Nu har jeg lige sjoflet samtlige de digtsamlinger (med samt deres digtere, men det er mindre vigtigt), jeg skulle have anmeldt i denne fredags avis: Per Kirkebys Bemærkninger og noter, Jan Thielkes Faderskabsdigte, Christels Wiinblads 49 forelskelser og Janus Kodals Hovedbanen og andre impulskøb, til fordel for, ja hvad egentlig: indstillinger til Kritikerlisten (som jeg altid bruger for lang tid på, det er jo ikke nogen fucking haiku-samling, vel?), Yndlingsaversion nr. 34, ”Autentisk tastatur”, om yndlingsforfatteres trælse reality-blabla, der nok burde have været et blogindlæg, men jeg har for længst bestemt, at der skal være 53 aversioner, et fuldt års samlede og komplette, så ingen vej udenom at vrisse videre (heldigvis!), er forord, ”Traptrip”, til et nyt lille tidsskrift/institutblad i form af en anmeldelse af deres navn (Trappe Tusind), et mini-essay, ”Læs et fjæs”, om statsministerkarikaturer af Alfred Schmidt og Philip Ytournel til Danske Bladtegneres 75-års-jubilæumsbog – ja, hele 2 gratis spejderopgaver! og for helvede, hvor posten lyder som en stress-stolt ”Levned og meninger” af Bo Green nu, men på spejderære ymter jeg ikke et ord om min elskede søns strejf af influenza! – og nå, ja, jeg skulle også lige i radioen og (for sidste gang, det er et ægte løfte!) tale om plotspoileri og i tv og anbefale bøger (inkl. 1 digtsamling, Niels Franks!) i deres Kulturguide, hedder den vist. Så nej, der er ingen undskyldning (heller ikke, at de fire digtsamlinger ikke ligefrem er akut inciterende, for det er Kirkebys!)!
Perfekt meningsløst er det ergo, at jeg her vil anmelde endnu en diskret fremragende digtsamling af Eske K. Mathiesen, Den grønne flod; og hvor cool er det ikke af forlaget, der slet ikke er et forlag, og heller ikke et galleri, men en kunsthandel, Clausens, i en pressemeddelelse dateret ”august 2008” nøgternt at konstatere, at bogen såmænd udkom 31. maj, for 3 måneder siden, for poesi skynder sig sgu da ikke (så det gør poesianmelderen heller ikke, der fik jeg lige mit tynde, tynde alibi).
Der er aldrig nitter i en Mathiesen-samling, og der er altid mindst 1 bidrag til den løbende og foreløbigt virtuelle Greatest Huller I Luften-samling (opkaldt efter hint klassiske svaleformede hul) af digte, der med glasklar, Mathiesensk selvfølgelighed siger sig selv som selvopfyldende (mange S’er!) poetiske manifester; denne gang handler det om kastanjer – og (virtuelle) pindsvin (og det ikke mindst skønne ved at blogge: linjedelinger bevares!):
Med deres nålespidse pigge
ligger de små grønne kastanjer
på torvets brosten i skyggen af de brede kroner
og ligner pindsvineæg, som venter på,
at nogen får lyst til at ruge dem ud.
Hvilket akkurat er det, digteren netop har gjort, med selvsamme billede! Og som læseren i sit læsende (og erindrende (svært ikke at lære det digt udenad)) nu gøre i samme nu og vil gøre igen og igen, atter og atter.
Jeg burde til bloggen have produceret nogle rigtig bitchy (Niels Frank (citerende en drag queeen): ”W need to be bitches again”) Sex & Hor-reportager fra de sidste ugers receptioner på Borgen og Gyldendal og Athene (for Lone Hørslevs Naturlige fjender), men der skete (fin diverterende!) ikke ret meget af en skid, og desuden har Mathiesen allerede klaret jobbet én gang for alle (selvom han helt sikkert ikke satiriserer receptionsgæsterne, men roserne (og ham selv), og det må virkelig være fimsede blomster, når de får digterens onde (men skamfuldt nysgerrige) øje):
De ligner fornemme mennesker til en reception,
de sjældne roser i de riges have,
kun optaget af at blomstre for hinanden,
og selvfølgelig uden blik for øjet, der grådigt prøver
at se så meget som muligt
gennem det blankpolerede nøglehul
i den låste port.
På de seneste har Mathiesen insisteret på at poetisere et eller flere granvoksne dyr pr. digtsamling, først og fremmest heste, men sidste gang rundt også (stedt i Sverige) en elg, for eftertrykkeligt at bevise, at han altså bare er myrernes og fluernes og skarnbassernes og muldvarpenes og pindsvinenes digter; og igen kunne det godt ligne et (uretfærdigt) ironisk selvportræt:
Droskehesten står og halvsover, men kun
med det ene ben, de andre tre tager gerne ture.
Hvis det fjerde ben skal vækkes,
koster det lidt ekstra.
Jeg har opdaget, at når jeg skriver afslagsbreve for Hvedekorn og anbefaler læsning (ingen har ikke altid læst for lidt god poesi, men hold op, hvor nogen har læst forsvindende lidt), så er de to digtere, jeg uden sammenligning anbefaler mest: Peter Laugesen og Eske K. Mathiesen. Fordi de er så velsignet ligetil at læse og så kropumulige at gøre kunsten efter. Jeg tror, jeg har skrevet 1 hæderligt Mathiesensk digt i mit liv, jeg siger ikke hvilket, men jeg ved godt, at jeg til daglig gør klogt i holde mig langt væk fra den slags hvid (og grøn) magi, jf. bare det allersidste digt, jeg vil citere (og jeg havde gerne citeret alle tyve og ville sikkert også være sluppet af sted med det, eftersom Eske (og Kunsthandler Clausen) næppe læser blogs, men skal I købe 1 digtsamling denne uge, og I bør købe mindst 1 digtsamling hver uge, er det denne): en lettere traurig, Sarvigsk billeddannelse kører de første fire linjer, og man er lige ved at blive stenet indadvendt selv, men så kommer sidstelinien, tindrende sval, og alt er med 1 godt – for nu ikke helt at røbe digtplottet:
Hver sten i havemuren langs med vejen
er et ansigt, sunket ind i sig selv, lukket om
sin egen gåde, ænser hverken solens hede
eller vinterstormens isnen, kun
mossets blidhed.
MOSSET GJORDE DET!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar