Om at være sin egen forkølede ekkodal
Det starter med, at en journalist på i reglen Information har fået i opdrag at skrive en featureartikel (da jeg gik i progressiv folkeskole i 70'ernes Vejlby-Risskov havde vi tit featureuge, det er vist ca. det samme) om fx udviklingen i bogaktuelle Jens Chr. Grøndahls forfatterskab, hvorefter hun hurtigt surfer sig frem til, at fx jeg har i flere omgange har signeret fx omhyggelige ondskabfuldheder om fx Jens Chr. Grøndahl i fx Weekendavisens bogtillæg og fx følgende ondskabsfuldhed fra fx 2005:
Det starter med, at en journalist på i reglen Information har fået i opdrag at skrive en featureartikel (da jeg gik i progressiv folkeskole i 70'ernes Vejlby-Risskov havde vi tit featureuge, det er vist ca. det samme) om fx udviklingen i bogaktuelle Jens Chr. Grøndahls forfatterskab, hvorefter hun hurtigt surfer sig frem til, at fx jeg har i flere omgange har signeret fx omhyggelige ondskabfuldheder om fx Jens Chr. Grøndahl i fx Weekendavisens bogtillæg og fx følgende ondskabsfuldhed fra fx 2005:
"Erfarne fremtidsforskere indenfor både universitets- og forlagsverdenen forsikrer, at fra og med året 2010 vil alle danske skønlitterære bøger være skrevet af Jens Christian Grøndahl. Manden vil gøre sig umage for at sprede sig over så mange genrer (og forlag) som muligt, f.eks. planlægger han i 2015 at udgive mindst slægtsromanen Familien Flinkesens refleksioner i grønt (People’s Press) den historiske roman Korsriddere i blomst (Borgen), kriminalromanen Mordet på halvdelen af den trekant med drinkglas ved swimmingpoolen (L & R) og kortprosasamlingen Lange metaforer (Arena), foruden selvfølgelig en hoben af de sædvanlige hyper-fimsistiske romaner om sidespring & holocaust (Gyldendal)."Som journalisten citerer fra - nu ikke mere fx, sådan foregik det i gårs dato - da hun ved middagstid ringer til mig for at "interviewe" mig til featuren, for "interviewe" betyder her bare, at jeg skal mundtligt parafrasere det, jeg med stor og sinister omhu har formuleret på skrift (og i tilfældet Grøndahl: så temmelig mange gange, se fx også bare Yndlingsaversion nr. 3) og jeg adlyder beredvilligt og ævler løs i telefonen et kvarters tid - jævnligt afbrudt af mine egne afmægtige suk, fordi jeg er mig smerteligt bevidst, at jeg har skrevet det hele bedre før. Klog af skade (Press!) betinger jeg mig at gennemlæse citaterne, før de kommer på tryk, og klokken 21.34 ankommer de pr. mail, og, langt, langt suk, min forvrøvlethed er kun alt for socialrealistisk gengivet, og bl.a. således:
"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts [titlen på den nye roman LB her], men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor lir er det, der får det til at ligne og lyde lækkert helt ned i syntaksen, som f.eks. Tapeter af Henrik Nordbrandt,« mener Bukdahl. »I Grøndahls første bøger var der en MTV-æstetik, hvor scenerne skulle se forvirrede og klippede ud, men karaktererne var stadigvæk nogle lækre unge eller midaldrende mennesker, der havde deres dybt-reflekterede trekantskonflikter ved swimmingpoolen.« »I de nyere bøger er der kommet en mere rolig æstetik, der leder tankerne hen på Bille August i en SAS-reklame, hvor det er tydeligt, at tre lækre mennesker har konflikter. Vi godt kan se, hvem de tre personer er, men grundlæggende er det den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har svært ved at blive begejstrede for. Den der finere spilledåse, er altså en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogkunst i det,« siger Lars Bukdahl.!
Flere steder er citaterne på grænsen til det rene nonsens, hvilket jeg i min skønlitterære praksis går 100 % ind for, men ikke - uden videre i hvert fald! - i min kritiske praksis, og næsten overalt snubler de klodset over sig selv. Intet slår dog opfindelsen af den hidtil ukendte digtsamling af Henrik Nordbrandt, Tapeter! Ergo bruger jeg en lille, ond time på at skrive citaterne om, så de lyder, ikke elegante og fyndige, men bare sammenhængende, bare rimelige, bare overlevelige (for mig selv!) [den færdige artikel, "En storsælgende, komisk forfatterfigur" med flere opshinede citater og bragt i avisen fredag den 24. oktober, kan læses her]:
"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts, men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor fims er det litterære simili, den lækre kunstnersiskhed helt ned i syntaksens Nordbrandt-tapeter,« mener Bukdahl. »Forfatterskabet gennemspiller igen og igen den samme forbandede Martini-reklamefilm med beåndede, velhavende, midaldrende småborgere i sjælelig og kærlighedsmæssig konflikt ved swimmingpoolen. I Grøndahls første bøger herskede en 80'er-agtig MTV-æstetik med heftig og forvirret klipning. Formen i de nye bøger er mere klassisk dvælende og drævende, sådan a la Bille Augusts SAS-reklamer, men drinken på poolkanten er nøjagtigt den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har stadig sværere ved at blive begejstrede for. Heldigvis! Det er en rigtig fin spilledåse, der spiller, men stadigvæk en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogmusik« siger Lars Bukdahl."
Teksten blev endda kortere! Så har man set det med (og jeg fortsætter med at rette og skærer resolut det "i det", der fulgte efter "levende sprogmusik")! Men hvilket absurd (OG UBETALT) besvær (x 2 = ca. 75 minutter) for at gentage sig selv med bare en vis stil. Nu (og nu og nu) ved jeg, hvor hårdt Jens Christian Grøndahl har det, når han skal skrive den samme roman 1 gang til (og 1 gang til, og 1 gang til).
"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts [titlen på den nye roman LB her], men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor lir er det, der får det til at ligne og lyde lækkert helt ned i syntaksen, som f.eks. Tapeter af Henrik Nordbrandt,« mener Bukdahl. »I Grøndahls første bøger var der en MTV-æstetik, hvor scenerne skulle se forvirrede og klippede ud, men karaktererne var stadigvæk nogle lækre unge eller midaldrende mennesker, der havde deres dybt-reflekterede trekantskonflikter ved swimmingpoolen.« »I de nyere bøger er der kommet en mere rolig æstetik, der leder tankerne hen på Bille August i en SAS-reklame, hvor det er tydeligt, at tre lækre mennesker har konflikter. Vi godt kan se, hvem de tre personer er, men grundlæggende er det den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har svært ved at blive begejstrede for. Den der finere spilledåse, er altså en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogkunst i det,« siger Lars Bukdahl.!
Flere steder er citaterne på grænsen til det rene nonsens, hvilket jeg i min skønlitterære praksis går 100 % ind for, men ikke - uden videre i hvert fald! - i min kritiske praksis, og næsten overalt snubler de klodset over sig selv. Intet slår dog opfindelsen af den hidtil ukendte digtsamling af Henrik Nordbrandt, Tapeter! Ergo bruger jeg en lille, ond time på at skrive citaterne om, så de lyder, ikke elegante og fyndige, men bare sammenhængende, bare rimelige, bare overlevelige (for mig selv!) [den færdige artikel, "En storsælgende, komisk forfatterfigur" med flere opshinede citater og bragt i avisen fredag den 24. oktober, kan læses her]:
"Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts, men har opskriften på en bestseller-roman: »En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor fims er det litterære simili, den lækre kunstnersiskhed helt ned i syntaksens Nordbrandt-tapeter,« mener Bukdahl. »Forfatterskabet gennemspiller igen og igen den samme forbandede Martini-reklamefilm med beåndede, velhavende, midaldrende småborgere i sjælelig og kærlighedsmæssig konflikt ved swimmingpoolen. I Grøndahls første bøger herskede en 80'er-agtig MTV-æstetik med heftig og forvirret klipning. Formen i de nye bøger er mere klassisk dvælende og drævende, sådan a la Bille Augusts SAS-reklamer, men drinken på poolkanten er nøjagtigt den samme mondæne eksistentialisme.« »Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har stadig sværere ved at blive begejstrede for. Heldigvis! Det er en rigtig fin spilledåse, der spiller, men stadigvæk en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogmusik« siger Lars Bukdahl."
Teksten blev endda kortere! Så har man set det med (og jeg fortsætter med at rette og skærer resolut det "i det", der fulgte efter "levende sprogmusik")! Men hvilket absurd (OG UBETALT) besvær (x 2 = ca. 75 minutter) for at gentage sig selv med bare en vis stil. Nu (og nu og nu) ved jeg, hvor hårdt Jens Christian Grøndahl har det, når han skal skrive den samme roman 1 gang til (og 1 gang til, og 1 gang til).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar