Rundt om en debut i/om/som Ideer
Jeg kan jo ikke vide, hvor mange af de ugentlige læsere af Weekendavisen Bøger også læser det konkurrerende tillæg Weekendavisen Ideer, og måske er det faktisk dem allesammen undtagen (en gang imellem!) mig, men selv hvis der kun er tale om en et forsvindende lille mindretal, vil jeg gerne gøre dem opmærksom på, at jeg denne fredag for første (og måske sidste?!) gang optræder i Ideer, med en præsentation af Thomas Hvid Kromanns- ph.d.-afhandling Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970 og en (stærkt selvcentreret) reportage fra forsvaret af samme i luffttomt auditorium på RUC. Artiklen blev pænt (og nydeligt) homogeniseret af den stedlige redaktion, og derfor aftrykkes et Critic's Cut til sidst i denne post, også som en nervøs hommage til Hvid Kromanns arkiviske strenghed; indtil flere gange i afhandlingen er det mig (og mine skriverier om HJ Nielsen), han svinger krabasken over: forkerte dateringer, forkert afskrevne citater, forkerte ophavsmænd til (andres) citater, og på side 325, i en diskussion af den eventuelle zen-effekt i Hans-Jørgen Nielsens "hvidbog" vedr. visse foreteelser, mister han omsider tålmodigheden helt:
Bukdahls zen-reference præciseres eller uddybes ikke. Et værk som
vedr. visse foreteelser, hvor en betydelig del af indholdet ligger i overfladen, skal ikke behandles
overfladisk: Når "hvidt - det usynlige fravær af alt" i Bukdahl (2001B) ved en fejl bliver til "hvidt det usynlige fravær af alt", så forsvinder sætningens paradoksale konstruktion. Paradokset (et usynligt nærvær) er her ikke længere et paradoks (et usynligt nærvær):
Hørt! Og
shame on me (men er der helt ærligt ikke noget mistænkeligt/betænkeligt gammelmodernistisk over den paradoksalitet? Nej, nej, stop, stop, jeg skal nok lade være med at gøre en pointe ud af mit sjuskeri (selvom det vel akkurat er, hvad Hvid Kromann gør, men han har ret til det!). Da jeg skrev kort og langt om mit yndlings-HJN-værk, den lille "dokumentar-roman" om overdadaen Johannes Baader,
Diletariatets proktatur, i
Danske digtere i det 20. århundrede og antologien
Portræt af et forfatterskab, foretog jeg de første spadestik til en kreditering af citaterne i
Diletariatet: "Jeg har ikke nærlæst alle berlinske dadaisters fælles- og enkeltarbejder (...)" besværger jeg i antologien, men det har Thomas HK, plus alt andet
remotely relevant, hvilket muliggør, at han som apendiks til sin afhandling kan præsentere en "Liste over approprierede stykker i Hans-Jørgen Nielsens
Diletariatets proktatur" med kun 16 ikke-lokaliserede stykker ud af 85 - fx denne, som I derude hjertens gerne må bide spids på: " pseudologi, mystematisk sytologisering" - det kalder jeg Sherlocksk tekstvidenskab.
Det eneste reelle problem, jeg har med Hvid Kromanns afhandling er, at mere vil have mere, med det samme! For trods alt har der, både i samtiden og de senere år, været en hel del opmærksomhed omkring selve HJ Nielsens og Kirkebys gyldne (og BLÅ) tresseravantgrade (men de 30 år mellem 70 og 00 så godt som ingenting, sandt nok!) - og tre ud af de syv centrale nærslæsninger er læsninger af værker af Hans-Jørgen, hvoraf de to, hvidbogen og
Diletariatet, altså er blevet læst før, sjusket!, men dog læst; igen er det bare fordi jeg bliver så glad og forbandet rørt over at opleve totale (litteraturhistoriske) freaks som Vagn Steens
Skriv selv og Per Kirkebys blå trilogi og Bjørn Nørgårds udleasede roman
Sommeren der gik behandlet med den respekt og omhu, værkerne fortjener. And I want more, som Iggy synger. Og fordi 70'er-avantgarden - med undtagelse (og dog!) af HøeckLaugesenTurèll (og dog! fordi hverken Turèll eller Laugesen endnu er
(litterært) monograferet) - hverken blev læst dengang eller i nogen ambitiøs, nysgerrig grad bliver det nu eller bare bliver KORTLAGT (jeg har faktisk et 70'er-avantgarde-kort, lige her under skrivebordet, tegnet på to to Testrup Højskole-plakater til et foredrag for tre år siden) - og det ved jeg godt - delvist! - er min jobbeskrivelse, og jeg får sådan en frygtelig dårlig samvittighed!
Bjørn Nørgaards roman
Sommeren der gik kendte jeg ikke noget til (jeg anede akkurat dens eksistens, vistnok), og selvfølgelig anskaffede jeg mig straks bogen antikvarisk, især fordi Hvid Kromann markerer en vis skepsis overfor de litterære kvaliteter, da han afrunder sin (i forhold det store nummer, der er
Diletariatet) kompakte præsentation:
Sommeren der gik er interessant som en variation af afpersonaliseringen, en kritik af forfatterrollen og værkkategorien, men er, som en naturlig konsekvens af værkets poetik, mindre interessant som værk som helhed, hvilket skyldes at værket er usammenhængende, springende og mange af teksterne er sjusket skrevet hvilket igen delvist kan legitimeres af den processualitet og kollektivitet, der er en betragtelig del af værkets poetik [romanen består af tekster skrevet (eller stjålet) på bestilling - til bare at fylde 5 sider - af venner og bekendte og hvem som helst LB].
Egentlig kan det dog undre, at Nørgaard placerer sig selv som "forfatter", idet kritikken af forfatterfunktionen derved kun sker indirekte
gennem forfatterfunktionen.
Sommeren der gik er et forsøg på at nedbryde grænsen mellem kunst og liv
indefra ved at Nørgaard overdriver, ja fordrejer udstyrssiden af værket, idet indholdssiden dementerer formen. Men immervæk bibeholdes den traditionelle publiceringsform frem for at forsøge at realisere en ny praksis. Alternativt kunne
Sommeren der gik have været en anonymt publiceret ramme for et kollaborativt projekt uden ansvarshavende redaktør(er) som tidsskrifterne
ta' BOX (1969-70) og bladet
Hætsjj (1968-70), som Nørgaard havde været involveret i i årene forinden. Eller projektet kunne i stedet været udformet som "et komplet udtryk af lejravisen fra Thy trykt på den billigst mulige måde", som Hans-Jørgen Nielsen foreslår i sin anmeldelse af
Sommeren der gik i
Information d. 8 december 1971.
En plads i en litterær kanon vil et værk som
Sommeren der gik selvsagt aldrig få, men for det første figurerer værket i denne afhandling mestendels som et
dokument fra perioden, et eksempel på et forsøg på gentænkning af forfatterrollen og værkkategorien. For det andet er det jo just disse finlitterære og eksklusive kanondannelser, der er forbeholdt de få, som står for skud. Det er denne demokratiseringsutopi, der ligger til grund for
Sommeren der gik.
Interessant hvordan forventningshorisonter vinkler læsebrillen, provokeret af Hvid Kromanns mere-Nielsen-end Nielsenske kritik af Nørgaard for manglende konsekvens, følte jeg mig faktisk glimrende underholdt - selv når jeg reelt kedede mig! - af
Sommeren der gik, og frem for alt oplevede jeg den finlitterære, eksklusive udstilling og indramning og organisation - kapitelinddelingerne brutalt på tværs af de vilkårligt sammenkittede tekster - som en afgørende faktor for min fornøjethed: pele melet af Bibeltekst og menneskerettigheder og tyske og engelske brokker og forævlet 70'er-hejs sat på de kønneste bog-stylter som en essaysamling (snarere end en roman, sådan rent stilmæssigt) af Jacob Paludan eller Knud Sønderby udkommet på Thanning & Appel. Og så er den allersidste tekst, som Hvid Kromann også citererer, altså ret suverænt drilagtig og nonchalant i sin
bad boy-Højholtagtighed (jf. fx PH's tekst "ingenting" i
Stenvaskeriet og andre stykker) og et eller andet sted hele den enerverende bog værd, hvem der så end har skrevet den (Hvid Kromann er garanteret også bare tekstarkæologisk sur på romanen: for få tekster kan med nogen sikkerhed krediteres); så
dead on går slutningen til værks:
Gad vide hvad side du er på. Se lige efter. - Tak. Nu ved du, hvad side du er på. Jeg ved det ganske vist ikke, men det gør ikke noget. For jeg ved noget andet. Jeg ved noget om dig. Jeg ved, at selv om du ved, hvad side du er på, og altså hvor mange du har læst, så læser du alligevel videre. Og det gør mig glad for, at jeg ikke kender dig personligt. Du er nemlig af den frustrerende handlingslammede type, der læsere videre, selv om det egentlig indest inde er gået op for dig, at heller ikke denne bog vil kunne skabe handlingen i dig.
Og nå ja, Critic's Cut:
Ved forsker-digteren Thomas Hvid Kromanns ph.d.-forsvar stod kampen mellem litteraturhistorisk kanon-patos og hybrid-avantgardistiske neon-noter
Tomme bøger tæller!
Af Lars Bukdahl
Jeg har i min besiddelse en tom bog, som hyper-smal prosaist og nyslået ph.d. i tomme bøger – med afhandlingen Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970 – Thomas Hvid Kromann garanteret ikke kender til. Trykkeåret er 1960, titlen Hodayot, Psalms for Qumran og forfatteren kirkehistoriker Svend Holm-Nielsen. Hele indramningen – det litteraturvidenskabsfolk kalder para-teksten – er artigt på plads: Titelblad, dekanens antagelse af afhandlingen til doktor-forsvar, indholdsfortegnelse, forord. Men så begynder tomheden ellers og forsætter ubrudt (og upagineret) de næste ca. 350 sider. Den håndskrevne dedikation allerforrest – til, formoder jeg, min far – har følgende ordlyd: ”måtte dette værk blive til lykke og velsignelse ved flittig brug/ 10.XII. 1963/ Svend Holm-Nielsen”.
Hvid Kromann inkluderer i sin afhandling de snævert vitsede tomme bøger, der fx kan hedde The Official Government Nucelar Survior’s Manual; Holm Nielsens tomme bog tilhører en (tom) kategori, Hvid Kromann ikke har fået med, og som vi kan døbe Den (i 1 eller flere eksemplarer) Fejltrykt Tomme Bog – i dette tilfælde hverken smidt ud eller makuleret, men tværtimod forsynet med en ekstra, egenhændig signatur!
Til gengæld havde jeg så aldrig hørt om K.J. Almqvist, dansk billedkunstner og tom bog-pioner med flere hel- og halvtomme bøger på samvittigheden, bl.a. Den store Sandhed, 1933, og Demokrati, 1951. Og hvor jeg er glad for nu at høre om ham, og for at Hvid Kromann har gjort sig den ulejlighed at opspore og præsentere hans tomme forfatterskab: det er jo ikke fordi nogen ville have savnet ham, hvis han var blevet sprunget over, ikke engang jeg!
De fem tomme bøger, afhandlingen kanoniserer og nærlæser eller nærkigger, er Vagn Steens Skriv selv, 1965, Hans-Jørgen Nielsens vedr. visse foreteelser/ en hvidbog, 1967, og Per Kirkebys såkaldte ”blå trilogi”, Blå, 5, 1965, Blå, tid, 1968, og Blå, ornament, 1969. Mindst tre vidt forskellige slags tomhed er på færde: Steens højlydt indrammede, rent tomme kalenderblok, som læseren opfordres til at udfylde med egen ”skrivsel”; Nielsens konkretistiske bønnebog: fire papirstrimler, på de 12 tomme sider, er skjul for henholdsvis copyright-oplysninger, linjen ”hvidt – det usynlige nærvær af alt”, slet ingenting og linjen ”hvidt – det synlige fravær af alt”; Kirkebys tre blåninger: større og større blåt kvadrat, lutter heltblå sider og et endeløst sig-selv-gentagende blåt ornament.
Fordi de tomme bøger snarere forholder sig til en international kontekst og (avantgarde)tradition end til noget nationalt sækkevæddeløb, og fordi de som ”bogobjekter” – værker hvis konkrete fremtræden som bog, deres boglighed, er en afgørende del af deres udsagn eller mangel på samme – agerer både litteratur og billedkunst og hverken eller, bliver de hjemløse i de traditionelle litteratur- og kunsthistorier, der kun opererer med enten eller og primitive generations-plots. Det er for galt, synes Hvid Kromann – og det synes jeg også! Hvid Kromanns løsning er at skrive hverken kunst- eller litteraturhistorie og både og - ved nemlig at skrive (ind i en) transnational avantgardehistorie.
Som det fremgår af titlen, handler afhandlingen om mere end tomme bøger; Hvid Kromann fikserer ”afpersonaliseringsstrategier” – strategier til detronisering og nedkøling og anonymisering af kunstner-egoet - som det centrale projekt hos det, han kalder ”den danske tresseravantgarde 1964.1970”, som ret cirka var flokken af forfattere, billedkunstnere og komponister omkring Eks-skolen og tidsskriftet ta’ – og talrige løse fællesaktiviteter – med Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby som to af de tydeligste og flittigste aktører.
Tre litterære strategier kondenserer Hvid Kromann virvaret til: 1. appropriering: at lave en tekst ved at stjæle (fra) andre tekster, eksempler: Bjørn Nørgaards rodebunke-”roman” Sommeren der gik, 1971, og Hans-Jørgen Nielsens dada-montage (og en af mine absolutte yndlings(ikke)bøger) Diletariatets proktatur, 1969. 2. Systemer og spilleregler: at lave tekster ved hjælp af sådanne, eksempler: Nielsen og Henning Christiansens nul/prik-tekst med noder Informations og Nielsens pop-kværne-roman ”Den mand der kalder sig Alvard”, 1970. 3. Bogobjekter: tekster, hvis pointe er deres særlige boglighed, eksempler: de tomme bøger af Steen, Nielsen, Kirkeby.
Udpindingen af de tre strategier er afhandlingens hovednummer - og med sin hvirvlende diskussionslyst, sit olympiske udsyn, sin entusiastiske opdagerglæde (K J. Almqvist!), sit (spøgelses)fluekneppende nærsyn og sin detektiviske vedholdenhed (nu er så godt som alle tekststykker i Diletariatets proktatur identificeret!) et grande nummer! Af øvrige bedrifter kan nævnes den sensationelle afsløringen af de svenske aner til Hans-Jørgen Nielsens kodeord Attituderelativisme og krøniken om ”Tresseravantgardens omkalfatring og opløsning [i politisering LB] omkring 1970” elegant fortalt via gennembladren af tidsskrifterne MAK og ta’ BOX – ved sit forsvar plæderede Hvid Kromann for en Avantgardetidsskriftshistorie (firserblad: Flækket pik!). Hørt! Men den kan han værsgo selv skrive!
Jeg havde endnu ikke fået afhandlingen i hænderne, da jeg en trykket maj-eftermiddag valfartede til RUC’s universitetsfabriksbygninger, men alligevel formåede forsvarshandlingen at engagere mig i en grad, så jeg, før jeg vidste af det, stod på scenen som opponent ex auditorio!
Inden det kom så vidt, havde doktoranden sobert og kun en smule spidst præsenteret sin afhandling, hvorpå første opponent, Marianne Stidsen, trådte op og affyrede en traditionalistisk totrinsraket:
Hvorfor, spurgte hun, er de kanoniserede systemdigtere Inger Christensen og Klaus Høeck ikke taget med? Fordi, svarede Hvid Kromann, de ikke bruger deres systemer til at afpersonalisere, men til at frisætte en ny patos. Men hvad er det gode egentlig ved afpersonalisering, ville Stidsen så vide, hvordan gør det os klogere på verden og livet, hvorfor bruge så meget tid og så mange kræfter på så lille og uattraktivt hjørne, hvorfor er det så fedt?
Jeg måtte fysisk holde mig selv for munden for ikke at blande mig med uartikuleret, lyddigterisk rablen, men Hvid Kromann holdt sig heldigvis cool, også for cool, syntes jeg, og indrømmede, at der var tale om et lille felt, der til gengæld peger ud i den store verden og den store (avantgarde)historie på en måde, som det ikke er vanligt at fokusere på i dansk sammenhæng. Og så mente han ellers, at afhandlingen talte for sig selv: hvis han kunne skrive 100 sider om tomme bøger, og blive ph.d. på det, så måtte der ergo være noget ved tomme bøger – ud over tomhed!
I pausen meldte jeg mig på falderebet som ex-skole-opponent, men smart nok på kom jeg først på efter anden opponent, Per Stounbjerg, der ikke som Stidsen gik efter at provokere avantgardist-segmentet blandt tilhørerne (som ud over mig selv blandt andre talte akademikerne Max Ipsen og Tania Ørum og praktikerne Martin Glaz Serup og Henrik Have), men engageret foreslog alternative overskrifter og typologier: burde fx ikke tilfældighedsæstetik være sin egen strategi? Tjoh, men er det ikke faktisk en spilleregel?
Så var det chokerende nok min tur, og eftersom jo opponenterne ikke skal yppe kiv med hinanden, men med doktoranden, opfordrede jeg Hvid Kromann til at give Stidsen, der som lektor i ny dansk litteratur på KUA og forfatter til det postrmoderne afsnit i Gyldendals Hovedsporet repræsenterede selve Litteraturhistorien, kanonisk og effektivt svar på tiltale: Hvorfor er tomme bøger fede, og hvorfor er nogle federe end andre? Sådan at min søn, når han om føje år skal i gymnasiet, ved siden af Anders Bodelsen-noveller om velfærdssamfundet tvinges til læse Hans-Jørgen Nielsen-hvidbogen om ingenting, også bare fordi den er så utroligt fin og nysselig at fingerere – en ægte konkurrent til hans I Pod Touch. Men Hvid Kromann forblev uinteresseret i nationale litteraturhistorier og indoktrinering af uskyldige små, han foretrak at groove minutiøst videre i sit hippe, globale netværk, hvilket det sgu er svært at bebrejde ham.
Da jeg så omsider faktisk læste afhandlingen, viste den sig selvfølgelig at indeholde et skarpt, lille afsnit om ”parametre for tomme bøger”, der citerer Hans-Jørgen Nielsen for, at et muligt vurderingskriterium er ”handlingens grad af alibi og præcision. Er den ramme, ophavsmanden har stablet på benene, interessant nok til at kunne legitimere handlingen, og er realisationen i overensstemmelse med rammen? Det er for så vidt gode værdikriterier på kunst i det hele taget. Og der findes både gode og dårlige tomme bøger.”
Fjerde og sidste opponent var Anne Birgitte Richard, der frem for Hvid Kromann internationale og avantgardistiske kontekst gerne havde set noget mere lurmærket samtidshistorisk kontekst, velfærdssamfund, ungdomsoprør, kvindefrigørelse etc; og ligesom Stidsen fandt Richard det lettere komisk med Hvid Kromanns passioneret tekstarkæologiske grundighed: Hvorfor er det vigtigt at få at vide hvilken lyskunst-udstilling af Dan Flavin nøjagtigt, det mystiske blånende (!) foto på forsiden af ”Den mand der kalder sig Alvard” stammer fra (”Dan Flavin: alternating pink and gold” på Museum of Contemporary Art i Chicago, 9. december 1967 – 14. januar 1967)?
Fordi det billede er en vigtig, foruroligende del af oplevelsen af Nielsens ondt forrygende bog, og fordi bogen er forbandet ondt forrygende, hvilket er et kanonisk kvalitetskriterium, og fordi man bliver klogere på en bog af at blive klogere på en bog!
Af Hvid Kromann afhandling er jeg blevet bedre til at læse mine tomme bøger, fordi han forklarer og demonstrerer, hvordan ingenting skal læses omhyggeligere end noget og har mindst lige så meget at skulle have sagt, rent kunstnerisk, - med det samme er Svend Holm-Nielsens Hodayot. Psalms for Qumran [tom udgave] rykket ind på mine skønlitterære hylder, mellem Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst.
