Mød Car/sten Jen/sen

Knækprosaisk readymade (nr. sjok, men formfuldendt)

 

Forfat
teren Car
sten Jen
sen har den se
neste tid op
holdt sig i Af
ghanistan, hvor
fra han i fi
re sto
re ar
tikler har re
porteret til In
formation. Han er nu vendt hjem i
gen og klar til at mø
de læ
serne. Hør ham der
for for
tælle om si
ne op
levelser fra krig
ens kamp
zoner og få hans svar på spørgs
målet: "Hvor
for er vi i Af
ghanistan?" Præ
sentation og ord
styrer In
formations kul
turredaktør Pe
ter Niel
sen. Tid og sted: Tors
dag den 29. ja
nuar kl. 19.00 på Bo
rups Høj
skole, Fre
deriksholm Ka
nal 24, 1220 Kø
benhavn K. En
tre og til
melding på www.af
tenskolen.dk, hold
nummer 209001

Vintervinker

KomMertzBankRådgivning

Jeg fik i forgårs et billigt hammerslag på det fineste lille billede af Albert Mertz, (u)forestillende en blå, ligesom stirrende, nøgleagtig figur omringet af hvide plamager og beskrevet på bruunrasmussen.dk som bare "Composition. Signed AM 27-11-59. Watercolour on paper. Sheet size 34 x 49 cm." og i går var jeg ude i Bruun Rasmussens skræmmende betonbunker på Sundkorgsgade og hente billedet, som i samme øjeblik, det kom ud af sin plastichateque, rullede sammen i min hånd som et lille, skræmt dyr. Da jeg forsigtigt rullede det ud igen, kunne jeg se, at Mertz på bagsiden ren faktisk havde noteret en titel, som jeg umiddelbart læse som helt enkelt: "Jeg vinker". Hvilket nemlig er det perfekte svar på det lille Sven Dalsgaard-maleri i vores stue, der sort på hvidt bogstaverer budskabet: "SE/ MIG", dialogisk billedkunst fra væg til væg:

SE
MIG

Jeg vinker

Jeg så godt, at ord nr. 2 med lidt god vilje kunne læses som "vinter", men ingen tivl om at første ord var "Jeg", og der kunne jo ikke stå "Jeg vinter" (jo, det kunne der vel netop godt!), så jeg opretholdt læsningen "Jeg vinker" lige indtil min søn kom hjem fra fægtning, kastede et kort blik på titlen og sukkende meddelte mig, at der selvfølgelig stod "Is vinter", hvilket der selvfølgelig gør, og hvilket jo er mildest talt passende for ikke bare denne sene, sure januar  men også for det blåfrosne nøglebarn dér midt i snemasserne. Men alligevel vil billedet, for i det mindste mig, altid halvt hedde "Jeg vinker", for det gør det altså også, og ikke kun til Sven.

Kritiske kadetter

Sværdslag for en Kritikerskole

Min søn var til sit første fægtestævne i weekenden og som jeg stod dér i gymnastiksalen på Asgård Skole uden for Ølby og betragtede de unge drenge og pige duellere på livet løs, angribe og undvige gesvindt, og med såkaldte "kropsledninger" tilsluttet deres stilige, hvide fægtedrager, der med røde og grønne glimt i en point-himstergims registrerede, når de blev ramt rent og pointgivende, kom jeg til at tænke på den store kritiker-muskerter Poul Borums gamle urealiserede plan om en kritikerskole, formulet således - og ikke alt for inciterende - i en enquete-tekst, "Som svar på deres ærede -", i Passage nr. 5, 1988:

"Ligesom vi nu har fået en Forfatterskole, en forsøgs-undervisning for professionelle forfattere, kunne man forestille sig en kritiker-uddannelse. Hvorfor ikke starte med uges seminar, arrangeret af Den Litterære Institution, Institut for Litteraturhistorie i Århus og tidsskriftet Standart - med foredrag, diskussioner og øvesler med deltagelse af 10 professionelle kritikere, 10 unge kritikere og 10 studerende, som et semester havde arbejdet med kritisk teori/praxis? Værsgo, bolden er givet op!"

For selvfølgelig bør fægtning med fleuret, kårde og sabel være den centrale disciplin i en eventuel Kritikerskoles gymnastikundervisning, ikke fordi kritikeren, i Dyrehaven, som i sin tid Edvard Brandes vs. skuespilleren Robert Schyberg (der ikke fægtede, men skød på hinanden, og skød langt forbi), eller i spalterne, skal duellere med den kritiserede forfatter/kunstner, det forbliver ørkesløs strid, men fordi kritikere i lang højere og elegantere og præcisere grad end det er tilfældet nu (jf. bare min såkaldte fejde med Jakob Levinsen, vi stod og skyggeboksede i hvert vores hjørne af kulturkamppladsen), bør duellere med andre kritikere, polemisere stålsat (og med kropsledning: BIIP!).

Kritikerkadetter, en garde!

Rap & råb

Den aktive LB-kanon kontant beregnet

Jeg har netop fået årsopgørelse af Copydan og det ser alt i alt glimrende ud med et solidt. femcifret slutbeløb, men fordelingen er sgu noget spøjs, to poster ud af 13 står for 90 % af kopierne (og pengene), antologien Poesi dér. Danske raptekster 1988-2004  2004 (70 %!) , hvor jeg (forhåbentlig) ikke krediteres for rappernes raptekster, men for min eget (heldigvis) ekstensive "Efterskrift dér", og antologien Et digt om dagen, 1995 (20 %), der inkluderer mine allerførste to alfabeter, "Råbealfabetet" og "Nonsensalfabetet" (begge samlet op i Alfabeter fra Pluto), og det er ret stensikkert førstnævnte alfabet, de kopierer, dansklærerne. I sammenligning står Weekendavisen kun for ca. 3 % af kopierne og pengene. Det man læser, derude i klasseværelserne, af den smalle lyriker og kritiker mig er alt andet ("Spiller boccia med kongen"/ Pædagogseminarier/ 100, 61 kr.") lige altså 1 fjollet børneremse og 1 pædagogisk rap-gennemgang, og det er måske et eller andet nådesløst sted meget retfærdigt! For selv at få et indtryk af, hvordan jeg ser ud i dansklæreres og skoleelevers øjne, gengiver jeg nedenfor halvdelen og sidste afsnit (ellers kunne teksterne bare masse-udprintes jo, og jeg ved intet om, hvordan det er med blog-rettigheder) henholdsvis  af Råbealfabet og Rap-efterskrift, ægge homo papiens, som Ole Jastrau vistnok udtrykker det:

AV!
BANG!
CRASH!
DONG!
EJ!
FLOP!
GAK!
HA!
IH!
JEP!
KLOP!
LUK!
MØF!
NIKS
(... suspense!)

Dér

Det var naturligvis MC Einar, som startede det med dér. På sangen og nummeret ”Ahr dér”, som gjorde opmærksom på, at far her ikke kunne klare mer. Siden har dér været en fast bestanddel af rap-lingo, både i og udenfor selve rap-teksterne. I 2000 debuterede gruppen Klart dér med cd’en Elektriske fyrfadslys; på nummeret ”Dér Wear” lancerer de deres egen tøjlinie (som flere amerikanske rappere har gjort i virkeligheden): ”Vil du være streetsmart eller klæ’s på til fest i ulden vest/ og kæk i bukser med smæk og en skjorte der er ternet og stjernet/ så skal der stå dér wear på frakken/ der er noget om snakken der skal stå dér wear i nakken”. Og det er måske et meget godt billede på både rap-lingoet og selve kærneordet dèr: det er noget, man iklæder sit sprog, som streetwear og feststøj. I Den Gale Poses nummer ”Defintionen af en stodder” er en af Jokerens defintioner på en stodder, at ”Det’ når jeg’ spændt op til lir, der/ Og siger dér efter alt, hvad jeg siger der”. Hvoraf det også kan udledes, at dér med fuld ret og respekt rimer på dér, andre rimord kan blive nødt til at gøre en forskel i forhold til hinanden, men ikke dér. I nummeret, der bare hedder ”Der” fra samme DGP-cd, rimer dér i et væk på dér (og hilser i forbifarten på Einar): ”Respekt til Juvenile så jeg si’r: ”huh, der”/ Men når jeg hører blues hop si’r jeg: ”Ahr, der”/ For jeg’ Den Gale proletar superstar, der/ Der ikke lukker røven før jeg ska’ herfra, der/ Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der/ Hvem har den største pose i landet her, der? D.G. Players/ Og folk vil have mer, der/ Vi rocker huset uanset hvad der sker, der”. Jeg vil lade være med at diskutere den subtile forskel mellem at stave med accent aigu: dér, og stave uden: der, som henholdsvis MC Einar og Den Gale Pose gør (foreløbig har ingen rapper overtaget Per Højholts stavning: dær). Jeg vil heller ikke gætte på betydningen af det komma, som Jokeren sætter foran sit ’der’ (men måske er det bare dér, accenten er faldet ned?). I den ordbog, der en overgang var at finde på Den Gale Poses hjemmeside, har de følgende definition: ”Der – siges efter en sætning for at give den tryk. Hvad så, der. Helt sikkert, der”. Og den er jo meget god og præcis. Men mon ikke vi kan komme tættere på: Normalt bruger man dér som demonstrativt adverbium, stedudpegende biord. Nudansk ordbog har følgende eksempler: ”der kommer han jo!; den blomst der er smuk; hvem der?; der har du en krone; her og der; se der.” Men det er ikke sådan rappernes dér fungerer, det udpeger ingen bestemte, konkrete steder eller ting, hvilket Jokeren vidende demonstrerer i linien: ”Så jeg spø’r mit lille spejl på væggen der, der”. Hvad dér udpeger, er tekstens nu og her, som Jokerens næste linie på en prik understreger: ”Hvem har den største pose i landet her, der?”. Dér er dermed hieroglyf for rappens forpligtelse og insisteren på en nærværende poesi. Raptekster folder sig ud i og som en samtidighed, en omhyggelig knopskydning. Raptekster er uhierarkiske collager af her & nudansk og fri, personlig fabuleren. Raptekster handler om tekstens og rapperens identitet, at den og han i den grad er til stede i dette øjeblik som et fantastisk forklædt selv.

   Dér, du, er her, nu. Læs rap, før rappen læser dig.

Jeg ærgrer mig gul og blå over, at jeg ikke fik skrevet det alfabet, som står noteret under R i min bogs sidste alfabet, "Åbenlyst fraværende alfabeters alfabet": RAPPET ALFABET. Sikke en cash cow det ville have været, dér!

Carst/en Jens/en/: E/n herli/g opr/ingning

Knækprosaisk readymade i to dele

 

I  

Ca
rs
te
n Je
nsens st
emm
e dr
ukner i ly
den af et ja
agerfl
y i lu
ften o
ver Ca
mp Pi
rce I Afgh
anist
an. "Det va
r en herl
ig oprin
gning at få. D
et var skø
nt at hør
e. Jeg har jo fu
lgt det unde
rve
js ," si
ger han i telef
one
n, da ha
n får besk
ed om, at 84
6 menn
esker har st
emt hans rom
an fra 20
06 ind p
å en suver
æn fø
rstepl
ads i læ
serafst
emning
en om "Vo
r ti
ds da
nske roma
n". "D
et er et fr
emmeda
rtet st
ed at stå og sna
kke om d
ansk litt
erat
ur, To ki
lome
ter herf
ra er et stø
rre sl
af i ga
ng," si
ger h
an.

 

II
Hv
is man skr
iv
er no
get som g
iver L
ars Bukd
ahl t
årer i ø
jnene, er d
et pse
udoek
sperime
nter, der er l
avet fø
r, der er n
æsten en litter
ær tr
yghedsfa
ktor i det. Ja
kob Eje
rsbos "No
rdkr
aft" var ti ga
nge m
ere nybr
ydende litteræ
rt set end enor
mt me
get af de
t der har ste
mpel af for at vær
e det, hv
or det nye sk
er. Je
g føle
r mig ikk
e som off
er for den kr
itik, fo
r den repr
æse
nterer så ue
ndeligt f
å.

Det er faktisk et ret stillesiddende job at være hare

Cool nysselige nytårs-knap-nok-bøger af Olesen og Mathiesen

Eske K. Mathiesen og Annete Blæsbjerg Ørom: Souvenir. 32 sider, ? kr. (altså også spørgsmålstegn til om der overhovedet er en pris), privattryk/nyårshilsen/ (fra?) Gullanders Bogtrykkeri a/s, Skjern)

Peter H. Olesen: [Jeg er her kun midlertidigt]. 48 sider, 90 kr. Privattryk (kan fås i Møllegades Boghandel, Kbh, og i netkiosken Butik Melodika ( nybog@melodika.dk )

Det er et særligt problem for Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, som hidtil kun har knyttet sig til udgivelser af Eske K. Mathiesen, men i disse dage har jeg fra både Mathiesen og Peter H. Olesen modtaget Bet-anglende bøger/hæfter, betitlet henholdsvis Souvenir og [Jeg er her kun midlertidigt] med nytåret som udgivelsesØJERBLIK, og hvilket er de så udkommet : 2008 eller 2009???

Mathiesen-bogen indeholder et enkelt, sirligt frivolt 12-linjet digt af Eske aftrykt, suspensefyldt, 1 linje ad gangen overfor lige så mange livligt systemdigteriske håndarbejde-værker af Anette Blæsbjerg Ørom, her lige præcis de første 6 linjer:

Kamé-skæreren på Guldsmedens Bro
har netop med sit bor ramt det blegrøde lag
bag konkylieskallens hvide,
da hans elskerinde ham uafvidende lader budet
fra fiskehandleren gøre ting ved sig,
som selv kamé-skæreren næppe ville få lov til.

(...)!

Olesen-bogen er, efter sidste års ekskurs med Gyldendal-romanen Korrekturlæseren, en opfølger omsider til digt-, notat, aforisme-, liste-samlingerne Jeg vil være hvor jeg ikke er, 2004, og Apropos alt, 2006, hvoraf mindst 1 blev indstillet til Bukdahls Bet; flere af teksterne har haft deres urpremiere på Olesens mildest talt fine blog Mildest talt og tidsskrifter som (bare fx) Hvedekorn, men de klæder hinanden lige så pokkers godt som kløvere på en kløvermark. Det er tekster, der er så små som spilfærdigt muligt, sentens-poesi kunne være en genrebetegnelse, udspillende sig i (anti)pointeret ikke-ironisk naturidyl ret præcist midtvejs mellem Mathiesens og idolet Laugesens jagtmarker: "Slet ikke tyst her/ hvor alting vågner og straks/taler i tunger" - når stedet ikke bare, ca. hver tredje gang, er rent/beskidt eksistentielt: "At grave sin egen grav/ hvis ikke jeg/ hvem skulle så". True! Digtet lige før: "Jeg holdt den forsigtigt/ som var det/ en fugleunge// Tegningen af Malevitij", nemlig, og lige efter: "Det gør ikke noget/ om det så bare er et parcelhuskvarter/ bare der er en baghave/ med et par træer/ og noget buskads/ De har ikke selv valgt/ navnet skovspurv." Netop! Og modsat de gamle 70'er-avntgardister Laugesen og (i hvert fald for det mester, jeg skal lige tjekke) Mathiesen tør den gamle postpunker H. Olesen godt tage herrens navn finurligt (til allersidst):

Den store landskabsmaler
ham man på disse kanter kalder gud
har været ude med sin efterårspalet
Selvom han helt sikkert har skævet
til Kirkeby og nok også Weie
overgik han i år
de andre mestre

Overmoden underfundighed fås ikke sprødere.

Og selvfølgelig kan/skal de bare kandidere to, nej tre gange.

Tankerne hidses i anet ring

Poesien begynder og slutter i Hvedekorn, Christensens debut og Jacs (ufrivillige) exit

Inger Christensen debuterede som 20-årig i Hvedekorn 4, 1955 (redigeret af (26-årige) Torben Brostrøm og Ernst Clausen) med digtet "Regntid" (senere holdt hun op med at rime og begyndte på det igen og holdt op og begyndte igen):

REGNTID

Der går stjerner i em som en regn under nat,
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.

Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.

Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.

Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.

Da jeg for et års tid siden som nyslået Hvedekorns-redaktør sendte poesi-indkaldende postkort ud til Danmarks bedste digtere, fik Inger Christensen et kort med en guldsko af Andy Warhol, "Det kunne godt" svarede hun kort efter "få mig til at tage Warhols guldsko på og stå på ét ben i rigtig lang tid, bare for at skrive et digt til formålet. Men se om det sker." Det gjorde det forbandet nok ikke, men smukt af hende sgu at formulere håbet.

F.P. Jac, som Hvedekorn-debuterede i nr. 1, 1977, sendte i august en serie på tre digte "Til/ HVEDEKORNS REDAKTION ! ! !// Hermed tilsendes 3 nye digte/ Håber at I vil synge med på dem/// Alt det bedste/ F.P. JAC/ Tjørnevej 30 st. tv./ 2450 Allerød" (da han til nr. 1, 2008, på opfordring bidrog med et poetisk manifest noterede han på et selvstændigt ark, med sin majestætisk krussedullede håndskrift: "Til Direktøren/ fra Spiren/ Din F.P."); digtene bliver trykt som første punkt på dagsordenen i det snarligt udkommende nr. 4, her er digt nr. 2, seriens tema er coacheri (og hvis nogen var en ægte poesi-træner, så var det Inger Christensens ægtemand og Jacs første og bedste kritiker, Poul Borum):

HVOR ER DET SKØNT AT VÆRE FØDT MED IRONI I RØVEN

Jeg cykler mine fugtigheder væk,

er jeg en drøm eller en tørkeabstinens?

Eller det mon min modvilje mod coacher,

JEG KAN KUN STAVE TIL VASKE.

Billedet flyder ind og ud med finregn,

måske er det regnskabets time?

Plænerne er gule af udmattelse,

det er som om at øjnene skal itudrilles,

men hvilken fodbold kan henrykke,

på en overflade af gulsot.

INGEN SVARER.

Telefonbogen er tyk,

side op og side ned med verbale coacher,

fra ansigtangrende til ålegårdsbesættelse,

men ikke en strofe om gulsotens forfølgelse,

honoraret er sikkert for tyndbenet til en satsning.

Måske en mulighed,

inden det næste anfald af pandeperler,

ja hvorfor dog ikke.

For eftertiden ikke et ondt ord om coacher,

vi var jo alle fyldt med synske tegnebøger.

Og den ene plathed er vel ligesågod som den anden,

sikke et samtalekøkken min skat.

Jeg skrev ordet MARERIDT hundrede gange.

Det var min dåb og dårskab til coach.

Og vi snupper også lige Inger Christensens næste digt, digt nr. 2, fra Hvedekorn 3, 1956, der selvfølgelig hedder:

FORVANDLING

Spændt som en som en sort fugls vinge
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.

En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.

Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.

Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.

Lækre anmeldermænd!

Ny profitabel trend i den unge litteratur: Ros kritikken!

Bemærkelsesværdigt, at hele to af efterårets solidt roste bøger indeholder lovsprisninger af kritik og kritikere, der på trods af al fortællerupålidelighed sagtens kan tages for pålydende, det gør i hvert fald jeg, straks:

1. I Lars Frosts roman Ubevidst rødgang udtaler fortælleren, en navnløs, kvindelig ingeniør:

"Jeg satte mig til rette under Vilhelm Lauritzens smukke loft, det er et enormt loft, Terminal 2 er et enormt rum, og loftet med de runde lysindfald, det er meget smukt, og man sidder godt i Wegners lufthavnsstol, men bogen [sandynsligvis et bind i Christian Kampmanns Familien Gregersen-saga LB], jeg læste i for at få tiden til at gå, da jeg havde set mig mæt i mandlig harme, ægteskabelige skærmydsler, arkitekturdetaljer og elegant, praktisk design kedede mig. den savnede helt og aldeles fremdrift, og det ægrer mig, jeg skulle have lyttet til anmelderne. Det var det de sagde, da den udkom, at bogen savnede fremdrift, og de havde ret. Anmelderne har ofte ret, det er min erfaring, så kan forfatterne brokke sig så meget, de vil, de burde lytte mere til anmelderne, i stedet opfører de sig som små, forurettede børn, vræler og sparker, som om de havde ret til en særlig plads i samfundet, en særlig god og privilegeret plads [jf. et vist interview i JP LB]".

Nemlig!

2. I novellen "Cecilie" fra Christina Hagens debutsamling Sexdronning udbryder fortælleren, en navnløs, lesbisk psykolog:

"Anmeldermænd, der spiller fandango med flotte ord og kæler for sproget og sig selv og tasterne og dem, de kender, og dem, de gerne vil kende, og sender små hilsener igennem teksten til deres elskerinder eller en nabo eller en gammel ven. Og giver stjerner ud. De er også lækre."

Akkurat!

Og sikke nogle rigtig gode bøger I har skrevet, Lars og Christina.

Julegodtrester

Tredobbeltkonfekt fra højtidens IN-bunke

1. Tredje nummer af (vinder af Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris 2004) Boris Boll- Johansens kostelige en-mands-tidsskrift Magasinet Menneske, med bl.a. en spot on-tegnserie om en kommunal litteraturfestival ("hvad med Troels Kløvedal? Nej, Jens Blendstrup?/ Ja, det er ikke tosset. Uh - han er altså så ... Haha. Så ham engang i den 11. time. Haha."), og heldigvis skriver han stadig på en prik "små breve" (nummerets tema er erindring):

Kære klæbehjerne

som der findes to udgaver af: Den velkendte,
som man kan trille gennem en matematikbog,
og så sidder alle tallene fast på den, eller
gennem en dansktime, og den kommer ud til
frikva med fyldige perioder og lækre navne,
og den mindre velkendte, som selvfølgelig
er min ulykkelige hjerne, der ligesom en
harpiksbefængt håndbold, der har været på
tilskuerrækkerne, kommer ned og er så fyldt
med håraffald, programmer, vimpler, sand og
skidt og lort, at dommeren forlanger en ny,
og skam også får den, mens publikum sidder
og flover sig over at være sådan nogle svin.

2. Antikvariatet Booktraders traditonelle, stærkt brogede Julehæfte, hvor bidrag af digtere/tusindkunstnerere som Asger Scnack, T.S. Høeg, Viggo Madsen, Torben Ulrich og Louis Jensen veksler med beretninger om og af bibliofile super-nørder; årets nummer præsenterer en fascinerende artikel om kunstneren Mogens Zieler som sækkepibe-entusiast og -pioner (og hos Bruun Rasmussen kan man lige nu byde på det flotteste maleri med titlen "Sækkepiben som mandolin/guitars afløser i nature-morte", næste bud: sølle 6500) og et passende blakket gensyn med titelpersonen i Jokum Rohdes debutroman Jonas' bog, 1994:

  Jonas så ned i gaden. Øde. Gravørfirma med ingang inde i porten.
  - Hvad skete der nogensinde med ham?
  - Du myrdede ham.
  De går op ad Sommerstedsgade. Selskabstøj udlejes. De var meget slørede. Støvregn over menneskefyldt gade. Alt over første sal forsvundet fra deres sunkne tanker og drømme. Bygninger mundede ud i billige hotelreceptioner og indiske restauranter. Jonas vil følge hver person ud af historien, den eneste måde at gøre det på. Blot et forsøg på realisme. Gavlmalerier. Dunlop dæk. Han kender den uhyggelige mand. Che Guevara tatoveret på brystet af en spankingtøs.
  Vindue med sølvfoliebaggrund, sortklædt herremannequin med stramme læderbukser og jernskilt om halsen:
  - NAT OG DAG VAR TYVEN DER STJAL DETTE SYN. HAN BRYDER IND. HAN FUNGERER SELV. ER DU FORTABT, FREMMEDE?
  Triste facader. Helt klart Vesterbro.

3. "Note" publiceret på Facebook 25. december af Rasmus Nikolajsen og fra nu af en moderne klassiker i dansk julepoesi:

Nikolajsens juleaftensalfabet (synges med Gustav Winckler-stemme)

J - betyder juleand der snart skal kastes op
U - betyder undertøj der splejses på din krop
L - betyder lys og latter pakket ind i pot
E - betyder englevinger sælges nu som skrot
A - betyder alfelorte samlet i en skål
F - betyder fede børn der smeltes over bål
T - betyder tavshedstraumer pynter træets top
E - betyder elskerinden savner Henriks krop
N - betyder Nikolajsen fletter juleflet
og pynter op med nisseblod i sit juleaftensalfabet

De uerstattelige

Et lyrisk hjertesuk

HVIS
DER
SÅ
NU
KUNNE
BLIVE
FØDT
NOGLE
DIGTERE,
NOGLE
STORE
NOGLE

Inger C, ABC, 1935-2009

Gammel ny poesi - til trøst

ENERGIEN ER GLÆDEN

Energien er glæden i verden den lyser
ansigtet lyser på den der er glad
Sorgen ser ud som når mennesket fryser
Bare fordi de må undvære mad

(Det, HANDLINGEN, transitiviteter 4.)

SOM SNEEN DEN RENE

Som sneen den rene
hvid og alene
ganske få dage
ganske få dage

jorden
kommer altid tilbage

(Det, TEKSTEN, integriteter 7.)

(begge digte også trykt som selvstændige børnedigte i antologien Vi bor i Danmark. Nye digte og sange for børn, 1969, hvor jeg (uden at have Det i frisk erindring (og det bør man altid have)) nyligt faldt over dem - tak for tekstoplysninger til Asger Schnack, der har AL dansk poesi present)

(5/1 2009)

Ind i aksenes tæthed

To tidsskruede tekster af Jac

I dag klokken 12 bliver F. P Jac begravet fra Lillerød Kirke, og inden jeg tager S-toget til Allerød Station, vil jeg afskrive to ikke-bogopsamlede tekster fra Jac-arkivet.

Den første tekst er digtet "Prinsesse Ray [Davies of course LB] er vores tilblivelse" fra bogen On The Rocks, 1979, hvor digtere digtede til koncert-fotos af Steen Møller Rasmussen:

med en pludselig lyst giver jeg mig til at berøre i
huden - berbejdende giver jeg mig ekstra tid til
hænderne inden de kulminerer ud i min elskedes
sarte og voldsomme skygger - vi står her fortabte
sammen og nænner ikke at viske noget bort fra
ansigterne - jeg peger hårdt ind i en papirlap for
at løsrive dig en tid fra min mund - næsten legende
drejer jeg mig rundt og fornemmer stærkt vores
uendelige drift -

vi har givet børnene plads til deres leg ved floden -
vi strejfer os til lidt forstemmende isolation her
for at være sammen - det er løs drøm det hele og
vores negle hænger fast i alle højdepunkterne -
selv de bløde forenklinger der strækker sig hidsigt
i vores kys tager sig bare ud af endnu en flugt - men
hvor er det dog skønt at se at din mørke tinding
har sat sig til børnene - derude på vandoverfladerne
har de i en graciøs jubel glemt alle vores afkald -

det er jo bare sandt det her med børnene i favnen -
her står vi med alle os der valgte rusen - vi letter
hinanden for ord og føler os stolte mens vi ser på
at markerne endnu en gang høster sig ind - vi går
her lyst på lyst og udveksler vores tro til bruddene
i græsset - hastigt begynder vi at synge for at nærme
os alle dem der påkalder sig virkeligheden - og en
tid er vi en stor mørk plet ind i aksenes tæthed

Den anden tekst er et veritabelt defensorat for Den Sprogende Praksis fra Politiken, hvor Jac på daværende tidspunkt havde løs hyre som lyrisk kommentator, 28 juli 1982:

Skal teksten da være en slapsvans

Hvorfor mit sprog er som det er

Efter en række anslag mod mine historier og indlæg i Politkken, som altid i sig selv er interessante og velgørende, sker der så pludselig noget, og det må kræve en reaktion, eller en vrede der lettes fra munden.
  En såkaldt maler, en Hr. Ove Irlind blander sig i striden, og pensler nogle lærreder af litteraturhistorien op, om hvem der er bedst og så videre og videre. Og det skal jeg nok lade være at blande mig i, for det ville være for pinligt. Men grebene om min egen hals vil jeg da godt så lidt myte omkring. Eller på bedste vis søge at tage livet af.
  Mine digte skulle være dårlige, forvirrende og tilfældige og uinteressante. Det var ikke ligefrem akademiets store pris, men okay. Når det nu er en såkaldt maler der siger det, så er det lige før man kan se et landskabsbillede i tegneblyantens streg dukke op i en fjern stue et sted.
  Og at hr. Ove Irlind vitterlig må give op med mine tekster, siger ikke noget om mit talent, men stempler Irlind som kedelig og fantasiløs. det han i sin dybeste konsekvens forlanger, er at en tekst ikke må yde, men kun skal nydes. Der må ikke være nerve i den, det skal være en slapsvans. Så hvis det er med det morgenhumør Irlind sætter sig til den levende avis, så kan jeg godt forstå han er blevet skuffet. Og med den tone han lancerer i sit eget indlæg, var det som en dårlig studenterstil i den tidlige ende af skalaen. Lidt ubehjælpsomt og ikke proof'et.
  Bidende ud gennem sidebenene kommer så den, med udråbelsen til det store digtertalent, som jeg er næsten uden skyld i, men absolut enig. En stor misforståelse er Irlinds egen mangel på skrivekrampe. Han nægter ikke bare sig selv men sproget retten til leg. Og da jeg ikke er journalist, men digter, må mit brug af sproget nødvendigvis være et andet. Men jeg er nu engang som jeg er, og jeg skriver ikke af et sprog der findes, jeg skriver mine ting i selve sproget, og prøver at lægge nogle alen til. Sprog skal ikke klistre, det skal hoppe i ny eksistens. Men det nægter Irlind sin sprogflab, og det er bare synd. Synd.
  At jeg skulle være en ren eftersnakker af modernisterne forstår jeg ikke, da floskler ikke er svar værdige. Og det bliver endnu mere tåbeligt, når enhver der bare har lidt begreb på poesi og digtning, faktisk ved at modernsimen er en digtlyst, der har født digte i over hundrede år, og som faktisk føder endnu hver dag. Men det jo også lettere at blive fornærmet end at kunne sin litteraturhistorie.
  Så er det vist sagt.
  Hvis Irlind ellers er i stand til at læse denne respons uden for mange forviklinger, så siger jeg bare tak for genmæle, og håber den gode maler vil kigge i min efterårsbog der hedder 'jeg elsker min hustru'. Der er kun hundrede digte, så malerbøtten kan vel hvile så længe.
  Om jeg for bladet skulle være en fejldisposition, det er på et højere sted, og det har en lille digter slet ikke indflydelse på.

(læs videre om Jac & Politiken i Jacs Jeg er selv med på billederne)

Ølkurver (jacisme fra 1993)

Om at gå op i en lille spids

Det er en af den slags fikse bemærkninger, der lige generer i forbifarten og i al hast - pga. al hasten - tilgives, men da jeg så fiksheden gentaget i dag i Berlingskes Groft Sagt-spalte - af alle steder - hvor Egon Balsby ironiserer over bl.a. mine lovord til F.P. Jac i Olav Hergels Politiken-nekrolog, var der ikke længere nogen vej udenom en korrektion:

"Og sandt at sige fik den ikke for lidt. Indfølt interview med enken. Storslåede karakteristikker fra anmeldere og kolleger, der ikke tøvede med at betegne afdøde som det danske sprogs mest nyskabende digter. Bulder­bassen Lars Bukdahl , Weekendavisen, fik lov at gå så langt som at betegne F.P. Jac som »en af vore store digtere, og så længe han levede den største nulevende«. Må vi lige være her. [nej, I må ej, det er akkurat det, Jac demonstrerede, at I ikke kan, og at han var og blev den største, er altså ikke noget posthumt påfund, det har jeg hævdet og argumenteret for i talrige sammenhænge, mest ekstensivt i min monografi Læberen sproges LB] Der er naturligvis intet i vejen med ægte entusiasme, og ej heller med F.P. Jacs liv og virke. Men balancen, kære Hergel. Balancen. Som Skyum-Nielsen konstaterede i sin nekrolog i Information, var det tydeligt, at »jo kortere der var mellem genstandene, jo længere var der mellem snapsene«. Det vidste selv F.P. Jac."

Det gjorde han nu ikke, han forblev stensikker på sit talents umådelige format, heldigvis. Den fikse påstand er Skyums, og sentensen lyder i sin helhed således: "Man kunne nok sige, at jo tættere der blev mellem genstandene i forfatterens liv, jo længere blev der mellem snapsene i hans bøger." Der er to usandheder i spil her, dels en kvalitativ smagsdom om forfatterskabet, der naturligvis er til diskussion, og dels en biografisk påstand om livsløbet, der enten er rigtig eller urigtig. Skyum dømmer, at der blev stadig længere imellem de poetisk optimerede Jacs i hans bøger, hvilket i en vis forstand er sandt, når det gælder den dramatik og (især) prosa, der blomstrede i det sene forfatterskab, og helt bevidst jo: for nemlig at give epikken: historierne og deres karakterer, luft til at ånde, men i poesien sprang sgu da stadig jacismerne som champagnepropper om øjnene på én. Objektivt usandt er det til gengæld, at Jac gennem årene drak mere og mere, han drak afsindigt fra han var 14-15 til han var ca. 30, men efter han midt i 80'erne mødte Bodil og flyttede til Allerød, blev der skåret kraftigt ned på indtaget og i flere perioder var han (så godt som!) på vandvognen, hvilket aldeles punkterer den implicitte moralisme i Skyums fikshed: jo længere der (ifølge Skyum) blev mellem snapsene i hans bøger, jo længere blev der også mellem de faktiske genstande; da Jac (ifølge Skyum, NU; dengang var han langt mere loren, jf. kapitlet Legendarisk levende i min monografi) var på toppen, omkring 1980, lå han i sprit sådan ca. 24 timer i døgnet (jf. de to erindringsbind, Fortælleren blev senere sig selv og Jeg er selv med i billederne).
En bedre og sandere morale: Det viljefaste naturtalent nærer sig på hverdag såvel som fest.

Jens Christian Grøndahl: Hit med sangen, Topolino, 2009

Eksklusiv cut-up-romanette

(bestående af samtlige kursiverede ord i Jens Christian Grøndahls roman Fire dage i marts, 2008)

homies
Du har ringt till Olivia, Oscar, Birgitta och Anders
just nu
ground hostess
Kontakpersoner
centro storico
verkligan ursäkta
film noir
sådanna sakar väl är
Javisst
måsta jag säga
no joke
fucking
bitch
Sittin' on the Dock of the Bay
Op og ned langs kysten
Et Dukkehjem
hint
blue mountain butterfly
Fru Marie Grubbe
er
goy
Morning Star
Morning Star
chambre séparée
Blade til mit forår
Den sommers piger
Kong Lear
Onsdag nogen sol
Borte med blæsten
Se de nye tendenser
Masser af skabsplads
I dette spejl er jeg lukket inde
Jorden rundt på 80 dage
Thisbes hvisken
Frank
Kontaktpersoner
Steak & Martini
3 X 34
Kontaktpersoner
Sven
pojken
I dette spejl er jeg lukket inde
Javisst
säger så
levende og sand
som man forestiller sig engle og ikke som reflekserne
Crème de la crème
Fraülein
crackers
pop art
legato
legato
monsieur
legato
ikke-legato
Burnin' Red Ivanhoe
gangster rap
mountain bikes
Consuela, come and say hello to my sister
au pair
Consuela, you can take the rest of the evening off once you've done the laundry
antipasti
ribollita
pancetta
glæde
utrolig
coq au vin
North of Houston Street
Spillemand på en tagryg
barista
latte
dødssynd
dopo mezzogiorno
all right
er
upstairs and downstairs
Apocalypse Now
Matador
Hit med sangen
Topolino
kult
sangria
spremuta
har
I dette spejl er jeg lukket inde
Sidste stik
de
Hun
fait accompli
ex-pats
penne all'arrabiata
I dette spejl er jeg lukket inde
carfioci alla romana
bacchio al forno
tiramisú
er
pragtfuldt
henrivende
tiramisú
Det
tiramisú
tiramisú
er
heirless
legato
hej
här
forsökt
dig
inte
Jaså
dárfor att
sorts
än
lyssna nu
tilsammans
just här
måsta
forsöka
nytt
här
också
dig
vän
nått fram
A change of air
tycker alla
som har hänt
börja på nytt
inte
känna sig
Det finns massvis med
får väl bli
över
stigmatiseret
Frank & Ingrid Memorial
Advokat Erik Hvidbjerg, 1904-1989
Helga Hvidbjerg, f. Poulsen, 1922-1973
Birgitta
Hej, Ingrid. Ett ögonblick
Pappa, pappa
Forbrydelse og straf
Hip, hip, hurra
roamer
I love you, Arne
Tryllefløjten
SLUT