Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit
Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit SUT-chateque, det er helt, helt væk, og det er jeg virkelig forbandet over, men som jeg stod og bladrede og bladrede og bladrede i Hjem, slog det mig, at det eneste alternativ var at slå tifældigt op og citere løs, for det har altid været en perfekt, hvis ikke den perfekte måde, at læse Høeck på, og det burde jeg også have gjort under alle omstændigheder, Thomsen skulle for søren ikke have haft hele ordet her på den rigtig store Klaus' festdag; OK, here goes, , 1, 2, 3, bladr, opslaget side 232-233, først 232:
Svigt ikke tagrørene
i Sorø Sø. Vi må betragte
dem som vore venner.
De giver os stadig
så meget: nytte, skønheden
og den besynderlige
susen indicerende transcendens.
Da vi når tilbage til
bådebroen, lægger vi to over kors.
to skønheder in
den gud rører du mig med
din sjæl din stemmes
solare vinde
suser igennem mig med
transcendens to syn
der senere (o
ver korset) tilgiver du
mig min syndelse
Nu går jeg ind i sakristiet.
En kold vind trækker gennem
murens og sjælens sprækker.
Jeg har gåsehud og
ondt i solar plexus.
Så siger jeg med hæs
og rystende stemme: Gud,
jeg tilgiver dig dine synder.
Og side 233:
En dag ror vi over søen
til vores hemmelige bugt
(der skærer sig ind bag Bøg
holmen) fuld af hvide åkander
blot for at bekræfte blomsternes
tilstedeværelse. En ældgammel,
nedarvet sygdom. Jo, dér flyder
disse blændende mandalaer rundt
nøjagtigt midt i sjælen.
ord for ord blomstrer
du videre fra din mid
tes hemmelige
åkande ord for
ord bekræfter du din til
stedeværelse
i min sjæl ord for
ord lever du videre
i min mandala
Alt har du taget fra mig
undtagen ordet. Så tag også
dét som en straf for min
ulydighed mod din høje gotik.
Du kan tage mine negle eller
mine briller, mit liv. Jeg er
ikke bange for elfenbenskamrene.
Intet kan være værre end dette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar