Surrealistisk hævn

Den bedste julegave du ikke måtte købe (eller bytte dig til)

Den mest cool danske dvd i lang tid, mundret betitlet Danske eksperimentalfilmklassikere 1942-1958 er i følge filmbladets Ekkos hjemmeside trukket tilbage fra markedet af dens udgiver Det Danske Filminstitut, fordi de glemte at spørge Wilhelm Freddies bobestyrer om lov. For 70 år siden var det staten, der beslaglagde Freddies stødende kunstværker, nu er det åbenbart payback time, hvilket man godt kunne fryde sig over, hvis det ikke var fordi især dvd'ens to Freddie-film, Det definitive afslag på anmodningen om et kys og Spiste horisonter er komplet uundværlige for alle ægte surrealisme- og avantgarde(film)entusiaster. 35 eksemplarer af dvd'en nåede at blive solgt, deudover er blogbestyreren i besiddelse af et anmeldereksemplar, og man er meget velkommen til kontakte mig via bloggens kommentarfelt for en privat, illegal visning (det tror jeg Freddie ville have være helt med på); når 25 har meldt sig, offentliggør jeg tid og sted, prisen bliver 1 udstoppet franskbrød (jf. (til den tid) Spiste horisonter). Jeg ville gerne have aftrykt min Ekko-anmeldelse af den nu ikke-eksisterende dvd, men lige før jul modtog jeg en mail fra min redaktør med følgende, meget korte, vedhæftede tekst:

Copyright

Artikler til Filmmagasinet Ekko må ikke være offentliggjort tidligere. De er forbeholdt magasinets trykte og elektroniske udgave og kan kun genoptrykkes efter aftale med Ekko. Chefredaktør Claus Christensen, 1. marts 2008

Det er lige i overkanten at komme i konflikt med 2 copyrightindehavere, så i stedet af trykker jeg nedenfor et lidet kendt prosadigt af Freddie fra 1937:

Mrs. Simpsons lyserøde sko

flettet af blomstrende timian, rejste alene med p.l.m. hvis man troede de små garnisionsbyers musikkorps spillede "madelon" ville det være at profanere de lyserødes højtideligte mission, tour eiffel, buckingham palace og statue of liberty nynnede den heroiske sang, der fik alverdens lommeure til at gå i stå. - 1937.

Også et filmmanuskript, klø på, Mr. Lynch!

Der vendes for få mærkværdighedssten

Bukkefar forbliver ked af det

F.P. Jacs digt-føljeton BUKKEFAR del V:

Man er en stor båltale indeni, ja, årets litterære skraldemand,
men bare vejret er tækkeligt, så bestyres butikken med ro og orden,
men irritationer, kan også hobe til vrede, og udmyntes i strandtæsk.

Jeg sidder og drømmer om en bog "Bol så pokkers med" af Vita Andersen.
Men hun har endnu ikke skrevet den, så jeg nøjes med tiden, blid og purpur.

Laugesens Brabrand hilsner er sikkert med i næste sending, oh forbarm,
for sprogklisteret tørrer for hurtigt i disse år, mangelen på de ægte modviljer,
alle vil på langtur efter selve hittet, der vendes for få mærkværdighedssten.

Så går det bedre med puslespillet, et par bogstaver lyser over havet,
to brikker slår pjalterne sammen, AR, det må være slutningen af ordet.

Det hele samler sig nu om det indre, et lille hul af sol, tja måske?
spillet er for børn så det burde snart smælde, nøddeknækkerkvasen,
men hele kajforspillet minder om en Tom Kristensen brandert, dybdeflugt.

Strunge ville være fyldt 50 d. 19 juni, men erkendelsen var brugt op.

Så er anmeldelserne til denne weekends rumklang afsendt, med pension.
Lad så jorden favne sit urimelige tag-fat, bare der er nogle at kalde på.
Jeg har intet tilgode ud over søvnen i dig, skal vi så spise?

Vejret har løftet mig til de sidste brikker, så lørdagen får helt fred.

Al betydelig begyndelse er svær, selv glider B smalt ned.
Pludselig er alt så logisk, de sidste kærtegn af en kanalrundfart
Og der glider det så i sin kanalsuite, med BUKKEFAR i nyslået sølv.

SØLVERNE NEDBØJET OVER GULDDRENGENS DØD,
FØLJETONEN ER LUT

Tak for Jac 1955-2008

Bukkefar er forbandet ked af det

Ikke mere nekrolog; fredag plaprede jeg desperat på mobilen til både Politiken og Ekstra Bladet, og i går brugte jeg seks timer på (mestendels at være ude af stand til) at skrive en nekrolog til WA, der kommer i morgen og som jeg stadig korrekser ekkoet af. Nej, kun fjerde del af Jacs digt-føljeton BUKKEFAR, første og anden og tredje del har være bragt i tidligere blogposter, og femte og sidste del udgør posten lige efter denne; Jac nåede at få den store klat af Akademiet, og jeg nåede at få et digt om mig (og Jac og hvad ved jeg) af Jac, men stadigvæk - og derfor! - er det bare så pisseurimeligt, at han ikke længere fandme er til:

Kaffen spinder, øjnene brikker, og snapsen når koppens bundklang,
selvfølgelig er det opbyggeligt, og tålmodigheden et ansvar,
og hvad sker der så, endnu et K dukker op, og presses ned.

Men hvad er meningen, UK, men for hvem, det må granskes nu,
gu svinder brikkerne, men bjerget er stejlt, men farverne svinger,
det må være sådan man komponerer musik, det fordøjer tid og vilje.

Hjem til Frederiksberg og efterårsslagtning, alle disse kantineomslag,
det store tag-selv-bog, puha ah, endnu en fortsættelse på noget juks,
men så er der ride ranke Viggo, så skinner solen igen på runddelen.

Fingre løber over navnene, har biskoppen ingen vignetter eller badges i år,
det er alt det kirkemel han guffer i sig, det har haft en virus i sig,
men dette er jo kun startpletten, først til oktober kommer sneen i skred.

Så er der mere velvilje i brikkerne, nu er alt indenfor fire rammer,
det er bare lige med at styre mod midten, der er medgang og modgang,
og nu styres så en stor klods ned, EF, det er da en gammel fortegnelse.

Men det er havet og himlen der forstyrrer, hvad er bølge eller lammeskyer,
men et vandgående fartøj, ja med alle de overhoveder i blå blæst,
Men pludselig må enkelheden da indfinde sig, så den også får lidt luft.

Gid man havde en cigaret, eller en beroligende pille, eller næseblod.
Nå, men der ligge jo masser af adspredelse i bøger, blodet hvisker.

FORTSÆTTES I NÆSTE POST

Facebookfjender!

Kulturkampen bliver hård, benhård, K.M. Guldager har i nat slettet mig som ven på Facebook!

DOKUMENTATION:

Besked på min "wall" fra min Facebookven Rikke Villadsen:

min news-feed melder Lars har skrevet på Katrines væg, og SE det ville da måske endelig være et indlæg der havde mere substans og større almen interesse end de fleste vage rygklapper-bla-bla-indlæg. MEN jeg kunne ikke finde indlægget, slettet?
Hvis facebook skal have et nytårsløft, og bevæge sig udover det der venne-gnideri, kunne man starte her: vægkulturdebat NU!
(Skriv det lige igen, venligst igen, Lars og god jul)

Svar fra mig på Rikkes "wall":

Åbenbart slettet besked (jeg er i løbet af natten også blevet slettet som ven) på Katrine Marie Guldagers wall: Kære veninde. Øvelse i selvdisciplin: Lad være at læse min blog og tirsdagens WA. Kærlig hilsen.

Gad vide om hun læste min besked, før hun slettede den, når hun nu, som det fremgår af JP, ikke læser, hvad jeg skriver? Men jeg vil gerne anbefale jer andre at læse aversionen på tirsdag, den er fuld af oprigtig ros til Katrine, og nogle af jer andre kan måske, lynhurtigt, før hun opdager noget, videregive den til hende, rosen?

Cars/ten Je/nsen Bile/r A/S, Kvæ/rnv/ej 7, 4/769 Vord/ingbo/org

Knækprosaisk readymade 3

Sal
g af n
ye og br
ugt
e pers
onbil
er og varev
ogne. Ege
t me
kanisk vær
ksted, E
get pl
adevæ
rkste
d. Kval
it
et for a
lle.

C/arste/n Jense/n hi/tter i Tys/kla/nd

Knækprosaisk readymade 2

Overd
ådige anm
elde
lser o
g e
n ma
ssiv annonceka
mpagne har gjor
t 'Wi
r Ertrun
ke
ne' til tys
k ju
legavehit. Sel
v tys
k Playb
oy anb
efaler i år søm
and
slæsn
ing til sine l
umre læ
sere

Men nok om mig

Selv en hardcore-narcissist kan få for meget opmærksomhed, vinkl venligst Cecilie!

Denne uge blev "debatten" officielt surreel med Katrine Marie Guldagers helsidesinterview i Jyllands-Posten om intet andet end hendes totale foragt for mig og mit. Katrine!!?? Den samme K.M. Guldager, som for et år siden KUN ville optræde med mig som interviewer og som nok er den forfatter fra min egen generation, som jeg mest aktivt (portræt i Danske Digtere, på top ti i Generationsmaskinen, motivationstale for Kritikerprisen ETC.) har været mest begejstret for og i hvis selskab jeg altid har befundet mig fortrinligt - fordi - åbenbart! - hun så aldeles overbevisende hyklede, at den personlige og professionelle sympati var gensidig. Og så håner net- og læserbrevsskribenter mig for, at udtale til Jyllands-Posten, at jeg er "ked" af hendes tilsvining, men det er for fanden da helt ærligt det, jeg er. Selvom (eller fordi) kommunikationen allerede gik ad hekkenfeldt til i det tidlige forår, da jeg med en vis skepsis anmeldte hendes nye roman En del af historien i WA (dér og da tissede jeg på hendes racekat) eller mere præcist: samme morgen, før 7, i en forbitret mail, en af flere, hvoraf den næstsidste opsagde al videre fælles optræden, herunder et forlængst aftalt job i Forfatterforeningen,; ingen citater her, heller ikke fra mine (ekstensive) svar, de godbidder gemmer vi til biograferne (altså dem, der skriver biografier - om Guldager: "Salsaens rekyleffekt. The Katrine Marie-Story" (jep, KMG har våbnetilladelse og nedskyder uskyldige dyr med gevær, bare lige for at advare mig selv!)).

1. Står Guldagers interview til troende, er alt, jeg har skrevet af effektiv ros (se ovenfor) ugyldigt, fordi det er lutter idiosynkratisk overspændthed ("Hele hans stil drejer sig om hans fobier, yndlingsaversioner og manier. Det er ikke særlig seriøst, det er ren følelse, ingen argumenter."). En spøjs diskvalifiktion af en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, del af egen positive reception og deraf resulterende kanonisering, ikke sandt?

2. Før min anmeldelse af den nye roman, læste hun mine skriverier og (lod som om hun?) forholdt sig positivt til dem; efter min anmeldelse læser hun dem ikke ("Jeg læser ham ikke længere"), men forholder sig til gengæld negativt - bl.a. ud fra synspunktet "Jeg synes heller ikke, han læser bøgerne ordentligt. Tit får man ikke engang at vide, hvad bøgerne handler om, eller hvad formålet med at skrive dem har været" (hvad rager det også deres sprogkunst?), men hvor ved hun det fra, når hun ikke bare ikke læser mig ordentligt, men slet ikke læser mig overhovedet!!??

Men nok om mig og Katrine. Og nok om hele "debatten" om mig og min pris og mine skriverier, men tak til alle, der er kommet til mit forsvar af kendte og ukendte, og bare fx her senest Christian Haun, Susanne Staun, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Chr. Dorph, Mikkel Carl. Lars-Emil Woetmann (og i Norge!:) Susanne Christensen og Mariann Enge + dem, der har sendt hilsener på mail og facebogen. Men for både modstandere og tilhængere gælder det, at det er min kritiske aktivitet generelt, der henholdvis rises og roses, mens jo samme aktivitet kvalificerer sig, som KRITIK, ved hele tiden at forholde sig konkret til tekster og bøger og forfattterskaber, også i Yndlingsaversionerne, der er nær ved at være den MEST tekstnære blandt mine genrer: hver gang, hver evigt eneste gang, eksemplificeres sletheden ord til andet; tjek selv efter! Men det er der ingen, der gør; lige med undtagelse af Ekstra Bladets nye bogredaktør Carsten Norton (hvem søren er HAN?), der holdt en lang, lækker sætning (fra min anmeldelse af T.S. Høegs Albue) frem for folket til skræk og advarsel.

MEN NOK OM MIG! (og det ligner mig nu rigtig godt i dette øjeblik. det gamle pressebillede, der illustrerer meta-artiklen i Politiken i dag, hvor jeg står og kigger melankolsk ud mod vidderne, mens en økse står lænet op af garagemuren).

Og mere om fx HVEDEKORN, som jeg sad og redigerede på, da Katrine gik amok på min selvoptagethed, men jeg følte mig sgu ikke særlig selvoptaget, som jeg sad og skrev personlige afslag til over 70 håbefulde mennesker, kvinder som mænd, unge som ældre, der havde sendt digte ind til bladet og mig, som bare ikke var gode nok, hvilket jeg i ærlig og opbyggelig (læs mere poesi, læs mere poesi, læs mere poesi) klartekst forsøger at gøre dem begribeligt.
MEN NOK OM MIG!

Og mere om Hvedekorn nr. 4. 2008, der udkom for en måndes tid siden, men kun er blevet anmeldt i en blog, selvom det er et brandgodt nummer fuld af alle mulige andre digtere, garvede og debuterende, end mig. Med navnene Andersen (ja, Benny for fanden), Grotrian, Lind, Granau, Høirup Madsen, Sparre Johansson, Trigger Olesen, Agostoni, Thorsen, Jepsen, Storm (ikke Robert, Stinne), Nystad, Nielsen, Reusch, Krogsbøl, Nikolajsen, exner, Carlson, Rietveld-Speicher (ugættet pseudonym), Lynggaard (ikke Klaus, Martin), Ettrup, Wroblewski, Ugilt Jensen, Mygind.

Og mest om debutanten og stortalentet Cecilie Lind, født 1991, som er udsyret og helt spontant vild, og den eneste virkelige litterære nyhed (ved siden af Majoren) denne december. Hvorfor ikke bruge bare en hundrededel af pladsen, der er brugt på mig, som ved gud er en gammel nyhed, på hende, bare 1 sølle spalte i Politiken og Jyllands-Posten og Information og Berlingske? Her er som en kommentar til ALT et af de utrolige digte, som ikke kom med i bladet:

Cirkusfeer æder din
lillefingernegl med største omhu
og
forsigtighed
gnasker du i læben
nydelse overstrømmer
publikum
nøgne udstillingsdukker henviser
til prisskiltet på bagerste
række
500 kroner ligeud
og så til venstre
det er hvad lillefingeren
er værd

All that Glaz

En lille hyldest-nynnen til en rigtig litteratur-trooper

Digter og litterær grønspætte Martin Glaz Serup har de bedste litteraturnyheder på nettet på sin blog www.kornkammer.blogspot.com og i aften holder han fest, fordi han er blevet 30 og har fået Universitetets guldmedalje (ligesom både min mor og min far og ligesom ret meget ikke mig), og det glæder jeg mig virkelig til, så derfor har jeg skrevet denne lille remse:

DET' ET MAZ,
DER GIR'N GAZ,
DET' EN SPAZ,
DER GØR NAZ,
DEN JAZZ,
DER ER GLAZ,
TILLYK', UNGE JAZ

Og præcis klokken 2 AM opfører Katrine Marie Guldager salsa-installationen: Poesiens champagne forsures i en vis fart.

Hvornår var det liiiige jeg tissede på Katrine Marie Guldagers racekat

Et martyrisk digt-suk

STAK
PÅ
STAK
AF
U
TIK
TAK
ER
VI
CE
VÆRT
ENS
FIND
E
LØN,
AK
&
AK!

Svært MEGET læselig, mener jeg

Et korrektivt vindpust til nomineringen af Kristian Bangs Foss' Stormen i 99

Man skal passe med ordspil, skal man, for da jeg i avisen læste min indledning til nomineringen af Kristian Bang Foss' roman Stormen i 99, kunne jeg pludselig se, at det lille spil på ordet 'svær' spillede videre bag om ryggen på mig:

"Kristian Bang Foss' "svære" roman nr. 2, Stormen i 99, vil svært læseligt være så meget som muligt."

Eftersom jo den umiddelbare betydning for alle andre end umiddelbart skrivende mig vil være, at romanen er svær at læse, og faktisk er min mening lige tværtom, at den er svært MEGET læselig, at man, som der heldigvis står længere nede i nomineringen, "blæser igennem roman". Hvor SVÆRT kan det være, Lars, at gøre sig forpulet forståelig!

Og så har Christian Yde Frostholm ovre på sin afrivningsblog fundet ud af, at min gode anmeldelse af hans skidegode cut-up(-mimende!?) tekstsamling Ofte stillede spørgsmål (ikke-korrekturløst!) er dukket op i netavisen, selvom den endnu ikke har været i papirsavisen, og vistnok fordi reklamer i sidste øjeblik skubbede den ud, altså anmeldelsen af papirsavisen, men jeg skal nok gør mit for, at den vender sejrrigt tilbage!

Slukdahl

Informations bogtillæg som temanummer: krigerisk dobbeltinterview, (GOD) anmeldelse og forSUTtet alvorlig påtale

Så mange anmeldelser står i kø på WA (bare fx Frostholm, Hesselholdt, Major), men på Information kan de tilsyneladende ikke få nok: jeg er en Berlingske-betalt Informations-tegneseriefigur. I gårsdagens bogtillæg skændes jeg bravt (men ikke ligefrem overraskende og slet ikke illuminerende) med Jakob Levinsen under overskriften "Kritiker møder sin værste kritiker" (jeg synes nu nok, der er dem, der kvalifcerer sig som værrre, se nedenfor!), og bliver positivt og finurligt og nørdet anmeldt ¨(sådan vil jeg helst have mine anmeldelser, af mig selv: positive og finurlige og nørdede) af Kamilla Löfström under den fejlciterede overskrift "Uvane på tv: Q _ _ _ _" (der er en tom plads for meget, mern selvfølgelig kan vi aldrig få for mange tomme pladser!)  og, uden navns nævnelse, får enden å (streng mangel) på komedie i et mini-essay af Søren Ulrik Thomsen med overskriften "Noget alvorligt i klemme" (skrevet til et endnu ikke udkommet nummer af tidsskriftet Apparatur, som jeg også selv har bidraget til):

"Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst når den kommer helt bag på én

[er det faktisk rigtigt? Jeg har haft nogle af min mest fatale latteranfald under læsning eller overværelse af markeret humoristiske praksiser, som nu fx senest Line Knutzons syngespil Guitaristernes jul, som SUT faktisk også var inde og se, så jeg, og var det sjov mindre sjovt, fordi det skulle være sjovt, Søren Ulrik? spørger jeg retorisk, for jeg ved godt, han aldrig svarer LB]

egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammelig nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres der pinlige klonk, når joken dejser bevidstløst til jorden

[men hvad med den af lutter litterær respekt oversete humor hos fx i dag WA-pris-nominerede Helle Helle, den skal opdages! LB]

. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste års trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov og pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling

[igen: jo, det kan faktisk være specielt morsomt, endnu et eksempel: Storm P., eller for den (gode) sags skyld: Jens Blendstrup LB]

, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal overfor højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere

[ i det mindste er vi begge, LB og SUT, medlemmer af den Frivolt Omstændelige Syntaks-Jonglerings Broderskab LB]

, og særlig trættende er det for gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?"

Næh, ikke så længe han er med på undervisningsministeriets obligatoriske kanon-liste, i stedet for guddommelige grinebidere som Gustav Wied, Storm P, Jens August Schade, Hans Scherfig, Halfdan Rasmussen og Jens Blendstrup, hvilket helt præcist betyder, at min 13-årige søn indenfor de næste seks år TO gange, én gang i folkeskolen og én gang i gymnasiet, SKAL plages med vrinskene fra hin gamle krikke, som jeg akkurat derfor har tænkt mig tålmodigt at tærske videre på!

(12/12 2008)

I dag er det Mette

Et Moestrup-digt, der var forbeholdt nordmændene, inden vi pipper i kor i Sverige

 

Jeg skal optræde med Mette Moestrup på Lunds Universitet senere i dag, og har lige fået et norsk tidsskrift, der rent faktisk hedder Kraftsentrum, ind af postkassen, med et svirpende vredt og sorgfuldt digt af Mette indeni, og det citerer jeg da bare, fordi og derfor:

HELT

Du holder mod oppe på en nål. Tror du ikke jeg kan se dit hul.
Jeg er ikke blind. Jeg er bare hjemme før tid med post
traumatic stress syndrom. Ligesom et vidne. Ikke offer.
Det føles ikke som en følelse. Det er en røver-, en lov-
pris for at have gjort en forskel. Noget stort. Det er billigt
sluppet. At kunne give sig halvt hen. Du er helt
hel. Det går i sin mor, siger du. Senere folder jeg et brugt
bind og og ser dets røde rorschachtest i øjnene, fordi jeg tør
dø. Det er et mønster, som propper mig med hø.
Dømmer mig til at se ned på psykologen. Drømmer om
en formløs mund. Skriver digte til dig bag din ryg. Ved du
hvad jeg gør, hvis du ... så mig sådan? Må. Røde øjne.
Dunsten er brun og jern. Det er som at slikke på bark. Noget blod
er godt at spilde. Noget blod er godt.
Alle mand! Di hvid mælk fra det onde bryst. Thi moder-
tunger raller. Hjertet pumper. Båndet kører
i båndsløjfe under min langskalle. Du reder dit tynde
hår tilbage, glat, så man kan se det hele.
Helt. Det klæder dine kindben
at græde.

Og kom nu endelig forbi, kære bloglæsere, vi er på 16.15 i sol-centrum (!) L201. KH

Pigeon's Portal

A Kassen leder duerne gennem loftet på Nikolaj, det skal de ikke have utak for

A Kassen: Damaged by water, financed by insurance. 32 sider, 125 kr. Space Poetry.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive digte og romaner (og børnebøger) som kunstnergruppen A Kassens kostelige, mere eller mindre stedsspecifikke værker og installationer og aktioner og MASKINER, som nu senest den multitude af påfund, der under titlen 40 grader +  folder sig ud i Kunsthallen Nikolaj frem til 22. februar, og som jeg blev ledt på sporet af via Michael Jeppesens generøst vrissende anmeldelse i Information, som jo så altså var godt for noget (det kan godt være at Jeppesen er sovset ind i alt muligt inhabilt kunstsamlermudder, men han er den eneste kunstkritiker lige nu, sgu, der orker mene noget (offensivt og ikke-konsesuelt)); de to mest åbenlyse hits på udstillingen er "Pigeon's Portal", en portal mellem to (tidligere) vinduer, der (mimende vinduernes form) tillader duer at spadsere eller flyve på tværs af udstillingsrummet, hvilket desværre ingen gjorde, da jeg fredag eftermiddag var forbi, og komplikationen, lad os kalde den det, "Yellow Is White", som ikke lyder så frygtelig monstrøs i pressemeddelelsen/præsentationen:

"en gammel sort/hvid filmeffekt ses genskabt som et kombineret video- og installationsværk, der fordeller sig i udstillingsbygningens Øvre Galleri samt i Tårnrurmmet. Videodelen, der vises i Tårngalleriet, er en dobbeltprojektion inspireret af en snesvejrsscene fra W.C. Fields-filmen The Fatal Glass of Beer (1933), kombineret med direkte bluescreen-transmission fra installationen der laver et et snevejr med cornflakes i Øvre Galleri."

Men det er sgu ikke nogen "installation", det er en gigantisk, larmende og svinsk MASKINE, der transporterer cornflakes rundt på et samlebånd og øverste oppe blæser (de fleste af) dem ud (foran blue-screen'en), hvorefter de bliver slæbt op igen og blæst ud igen, bortset fra at en hel masse (af de stadig mere knuste flager) ryger udenfor på gulvet og på gæsterne og fx mig.

En forblæst Storm P. maskine, if there ever was one (A Kassen deltog også i sommerens Storm-P-tribute-udstilling i Brøndsalen på Frederiksberg Meget kunne være anderledes med "Water Vortex", en vandpumpe, der forårsagede køkkenvask-malstrømme i Haveselskabets Haves sø, vistnok, for de 3 gange, jeg var forbi, virkede den ikke).

En gigantisk roman, der laver snevejr som/til en W.C.Fields-film med cornflakes, konkret og billedligt talt. Se, det er en plan.

Men groft nok kreerer A Kassen, der består af de unge kunstnere Søren Petersen, Morten Steen Hebsgaard, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen, også skønne bøger - og her tænker jeg ikke engang på de tre bind, to haiku-samlinger og en Falsk Aldi-Skilt-samling, som de to A Kasse.-medlemmer Petersen og Bretton-Meyer har udgivet (og som til overflod er omtalt i Generationsmaskinen og indstillet til Bukdahls Bet) - dels malebogen Malbuch med malebogsillustrationer af en række værker og aktioner og dels den splinternye Damaged by water, financed by insurance, der meget straight foto-dokumnetaterer en række nylige værker (lad os bare kalde dem det), "et vinskadet loft, hvor de drypper med vin ned i glasset på en ældre udstillingsgæst; post der makuleres når postmanden afleverer det og sendes ud i byen som konfetti; refleksion af en flok får der har være på besøg på et kunstmuseum; en kebab skåret somn skulpturen "endless column" (og Michael Jeppesen må gerne mene, at det altsammen bare er ufarlig og lun hiphed, for det er det vel også, men det er tillige, synes jeg, en herlig opfindsom og konkret (og derfor også (menings)kritisk) nonsenspraksis!). BORTSET fra at samtlige sider omhyggeligt er vandskadede (og hvis der noget, der er værre end at brænde en bog, så er det at drukne en bog), og hvorfor? Derfor:

"Inspireret af oversvømmelsen i 2002 af prags arkæologiske insititus bibliotek, hvor 60.000 bøger blev vandskadet og efterfølgende restaureret ved hjælp af blandt andet frysetørring har A Kassen i deres nye bog eksemplificeret kulturel skrøbelighed.

Tænk, hvis Vi, de druknede virkelig var druknet (og modsat A Kassens bog forblevet dernede, på swimmingspoolens bund!)

Man kan more sig over flere af A Kassens kostelige værker (bl.a. bagage af træ ("that have been brought with us om several journeys), og en stuk-rosette formet som en chokoladekiks) på deres egen hjemmeside www.akassen.com og deres galleri Kirkhoffs side www.kirkhoff.dk .

En sonetkrans, helt åben, som en dueportal. Skriver jeg nu!

I'm a star

I dagens Berlinger får mine Alfabeter nøjagtig 1 stjerne, og det ser faktisk rigtig cool ud

 

                         *

Skizo-pizza til morgenmad

Min skønlitterære halvdel har bare at være fornærmet over den klækkelige sum som min skønlitteraturfomidlende halvdel er blevet hædret med

Jeg ved, at jeg var digter i aftes, da jeg læste op af Alfabeter i Den Sidste Hal i selskab med illustre digterkolleger som Lars Skinnebach, Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup (med Frodegruppen 40), og jeg vidste, at jeg skulle være kritiker allerede klokken 7:45 denne morgen, da jeg var programsat til at diskutere litteraturkritik og mangel på samme med min antipode Jakob Levinsen (hvem er Jakob Levinsen? det blev heller ikke klart i radiostudiet, men jeg får endnu en chance til at finde ud af det denne eftermiddag, når vi skal interviewes af Information) i P1. Men da jeg tungt satte mig ned med min morgenavis klokken 6:55 var jeg i al privathed mellem identiteter - indtil jeg nåede frem til Politikens debatsider, hvor et indlæg af digter og formand for Danske Skønlitterære Forfattere Jan Thielke uden varsel kastede mig ud i en akut identitetskonflikt:

FORFATTERSTØTTEN: STØT IKKE FORMIDLERE MED KUNSTNERPENGE

Danske Skønlitterære Forfattere vil gerne kritisere Kunstrådets Kritikerpris [ja, det havde været et kønnere navn, indrømmet, men den hedder altså Kunstrådets Formidflingspris LB] på 100.000 kr. Den er lige uddelt og uddeles ligeledes i 2009 og 2010 - og forlænges måske (selvom man også råder over f.eks. Georg Brandes-Prisen [der præmierer et kritisk værk LB]. På næste års finanslov er forfatterstøtten skåret med 2,5 mio, mens midlerne til formidlere altså langsomt bliver større. Fordi formidling (og ikke forfatteres levevilkår) er et indsatsområde - og fordi man på litteraturens område vælger at tolke det så håndfast som man gør. På musik- og teaterområdet tolkes det som støtte til turnévirksomhed [et folkevognsrugbrød til Hanne-Vibeke Holst! LB]. Præmissen, om at dansk litteraturkritik er i frit fald, kan vi fuldt tilslutte os, men at Statens Kunstråd vælger at bruge kunststøttemidler til præmiering af formidlere er vi principielt imod. Kunststøtten skal gå direkte til kunsten og kunstneren. Men ligesom kunststøttesystemet bør have sine bevillinger fordoblet eller tredoblet i en version 2.0 burde man eventuelt i samme ombæring overveje at etablere en Kritikfond - til understøttelse af kvalitetskritikken kunstarterne rundt. Løsningen er ikke at tage fra den i forvejen beskårne forfatterstøtte.

Nu er jeg faktisk medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, så det er altså også på mine vegne, at formand Thielke er imod, at jeg har fået Kunstrådets Formidlingspris, men eftersom jeg både er kritiker og digter, kunne han og vi så ikke nøjes med at være halvt imod, at jeg fik pengene; jeg kan jo også umuligt sikre, at det kun er kritikeren, der får glæde af dem, bøger fx nærer både digteren og kritikeren sig på, og alt andet lige er det digteren, der er mest pengetrængende, længe og tålmodigt har kritikeren sørget for hans underhold.

Hårdt at blive så modernistisk, Villy Sørensensk splittet så forbandet tidligt på morgenen, man risikerer at gå op i limningen, omsider.

Skid halm - også en poetik!

En blogpost om læsefavoritterne Kirsten Hammann og Helle Helle, der indeholder mindst 1 link til Alt for damernes hjemmeside!

Jeg havde lovet Helle Helle, at jeg ville deltage i Danske Skønlitterære Forfatteres decemberarrangement i aften; sidste år, som Helle sprang over, var første gang i mange år, jeg var med, for det er altså lidt mystisk og belastende med så mange danske skønlitterære forfattere på ét sted, vibrationerne overfor en anmelder, hvor meget han så end skriver følsomme digtsamlinger on the side, er mildest talt blandede. Sidste år læste Kirsten Hamman op, og i år har min særlige ven Jan Sonnergaard tjansen. Men altså for fanden, jeg fik ikke meldt mig til, og så blev jeg inviteret til at læse op hos Ø.K. på deres nye adresse i Den sidste hal, Enghavevej 82 (klokken 20.00) Og Helle skal jo nok klare sig, men jeg har alligevel noget dårlig samvttighed, så længe forfatterinder skriver fremragende, kan en anden i det mindste forsøge at holde sig galant. Og se også bare, hvor urimeligt godt Helle H og Kirsten H ser ud i det nye nummer af Alt for damerne, hvor de livfuldt lader sig interviewe om deres lange, trofaste venindeskab, men som jo er en sølle erstatning for de lyslevende eksemplarer, der snart ankommer til Baghuset i Borgergade. Jeg tager lige et kort klip fra bladet:

Hvad er det sjoveste i har foretaget jer sammen?
Helle: - En uges helseophold i 1998 på Sundgården på Langeland, hvor vi levede vegeanermad en uge og sked grønt.
Kirsten: - Nej, vi sked halm.
Helle: - Jeg måtte ud og ryge på bænken og Kirsten, der var bange for at blive tynd, smugspiste Digestive-kiks.
Kirsten: - Nej, det var økologiske kiks. Hold kæft vi spiste sundt.

Snakken om deres bøger er henvist til et længere fraklip, som er gemt inde på bladets hjemmeside; på trods af kokette besværgelser af det modsatte er de nu ret kloge på egen og hinandens skrift:

Kirsten: – Vi har en meget forskellig stil
Helle: – Men vi har ikke rigtig sprog for, hvordan den er forskellig. Vi er ikke gode til at analysere litteratur, vi kan kun skrive den.
Kirsten: – Helle kan nu være ret god til at slå ned på, hvad min bog handler om. Mens jeg ikke er særlig god til at slå ned på, hvad hendes bog handler om. Hvis jeg skal beskrive hendes prosa, vil jeg sige, at den er meget, meget ren. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde den kontrolleret, for det synes jeg egentlig ikke, den er. (Pause) Se, nu er jeg allerede i problemer. Jeg har altid misundt hende, at der er så meget styr over hendes bøger. De er som skarpslebne diamanter, formfuldendte.
Helle: – Og det irriterer dig også nogen gange. Vores skriveprocesser er så forskellige.
Kirsten: – Ja. Helle ved f.eks. altid, hvad hendes bøger skal ende med. Hun har også sagt nogle gange i telefonen, at hun vidste, hvad hendes næste bog skulle handle om. Og så tænker jeg: „Helle, du tilhører en anden verden‟. Hvordan kan man vide sådan noget? Jeg kaster mig mere hovedkulds ud i det, overholder ikke særlig mange regler, er ekstremt ekspressiv og ih, hvor de føler alle sammen. I Helles bøger føler og råber de ikke hele tiden. Til gengæld står det og runger og sitrer mellem linjerne.
Helle: – Det er bare to fuldstændig forskellige måder at skrive på. Jeg tror, man helt konkret kan se det på Kirstens form indtil den nye bog. Først nu har hun fundet ud af, at man kan skrive en bog på computer. Det synes jeg er meget misundelsesværdigt. At have så meget stof og være i stand til at skrive det ned. Hvor mit, det er mere sådan … jeg standser op mange gange undervejs. Men vi er ens på den måde, at betydningen opstår, imens vi sidder og skriver. Det er ikke sådan, at vi først tænker: Jeg har et godt tema, jeg vil skrive noget om provinsen og stille eksistenser. Eller om ulande. For mig er det noget med først at vælge et sted, for Kirsten er det nok mere en person, og så skriver vi, og så opstår det, mens det bliver skrevet. Så kommer det, det handler om.
Kirsten: – Man ser mange i vores alder, i ALT for damerne f.eks., som taler om at turde slippe det job, de har nu og tage en ny uddannelse. Og det er godt, de gør det, men det behov har vi slet ikke. Hvis vi har et behov for forandring, skriver vi bare en helt anden type litteratur. Hvilket vi tror, vi kan. Men det viser sig jo hver gang, at Helle har skrevet en Helle Helle-roman, og jeg har skrevet en Kirsten Hammann-roman.

Måske skal jeg bare læse op af Alt for damerne i Den dér Sidste Hal om et øjeblik, pjækrøv som jeg er.

In your boots of chinese plastic

Chrissie Hynde debuterer i Hvedekorn (NOT)

Men hvis nu hun faktisk havde indsendt teksten til det nummer, "Boots of chinese plastic", som jeg i en månedgammel blogpost ikke kunne få ud af hovedet (eller teksten), på Pretenders' nye cd, Break Up The Concrete, som stadig ikke kan købes i DK, men som jeg nu har fået bestilt hjem fra England, så havde jeg da takket ja, havde jeg da, eftersom den er mere end almindelig snurrig, ja, vel faktisk aggressiv snurrig, som akkurat de bedste af Hvedekorns kvindelige bidragydere i disse år, hyper-turbo-multi-religiøs PUNK:

nam yo ho ren gay kyo - buddha please
pity a humble little peasant who's begging on her knees
illusion fills my head like an empty can
I spent a million lifetimes loving the same man
chorus
every drop
that runs through the vein
always makes its way
back to the heart again
- and by the way you look fantastic
in your boots of chinese plastic
Hari Krishna - Hari Rama too
Govinda I am still in love with you
I see you in the birds and in the trees
thats why they call med 'Krishna Mayi'
chorus
the prophet told us we should tolerate
the people and the things that make me want to hate
Allah have a little mixed mercy on me
to see some beauty in this human pageantry
Jesus Christ came down here as a living man
if he can live a life of virtue then I hope I can
do unto others as you would have returned
come back here and repeat until you've learned learned learned
chorus
and every dog
thats lived his life on a chain
knows what it's like
waiting for nothing
- and by the way you look fantastic
in your boots of chinese plastic

og forresten, Chrissie, du ser fantastisk ud,
på s/h-fotoet i tekst-bookletten,
i dine støvler af kinesisk plastic.

tilgi'r ikke Lars i dag

Vel er jeg ikke teateranmelder, men alligevel giver jeg Line Knutzons Guitaristernes jul en hel regnskovfuld julestjerner

Kritikken rimer sørgeligt (og sikke våde retoriske spørgsmål dog kan være!?): Afslutningen på Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse af mine Alfabeter fra Pluto i Politiken søndag: "Er det ikke på tide at komme videre?" Afslutningen på Per Theils anmeldelse af vinder af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat 2008 Line Knutzons Guitaristernes jul i Politiken i dag mandag: "Hvor er det, Line Knutzon egentlig vil hen ..."

Men hvorfor er det, at vi skal nogen steder, Line og mig? Hvis vi nu foretrækker at være helt præcist rundt på gulvet!?

Nå, jeg var også inde og se Guitaristernes jul til premieren i Gasværket lørdag aften, og jeg (og min hustru og min søn) morede os formiddabelt og grinede vildt og inderligt, og så forlanger jeg (og vi) ikke mere. Og da slet ikke struktur og dramatisk kurve, som der eftertrykkeligt ikke er meget af i stykket, heldigvis! Men der er fire kostelige karakterer, de tre af dem gengangere fra forgængeren Guitaristerne, 2005 (uundværlig bogudgave 2006), matronen Grethe Lock Andersen (Kirsten Lehfeldt), noksagten Kim Larsen (Mia Lyhne), hystaden Ulrik Hesselholm/Hesselhud (Carsten Bjørnlund), liderbuksen Ulrik Bismark (Christian Tafdrup), der i en generalprøve juleaftensdag på den afdøde visesanger og tolvtonekunstner John Hansens hidtil ukendte krybbespil PÅ SKIFT! spiller fire andre, lige så kostelige karakterer, ynkeligt seloptagede John Hansen, hans to ynkeligt trofaste venner Lars og Svend og hans hysterisk rige nabo Erik Markmann (plus jo faktisk rivalen Morten Ishøj (på tv)), og guitarspiller og afsynger med stor ildhu de 11 tilhørende sange, "Morten Ishøjs succes", "Det rige svin skal dø 3", "Dårlig gave", "Man skal gi'", "Prøver at tilgive Lars", "Du praler", "Sangen om Morten Ishøjs urimelige succes", "Svend er begyndt at lugte", "Sangen om det hvide brød", "Har fået kritik" (en anti-anmelder-sang!), "holder jul". Der er altså ved siden af eller oven på hinanden de fire guitaristers smågroteske skærmydsler og barnlige magtkampe og syngespillets forløjede, men rigeligt afslørende versionering af John Hansen & co.'s begrædelige ynk OG de 11 sanges (for de flestes vedkommende) hvinende ærlige bekendelser og socialrealisme. Ét omkringvæltende kompleks af et sort og brunt humoristisk tabernakel. Også forgængeren snublede sig frem til både plat og latrinær slapstick, men denne gang rundt er der som vel den modsatte yderlighed tillige et par (herligt unødvendige!) kolbøtter ud i absurd fantastisk involverende dels Bismarks eventuelle hale og dels Kims ueventuelle for mange tæer! Lehfeldt og Tafdrup er bette to solidt gode og skægge, Carsten Bjørnlund gør en eksplosiv tour de force af sin figurs indebrændthed, mens Mia Lyhne sgu er decideret sublim, sublimt mærkelig nemlig, som hun helt umuligt artikulerer sine små, skæve pip med altid lige en konsonant for meget.

Hey, det lignede næsten en rigtig teaternamedelse (jeg glemte at sige noget om den gråt spektakulære parkeringsplads- og højhustags-scenografi ved Kim Witzel, og at det er Nikolaj Cederholm, der slagkraftigt har instrueret, og at Jens Helleman har skrevet de onde, catchy melodier til John Hansens sange), en rigtigt god én!

Den eneste skuffelse: At det ikke var en cd (ligesom sidst), der lå i inde cd-æsken sammen med bookletten med prgram og sangtekster, men en dvd med en (skøn nok) video med så kun sangen "Svend er begyndt at lugte" Og så ved jeg slet heller ikke, hvordan den fra forestillingen bortredigerede, men særdeles lovende sang "De 10 små onde nisser" lyder afsunget og guitarspillet, jeg har kun ordlyden, og den lyder sådan her:

De ti små onde nisser
Har været her igen
Ka' se det på min hoveddør
Jeg syns den stod på klem
De ti små onde nisser
Har stjålet mine sko
De kom forbi imorges kl. 9.02
De 10 små onde nisser
Har været på besøg
De spiste alle mine sild fra christiansø
De ti små onde nisser
Har drukket mine øl
Jeg ved jeg havde fire
Jeg havde lagt på køl

Hvilket jo i hvert fald lyder helt utroligt og grinagtigt LINESK!

Når det drypper fra Lasse Horne Kjældgaard

Kritisk formel-digt

JO
MINDRE
MENEREN
JO
DYBERE
DYBDEN
I
PYTTEN

Truthorn TRUTTET

3 gange!

Jeg sad på nåle på bagerste række i Kunstindustrimuseets festsal ved siden af Thorsten (AKA T.S. Høeg), hvis ubændige musikalitet havde særdeles svært ved at kapere den "dramatiske alt" Elisabeth Hankes insisterende skønsang, jeg til gengæld fik stadig flere sommerfugle i maven over min trut-mission, mens Klaus Rifbjerg distræt motiverede uddelingen af Klaus Rifbjergs debutantpris til en som altid stilig Morten Søkilde (og sidst jeg var i den festsal var for 20 (tyve) år siden, da jeg selv fik debutantprisen, ak!), og Tine Roesen, russist (! hedder det åbenbart), motiverede uddelingen af Akademiets Oversætterpris til Mette Dalsgaard, der takkede på vers, og Suzanne Brøgger forbløffende to the point motiverede tildelingen af Otto Gelsted-Prisen til Pablo Llambìas, der til gengæld holdt en lille tale om Suzanne Bøgger, for ville jeg nu give nogle af de mange ældre herrer et hjerteslag, og hvad med den heftige lysekrone, der hang ned fra loftet, ville den holde til truttet? MEN SÅ trådte Pia Tafdrup op på talerstolen og motiverede glimrende uddelingen af Akademiets Store Pris til F.P. Jac.
Og så truttede jeg 1 gang:

TRUT!

Og så takkede Jac for prisen med et langt og smukt, livsomkringslentrende digt.
Og så truttede jeg 2 gange:

TRUT! TRUT!

Mission accomplished!

Højeste lavmål

Der er ikke højt og lavt, finlitterært og populært, for helvede, der er litteratur!

Jeg siger det altsammen ca. i min Yndlingsaversion i dag om Jakob Levinsen (hvem ER Jakob Levinsen?) og Jyllands-Postens Vor Tids Roman-misere, men jeg gentager det gerne én gang til for Informations kulturredaktør Peter Centraleuropæer Nielsen, der i en selv for ham ualmindeligt mumlende kommentar i mandagens avis forsøger at diskutere den redaktionelle vægtning af "højt og lavt" apropos den her Formidlingspris, Kunstrådet har uddelt, og lad mig bare og ikke uoverraskende starte med et citat om mig selv (og meget muligt når jeg ikke længere):

"Kunstrådets nye Formidlingspris til Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl kan ses som et forsvar for det høje og et ønske om at lægge vægt på gamle dyder. Bukdahl er en kritiker, som i hele sin praksis er en fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære. Nu er Bukdahl heldigvis en altædende kritiker og derfor villig til også at konfrontere sig med det lave, blot kan han være irriterende fordomsfuld og idiosynkratisk i sin omgang med det."

Hvilket er lige præcis noget værre vrøvl, og jeg fatter ikke, hvordan en intelligent litterat (HVEM er Jakob Levinsen?) kan læse mig så forkert: Jeg er IKKE og har aldrig været fortaler for at opretholde et skel mellem høj og lav, mellem det finlitterære og populære, jeg er fortaler for at opretholde et skel mellem god og dårlig litteratur, ganske simpelt, men samtidig insisterer jeg på, i forlængelse af store attituderelativister (og idoler) som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll, at god litteratur kan finde sted hvor som overhovedet helst og til hver en tid ikke kun i den "fine litteratur", hvilket NB ikke bare er et credo og et posulat, men en kritisk praksis, så sandt som jeg ved siden af alt det fine og smalle også anmelder krimier, historiske romaner, tegneserier og børnelitteratur - i min gule mursten Generationsmaskinen om dansk litteratur som yngst 1990-2004 inkluderer jeg både rappere og genreforfattere som Susanne Staun og Steen Langstrup, ikke fordi de er rappere og genreforfattere, men fordi de er gode forfattere, og jeg har for fuck's sake redigeret en hel antologi, den første i DK, med danske raptekster; og Jokeren og Malk De Koijn og Per Vers er da i en radikal street-forstand helt anderledes lave og populære end en kulturradikalt poppet Gyldendal-bitch som Hanne-Vibeke Holst. Jeg mener og tror på, at intet litterært bør være en litteraturanmelder fremmed, og derfor er jeg også imod det særanmelderi, der bliver opretholdt på alle danske aviser, inkl. Inf. og WA, med særanmeldere for krimier, historiske romaner, børnelitteratur og lyrik, Det er Peter Nielsen (hvem er JAKOB Levinsen?), der opreholder et skel mellem højt og lavt, det finlitterære og det populære, ved for det første, i anmelderkorpset og det redaktionelle attak, at skille størrelserne ad og ved for det andet at forholde sig absolut kritisk til det høje/fine, fordi det er rigtig, kompliceret kunst, som er vigtigt for ånden, og relativeret ukritisk til det lave/populære, for det er et plat, men opsigtsvækkende fænomen, der så bare rent journalistisk fortjener en masse spalteplads. Mit projekt er at være idiosynkratisk og fordomsfri i omgangen med AL litteratur, at være TOTALKRITIKER.
Og så bliver jeg nødt til at løbe, der kommer en fotograf fra Jyllands-Posten for at fotografere mig til et interview, som jeg lige har set kladden til: ét langt, temmelig monotont raserianfald. Godt (hvem er Jakob LEVINSEN?)!

Uformindsket poesibog

HVORFOR ER INFORMATION BANGE FOR STORE BOGSTAVER?

(udfyldt spørgeskema publiceret i Information i dag med versalerne udskiftet med kursiv og en enkelt ordstilling ændret til det slappere; vigtigt spørgsmål ved kommende jobinterviews: hvordan er jeres versalpolitik?)

Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Ildhu med stress ovenpå.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At læse og at skrive, og hvorfor er det så svært at gøre begge dele samtidig? Jeg troede, at det var derfor, Gud gav os to øjne.

Hvad betyder sommeren for dig?

En uvelkommen, men nødvendig forstyrrelse af læsningen og skrivningen.

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Det er jo bare alle de kunstnere, jeg beundrer, og jeg er virkelig god til at beundre, fra Peter Laugesen over David Lynch og Jasper Johns og Iggy Pop og David Letterman til Eske K. Mathiesen, men der er 100er af dem, og jeg synes det er så lifligt at vide, at de LIGE NU i selvsamme virkelighed LYSLEVENDE går rundt (eller sidder ned) og MÅSKE FAKTISK laver deres kunst. LIGE NU sidder Svend Åge Madsen LYSLEVENDE i sin skrivehule i Risskov og skriver på sin næste roman, MÅSKE FAKTISK!

Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Jeg tror, det for min mor forblev den mindste smule kontroversielt, at jeg ikke gik efter et trygt universitetsjob, men valgte en karriere som fri ånd(ssvag).

Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg ikke har fået en stor, fed pris for at være mig selv; lige nu føler jeg mig skræmmende meget forstået. Men ellers hader jeg at blive kaldt provokerende og kontroversiel, gu er jeg da forhåbentlig ej for andre end de lammeste idioter, som der indrømmet er mange af.

Hvad er din største bedrift?

Min monografi Læberne sproges om Danmarks største digter F.P. Jac, som i dag (og vel ikke uden videre derfor!) modtager Det Danske Akademis Store Pris, den bog er jeg helt ærligt stolt over, og forunderligt nok er den stadig ikke udsolgt, bestil den øjeblikkeligt hos din lokale boghandler.

Dine største fejl?

Min manglende evne til at sige nej eller i det mindste måske, det kunne være så fedt at skære det øverste fedtlag af stressen, og så bare almindelig egomani: jeg er meget interessant, synes jeg nok, og gør I sandsynligvis også, når I sådan spørger mig om mig, ikke sandt? IKKE SANDT??

Din drøm om lykken?

Svævende travlhed.

Din sindsstemning netop nu?

Let elevateret, dvs. til lige omkring femte sal, ikke sjette, så skulle den nye Killers-plade, indkøbt i går i TP, lige være den grad bedre.

Hvilken dyd er den vigtigste?

Trofasthed, overfor alt og alle du elsker.

Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Per Højholt: Digte 1963-1979, Schønberg, 1982. Og deri særligt digtet ”Makker” (fra Revolver, 1977): ”her sad han på den sten lige før og græd ned i sin øl/ over et forspildt liv, sgu ikke nemt at forudse/ at netop han i pyjamas og ragsokker ville gå ind/ i en lancier der henne på marken budt op af et lige/ akkurat tilstrækkeligt antal viber/ men sådan er klassesamfundet” Det er det digt, jeg hele tiden skriver (for dårligt) og anmelder (for dumt).

Hvad betragter du som din største ulykke?

Min fars død, da jeg var 11 år gammel.

Dit motto?

(livet, kunsten etc. er en) FIX ORKIDÈ © Marcel Duchamp.

Uncut thank you

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)

Hele den takketale som Bo Bjørnvig i dagens WA uskønt har klippet i stykker og smidt det halve ud af, ja, jeg er noget forbandet

TAK ER KUN ET FATTIGT MORD Lille formidlingspoetik i anledning af den første uddeling af Kunstrådets Formidlingspris 2008 

Øjeblikkeligt leve inhabiliteten

Truthorn FUNDET!

Locked and loaded

Jeg har fundet et truthorn i den surrealistiske FCK-Supershop ved Parken (hvor man kan få alt, hvad som helst, med FCK-logo på, tandbørste med FCK-logo på, barberskum med FCK-logo på, håndklæder med FCK-logo på, for nu bare at tage badeværelsesafdelingen, og der var seriøst god gang i forretningen, en tilforladeligt udseende herre i halvtredserne købte en musemåtte med FCK-logo på, en madkasse med FCK-logo på, en kuglepen med FCK-logo på og en rulle gavepapir med FCK-logo

på), TROMBER AIR, men det er så ikke elektronisk, hornet, det kører på drivgas, areosol, ligesom en spraydåse, ja, det er vel egentlig en spraydåse, der så bare sprayer lyd i stedet for farve, og hvilken lyd! Et totalt øredøvende, aggressivt, triumferende TRUUUUUUUUUUUT! Nøjagtig som jeg drømte om. Jeg håber så bare ikke, der er sikkerhedstjek til morgendagens højtidelighed. For nej, hvor jeg glæder mig som et lille barn til at give Flemming Palle hans velfortjente TRUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUUT

Tilfældigt tillykke til Klaus Høeck

I mangel af antikvarisk hyldest-alfabet, for syv Søren Ulrik!

Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte  Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit

Jeg ville have ønsket det store danske, digtersystem Klaus Høeck tillykke med de 70 via af en afskrift af det skønne alfabet-hyldestdigt, Søren Ulrik Thomsen publicerede i Politiken, da Høeck i 1985 udsendte  Hjem og som aldrig er blevet genoptrykt, altså digtet, ikke bogen, og som jeg plejer at opbevare i mit eget eksemplar af den hvide mursten (indkøbt i april 1988, sikkert på et (sent) bogudsalg), men det er sgufandeme fløjet bort og ikke hen i mit SUT-chateque, det er helt, helt væk, og det er jeg virkelig forbandet over, men som jeg stod og bladrede og bladrede og bladrede i Hjem, slog det mig, at det eneste alternativ var at slå tifældigt op og citere løs, for det har altid været en perfekt, hvis ikke den perfekte måde, at læse Høeck på, og det burde jeg også have gjort under alle omstændigheder, Thomsen skulle for søren ikke have haft hele ordet her på den rigtig store Klaus' festdag; OK, here goes, , 1, 2, 3, bladr, opslaget side 232-233, først 232:

Svigt ikke tagrørene
i Sorø Sø. Vi må betragte
dem som vore venner.
De giver os stadig
så meget: nytte, skønheden
og den besynderlige
susen indicerende transcendens.

Da vi når tilbage til
bådebroen, lægger vi to over kors.
        to skønheder in
den gud rører du mig med
        din sjæl din stemmes
        solare vinde
suser igennem mig med
        transcendens to syn
        der senere (o
ver korset) tilgiver du
        mig min syndelse

Nu går jeg ind i sakristiet.
En kold vind trækker gennem
murens og sjælens sprækker.
Jeg har gåsehud og
ondt i solar plexus.
Så siger jeg med hæs
og rystende stemme: Gud,
jeg tilgiver dig dine synder.

Og side 233:

En dag ror vi over søen
til vores hemmelige bugt
(der skærer sig ind bag Bøg
holmen) fuld af hvide åkander
blot for at bekræfte blomsternes
tilstedeværelse. En ældgammel,
nedarvet sygdom. Jo, dér flyder
disse blændende mandalaer rundt
nøjagtigt midt i sjælen.

        ord for ord blomstrer
du videre fra din mid
        tes hemmelige
        åkande ord for
ord bekræfter du din til
        stedeværelse
        i min sjæl ord for
ord lever du videre
        i min mandala

Alt har du taget fra mig
undtagen ordet. Så tag også
dét som en straf for min
ulydighed mod din høje gotik.
Du kan tage mine negle eller
mine briller, mit liv. Jeg er
ikke bange for elfenbenskamrene.
Intet kan være værre end dette.

YOU'RE SO MUCH YOUNGER THAN THAT NOW,
TILLYKKE DIN FODRAPPE KATEDRALBYGGER!

HA!-præmien - Det Ny Humoristlegat UDDELT!

Den fortjente vinder, Line Knutzon, fik en vits, en beskidt en

I mandags kuppede jeg min egen prisuddeling og bekendtgjorde, at vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat 2008 var Line Knutzon for bogudgaven af radiospillet Måvens og Peder på herrens mark.


Statutterne for HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat, formuleret i den stiftende kommentar tilbage i foråret, lyder som følger:

HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat præmierer værker, der har humoren som altdominerende kvalitet, hvilket nemlig vil sige altkvalificerende dominans. det værk, der er sjovest, vinder præmien, ganske simpelt.
  Visse skønlitterære værker er pletvist morsomme, måske man faktisk har grinet højt og tydeligt undervejs, men hvis de ikke er overvejende, kontinuerligt, gennemgribende morsomme, kan de ikke indstilles til HA!-præmien - Det Ny Humoristlegat.

Kandidater til præmien var i år bøger sjove fætre og kusiner som Peter Adolphsen, Jens Blendstrup, Simon Grotrian, Lone Hørslev, F.P. Jac, Line Knutzon, Viggo Madsen, Erik Nietzsche (Lars von Trier), Preben Major Sørensen og (som forfatter af et ufrivilligt komisk værk) Carsten Jensen, men ingen tvivl i 1-mands-komiteen om at vinderen, klart og suverænt, var Line Knutzon.

Med et svedent grin, foreskriver statutterne, offentliggøres vinderen af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat LIGE PLUDSELIG! Og præmien? Den er en vits!

Og som statuteret (?), så gjort. Line var inviteret til at optræde rent autonomt og anede ikke uråd, da jeg LIGE PLUDSELIG sprang bordbomben og udråbte hende til vinder af præmien, der i år bestod af følgende vittighed - overbragt mundtligt, skriftligt og på dvd - fra Eddie Murpohys legendariske stand-up-show Delirious, da han var ung og sindssygt sjov i 1983:

A BEAR AND A RABBIT ARE TAKING A SHIT IN THE WOODS. THE BEAR TURNS TO THE RABBIT AND SAYS: EXCUSE ME, DO YOU HAVE PROBLEMS WITH SHIT STICKING TO YOUR FUR? AND THE RABBIT SAYS: NO. SO THE BEAR WIPED HIS ASS WITH THE RABBIT.

Hvorpå Line med al ønskelig og vild grinagtighed spillede (alle fire personer i) halvanden scene og en hel sang fra hendes spritnye musikforestilling Guitaristernes jul, der har premiere denne weekend på Østre Gasværk. Hun er livsfarligt sjov, den pige med huen på, og hermed præmieret som sådan.

Vennetjenestefolk

Talen, som Jens skrev ved et tilfælde, men Johnnie holdt i CaféTeatret, efter jeg havde forkortet talen med en tredjedel (= redundans og sentimentalitet), fordi Jens havde Roskildesyge i Korsør, men han er rask nu, den gamle dreng 

TALE VED UDDELINGEN AF KUNSTRÅDETS FORMIDLINGSPRIS

Af Jens Blendstrup

Jeg har kendt Lars siden gymnasiet i slutfirserne på Århus Katedralskole, og allerede i første dansk time så jeg mig irriteret på ham, da han rakte fingeren op på spørgsmålet om danske guldaldermalere, og nævnte de første 10 med årstal, baggrundsviden, digressioner til før og efter, samt favoritten Købke. Købke?! mumlede jeg til min sidekammerat og vores senere veninde Malene, HVORDAN kan en 16-årig nærsynet (han brugte ikke briller det år, fordi synet var under ”udvikling.”) vide alt det om guldaldermalere? Lars kom fra Korshøjen, akademikerghettoen højt hævet over det gamle Risskov med vvs- Kaj (der var så fed at han måtte svejse sig ind bilen hver morgen) og det slår mig at lige den forskel er en del af vores venskab den dag i dag. Jeg er ganske vist også akademikerbarn, men der hvor jeg kom fra var det ikke in at tilegne sig viden, til morgenmaden. 

  I omkring et år gik jeg rundt med de dumme drenge og drillede ham, så kom jeg til at skrive et digt i en opgave og så rullede venskabet. ”Hvordan kan nogen se så dum ud, og så skrive så godt.” – påstår jeg, han sagde. Med skolekomedier, dadaistiske manifester, sange gudhjælpemig! (til afslutningen hvor Lars, mig og den den tredje kumpan, Johnnie, var klædt ud som de 3 musketerer, (undskyld mine evindelige stavefejl – dem plejede Lars at rette – før han sendte dem ind til forlaget på mine vegne, så jo han hedder også Promotor Mogens Bukdahl – hvilket jo i virkeligheden også er en stor del af Lars at bringe dem frem, eller videre, som han tror på – gerne desperat! – Don Quijoteagtigt, med vejrmøller og enorme blege hænder, og helst som den eneste anmelder/ven/poetiske arkæolog i verden) Jeg har siden fået at vide at det var det der satte ham i gang med at skrive selv. Før det havde han mest bare læst bøger – sådan et par stykker om dagen siden han var 4 og fik briller, så han kunne se – mere end skygger og snot (han led af for-snottelse og blindhed i sine første 4 år, så massivt at forældre og børnehave troede han var ”sinke”).

   Nå men han blev ældre. Og fik allerede efter et halvt års skrivning udgivet først en digtsamling, Readymade  og så året efter en hel roman Guldhornene. En stærkt guldfarvet bog fuld af Lars. Og nære venner (vi er blevet nævnt stort set i alle senere bøger så hans trofasthed og groteske loyalitet, nogen vil sige nepotisme, men så er det i hvert fald en meget TYDELIG NEPOTISME kender ingen grænser – f.eks. glemmer jeg aldrig dengang han i Weekendavisen anmeldte gamle Billeskov Jansen kritisk, da han havde skrevet en mammutbog om Gustav Wied, der ifølge Bukdahl ”dog ikke står mål med Jens Blendstrups speciale ”satire af varianten Kiko”” – et speciale som selvsamme Lars i øvrigt var mere end fødselshjælper på, han havde jo naturligvis læst alt om emnet, uden at bruge det til andet end, ja til viden, mærkeligt at Sonnergaard, når han er efter os, ikke finder den anmeldelse frem).

  Vores venskab er det tætteste man næsten kan have uden at være brødre. (det mener Lars, at vi er men jeg er skeptisk – da jeg som lillebror jo har 4 i forvejen). Han har engang sagt, han ville ønske han skrev mere ubevidst læs – dyrisk – og på følelse; han er nødt til at konstruere en metode, en særlig sætningsmaskine-mekanik, for at få det til at flyde. På den måde er han jo romantiker. Han tror, der findes ”rene digtere” og så konstruktører.  Efterhånden kan det godt være, han har blødt mere op i sine kaptajn Nemo-agtige  urlyriker- og tillært lyriker kasser, men dybest set tror jeg, det er det, der holder vores venskab levende, at tilgangen til det vi begge to elsker, litteratur - er forskellig. Han kunne i øvrigt blive en fantastisk kaptajn Nemo, jeg ser ham for mig, siddende med en splinterny bog på biblioteket i sit metalskelet af en båd, mens han leder efter bogens tangenter – for at finde – et anslag til – sin anmeldelse.

   Lars er det mest vidende menneske jeg kender indenfor sit felt. Og jeg siger udtrykkeligt indenfor sit felt. På mange andre områder er han måske nok lidt svagtseende. Mange kalder ham venligt slagteren fra Pilestræde, men jeg synes ikke han er en slagter, for han argumenterer for sine synspunkter. Og han holder dem frem for alt ikke hemmelige, eller fedter med det, sådan som andre anmeldere gør. Det synes jeg også hans kæmpebog om 90ernes litteratur, Generationsmaskinen viser. Der er noget oplysningstid over hans projekt. Noget større end petit. Og det er nok også derfor han gerne vil slås.  Nogen gange han gør sig ekstra skinger for at sige: ”Come back you coward and fight” som ridderen uden lemmer i Monty Python. Men folk tør ikke altid, fordi de tror han skal læses en til en i stedet for 2 til 2. Altså med et smil på læben. Det er dér man skal imødegå ham, altså i ord, iført ridderdragt.

   Jeg kunne godt ønske for ham, at der var flere anmeldere der var ligeså massivt idiosynkratiske og bevidst larmende som Lars. Det ville være spændende at følge. Ind imellem ved jeg han tager sig til hovedet, når han f.eks. har anmeldt nogen kritisk. Han ser ikke hvor hårdt noget af det kan læses udefra. Han gribes af pennen, og arbejder egentlig ligeså litterært med sin anmeldelse som med en bog, den skal turneres, og ordflip har hans store kærlighed. Hvorfor nogen af hans anmeldelser, særligt overskrifterne, er decideret gak gak, fordi de er destillater, rim, afledninger af mystiske forbindelser i hans kringelkrogede hjerne.  Det ringer vi ofte til hinanden om. Og så ler vi, for det er jo også lidt en drengeklub, mon redaktøren lader den passere?

   Der skal helst være en stopklods et sted. En modstand. Og hvis Lars ikke kan finde den i den bog han sidder med, så opfinder han den. Bøger skal nemlig ikke gå upåagtede hen, hverken de anerkendtes, og bestemt heller ikke debutanternes. Hvis han måtte, tror jeg gerne han ville anmelde alt nyt der kom. Han ville sikkert også nå det, for han har en evne til at sove 2 timer, spise en halv croissant, han har croissanter liggende over det hele, og arbejde igen, nat er dag og dag er nat, der er ikke noget tidspunkt, hvor han ikke arbejder på et eller andet.  Men til gengæld er der heller ikke den fest han går glip af. Som regel er han også den sidste til at gå. Gerne faderligt bærende på sin gamle gymnasieven. 

  Han er over det hele.  Han er en slags hemmeligt isbjerg, tilsyneladende et meget meget tyndt isbjerg, med en enkelt kroget fremadstående klippe øverst, men der er ikke den seismografiske rystelse i det litterære Grønland (ja undskyld billedet det fylder det kan jeg godt se) som han ikke opfanger.

