Jeg har fået tilsendt den´nye dobbelt-cd Pioneers. The Beginning of Danish Electronic Music, og med god grund viser det sig, for blandt de skønt bippende og knitrende og skrattende kompostioner af bl.a. Else Marie Pade, Fuzzy og Gunnar Møller Pedersen, finder man også Jørgen Plaetners 16 minutter og 23 sekunder lange Stykke B fra 1963 hvor nemlig de elektroniske lyde akkompagnerer en forrygende omgang digtoplæsning ved Jørgen Gustava Brandt, hvis ikke omvendt, eftersom lydene kom først, digteren akkompagnerer elektronikken. Det var på samme tid Gustava, Rif, Benny, Sonne og co. stod på Louisiana med Louis Hjulmands orkester og fumlede med jazz'n poetry, men dette er jo det langt mere præcise soundtrack til den konfrontationsmodernisme, der vel fremfor alt skulle forestille at konfrontere sig med moderniteten. Gustava læser op fra ottende del af hans ubændigt rablende langdigt "Den underjordiske", en glemt klassiker om nogen og tilegnet Albert Mertz, fra den vigtige digtsamling Janushoved, 1962 - den så også absolut mest flippede del med sit vældige, punktumsløse, rent prosaklumpede afsnit levendegørende vistnok en eftertrykkelig druktur 1:1. Det er et digt(fragment), der væltende myldrer frem, også oratorisk, digteren hvisker, råber, vrænger (på ufimset gammlekøbenhavnsk), og det gør lydene også, samler sig tæt og spredes uroligt, som i en hel elektronisk skov, ligesom digtet er en en hel dansksproglig skov - gennemvandret med en ordentlig skid på - jeg citerer et stykke af klumpen eller hvirvlen måske snarere:
o nidtide forgemak
Først latteren nær ved, men uvidenhed om kilden, dernæst dette skur set, - og kendskab til mændenes navne, som om man besad et program! - står og ved mumle mumle på bunden af katolsk kapelmørke, nødrum og nattebærme, men undtager anfald skvaldrende og kvækkende latter, dagbåret klostersolskins ekkorum og gammeleuropæisk ekstatisk vræl i krypter, Amerika, og til steder med væddekamp og væddeløb! kro og kirke og glædeshus treenighed i dette gamle træskur! og dog så lavmælt; hvad der siges, vrøvl, gentagelser, nå ja mest uskelneligt jævnt langtidskogende grød, chorus ja ja og hujen af tobaksindånding med lyd på, harke-hosten, men talen er, og myten, tror mig gamle dreng, lige meget, og når to eller tre mænd er sammen, og så ved man jo nok, før eller siden, og har det ikke værst, som heller ikke i sidste uge, og hvis nu dette kvindfolk, så var det jo noget andet, og denne skønne musik af flasker, og bordplanken, lillebitte fortrykthed, ihjelslagning af noget i det mindste fingrenes masen i planken, dette evindelige tankeløse insektdrab i pulsedagen, men "hvor skal du hen" siger pilsneren, snak om den smalle, gammel runken kælling med kvidder, evindeligt pynte majbrud med tendens til mave mod mave, vittigheder om byggeklodser til at hvile lodderne, for ikke rent ud at tale om so i hul, - horn, horn! og skadehop, men gris gå frem er nærmest til streg, gamle blærebold, pas på benene Laus, til at fange svære griller med, store nok til at rumme en salme, jak jak, med fjernøstlig gratie, ¨- eller som den dødeligt pløkkede i en western - gribende langsomt, ravende i blind forbandelse, velsignelse, balletdød, forklaret, kommer Svedske på benene, nok en gang vrik, muntre poltergejst, altid i sin tales brystbankende begyndelse om skuddermudder og en højtløftet fane, plimrende, messende, skaneringen opløst protoplasma, raver, ud ad bræddedøren, møder ølbølgens grimassemissende solfilter (...)
o nidtide forgemak
Først latteren nær ved, men uvidenhed om kilden, dernæst dette skur set, - og kendskab til mændenes navne, som om man besad et program! - står og ved mumle mumle på bunden af katolsk kapelmørke, nødrum og nattebærme, men undtager anfald skvaldrende og kvækkende latter, dagbåret klostersolskins ekkorum og gammeleuropæisk ekstatisk vræl i krypter, Amerika, og til steder med væddekamp og væddeløb! kro og kirke og glædeshus treenighed i dette gamle træskur! og dog så lavmælt; hvad der siges, vrøvl, gentagelser, nå ja mest uskelneligt jævnt langtidskogende grød, chorus ja ja og hujen af tobaksindånding med lyd på, harke-hosten, men talen er, og myten, tror mig gamle dreng, lige meget, og når to eller tre mænd er sammen, og så ved man jo nok, før eller siden, og har det ikke værst, som heller ikke i sidste uge, og hvis nu dette kvindfolk, så var det jo noget andet, og denne skønne musik af flasker, og bordplanken, lillebitte fortrykthed, ihjelslagning af noget i det mindste fingrenes masen i planken, dette evindelige tankeløse insektdrab i pulsedagen, men "hvor skal du hen" siger pilsneren, snak om den smalle, gammel runken kælling med kvidder, evindeligt pynte majbrud med tendens til mave mod mave, vittigheder om byggeklodser til at hvile lodderne, for ikke rent ud at tale om so i hul, - horn, horn! og skadehop, men gris gå frem er nærmest til streg, gamle blærebold, pas på benene Laus, til at fange svære griller med, store nok til at rumme en salme, jak jak, med fjernøstlig gratie, ¨- eller som den dødeligt pløkkede i en western - gribende langsomt, ravende i blind forbandelse, velsignelse, balletdød, forklaret, kommer Svedske på benene, nok en gang vrik, muntre poltergejst, altid i sin tales brystbankende begyndelse om skuddermudder og en højtløftet fane, plimrende, messende, skaneringen opløst protoplasma, raver, ud ad bræddedøren, møder ølbølgens grimassemissende solfilter (...)
Yeah! råber vocoderen.
Og da jeg forleden læste og anmeldte Asger Schnacks lille, minutiøse Gustava-udvalg til 80-årsdagen, Højdepunkter - der ikke levner plads til endeløst luxuriøst rabalder som "Den underjodrdiske" - opdagede jeg, at digtet "Se, under broen strømmer ..." fra Janushoved's forgænger Fragment af imorgen, 1960, sgu da selvfølgelig er tilegnet og henvendt til modernismekonstruktøren Torben Brostrøm som en selvklar selvforklaring om den nye poesi, "Se under BROen STRØMmer ...":
Se. under broen strømmer, danser, knuses,
neddykt i frisk vande, billeder
af liv, forvandlet - og forødet rask.
De billeder, du ømt bag øjets spejl bevarer,
af evighed som tiden så,
er, når du vender dig og går,
er, når du intet ser,
men ordner, forbereder, dør,
dog evighed.
Vidunderlig, ufattelig
er tiden, rig på jærtegn, løber, ser
og jager gennem dig, på vej, og flyver bort,
og synger i dig, når du tier, står
med sommermørkets lette silhuet
i vand
og himmel.
Jep! nikker ætlingen.
Se. under broen strømmer, danser, knuses,
neddykt i frisk vande, billeder
af liv, forvandlet - og forødet rask.
De billeder, du ømt bag øjets spejl bevarer,
af evighed som tiden så,
er, når du vender dig og går,
er, når du intet ser,
men ordner, forbereder, dør,
dog evighed.
Vidunderlig, ufattelig
er tiden, rig på jærtegn, løber, ser
og jager gennem dig, på vej, og flyver bort,
og synger i dig, når du tier, står
med sommermørkets lette silhuet
i vand
og himmel.
Jep! nikker ætlingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar