Jeg siger det altsammen ca. i min Yndlingsaversion i dag om Jakob Levinsen (hvem ER Jakob Levinsen?) og Jyllands-Postens Vor Tids Roman-misere, men jeg gentager det gerne én gang til for Informations kulturredaktør Peter Centraleuropæer Nielsen, der i en selv for ham ualmindeligt mumlende kommentar i mandagens avis forsøger at diskutere den redaktionelle vægtning af "højt og lavt" apropos den her Formidlingspris, Kunstrådet har uddelt, og lad mig bare og ikke uoverraskende starte med et citat om mig selv (og meget muligt når jeg ikke længere):
"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."
Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!
"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."
Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar