Ind i aksenes tæthed

To tidsskruede tekster af Jac

I dag klokken 12 bliver F. P Jac begravet fra Lillerød Kirke, og inden jeg tager S-toget til Allerød Station, vil jeg afskrive to ikke-bogopsamlede tekster fra Jac-arkivet.

Den første tekst er digtet "Prinsesse Ray [Davies of course LB] er vores tilblivelse" fra bogen On The Rocks, 1979, hvor digtere digtede til koncert-fotos af Steen Møller Rasmussen:

med en pludselig lyst giver jeg mig til at berøre i
huden - berbejdende giver jeg mig ekstra tid til
hænderne inden de kulminerer ud i min elskedes
sarte og voldsomme skygger - vi står her fortabte
sammen og nænner ikke at viske noget bort fra
ansigterne - jeg peger hårdt ind i en papirlap for
at løsrive dig en tid fra min mund - næsten legende
drejer jeg mig rundt og fornemmer stærkt vores
uendelige drift -

vi har givet børnene plads til deres leg ved floden -
vi strejfer os til lidt forstemmende isolation her
for at være sammen - det er løs drøm det hele og
vores negle hænger fast i alle højdepunkterne -
selv de bløde forenklinger der strækker sig hidsigt
i vores kys tager sig bare ud af endnu en flugt - men
hvor er det dog skønt at se at din mørke tinding
har sat sig til børnene - derude på vandoverfladerne
har de i en graciøs jubel glemt alle vores afkald -

det er jo bare sandt det her med børnene i favnen -
her står vi med alle os der valgte rusen - vi letter
hinanden for ord og føler os stolte mens vi ser på
at markerne endnu en gang høster sig ind - vi går
her lyst på lyst og udveksler vores tro til bruddene
i græsset - hastigt begynder vi at synge for at nærme
os alle dem der påkalder sig virkeligheden - og en
tid er vi en stor mørk plet ind i aksenes tæthed

Den anden tekst er et veritabelt defensorat for Den Sprogende Praksis fra Politiken, hvor Jac på daværende tidspunkt havde løs hyre som lyrisk kommentator, 28 juli 1982:

Skal teksten da være en slapsvans

Hvorfor mit sprog er som det er

Efter en række anslag mod mine historier og indlæg i Politkken, som altid i sig selv er interessante og velgørende, sker der så pludselig noget, og det må kræve en reaktion, eller en vrede der lettes fra munden.
  En såkaldt maler, en Hr. Ove Irlind blander sig i striden, og pensler nogle lærreder af litteraturhistorien op, om hvem der er bedst og så videre og videre. Og det skal jeg nok lade være at blande mig i, for det ville være for pinligt. Men grebene om min egen hals vil jeg da godt så lidt myte omkring. Eller på bedste vis søge at tage livet af.
  Mine digte skulle være dårlige, forvirrende og tilfældige og uinteressante. Det var ikke ligefrem akademiets store pris, men okay. Når det nu er en såkaldt maler der siger det, så er det lige før man kan se et landskabsbillede i tegneblyantens streg dukke op i en fjern stue et sted.
  Og at hr. Ove Irlind vitterlig må give op med mine tekster, siger ikke noget om mit talent, men stempler Irlind som kedelig og fantasiløs. det han i sin dybeste konsekvens forlanger, er at en tekst ikke må yde, men kun skal nydes. Der må ikke være nerve i den, det skal være en slapsvans. Så hvis det er med det morgenhumør Irlind sætter sig til den levende avis, så kan jeg godt forstå han er blevet skuffet. Og med den tone han lancerer i sit eget indlæg, var det som en dårlig studenterstil i den tidlige ende af skalaen. Lidt ubehjælpsomt og ikke proof'et.
  Bidende ud gennem sidebenene kommer så den, med udråbelsen til det store digtertalent, som jeg er næsten uden skyld i, men absolut enig. En stor misforståelse er Irlinds egen mangel på skrivekrampe. Han nægter ikke bare sig selv men sproget retten til leg. Og da jeg ikke er journalist, men digter, må mit brug af sproget nødvendigvis være et andet. Men jeg er nu engang som jeg er, og jeg skriver ikke af et sprog der findes, jeg skriver mine ting i selve sproget, og prøver at lægge nogle alen til. Sprog skal ikke klistre, det skal hoppe i ny eksistens. Men det nægter Irlind sin sprogflab, og det er bare synd. Synd.
  At jeg skulle være en ren eftersnakker af modernisterne forstår jeg ikke, da floskler ikke er svar værdige. Og det bliver endnu mere tåbeligt, når enhver der bare har lidt begreb på poesi og digtning, faktisk ved at modernsimen er en digtlyst, der har født digte i over hundrede år, og som faktisk føder endnu hver dag. Men det jo også lettere at blive fornærmet end at kunne sin litteraturhistorie.
  Så er det vist sagt.
  Hvis Irlind ellers er i stand til at læse denne respons uden for mange forviklinger, så siger jeg bare tak for genmæle, og håber den gode maler vil kigge i min efterårsbog der hedder 'jeg elsker min hustru'. Der er kun hundrede digte, så malerbøtten kan vel hvile så længe.
  Om jeg for bladet skulle være en fejldisposition, det er på et højere sted, og det har en lille digter slet ikke indflydelse på.

(læs videre om Jac & Politiken i Jacs Jeg er selv med på billederne)