Poesien begynder og slutter i Hvedekorn, Christensens debut og Jacs (ufrivillige) exit
Inger Christensen debuterede som 20-årig i Hvedekorn 4, 1955 (redigeret af (26-årige) Torben Brostrøm og Ernst Clausen) med digtet "Regntid" (senere holdt hun op med at rime og begyndte på det igen og holdt op og begyndte igen):
Inger Christensen debuterede som 20-årig i Hvedekorn 4, 1955 (redigeret af (26-årige) Torben Brostrøm og Ernst Clausen) med digtet "Regntid" (senere holdt hun op med at rime og begyndte på det igen og holdt op og begyndte igen):
REGNTID
Der går stjerner i em som en regn under nat,
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.
Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.
Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.
Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.
Da jeg for et års tid siden som nyslået Hvedekorns-redaktør sendte poesi-indkaldende postkort ud til Danmarks bedste digtere, fik Inger Christensen et kort med en guldsko af Andy Warhol, "Det kunne godt" svarede hun kort efter "få mig til at tage Warhols guldsko på og stå på ét ben i rigtig lang tid, bare for at skrive et digt til formålet. Men se om det sker." Det gjorde det forbandet nok ikke, men smukt af hende sgu at formulere håbet.
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.
Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.
Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.
Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.
Da jeg for et års tid siden som nyslået Hvedekorns-redaktør sendte poesi-indkaldende postkort ud til Danmarks bedste digtere, fik Inger Christensen et kort med en guldsko af Andy Warhol, "Det kunne godt" svarede hun kort efter "få mig til at tage Warhols guldsko på og stå på ét ben i rigtig lang tid, bare for at skrive et digt til formålet. Men se om det sker." Det gjorde det forbandet nok ikke, men smukt af hende sgu at formulere håbet.
F.P. Jac, som Hvedekorn-debuterede i nr. 1, 1977, sendte i august en serie på tre digte "Til/ HVEDEKORNS REDAKTION ! ! !// Hermed tilsendes 3 nye digte/ Håber at I vil synge med på dem/// Alt det bedste/ F.P. JAC/ Tjørnevej 30 st. tv./ 2450 Allerød" (da han til nr. 1, 2008, på opfordring bidrog med et poetisk manifest noterede han på et selvstændigt ark, med sin majestætisk krussedullede håndskrift: "Til Direktøren/ fra Spiren/ Din F.P."); digtene bliver trykt som første punkt på dagsordenen i det snarligt udkommende nr. 4, her er digt nr. 2, seriens tema er coacheri (og hvis nogen var en ægte poesi-træner, så var det Inger Christensens ægtemand og Jacs første og bedste kritiker, Poul Borum):
HVOR ER DET SKØNT AT VÆRE FØDT MED IRONI I RØVEN
Jeg cykler mine fugtigheder væk,
er jeg en drøm eller en tørkeabstinens?
Eller det mon min modvilje mod coacher,
JEG KAN KUN STAVE TIL VASKE.
Billedet flyder ind og ud med finregn,
måske er det regnskabets time?
Plænerne er gule af udmattelse,
det er som om at øjnene skal itudrilles,
men hvilken fodbold kan henrykke,
på en overflade af gulsot.
INGEN SVARER.
Telefonbogen er tyk,
side op og side ned med verbale coacher,
fra ansigtangrende til ålegårdsbesættelse,
men ikke en strofe om gulsotens forfølgelse,
honoraret er sikkert for tyndbenet til en satsning.
Måske en mulighed,
inden det næste anfald af pandeperler,
ja hvorfor dog ikke.
For eftertiden ikke et ondt ord om coacher,
vi var jo alle fyldt med synske tegnebøger.
Og den ene plathed er vel ligesågod som den anden,
sikke et samtalekøkken min skat.
Jeg skrev ordet MARERIDT hundrede gange.
Det var min dåb og dårskab til coach.
Og vi snupper også lige Inger Christensens næste digt, digt nr. 2, fra Hvedekorn 3, 1956, der selvfølgelig hedder:
FORVANDLING
Spændt som en som en sort fugls vinge
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.
En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.
Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.
Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.
En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.
Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.
Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.
Tirsdag, januar 20, 2009
SvarSletLars Bukdahl siger:
1 gang til i lige måde:
Kære Jørgen Schouboe
Min udnævnelse af F. P. Jac til Danmarks (daværende) største nulevende digter er ikke noget teknisk uheld; i min bog om Jac, Læberne sproges, argumenterer jeg for sagen, her et opsummerende cut-up:
"(...) den første grund til at han er den største og den bedste´; Han er totalt en original. (...) han taler sin stammes sprog perfekt og som en selvfølgelighed./ Den anden grund til, at Jac er den største og den bedste er, at han taler skønt og sandt. På samme tid og skiftevis er det bare utroligt attraktivt, skægt, mærkeligt, overrumplende, smukt sagt og helt vildt sanddru, præcist, rammende, slående, rigtigt sagt. (...) Den tredje grund til, at Jac er den bedste og den største, er, at han taler komplekst og differentieret og reflekteret om alt på ethvert niveau. Intet stykke virkelighed eller sprog tages for givet, alt kan gå igennem den spilfærdigt-analytisk omkalfatrende jacistiske maskine. (...) Den fjerde grund til, at Jac er den bedste og den største er, at hans forfatterskab er så overmåde rigt og figurligt. Thi kvalificeret kvantitet tæller! Der er så velsignet meget tekst inkluderende så svimlende mange gode værker og serier og tekster og digte og kapitler og afsnit og linjer og vendinger og ord. Flere end i noget andet samtidigt forfatterskab, Rifbjerg og Turèll inklusive. (...) Den femte grund til, at Jac er den bedste og den største er, at han tager traditionen, endda den dødsyge danske tradition for meteorolog-poesi og drukkenbolt-prosa på sig uden at opgive bare 1 mm af sin fordring på at være absolut moderne og nådesløst peronlige og skamløst nivellerende (dvs. relativt postmoderne."
Men selvfølgelig er det noget pjat med den slags konkurrencer, især i slagskyggen af et dobbelt savn, kan vi ikke bare sige, at Jac var den største danske digter, og Christensen den største europæiske, det tror jeg faktisk passer meget godt. KH
Fredag, januar 16, 2009
Jørgen Schouboe siger:
KAMMERATERI OG
FEBERREDNINGER
***************
Kære LB,
Fine feberredninger af dig i anledning af Inger Christensens exit! Det var jo også ærgerligt - og måske især ædruiserende - at hun skulle slippe pedalen bare 2-3 dage efter, du havde udnævnt Flemming Jacobsen til "...Danmarks største (...) nulevende digter...". Tøhø, som en tredje (Hausgaard) ku' finde på at gnægge.
Under alle omstændigheder belyser intermezzoet med "Danmarks største" (tordenskrald) jo betydningen af TIMING - god (Ingers) såvel som dårlig (din).
Forklaringen på din fodfejl ligger jo nok i tilføjelsen: "... og min kammerat...". Skån gerne os læsere for kammerateriet! Måske skulle du også skåne dig selv? (for mistanken om nepotisme).
Bedste hilsner fra Jørgen Schouboe, en læser