Poesien begynder og slutter i Hvedekorn, Christensens debut og Jacs (ufrivillige) exit
Inger Christensen debuterede som 20-årig i Hvedekorn 4, 1955 (redigeret af (26-årige) Torben Brostrøm og Ernst Clausen) med digtet "Regntid" (senere holdt hun op med at rime og begyndte på det igen og holdt op og begyndte igen):
Inger Christensen debuterede som 20-årig i Hvedekorn 4, 1955 (redigeret af (26-årige) Torben Brostrøm og Ernst Clausen) med digtet "Regntid" (senere holdt hun op med at rime og begyndte på det igen og holdt op og begyndte igen):
REGNTID
Der går stjerner i em som en regn under nat,
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.
Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.
Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.
Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.
Da jeg for et års tid siden som nyslået Hvedekorns-redaktør sendte poesi-indkaldende postkort ud til Danmarks bedste digtere, fik Inger Christensen et kort med en guldsko af Andy Warhol, "Det kunne godt" svarede hun kort efter "få mig til at tage Warhols guldsko på og stå på ét ben i rigtig lang tid, bare for at skrive et digt til formålet. Men se om det sker." Det gjorde det forbandet nok ikke, men smukt af hende sgu at formulere håbet.
hvor vingerne venter i vest.
Og bølger går blidt mod bromolens kant,
men længes mod stormenes fest.
Det lurer og leger og lokker til blæst
med skum om en sort hests hov, -
og mågerne skriger til den der går næst
om bytte og blod og om rov.
Og tankerne hidses i anet ring,
men kroppen spændes i buer af sort;
jeg venter at morgen skal komme med ting,
som styrkende slår mod min port.
Jeg venter en havstorm, stærk og strid,
som fejer en fest om mit hus - -
men hesten står tøjlet, stille og hvid
uden vildsind og vindes sus.
Da jeg for et års tid siden som nyslået Hvedekorns-redaktør sendte poesi-indkaldende postkort ud til Danmarks bedste digtere, fik Inger Christensen et kort med en guldsko af Andy Warhol, "Det kunne godt" svarede hun kort efter "få mig til at tage Warhols guldsko på og stå på ét ben i rigtig lang tid, bare for at skrive et digt til formålet. Men se om det sker." Det gjorde det forbandet nok ikke, men smukt af hende sgu at formulere håbet.
F.P. Jac, som Hvedekorn-debuterede i nr. 1, 1977, sendte i august en serie på tre digte "Til/ HVEDEKORNS REDAKTION ! ! !// Hermed tilsendes 3 nye digte/ Håber at I vil synge med på dem/// Alt det bedste/ F.P. JAC/ Tjørnevej 30 st. tv./ 2450 Allerød" (da han til nr. 1, 2008, på opfordring bidrog med et poetisk manifest noterede han på et selvstændigt ark, med sin majestætisk krussedullede håndskrift: "Til Direktøren/ fra Spiren/ Din F.P."); digtene bliver trykt som første punkt på dagsordenen i det snarligt udkommende nr. 4, her er digt nr. 2, seriens tema er coacheri (og hvis nogen var en ægte poesi-træner, så var det Inger Christensens ægtemand og Jacs første og bedste kritiker, Poul Borum):
HVOR ER DET SKØNT AT VÆRE FØDT MED IRONI I RØVEN
Jeg cykler mine fugtigheder væk,
er jeg en drøm eller en tørkeabstinens?
Eller det mon min modvilje mod coacher,
JEG KAN KUN STAVE TIL VASKE.
Billedet flyder ind og ud med finregn,
måske er det regnskabets time?
Plænerne er gule af udmattelse,
det er som om at øjnene skal itudrilles,
men hvilken fodbold kan henrykke,
på en overflade af gulsot.
INGEN SVARER.
Telefonbogen er tyk,
side op og side ned med verbale coacher,
fra ansigtangrende til ålegårdsbesættelse,
men ikke en strofe om gulsotens forfølgelse,
honoraret er sikkert for tyndbenet til en satsning.
Måske en mulighed,
inden det næste anfald af pandeperler,
ja hvorfor dog ikke.
For eftertiden ikke et ondt ord om coacher,
vi var jo alle fyldt med synske tegnebøger.
Og den ene plathed er vel ligesågod som den anden,
sikke et samtalekøkken min skat.
Jeg skrev ordet MARERIDT hundrede gange.
Det var min dåb og dårskab til coach.
Og vi snupper også lige Inger Christensens næste digt, digt nr. 2, fra Hvedekorn 3, 1956, der selvfølgelig hedder:
FORVANDLING
Spændt som en som en sort fugls vinge
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.
En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.
Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.
Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.
tegner din mund sig i mørket
så flygtig som fuglenes træk;
læberne åbner sig, lukkes,
som bobler, der brister og dør
i en månelys bæk.
En ansats til anet smerte
sitrer uhørlig i rummet
og stiger til vefyldt fryd;
slynger sig månefordrukken
fra hændernes favntag
som rytme og tonløs lyd.
Øjnenes blå hyacinther
kysser jeg vågne af rusen,
så stjernerne spejles deri;
lader dem opstå
til morgenens lys
fyldt af min sjæls melodi.
Længsel mod kommende nætter
fanger de legende hænder
i frygt for at alting er tabt;
forvandles dog hastigt
til lykkelig løsthed
og viden: i nat blev du skabt.
