langt hjemmefra i Århus) og hendes forlægger (brat ankommet til DK) betydeligt nervøse, men det er jo for fanden en del af jobbeskrivelsen: at gøre forfatterne og deres forlæggere betydeligt nervøse.

Da jeg fornøjede mig (omsider!) med Hørslev-skriften, slog det mig, at det må være hendes skyld, at jeg de seneste år langt mere ekstensivt og skamløst er begyndt at bruge VERSALER og kursiv; fordi det er med et sådant uimodståeligt brusende, anti-didaktisk OVERSKUD ord skråner og VOKSER i hendes poesi såvel som prosa Jeg har altid holdet meget af både Jan Sonnergaards kursiveringer (og understregninger!) og Line Knutzons VERSALER, men det er først med Hørslev, at jeg har oplevet en faktisk smittende effekt. Og så vil jeg i mit støjende sind have lov til at mene, at det må være min skyld, at Lone Hørslev de seneste år langt mere ekstensivt og skamløst er begyndt at bruge (parenteser), selvom det helt sikkert ikke holder i nogen litterær byret.

Og spørgsmålet er, om læserne (og den forskrækkede forfatter) ikke fortjener, at jeg brolæggende fortsætter cliffhangeren fra sidste blogpost om Lars og Solvejs mor, den skuffede heldigvis ikke - med hverken kursiv eller VERSALER eller (parenteser):

”ligt strøg hun fingerspidserne et par gange op og ned langs hans hals, berørte hans øre, huden bag øret, op og ned og så med samme rolighed op i hans hår (som han satte med en særlig kraftig gele som han købte hos købmanden) og tilbage igen og han stivnede. Mærkede bare hånden og berøringen og sad helt stiv og så lidt efter: hendes tunge, hendes læber mod hans nakke, hans hals og hans ører, hendes berøringer som pludselig var overalt på hans krop dér på sofaen, og Lars tænkte det her sker bare ikke, men det skete og hendes ord i hans øre: kan du lide det sådan, og det kunne han og alligevel denne modstand i kroppen, i hjernen, i pikken, og vel kunne han ej og han gjorde ingen modstand, flød simpelthen med og gispende sagde han ja. Ja. Jeg kan lide det. Og er det godt sådan her og det var det og han nød det det og hadede sig selv for at nyde det og forsøgte ikke at tænke på Solvej. Da han trængte ind i Solvejs mor, tænkte han YEAAAAAAH. Og det var nogenlunde det. Lars’ første gang sammen med en kvinde. ”

(Sitrende) omhyggelig, & OVERLEGEN væven.

Shine on, you crazy edderkop!