Åh! ÅH!

Alfabettyv melder sig selv til litteraturpolitiet

Da Klaus Høeck fyldte 70 torsdag 27. november sidste år skrev jeg en tillykke-blogpost, som burde skulle have indeholdt Søren Ulrik Thomsens "Hjemløshedens alfabet", offentliggjort i Politiken i februar 1985 som en hyldest til Høecks (første) kæmpestorværk Hjem, men ingen steder i mørnede bibliotek lod det sig opspore. Heldigvis og HÅRDT NOK inkluderes teksten som et blandt flere bonus-tracks i Thomsens nye essay-opsamling Repremiere i mit indre mørke, der udkommer om fjorten dages tid. Hårdt nok fordi teksten til allersidst afslører, at årsagen til udklippets mystiske kispus må være, at jeg (ubevidst) ville undfgå at afsløre (over for mig selv), at JEG HAR PLANKET SØREN ULRIK THOMSEN, og ikke hvad og hvor som helst: slutningen på hans Hjemløshedens alfabet og mit eget Råbealfabetet (som i mit sølle forfatterskab er helt andeledes centralt - både økonomisk: masser af copydan-penge! og kunstnerisk: som det udløsende tandhjul i mine Alfabeter fra Pluto - end hans alfabet i hans bølle-forfatterskab), oprindeligt trykt 1995, er nøjagtig DEN SAMME!!!

Råbealfabet lyder i omvendt rækkefølge (jf. Schwitters!)  således:

ÅH! ØV! ÆV! ZAP! YT! EX! WHAT! VROOM! UGH! TOP! SLAM! RAP! QUIZ! PYH! ORK! NIKS! MØF! LUK! KLOP! JEP! IH! HA! GAK! FLOP!  EJ! DONG! CRASH! BANG! AV!

Hjemløshedens alfabet lyder i omvendt rækkefølge således, SATANS OGSÅ:

Åh for Åh! [originaludgaven havde ikke udråbstegn, oplyser SUT (så måske har han det fra mig ... yeah right)))// Ø for den store ødselhed,/ at kaste ønsker i grams i systemernes ørken// Æ er for æstetikken/ dens æstsende flamme ret op i intet// Z er for de glødende zoner/ hvor digtene tavst glider ind i hinanden// Y er for at nå til de yderste grænser// X der som stor systempoesi/ spejler og gengir sig selv,/ drejes og vendes omkring sine akser// V for en varig viden/ for vers der vender/ i viden om varighed// U er for det umuliges mulighed// T for Taurus, for tiden og tyngden,/ for tro og for træthed efter en kamp// S for skriftens spor af/ Skytten der aldrig standser/ men sigter mod det som ingen har set// R for roen og regnen/ for runernes radier// Q for quartzurets tyste omløb/ q for q// P for prisen der betales/ for poesiens præcision og kaos// O for overgivelsen til ordenes orden/ for ofret og overlevelsen// N for nåden at sove/ nøgen i nattens duvende net// M for det maskuline/ magt over sprogets mangfoldighed// L for lyset og lettelsen// K for katastrofens kalligrafi/ kvinden i vinduet overfor/ kroppens udråbstegn i mængden// J for januar 85// I for viden om Intet/ der standser enhver/ for intet at vide/ og ikke at standse// H for den hjemløses hemmelighed/ hvilen/ hotellet ved havnen// G for gådens form, pegende ind i sig selv,/ grænsen og grænseløsheden gemt i hinanden// F for formens gåde/ der må løses forfra og forfra igen/ og fanger enhver som vil ud// E for erkendelsen/ for 11 ensomheders sang bag panden// D for døden// C for computerens ceremoni/ sonetternes cirkler/ cementen vi går på// B for bygningen brændt/ begærets bro slået op/ A for arbejdet udført,/ aftnen hvor varmen fra asken/ strejfer dit ansigt" 

Som jeg (derfor!!??) udbryder i Eder og forbandelsers alfabet, under S:

SYRME-YRLME-THYMSME!

Larslars i smilte vande

fra tegning til tekst til maleri til tekst, afledning uden ende, thi MIN NÆSE ER EN PENSEL!

Jeg var til fernisering i Århus fredag (hvis nogen ledte efter mig og undrede sig over mine whereabouts); på Galleri Møller-Witt i Vestergade ferniseredes min trofaste kumpan Lars Nørgårds forrygende udstilling SUNBEAM med hvidvin og snacks og en sympatisk flok af hvidhårede, pensions-forgyldte, århusianske kunstsamlere - ramt af en vis økonomisk nervøsitet, de købte ikke vildt løs. Jeg oplæste (2 gange) mit bidrag til det  A3-store, skamløst prangende katalog, en tekst, der hedder "Scandix Grand Prix 1972-1975", og som jeg ikke skal aftrykke her - alle tekster skal for fanden ikke være lige lette at få fat på - men som er et direkte svar på en udfordring fra Lars: Udstillingen hedder SUNBEAM efter et gammel bilmærke, og ni malerier på papir er opkaldt efter svenske festorkestre fra 70'erne - nemlig følgende: Barracudas, Bob Candis, Profilarna, Nordlanspojkerne med Inger, Hux-Flux, Claes Lennarth Club, Shilling Banka, Selex Orkester, Skip'Z, Tage Öst Fyrklang, Tellus, The Milles, The Moonlighters, Tickies, Thor Erics, Tonix, Tre blå og en gul, Zenits - - fundet et fjernt sted på nettet (og (m.fl.) til bakkenbartoverflod afbildet på katalogets inderomslag). De to ting, bilmærket og festorkestrene, hang åbenbart sammen (for Lars), og jeg skulle så bare forklare hvordan! Og det har jeg så bare gjort!

Til gengæld har flere af de store og meget store oliemalierer titler efter en titelliste, jeg udarbejdede til Lars' og min såkaldte børnebog Larslars fra 2005, hvis kapitler på intrikat vis (eller ikke så intrikat vis. via en blå tøjpose fuldt af udklippede ord (taget op 1-10 af gangen)) er genereret af Lars' tegninger. Vi syntes vistnok, at Larslars var for blank en titel til vores udsyrede bog , hvilket den jo akkurat er og sgu da fandeme også skal være. fandt vi heldigvis ud af. Næsten alle titler hentyder til begivenheder eller motiver i bogen, fx har Lars overtaget titlen "Talende dyr skal holde deres mund!", der linker sig til bogens næstsidste kapitel, da hovedpersonen Larslars for alvor er blevet træt af af de væsener der evigt og altid kæfter op i hans nærhed, og det lyder sådan her, Kapitel 43:

Hunden lader sig ikke genere af flygelets voldsomme nedslag. Du undrer dig måske over, at jeg ikke har BUKSER på, men kun underbusker, siger den. Men det er altså nyeste mode blandt talende dyr, at du bare ved det. Tænk hvis en PROP i munden var nyeste mode blandt talende dyr, tænker Larslars. Han synes godt nok, at det er en noget utydelig HUND, men så opdager han, at det er fordi, det omsider er blevet aften. På himlen begynder STJERNER at titte frem. De siger ikke et ord. Det kan være, at stjernerne rent faktisk er udstyret med nogle vældige NÆB, men fordi de klogt holder deres mund, får vi det aldrig at vide. En HUND bør ikke sige andet end vov, men den her hund taler bare videre om, at drengen med ballonen havde lovet ham at spille yatzy med SUKKERKNALDER i stedet for terninger. Og for øvrigt ville hunden til slut have smidt en GLOBUS i hovedet på Larslars. Er der noget værre end at få hele verden i hovedet? Og hunden ved fra en pålidelig kilde, at næste års nyeste mode for talende dyr bliver et HALSTØRKLÆDE rundt om maven. Og har Larslars nogensinde set, hvad der sker, når man bruger en APPELSIN som elektrisk pære? Det har Larslars så sandelig ikke, men alligevel nikker han ja. Ja, ja, ja.

Her er så listen over titelforslag, dem Lars har brugt til sine (jo dynamisk, offensivt abstrakte) malerier har jeg sat i fed:

Larslars

Lars og atter Lars

Larslars og snepigen

Iskoldt begær

Larslars og co.

Larslars og sko

Bogen som fortæller sig selv

Bogen der siger sig selv

Den gale bog

Helt Forkert Helt

Vildspor på tilbud

Sokkehulsmysteriet [Lars' forbedrede version: "Sokkelhulsordenen" LB]

Det Store Løbehjuls-Leksikon

Løbehjulsbowling

Talende dyr er dumme

Talende dyr skal holde mund

Larslars står midt på en sø

Forklædt som flyvefisk

Cykellygten lyser sort (om dagen)

Min lineal er et kødben

Cykelhjul-armbåndsur

Appelsinen smager af terninger

En meget sjælden klovnefrakke

En ballon med skjorte på

En magisk sok

Nu ligner du en brødrister

Snepigens børnefælde

AV FOR MANGO!

Næsen er en pensel

Spiser spøgelser spegepølse?

Spøgelser med rottehaler

Sig som et søm

Spøgelsessweater

Dørmåtter med rottehaler

Min næse er en dunhammer

Snesaks

En regn af tigerneglesakse

Blæksprutten i honningkrukken

Hønen bag roret

Hund eller hest?

Den syngende skraber

En kop netstrømpe

Kongelige næser

Landskab i håret

Vulkan elsker mariehøne

Bogstavet E er min nye ven

Min hund Kuk

En vildt hemmelig kolibri

En stegepande kigger op

En råbåndsknob på en vanddråbe

Agurkerevolver

Tandbøjlerevolver

Spionbikini [brugt til et billede fra en tidligere udstilling LB]

Spegepølsemaddens styresnor

Gravko forklædt som campingvogn

Sommerfugl på cowboyhat

Undervandsløbehjul med egen åre

1000slips

Røgsaks

Bikinislips

Ingen tårer falder fra et blåt øje

Et hår i suppen er bedre end en paryk i vinen

En nål i høstakken er bedre end en lanse i blomsterkassen

Løbehjuleaften

Hvordan staver man til spejlæg

Larslars

Blandt de mange bøger, som Lars og jeg hele tiden planlægger at lave, er både en abstrakt billedbog (hvor jeg skriver til og om abstrakte malerier (som han selv har givet titel, på den nye udstilling fx Sæbeskib, Født som Croquis Monsieur" (?!), Svigermor, Indeni hovedpuden, Onkel Perle (meget aktuelt!), Firben (shit, nu SKAR jeg mig på kataloget, da jeg ville forhindre det i at glide ned på gulvet, det er så forpulet STORT!), Drømmere og børn, Papirbi, Pindsvinetanker (jeg bløder!)) og fra NU af en bog bestående af titler til malerier, som han ikke har malet og heller ikke MÅ male ( - men så måske kun tegne? den har jeg ikke helt regnet ud endnu ...). Er der ikke lige plads til et af de kaptiler fra Larslars, forlagets hårde ARK-kalkule tvang mig til at fjerne? JO, der er altid plads til én til nonsensisk børnetekst; det var dengang Kapitel 27: 

Larslars’ spaghetti-slips blæser flot i farten. Der er en stor KNUDE på en af trævlerne, og han kan ikke huske, om det er fordi, han skal huske noget. Helt heroppe fra ligner færgen en PAPIRBÅD. Men så kommer han i tanke om snepigen og hendes papirbåd, og det er i hvert fald ikke hende, han skal huske på. For en sikkerheds skyld løser han sløjfen (snepigen var så glad for sløjfer) på sin sko og binder en knude i stedet for, så han kan huske, at han ikke skal huske snepigen. Larslars forstår ikke, at fuglene ikke får ondt i ryggen. Det er da hårdt sådan at flyve udstrakt på maven mil efter mil. Han ville ønske, at hans UNDERBUKSER var udstyret med en magelig STOL, gerne en barstol ligesom hønens. Så kunne han sidde og lytte til den syngende SKRABER, som han arvede fra sin far, Huberthubert. Skraberen sang altid den samme sang: Hvad gør vi nu, lille du? Og så var det meningen, man skulle svare: Vi barberer os! Hvilket Larslars også altid gjorde. Faren Huberthubert havde selv opfundet skraberen, og faktisk gav kongen ham et nedbarberet LÆRRED og en MEDALJE for opfindelsen. Larlars’ mor Birtebirte klippede straks medaljen i stykker med sin allerhårdeste SAKS, flintesaksen blev den kaldt, så alle fire familiemedlemmer kunne få en medalje hver. Saksen blev ellers kun brugt på faren Huberthuberts skæg, der var stridt som FISKEBEN.

Fabrikeret volumen

1D, 2D og 3D hos Jørgensen, Warhol og Dalsgaard 

 

 

The Factory hedder Hans-Otto Jørgensens nys udkomne erindrings-roman (nr. 2 i en ny trilogi eller serie) med henvisning til Andy Warholds berømte værksted/hovedkvarter/hang-out i 60'ernes NY; da romanens Hans Otto efter de første litterære åbenbaringer af Blixen & co. omsider kommer rigtig hjem i kunsten ved mødet med 60'er-avantgardismen, ex-skole og pop, kan han forskyde sig fra sit ikke videre sammenhængende liv som ½ digterspire og ½ landbrugsmedhjælper ved simpelthen at betragte det hele morads som 1 (til forskel fra Warhols) ensom kunst-fabrik, The Hans Otto Jørgensen Factory (til produktion af (Hans Otto Jørgensen), "Hans Otto Jørgensen", Hans Otto Jørgensen, Hans Otto Jørgensen og/eller Hans Otto Jørgensen):

Lokummet er skidt fuldstændigt til.
  Og så alligevel, selvom jeg er sent ude, med Duchamp & Co allerede distanceret med mere end et halvt århundrede, bliver en ny familie lidt efter lidt til for mig. Blandt andet via et par gamle numre af ta' og Louisiana Revy.
  Med Joseph Beuys' hvide hest og hat og Honningpumpe, Bjørn Nørgaard pjaskende rundt i gips, Per Kirkebys romantiske pop med stakitter, Stig Brøggers fotodokumentationer af udlægninger i rum, Sven Dalsgaards omvendtgørelser, Arthur Köpckes pjankede rod, Ib Braases forskallingsbrædder og Peter Louis-Jensens halsbrækkende ridt gennem det hele.
  Og også jeg fotograferer med tomt kamera. Arbejdet på gården, de daglige rutiner, transformeres til noget andet, noget, som først og fremmest er skønnere end det er. Noget andet.
  Idet jeg går på toppen af en roekule, malker køer i hvid habit, usynligt, uden publikum, eller rettere med mig selv som både aktør og publikum.
  Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg laver.
  At gå lige hen og finde en støvbold dér.
  Jeg mener, det er i en eller anden forstand den samme fabrik, vi arbejder på.
  Der er for os ikke noget, der er ægte, den ægte vare, ingenting oprindeligt, der er ikke en øverste instans, der kan refereres til, ikke histoppe noget samlende punkt, tværtimod.
  Det er en rus.
  Men også pisse pisse hårdt.
  Men jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory.
  En plade forkullede boller, som Tessa glemte i ovnen, får status af et værk. Ligesom lokummet og den uredte seng. En paryk på væggen og en blomsteropsats i plast og den høje standerlampe.
  Den hellige almindelige ammunitionskasse.
  Kulden.
  For der er satan æde mig koldt. Når jeg kommer hjem der om aftenen klokken cirka syv. Så jeg beholder støvlerne og frakken på. Hele aftenen. Jeg sover med det på.
  Det er under oliekrisen. 
  Så jeg har glemt at bestille olie.
  Oven i købet.

Unge Hans Otto skriver tekster, sammenklistrer collager og konstruerer objekter på 1 gang: "Da min lillesøster bliver konfirmeret, i anledning af festen, som konfirmationsgave, pakker jeg et søm ind i staniol og lader det være en tekst. Jeg tager et par overføringsbilleder fra Solgryn, en pige på cykel og fra havnen en fiskekasse med fisk, og sætter dem over hinanden og skriver/ [: en tekst LB]/ Det er en gave." Som en et link og et håndtryk til den unge Hans Ottos værkmæssige hybriditet har den modne Jørgensen i The Factory inkluderet to brogede billedsektioner I FARVER - Nr. 1: postkort med landbrugsdyr, foto af Karen Blixen, udsnit af MAD-forside (med Alfred E. Neuman som urskive!), HOJ-collage-tekst ("et anfald af sprog"), bagsiden af kuvert med brev fra Dan Turèll, foto af (den ovenfor omtalte) "høje Hr. Stander", nr. 2:  tegning af vennen John Magnussen, foto af "natur": bro over å, foto af HOJ "med farvet cigaret", foto af rodet "Værelse med Lou Reed", foto af tatovering forestillende "logoet" til tidsskriftet Tårnet, snit (fra brochure?) af "Brånemark Implantat". Da Jørgensen i 2007 udgav en opsamling af sine ungdomsarbejder under titlen Fluebogen (præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2008) indgik der tekst-collager (: tekster med billedelementer (/billeder med tekstelementer) eller lige ud udklippet tekst), men ingen tekst-objekter.

Til forskel fra Andy Warhols egen Factory-bog, Andy Warhol's Index (Book). 1967, som jeg er så heldig at eje, og som foruden en hel masse herligt kornede billeder af livet og personerne (jo ikke mindst Velvet Underground og Nico) på The Factory og et par insisterende intetsigende interviews inkluderer flere tredimensionelle effekter: et pop-up-fly i farver, en "reklame-skive" på en fjeder, en udfoldelig tolvkantet æske med fotos af en fotograf og kopsbehåring fastgjort til bogen med en snor, en singleplade (pålimet en side og derfor uspillet) med et foto af Lou Reed (med solbriller) påtrykt, et "næse-kort": en stor folde-ud-side med en for stor lyserød næse og en for stor tredelt regnbuefarvet næse bladrelige til siden oven på (Warhols?) s/h-næse (!), kæmpe pop-up-borg i farver med s/h-Factory-medlemmer i vinduer (på forsiden) og på mure (på bagsiden, bl.a. Warholds foran (HOJ-henvisende) KO-tapet)) foran udråbet (i meget store bogstaver): "WE'RE ATTACKED CONSTANTLY", en (helt enkel) rød  pop-up-harmonika, en pop-up-dåse med "Hunt's Tomato Paste" (derfor også ret rød), et tyndt, påklistret papir med stiplede linjer opdelt i otte felter, hvoraf de fire bærer navnet "Andy Warhol", med instruktionen: "FOR A BIG SURPRISE!!! Tear out and place in a container of warm water" (hvilket jeg så heller ikke har gjort), et eller andet mellem to sammenklistrede sider, som jeg altså ikke tør flå fra hinanden.

Men allerede i 1966 udgav en anden Hans Otto- og Jørgensen-helt, Sven Dalsgaard (også en enmands-fabrik (på et manipuleret Randers-kort er turistattraktion nr. 4: "Sven Dalsgaard, Stadlgaardsgade 7")) sin Factory-bog, den der bare hedder Sven Dalsgaard, med billeder (fotos af værker og billeder lavet særligt til bogen)  og tekster (herunder opskrifter på de såkaldte situaSDtioner) og 1 tredimensionel effekt (hvis vi ikke regner de to ægte læbestiftskys med titlen ""ET KYS" i samarbejde med læseren"): En pålimet blå og forseglet kuvert, præsenteret på den modstående side som følger (helt omvendt Warhols positive opfordring til at smide papirstumper i varmt vand):

situaSDtion
21/7 - 66

Betragt kuverten på den modstående side.
-
Jeg skriver her: Kuverten indeholder ikke noget.
-
Tror De på det?
-
Det kunne jo være jeg lyver for Dem.
-
Selv ved berøring af kuverten kan der godt være et stykke papir indeni som De ikke kan mærke.
-
På dette stykke papir står der måske en meddelelse om noget De meget gerne vil vide.
-
De kan godt betragte min viden om Dem, og det der står skrevet på papiret som en trussel.

Læs dette en gang til.

P.S. Hvis de ødelægger kuverten, ved at sprætte den op, eller på anden måde få den åbnet, har De, efter min hensigt ødelagt ikke blot kuverten, men også bogen her.

(og det har jeg selvfølgelig ikke gjort).

Kort sagt: Jeg drømmer om bind 3's pop-up-kokasse i en boblekuvert!

Erik Svendsen er og bliver en muggen grannål fra fx 1983 lige ned af nakken

Resigneret ordspilfægteri

VISSEN-
HEDEN
FLYTTER MED,
NU ER DET
ULD
IGEN,
NU ER DET
ULD
IGEN,
ULDEN
VARER LIGE
TIL
ASKE.

