4 (- 1) x 7 Johannes L. Madsen

Bogstaveligt nodeark til Verbale pupiller

7 portrætter af Johannes L. Madsen

1.
Johannes L. Madsen & johannes l. madsen & Johannes Madsen & J.L. Madsen & Johannes Lund Madsen & J. Lund Madsen & Johs. Lund & Johannes eL Madsen & Joh. L. Madsen & Iohannes L. Madsen & JLM.

2.
Madsen i Ulrik Gräs’ interviewbog Kærligheds fortabelse: ”I fængslet traf jeg Nick Romano. Motleys hovedperson i (…) Lev stærkt, dø ung. (…) Når det var muligt at læse Motley i et ungdomsfængsel, skyldtes det Fremads Folkebibliotek hvortil fangerne havde adgang og det indeholdt en masse kvalitetslitteratur./ Hold kæft jeg læste!/ Men jeg var ikke færdig med lave knæk, og jeg havde ikke mistet interessen for kombinationslåse, hvilket alt sammen førte mig til et statsfængsel med udvidede studier i litteratur der lod sig rekvirere fra mere udsøgte biblioteker./ Der var sket noget./ Jeg havde mødt Morten (Nielsen), Vagn (Steen) og (Martin) Berg, to digtere og en forlægger./ Det begyndte med at jeg rakte hånden ud efter en tilfældig bog på biblioteket, idet jeg lod hånden blive ført af ånden, og så stod jeg med et digt der forvandlede mit liv. Bagefter gik jeg i gang med alle modernisterne, de hjemlige og modernisterne udenfor landets grænser, især de svenske der igen førte mig til tysk konkretisme.”

3.
Poul Borums teori i et anmeldelsesnotat: Omkring 1960 landede en Madsen-ufo fra Madsen-planeten med lutter ekstraterrestielle Madsener ombord: Svend Åge, Viggo, Holger (Viggos sagesløse bror, nominelt forfatter til Viggos bog Den gamle dame og hunden) og Johannes L.

4.
Knud Holten i romanen Englen med det langsomme smil: ”(…) efter lidt stædig virksomhed med albuerne lykkeds det at komme på nogenlunde på hold af midtpunktet, Elektriske Johannes, som umådelig bleg – dog tilsyneladende fattet på sin unikke manér – var i færd med at betjene sin omfangsrige Orakelmaskine, placeret nær vinduerne på et vakkelvornt træbord, der var overstrøet med papirer, plasticbægre og cigaretskod … Han havde iklædt sig en vidunderlig smuk, pakistansk vest, broderet med pupur- og guldtråd, tyndslidte arbejdsbukser og jetsorte, nypudsede sko fra de tidligste rock’n roll dage. Han gjorde en glimrende figur, konstaterede jeg, og hans svirrende, overfyldte øjne lignede grangiveligt blæselamper – eller snarere gevindskakter, fræsende tværs gennem klodens magma.”

5.
Poul Borum i Danske digtere: "Jeg nærer ikke den ringeste tvivl om disse bøgers genialitet, deres enestående sprogkraft og deres lynglimt af indsigter. Men samtidig må man også sige, at de er komplet ubegribelige (…) Som læser tænker man ofte: manden er jo hvinende gal, men så tænker man også: OK – hvis han kan holde det ud, så kan jeg som læser også – og han finder ud af noget!”

6.

Jørgen Sonne i anmeldelse af Madsen-udvalg: ”Gads Danske digtere bind 5 siger nu påståeligt om Madsen ”gal … galskab”. Nej, han er aldrig spærret inde, og der er følgelig systemer i galenskaberne. Madsen løber bare over af natursans, høj humor og livssundhed. Noget galt ved det? (…) Det er Thøger Larsen 1968."

7.
Lucy, in the sky with diamonds! Få din psykedeliske røv ud af den himmel umiddelbart! Det er Johannes’ diamanter, du gør dig lækker med. Se selv! De har hans øjne! Og de blinker! Som besat!

7 digte af Johannes L. Madsen

1.
”Federe” fra 20 opdigte, 19652.
”Understøttelse” fra A B Se digte, 1965

3.

”sneen er hvid” fra I sig selv, 1968

4.
”nedspildt spruttende af syre” fra nedspildt spruttende af syre, 1969

5.
”sproget har fuglekasser i munden i dag” fra smarte pletter mellem fingrene, 1970

6.
"skriver med solstråle i min pencil" fra Er skriften løgn fordi lysets baggrund altid er sort? 1974

7.
”Bevidsthedsbevis” fra Hvedekorn nr. 1, 1982

[+ min tekst fra Verbale Pupiller-kataloget, "SORT HUL BOGFØRT/ 7 spejlvendte kontaktlinser til Johannes L. Madsens Verbale pupiller" i dagens anledning omødbt til "7 forord til Johannes L. Madsens Verbale pupiller" og med citat-afsnittet udskiftet med en top 14 over danske eksperimnetlle romaner (se senere!)]

7 sekventielle cut-ups af de 14 kapitler i Johannes L. Madsens For en person med verbale pupiller

1.
lys slynget op i en trættende længde af larm

Han stikker. Smilet. I Brystlommen.

Knivens gniiiiistrende/ spids vendt direkte mod fremtiden
MAN holder ånde i stilheden og lytter med fingeren
og alle de smukke maddikepiger bøjer de blege ansigter
inden længe kommer en mand og smælder torskerogn i hovederne på gæsterne

flænger læberne og syer fortænderne dybt ind i kødet
A smider armene efter hende og slikker blodet af sine hænder
skridende mellem de to bevæbnede mænd lister han i smug en fravendt haand ned i en paraply BLOMSTERNE KNÆKKER, ORDENE KNÆKKER, STILHEDEN KNÆKKER
kvinden ligger i hundredeogfiretres glasskåle
den hvinende stemme ændrer ustandselig retning
brystsvære krager, med brede luffevinger, som jeg blæste ind i mørket
du danser om din egen krop og jeg er vågen

2.
Arnie omdøbt til ærteblomst vugger i vinden
Tynde hår. Vokser på. Hans latter.
tiden er/ en sætning
MAN er i pludselig materiel skikkelse
alle forfatternavne på denne strækning begynder med L
der strømmer elektrisk blod på betongulvet

han smager et kort øjeblik hendes blik
En taburet vokser ud på Es bagdel
de farer forvirret omkring som flimrende sorte klatter
HAN SPADSERER PÅ LOFTET
manden trækker sølvtråde gennem hendes krop
hun knapper sine skulderblade af
røde vinduesruder som lyset sner igennem
måske skal jeg en nat komme til et skrig

3.
et bord der er gået fuldstændig i baglås
Og. Bordet. Svæver op.

en høne/ der lægger marmoræg
MAN bruser op som stemmer
han stirrer vredt tilbage over sin egen skulder
et cirkelrundt orkester til højre for en stribe herrerygge
temperaturen er fed og mudret
A er i færd med at sy sin mave sammen
bagved de uspændte tove patruljerer sorthvide politibetjente
KVINDEN HAR SKRÅLENDE TÆNDER
hendes plasticben er foret med skumgummi
gummerne knirker frem og tilbage
men døden er i dybfrost og cellofan
gruset er et hårdt ord

4.
OG HVEM ANDRE END ARNIE GÅR OP I RØG
Hendes sorte øjenbryn. Damper.
tiden er/ en høne
MAN er knippel
med skvulpende ryg der bulner ud
halvnøgne pigebørn der vajer i fjer og masker
rummet hvirvler pludselig op
E sluger en sovsekande
i alle træer ser han mennesker
MANDEN HAR SØVNIGE KINDBEN
kvinden er to millimeter høj
en stenhaand mejslet ud af græs
jeg åbnede lidt for den halve gud
træet er den ægte refleks

5.
Arnie plukker et æble med sin abefod
Og et stykke bøf. Drømmer.
en sætning/ der lægger marmoræg
MAN smager af kaffe
det gigantiske rum er fyldt med bøger
den lille satyr bobler med lykkelige smaskelyde
en sort finne snitter gennem vand og luft
A blader hurtigt gennem røgslørene
han danser kvalt på stedet en slags skt. veitsdans
HAN SVINGER I HENDES SLANGEKRØLLER
mandens hænder hænger i hendes ører
en eller anden har åbnet for stilheden
jeg fortalte papiret en hemmelighed
nej vi kan ikke mødes her

6.
Arnie tager en af sine papmasker af
Han kigger. Frem under. Næsen.
han bider/ sig fast (haps)/ i hendes svingende ja/ hofter
MAN har dem stadig i forvirringen
her lugter af papir læder og støv
du baner dig vej mellem damesko og brystvorter
han skrumper ind i en opblødt bil
Es færdigrøgede stemme kommer atter kravlende
pludselig springer noget hvidt inde i hans hoved DONG
HAN HVISKER MED EN LÆDERLÆBE
øjenbrynene kravler på loftet
han vokser gennem hendes tunge øjenlåg
jeg er heldigvis et spejl
vist kan du forskyde dig

7.
Arnie nikker og smiler

Vrøvler. Lækkert.
han bider igennem sproget
MAN vover en to tre hjørner

Du slår op på side 65
ham der vipper med lyset
solen lugter uendelig rådden
Fjernsynet går ud på altanen
alt er opbrud og flugt
BYEN REGNER MOD EN MUR
deres stemmer lyder fra en hatteæske
den tomme luft spærrer for alle udgange
set fra den synsvinkel er jeg snarere en transformator
mine ene kind eksploderer og jeg siger det er dig