  I hans hjem burde der flere steder stå FARE: gå ikke ind her. Bøgerne står i bjerge. Som regel er der også stukket papirer og beskeder ind. Han ved præcis hvor hver bog står. Til gengæld forstår han ikke hvad en computer er. Jeg har mere end engang bragt ham i autistisk angst, fordi jeg har lagt et tilfældigt billede ind af nogen graner, som pauseskærm. Hvad laver de derinde?! Sådan er det nok med mennesker der er solidt geniale. De arbejder og arbejder, og bevæger sig så ellers noget tumlende gennem resten. 

  Jeg kender heller ikke noget menneske, der som Lars kan gå amok i litterære diskussioner. Han råber op. Og agerer. Om det så er på Märkbar klokken 6 om morgenen. Og det er ikke beruselse, han bliver nemlig aldrig bersærkfuld, han er jo et kontrolleret menneske, nej det er på litteraturens vegne.  Den skal forsvares.  Gerne med stumfilmsagtige attituder. Han er vel også en slags litterær godfather. Men indeni er han stadig naivt begejstret, umulig at moderere, maskinelt eksalteret, damptromle-kalibreret. Små bevægelser er ikke ham. Han er en uromager, anarkist, født socialdemokrat, (total-demokrat?) vanemenneske og i hvert fald republikaner – han mener seriøst at kongehuset skal afskaffes.  Hvorfor Lars? Fordi jeg er rap- ublikaner. Han kan efterhånden godt ligne en der vil være ung med de unge, der er jo ikke den bevægelse han ikke vil ind og oplæse og foredrage.  Men det er en barnlig begejstring. Som han så kaster hele sit Tuth Ank-Ammon-bibliotek efter.

  Han befinder sig bedst i opposition. Jeg tror han har det blandet med anerkendelse. Som han sagde til mig under tys-tys-fejringen.” Det er uhyggeligt, nu er der jo nogen der vil os det godt.” Og sagen er faktisk, at vi som 17-årige gik rundt i de vindblæste klitter nedenfor Rifbjergs sommerhus i Kandestederne og led med glæde. Det regnede og blæste, og han havde cottencoat med kædeolie på, den var gået ind i kæden, vi led der i lyngbakkerne, Vi var uopdagede. Det er han så ikke mere.

(resten kunne ikke reddes i 1. omgang)

Hvem er Jakob Levinsen og hvorfor siger han alle de grimme ting om mig?

Et forskudt ordsprogsdigt

SURE TÆER
I FOR SMÅ SKO
GØR KUN
RØNNEBÆRRENE
ENDNU MEGET

B I T R E R E

(skal læses på hovedet)

Lilja, Lilja

Staten er en guitar, readymade-gotik

SKAT

Hovedcentret
Østbanegade 123
2100 København Ø
Telefon 72 22 18 18
E-mail via www.skat.dk/kontakt
www.skat.dk
Ean. nr. 5798000033788
14. november 2008
J.nr. 08-162373
Kunstyrelsen
Att. Christian Svane
H. C. Andersens Boulevard 2
1553 København V.

Henvendelse om beskatning af Kunstrådets Formidlingspris

Den 7. november 2008 har De henvendt Dem til SKAT Hovedcenter om evt. beskatning af Kunstrådets Formidlingspris på 100.000 kr.
De har overfor Hovedcentret oplyst, at
"Kunstrådet vil uddele en pris til en person eller en redaktion, som i særlig grad har bidraget til krtiske kulturjounalistik eller som har præsteret en selvstændig, nyskabende kunstformidling inden for massemedierne. Kunstrådets Formidlingspris er på 100.000 kr. og uddeles en gang om året 2008, 2009 og 2010. Med prisen ønsker Kunstrådet at støtte og promovere dagsordenssættende og nyskabende måder at bedrive kulturformidling på.
Hædersprisen ydes som et uansøgt engangbeløb. Modtagerkredsen er "kulturfomidlere" - Dvs. typisk journalister, en kulturredaktion på en avis, en redaktør m.v."
Det fremgår af Ligningsvejledningens punkt A.B.7.4.1., at gave- og legatbeløb, der er ydet én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lign. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste, beskattes efter reglerne i ligningslovens § 7 0. Hæderspriser omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19) er dog skattefri, jf. afsnit A.B.7.4.3.
Udgangspunktet er altså, at der skal ske beskatning af prisen efter ligningslovens § 7 O, idet der er tale om en pris uddelt én gang for alle af offentlige midler.
Spørgsmålet er herefter om Kunstrådets Formidlingspris er omfattet ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt, og dermed undtaget fra skattepligten.
Der er i SKM 2004.77.LR taget stilling til, hvorvidt Cavling-prisen er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt.
Ligningsrådet udtalte i denne sag, "at Cavling-prisen ikke omfattes af ligningslovens § 7, nr. 19, 2 pkt. om skattefrihed af hædersgaver til kunstnere. Cavling-prisen uddeles til en journalist eller en gruppe af journalister. Lovforslaget om skattefrihed af visse hædersgaver til kunstnere blev fremsat sammen med forlaget om udvidelse af virksomheders adgang til at afskrive udgifter i forbindelse med kunstnerisk udsmykning af erhversmæssigt benyttede benyttede bygninger. Det samlede lovforslag skule forbedre vilkårene for skabende og udøvende kunstnere, for derigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. På baggrund af bemærkningerne i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget, og lovforslagetss samlede sigte, kan journalister ikke betragtes som omfattet af den personkreds, som bestemmelsen retter sig mod."
På baggrund af Ligningsrådets udtalelse er det SKATs opfattelse, at Kunstrådets Formidlingspris ikke er omfrattet af ligningslovens § 7, nr. 19, stk. 2.
Formidlingsprisen er således efter SKATs opfattelse omfattet af ligningslovens § 7 O.
Bestemmelsen i ligningslovens § 7 O fastslår, at gave- og legatbeløb, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr. inden for et indkomstår, medregnes til den personlige indkomst med 85 % af den del af værdien, der overstiger 7.900 kr. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, og beløbet udgør i 2008 14.000 kr.
SKAT gør opmærksom på, at besvarelsen alene er en vejlendende udtalelse, og at en endelig afgørelse henhører under de lokale skattemyndigheder.
Med venlig hilsen
Lilja Eileen Kristjansson
lillja.eileen.kristjansson@skat.dk
Direkte telefon 72 37 46 97

Elektronisk truthorn søges

En desperat og akut efterlysning

Mesteren F.P. Jac skal hyldes, når han på fredag den 28. november klokken 15.30 i Kunstindustrimuseet modtager Det Danske Akademis Store Pris omsider, så derfor skal I allesammen møde talstærkt op og give jubellyd fra jer, men det er jo ikke nok med stemmekraft alene, der skal også kunstig støj til, og jeg vil så gerne have fingre i sådan et elektronisk truthorn, eller hvad fanden det er for noget, som fodboldtilhængere forstyrrer den offentlige orden med, men hvor sælger de sådan nogle? Findes der deciderede fodboldtilhængerbutikker, eller foregår det gedulgt bag et træ på Gunnar Nu Hansens plads? Det vil jeg gerne have mine læsere til at oplyse mig!

I mens nynner jeg med på tredje del af Jacs digt-føljeton BUKKEFAR (meget apropos min aktuelle venteposition):

Danmark vrimler af forfattere, med årsopgørelser til et par ispinde,
et forfattende folk, hele tiden oddsende på det næste værk,
men pludselig vil klokken ringe, en anmelder har stødt hjerte på bogen.
Så kommer anmeldelserne som vinterstorme, og billedet er så figurativt,
man går hånd i hånd med pressen, skulle livet være så hemmeligt,
den svære toer og treer, cognacen er fordampet på forlæggerens bord.
Men det skal nu nok gå, som at stå af ræset i tide, sysle tid,
og når nu også pamfletten var ens drøm, egotrippets sande blomst.
Aflastningen sidder i fingrene, disse brikker praler til humøret,
nu røg det næste hjørne på plads, flere hoveder, kasketter og cement,
det må sgu være en bro, og noget glidende, brikkerne svinder da.
Nu springer noget i øjnene, venstresiden plages af beverdninger, nh,
navnene er desværre bogstavforfaldne, men et indre tænker tit sit,
nå, nu får det lov at hvile lidt, men noget erindringer som altid tørt.
Hvor er det dog en næsten god bog, men sproget er følelsesstrandet,
og mimikken i erindringstegningen er forgabt i hullet humor, synd,
næsten en hel bog med slagtøj, men så er der knaster på omkvædet.
Tænk at en bog om erotik er til at skrive så talentløst, trækvognen vælter.
Kan en bog om puslespil mon skæres ud i pap, for jeg er så uerfaren,
findes den overhovedet, isåfald må den meget gerne falde mig i hu,
tænk at kunne støbe sin egen isme, ja sågar sin egen biblioteksfløj.

TO BE CONTINUED!

Kriminalalfabetet

En dræbt darling af et bonusalfabet, plottet er ikke spor indviklet 

KRIMINALALFABETET 

ARGH!

Babu-babu!

Chok!

Drab!

Elevatorskakt!

Filatelist!

Glasøje!

Hawaiiskjorte!

Ishockeystav!

Jesuiterorden!

Kriminalinspektør!

Lup!              

Mariehøne!

Narresut!

Obduktion!

Postopkrævning!

Quai D’Orsay!

Rulleforretning!

Skalkeskjul!

Tredjegradsforhør!

Undervisningsminister!

Vvs-mand!

Windsurfer!

Xerograf!

Yderlomme!

Zloty!

Ægteskabsbrud!

Østenvind!

Ålekrage! 

- ikke fra Alfabeter fra Pluto