onsdag den 7. januar 2009

Julegodtrester

Tredobbeltkonfekt fra højtidens IN-bunke
1. Tredje nummer af (vinder af Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris 2004) Boris Boll- Johansens kostelige en-mands-tidsskrift Magasinet Menneske, med bl.a. en spot on-tegnserie om en kommunal litteraturfestival ("hvad med Troels Kløvedal? Nej, Jens Blendstrup?/ Ja, det er ikke tosset. Uh - han er altså så ... Haha. Så ham engang i den 11. time. Haha."), og heldigvis skriver han stadig på en prik "små breve" (nummerets tema er erindring):

Kære klæbehjerne
som der findes to udgaver af: Den velkendte,
som man kan trille gennem en matematikbog,
og så sidder alle tallene fast på den, eller
gennem en dansktime, og den kommer ud til
frikva med fyldige perioder og lækre navne,
og den mindre velkendte, som selvfølgelig
er min ulykkelige hjerne, der ligesom en
harpiksbefængt håndbold, der har været på
tilskuerrækkerne, kommer ned og er så fyldt
med håraffald, programmer, vimpler, sand og
skidt og lort, at dommeren forlanger en ny,
og skam også får den, mens publikum sidder
og flover sig over at være sådan nogle svin.

2. Antikvariatet Booktraders traditonelle, stærkt brogede Julehæfte, hvor bidrag af digtere/tusindkunstnerere som Asger Scnack, T.S. Høeg, Viggo Madsen, Torben Ulrich og Louis Jensen veksler med beretninger om og af bibliofile super-nørder; årets nummer præsenterer en fascinerende artikel om kunstneren Mogens Zieler som sækkepibe-entusiast og -pioner (og hos Bruun Rasmussen kan man lige nu byde på det flotteste maleri med titlen "Sækkepiben som mandolin/guitars afløser i nature-morte", næste bud: sølle 6500) og et passende blakket gensyn med titelpersonen i Jokum Rohdes debutroman Jonas' bog, 1994:

  Jonas så ned i gaden. Øde. Gravørfirma med ingang inde i porten.
  - Hvad skete der nogensinde med ham?
  - Du myrdede ham.
  De går op ad Sommerstedsgade. Selskabstøj udlejes. De var meget slørede. Støvregn over menneskefyldt gade. Alt over første sal forsvundet fra deres sunkne tanker og drømme. Bygninger mundede ud i billige hotelreceptioner og indiske restauranter. Jonas vil følge hver person ud af historien, den eneste måde at gøre det på. Blot et forsøg på realisme. Gavlmalerier. Dunlop dæk. Han kender den uhyggelige mand. Che Guevara tatoveret på brystet af en spankingtøs.
  Vindue med sølvfoliebaggrund, sortklædt herremannequin med stramme læderbukser og jernskilt om halsen:
  - NAT OG DAG VAR TYVEN DER STJAL DETTE SYN. HAN BRYDER IND. HAN FUNGERER SELV. ER DU FORTABT, FREMMEDE?
  Triste facader. Helt klart Vesterbro.

3. "Note" publiceret på Facebook 25. december af Rasmus Nikolajsen og fra nu af en moderne klassiker i dansk julepoesi:

Nikolajsens juleaftensalfabet (synges med Gustav Winckler-stemme)
J - betyder juleand der snart skal kastes op
U - betyder undertøj der splejses på din krop
L - betyder lys og latter pakket ind i pot
E - betyder englevinger sælges nu som skrot
A - betyder alfelorte samlet i en skål
F - betyder fede børn der smeltes over bål
T - betyder tavshedstraumer pynter træets top
E - betyder elskerinden savner Henriks krop
N - betyder Nikolajsen fletter juleflet
og pynter op med nisseblod i sit juleaftensalfabet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar