Et scoop af en tak

Eksklusivt for bloggen kan vi bringe Naja Marie Aidts takketale for Nordisk Råds Litteraturpris, tak for det!

Holdt tirsdag den 29. oktober ved Nordisk Råds 117. session i Helsingfors (med undervisningsminister Bertel Haarder blandt tilhørerne, målrettet nok), og slå lige den Obama:

NAJA MARIE AIDTS TAKKETALE I ANLEDNING AF NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2008

Når man skriver, er man alene i et vældigt mørke. Eller i et vældigt lys.

Da jeg var barn i Grønland et godt stykke nord for polarcirklen, var vinteren buldrende mørk døgnet rundt og sommeren uendeligt lys døgnet rundt. I disse ekstremer læste mine forældre eventyr for mig. De norske, de svenske, de finske, HC Andersen, Brødrene Grimm, Folkeeventyr, Sigøjnereventyr, Tusind og én nat, alle slags eventyr. Det var der, det begyndte.

Jeg lærte at man kan opløse både lys og mørke med litteratur. At man kan rejse, hvorhen man vil, at det umiddelbart genkendelige kan forvandles og løfte et menneske ind i andre stemninger, rum og verdener. Det er en evig trøst. Og en befrielse. Sådan blev jeg afhængig af litteratur.

Siden har særligt den nordiske litteratur været et centrum for mig. Uden Selma Lagerlöf, Gunnar Ekelöf, Sonja Åkesson, Kerstin Ekman, Tua Forsström, Kjell Askildsen, Per Petterson, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen og mange mange flere havde jeg aldrig lært mig at skrive, som jeg gør.

Benævnelsen af verden er central. At man kender sit sted og har ord for det. Og når jeg nu sidder i Brooklyn, New York, hvor jeg bor for øjeblikket og tænker på Norden og på hvor mærkeligt det er at være et sted, hvor jeg IKKE ved hvad fuglene, insekterne, ormene, træerne hedder, ikke ved at en plante, der ligner skvalderkål, til forveksling er vanvittigt giftig - så mærker jeg hvor jeg kommer fra. At det særligt nordiske ikke nødvendigvis er et særligt fællesskab, en særlig klub, men en viden om en særlig geografi. At man er vokset ud af den geografi og er en del af den. Den er mit hjerteslag, mit sprog.

Og noget der er helt særligt ved Norden, er tusmørket. Dage og nætter flyder sammen, både sommer og vinter. Vi glider ud og ind af mørket mere end nogen andre steder i Europa. Det giver en sensibilitet for forandringer. Og vi har altid, som det randområde, den lille klynge lande vi er, omgivet af europæiske stormagter, været nødt til og gode til at optage andre kulturer i os.

Tænk på den ris a la mande, vi i Danmark serverer til jul – tyske ris benævnt på fransk. Eller ordene ”sofa” og ”kandis”, som er arabiske ord.

Men foranderligheden er også som en tsunami, når man befinder sig i et randområde. Vi er mindre og føler, at vi bliver kastet mere rundt på bølgerne. Vi er bange for at drukne i den store verden. For vi er i forvejen sårbare, og vores sårbarhed bliver nærmest udstillet i disse år, hvor verden forandrer sig med en så utrolig hast på alle områder.

Og så reagerer vi - dels ved at forsøge at isolere os, lukke grænserne, og dels ved at definere meget klart, hvad der hører til i fællesskabet, og hvad der IKKE hører til i fællesskabet – i Danmark er kanon og danskhedstest pludselig – og desværre - en del af vores fælles dagsorden. Man stræber efter en monokultur. Det kommer der sjældent noget godt ud af. For det er udtryk for - og befordrende for - en særlig selvforståelse.

Det handler Bavian bl. a om: At man kan blive for selvopfyldt og glemme at generøsitet, åbenhed og almindelig høflighed er vigtige og nødvendige størrelser, når mennesker skal leve sammen.

Det er interessant at forlade den nordiske selvforståelse og opholde sig et sted, hvor det hele tiden handler om dels at være stolt af den kultur, man kommer fra og er en del af, og dels om hele tiden at skabe et fælles rum, hvor alle kan være til stede som ligeværdige. Hvor der altså er to niveauer for selvforståelsen, og hvor det ene ikke udelukker det andet, men tværtimod er med til at skabe energi, mangfoldighed og fællesskab – fordi man hele tiden TALER om det og IKKE forventer, at alle har samme baggrund, eller at det at være ens er noget man bør stræbe efter. Man stræber efter diversitet. Og det er måske den største forandring jeg oplever ved nu at bo i New York.

Men jeg oplever jo også at føle mig fremmed. Præcis som i Bavian: at den trygge fortrolige verden pludselig er fremmed – eller at man selv pludselig er fremmed i den – og dermed mister sin følelse af sikkerhed. Man bliver mildest talt udfordret. Fortvivlet. Væltet omkuld. Men også forandret, forvandlet.

Bavian handler om at være menneske i Norden på godt og ondt. Derfor er jeg så glad for at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i dag. Det er en stor ære og en usigelig glæde. Tusind tak til komiteen, for tilliden, for at I fik øje på Bavian. Og tak til mit forlag, Gyldendal, Johannes Riis og min redaktør, Simon Pasternak. Jeg vil slutte med at læse Tua Forsströms fantastiske digt ”Sekstende September” i Peter Nielsens danske oversættelse:

Nat blå. Nat sort.

Vi tror let at vi er fortabte.

Men bjælderne på den lille hests

seletøj, en dag bliver det den sekstende september,

for alle skabninger, for hvert træ!

Sjælen er undselig. Lidt vand og havre forslår

Nogle fine, gennemsigtige sten.

Det er ikke godt med langt fremskredent forfald og

at græde for meget eller rejse til meningsløse

konferencer, ved vi der længe har

opholdt os i et strengt klima.

klapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklapklap

(se i øvrigt den splinternye, bonusrige hjemmeside www.najamarieaidt.com , med vidunderligt pinlige teeenage-digte og -dagbogsuddrag og de kæreste billeder af lillebitte Naja i den grønlandske sne)