Erstatningsaversion

Barberblade, skjorter, brylcreme eller påsebryg - det er dig!

Redaktøren har været så uvenlig at udsætte min Yndlingsaversion nr. 4 ("den selvopløselige neoavantgardismes tragikomiske overbud af situationismeforfremmelse") til (forhåbentlig!) næste uge, men jeg ved, at der er læsere derude, som er veritable aversionsjunkier, og til dem leverer jeg her en en pga. dårlig timing kasseret aversion fra for en måneds tid siden - som en forhåbentlig ikke alt for skuffende kop erstatningskaffe:

YNDLINGSAVERSION NR. X er en bestseller-datters tarveliggørelse af min estimerede Hvedekorn-forgængers poetiske ry og rygte

Marekat mermaid merskum

Jeg har ikke noget problem med, at Politiken hjælper Hanne-Vibeke Holst (og Gyldendal) med at reklamere for hendes nye, ”store” roman, Dronningeofret, eller at Hanne-Vibeke Holst hjælper Politiken med at sælge deres lørdagsudgave (forside-henvisning på 1. sektion: ”Bestsellerforfatter savner parnassets anerkendelse”, forsiden af 2. sektion, plus to hele sider indeni). Men jeg bryder mig ærligt talt ikke om, at Holsts og Politikens gensidige salgsarbejde atter skal tage udgangspunkt i den, med H.V.s egne ord, ”bitre datters” temmelig uforløste forhold til sin far, den parnasanerkendte digter Knud Holst (1936-1995, redaktør af Hvedekorn 1963-67), overskrift på 2. sektion: ”Og så kommer denne 19-årige møgunge og skriver en roman med den største lethed i verden.” Ca. 1 gang pr. spalte afbryder Carsten Andersen sit ”store” interview med dramatisk kursiverede afsnit om Andersens og Holsts konfrontation med Knud Holsts efterladte papirer nede i datterens kælder:

  ”Historier om et liv. Erfaringer høstet. Tab./ Hvis villaen brændte, ville beviserne for Knud Holsts brydsomme liv kun eksistere oppe i hovedet på hans døtre. Og når de var væk – puf. Ingenting. Eller kun det, man kunne læse ud af hans kortprosa og digte. Men intet om anerkendelsen. Intet om de kuldsejlede romandrømme.”

   Som om ”hans kortprosa og digte” ikke var alt nok, som forpulet sprogkunst, der beviser sig selv! Ikke overraskende mener romanforfatteren H.V. Holst, at et forfatterliv, der ikke resulterer i 1 eneste roman, er mislykket og kuldsejlet, jeg vil mene, at et forfatterliv, det resulterer i bare 1 godt digt, altid er vellykket, og fx digtet ”Citron” fra K. Holsts tredje samling Samexistens fra 1966, så syrligt syret:

  ”Citron på gulvet/ en halvdel af en citron/ har du tabt på gulvet/ der stikker den op/ citronen på gulvet/ ligger og stritter/ med spidsen i vejret/ det er en halv citron/ som ligger på gulvet/ som er som et lille bryst/ som er som dit lille bryst/ pegende opad fra gulvet/ dit ene lille/ med sin frejdige spids.// I hånden holder du/ en halv citron/ som er den anden halvdel/ du ikke taber/ som er den halvdel/ du holder krampagtigt fast./ Jeg siger: smid så den citron.”

  Inde i mit eXemplar af Samexistens (med dens flot poppede Kirkeby-cover) ligger Poul Borums håndskrevne noter og anmeldelse (til Jyllands-Posten”); i noterne kommenterer og smagsbedømmer Borum samtlige digte, og ud for ”Citron” står der bare ”NOVRA!”, i anmeldelsen uddyber han pædagogisk: ”Læg mærke til det barnlige raffinement i opbygningen frem mod knald-pointen til sidst.” Og sammenlign nu med et par linjer, lige så info-stresset, klichéfuldt prosaiske som digtlinjerne var fordrømt-ironisk, originalt poetiske, fra indledningen til Dronningeofret, trykt en uge tidligere, som endnu mere gratis reklame, i Politiken-tillægget Magasinet (synsvinklen er en jødisk-amerikansk læges):

  ”Som nu hende her, en udenlandsk VIP, morgenens første patient. En sofistikeret, honningblond dansker, der trods fødselsåret 1944 stadig var tiltrækkende, uden den skæmmende skarphed, som mange mørke jødinder udviklede med alderen. Det måtte være det østeuropæiske, der slog igennem, for var det ikke Litauen, den ene gren af familien stammede fra? Før de flygtede fra tsarens pogromer og havnede i Danmark.”

  Jo, det var det nok! ”Sidste texter” står der på en af kasserne med efterladte papirer, men det er naturligvis ikke det litterære potentiale, der interesserer journalistforfatteren H.V. Holst: ”Hvad skulle hun bruge dem til? Godt spørgsmål. Men hun er jo journalist og kan se et materiale for sig. Et stof. (…) ”Det er en hård historie om liv, død, dæmoni, stræben og tab. Det bliver i givet fald en stor [”stor” LB] bog, men ikke en historie jeg traller ind på kontoret for at skrive. Til gengæld giver det for mig mening, hvis han engang bliver den roman, han aldrig selv fik skrevet.”

  Til (og som!) gengæld fik Knud Holst allerede i 1966 skrevet et profetisk og knivskarpt digt om (og som!) sin datter (dengang kun 7 år), ”Det er dig” (Borums vurdering, som var det en roman af H.V.H.: ”energi, men a la mode”!), tilegnet ”pigen iblandt os”, de første to afsnit:

  ”Det er dig/ der hele tiden er på forsiden/ det er dig/ der sætter omsætningen i vejret/ det er hele tiden dig/ der sælger barberblade skjorter/ brylcreme eller påskebryg/ (men ingen blir som dig af at drikke det)/ det er dig/ de alle sammen råber på/ det er dig/ de ikke kan få nok af/ dig de ikke vil finde sig i/ dig som de hævner sig på/ det er dig der hele tiden vinder/ og kommer galt af sted i aviserne.// Det er dig/ der lyser i mørket/ det er dig/ der formørker billedet/ dig der er smukkest i modvind/ dig der må smide tøjet/ dig der går uden bukser/ dig der er jomfru/ dig der er luderen/ eller prinsessen/ vor ældste datter/ eller vor barnebrud/ vor pornografi/ og vor nationalsang/ vort lokum/ og vor kirke.”

  Digtet slutter tragisk – ”Det er dig altid dig/ pige marekat mermaid merskum/ som ikke kan betragtes/ uden i adsplittelsen/ mellem dine forbudte og forsirede masker/ dig som ikke egner sig til livet/ dig som vi elsker/ ophængt mellem kroge” – men det gør jo, på trods (og på grund?) af al finlitterær forsmåelse Hanne-Vibeke Holst ikke, hun er og bliver en succesroman.