Lækre anmeldermænd!

Ny profitabel trend i den unge litteratur: Ros kritikken!

Bemærkelsesværdigt, at hele to af efterårets solidt roste bøger indeholder lovsprisninger af kritik og kritikere, der på trods af al fortællerupålidelighed sagtens kan tages for pålydende, det gør i hvert fald jeg, straks:

1. I Lars Frosts roman Ubevidst rødgang udtaler fortælleren, en navnløs, kvindelig ingeniør:

"Jeg satte mig til rette under Vilhelm Lauritzens smukke loft, det er et enormt loft, Terminal 2 er et enormt rum, og loftet med de runde lysindfald, det er meget smukt, og man sidder godt i Wegners lufthavnsstol, men bogen [sandynsligvis et bind i Christian Kampmanns Familien Gregersen-saga LB], jeg læste i for at få tiden til at gå, da jeg havde set mig mæt i mandlig harme, ægteskabelige skærmydsler, arkitekturdetaljer og elegant, praktisk design kedede mig. den savnede helt og aldeles fremdrift, og det ægrer mig, jeg skulle have lyttet til anmelderne. Det var det de sagde, da den udkom, at bogen savnede fremdrift, og de havde ret. Anmelderne har ofte ret, det er min erfaring, så kan forfatterne brokke sig så meget, de vil, de burde lytte mere til anmelderne, i stedet opfører de sig som små, forurettede børn, vræler og sparker, som om de havde ret til en særlig plads i samfundet, en særlig god og privilegeret plads [jf. et vist interview i JP LB]".

Nemlig!

2. I novellen "Cecilie" fra Christina Hagens debutsamling Sexdronning udbryder fortælleren, en navnløs, lesbisk psykolog:

"Anmeldermænd, der spiller fandango med flotte ord og kæler for sproget og sig selv og tasterne og dem, de kender, og dem, de gerne vil kende, og sender små hilsener igennem teksten til deres elskerinder eller en nabo eller en gammel ven. Og giver stjerner ud. De er også lækre."

Akkurat!

Og sikke nogle rigtig gode bøger I har skrevet, Lars og Christina.