Hår jaget af to planeter

7 kortposter fra Barcelona 

Living things: Picasso Figure / Still-life

From 1907, Picasso opned his work to metamorphosis. he incresingly made one thing into another. In particular, he turned figures into things and things into figures, or even created things that were also figures. This exhibition brings together sketches, studies. prints and paintings to show some of the ways in which this happened in Picasso's work thorugh the Cubisdt period and then between 1924 and the early 1930s as he engaged with and responded to the Surrealists. It is called 'Living Things' because Picasso's exchanges between figures and objects animate the inanimate. Heads are also gutars, still-lives become automa, and finally, in the later rooms, objects perform like actors on stage or are pulled apart as if the defenceless victims of attack.

(pjecetekst til udstilling på Museu Picasso)

ñam ñam

una tapeta?

TAPES ...molt bones!

BRAVES
BOMBES DE LA BARCELONETTA
TAPA D'OR
RUSSA amb PICOS de JEREZ
CROQUETTES de PERNIL IBÉRIC
OUS ESTRELLATS al GUST
TRUITA de TRÉMPO
BIKINI COMMERC 24
PINXO de XAI "ALHUCEMAS"
COCA de RECAPTE
Mc FOIE - BURGUER
PERNIL IBÉRIC de GLA
BOUQUERONES al LIMÓN
LACÒN IBÈRIC
TOMÀQUET amb HUEVAS DE TONYANA
- per suca-hi pa!!!

(spisekortet fra TAPAS,24, aftrykt på "bestikpose")


INFORMED CONSENT FOR ACCESS TO THE WORKS ON DISPLAY IN THE CILDO MEIRELESS EXHIBITION AT THE MACBA
THE MACBA informs Mr./Ms
........................Lars...Bukdahl....................................................................
That some of the works by the artist Cildo Meireles on display at MACBA may involve a high degree of risk to visitors. Specifically

Através
1983-89 (2007)
Installation
Courtesy of the artist

General risks:

There are a number of street barriers, pieces of garden fencing, blinds, railings, aquariums formed to make a labyrinth and so on, which make up a 12m x 12m square which will have a ball of cellofan in the middle.

The floor will be covered with 8 tons of broken glass.

There is a risk of suffering injuries to the upper an lower extremities as a result of blows and/or cuts produced by slips and falls during your tour of the installation.

You may not enter the istallation unless you have the adequate footwear (closed, with a thick sole).

Personal risks:

All doubts that I have after reading/seeing the information prior to making this visit have been comprehensively resolved.

The signing of this document indicates I recognise having recieved all necessary indications concerning the risks involved, my personal decision to subject myself to them and my waiving of any possible future actions for damages I may incur as a result of the forseeable risks of which I have been duly informed.

I give my consent.

Date and place: Barcelona 11/3 2009
Signature: Lars Bukdahl

ONLY CHERRIES

They didn't want me around
Said I couldn't have no cherries
Or watch them pick cherries
Or even stand near the table
Where one of those Kultur-Kookie-Klucks
With the big fat-legged smile
Was fixing to pop a nice red cherry
In on top of his gold spoon
You know I don't like those people
Who act as if a cherry
Was something they'd personally thought up

(fra Kenneth Patchens Hurrah for everything, 1960, optrykt i We meet, 2008, købt i boghandlen La Central, læst i ingen ende på tøjbutikker)

They're gone, devil take them. Born to trouble like most women, those two flametops worse tham most. He's sorry he fucked up and led the Reaper here, but in truth it would probably be better if the kid were quickly taken and dispatched, not to drag her suffering out. If they catch her now, and they will, she's in for it, all the worse for the time it takes them. She's a rebellious little vixen, if little is the word, and that get's up the Reaper's nose. She wants a self of her own, will not shut up, play the submissive mute. Not smart. Patient schemers like Little Furball have shrewder ways; makes them warped and bitter but they last longer with more of their parts intact.

(fra Robert Coover's Stepmother, 2004, købt i La Central, hotelmorgenlæsning)

The lark's wing ringed in the blue of gold meets the heart of the poppy asleep in the field adorned with diamonds

Drop of water on pink snow

Hair pursued by two planets

(titler på malerier af Miró fra 1967, 1968 og 1968 i den sidste sal på Fundació Joan Miró)

There's no answer to the state of Kentucky [hvor HDS bor]. Again you're looking for an answer and there is none.

I only eat so I can smoke and stay alive.

Oh yeah, Marlon and I talked about this stuff all the time. On the phone once he said, "What do you think about me?" And I said, "I think you're nothing." And he goes, "Bahhahaha!

Hang on, I gotta take this call. "Hey brother. That's great, man. Yeah, I'm being interviewed by this Esquire guy. We're talking about nothing. I've got him well-steeped in nothing right now. He's stopped asking questions."

(fra interview med Harry Dean Stanton om "What I've learned" i særnummer af Esquite, købt i Barcelona Lufthavn, læst i flyet på vej hjem)

Et kosteskaft gennem Skyum

Hvordan man IKKE skriver om Helle Helle til et norsk bogklubblad

Jeg skulle skrive en præsentation af Helle Helles Ned til hundene til et norsk bogklubblad, og i en vis fart, og jeg havde virkelig svært ved ikke at tage udgangspunkt i den drøm om Erik Skyum-Nielsen, som Helle i september refererede på (netop reklancerede) litteratursiden.dk og som i al glasklar hermetik lød sådan her (jeg anbefaler også varmt Helles øvrige drømme om bl.a. Ida Jessen, Pia Juul, Naja Aidt, hendes mor, Christian Dorph, islandske forfattere og ikke lort nok, allesammen offentliggjort på sidens blog august-december 2008, minimalismens månebagside):

Drøm  
02 september 2008Erik Skyum havde en lille kasse til alt det ubærlige. Når kassen blev for fuld, kunne han ved hjælp af sine hænder varme den op, så den tømtes. Mens det stod på, blev han selv vægtløs. I flere timer ad gangen svævede han rundt en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig.

Jeg tror, jeg ville skrive noget om, at drømmen blandede Helle Hellesk skrive- og læseproces sammen, det er Helle, der kan varme kassen med det ubærlige op, så den tømmes, og det er læseren/kritikeren, som bliver vægtløs, svævende en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig, hvilket på den anden side ikke lyder fuldt ud behageligt, hvilket en Helle Helle-bog jo heller ikke fuldt ud er, men det er måske ikke den bedste reklame, og slet ikke i Norge, hvor de heller ikke har et mere intimt forhold til Skyum end som så. Derfor opgav jeg drømme-afsættet og skrev i stedet noget snusfornuftigt om rullekufferter i fiktiionen og virkeligheden, som jeg kan dele med jer en anden god gang.

Stem endeløst på dine favoritter!

Læsernes Bogpris tilfalder den bog flest stemmer MEST på

Inde på Berlingskes hjemmeside kan man tilsyneladende stemme på sin/sine favorit/ter til Bibliotekernes og Berlingskes Læsernes Bogpris SÅ MANGE GANGE SOM MAN VIL, og det synes jeg man skal gøre, for der står meget på spil (jf. også min tidligere blogpost om Helle for folket): Blandt de skønlitterære kandidater står nemlig yndlingsaversionerne Hanne-Vibeke Holst og Jens Christian Grøndahl overfor yndlingsperversionerne Helle Helle, Ursula Andkjær Olsen, Susanne Staun og Dy Plambeck. Pointen er, at navn, adresse, mailadresse etc. kun registreres, når/hvis du melder dig til konkurrencen om boggavekort og sager, mens blot og bart en stemme uden videre besvares med et høfligt Tak for din stemme, lige meget hvor mange gange du stemmer (effektivest er det at klikke sig direkte tilbage til forsiden og så frem til konkurrencen igen via øverste højre hjørne),l og det er sgu altså mange gange man kan stemme på bare et kvarter! Omsider behøver man ikke vælge mellem gode bøger (som når jeg hvert år har et komplet nervesammenbrud over Kritikerprisen), man kan i stedet opstille en fordelingsnøgle for sine stemmer, dette er min for Ned til hundene, Havet er en scene, Mine Piger, Texas' Rose (og Lars Movins Beat-bog, som jeg ikke har læst, men stensikkert er god):

4 : 4 : 3 : 2 (: ½)

Og jeg ved egentlig ikke om det er at snyd, for som sagt, i JP og andre steder, så snyder som sådan alle, der ikke har læst alle bøgerne, og en litterær jury, der mener, at  HVH og UAO kan være hip som hap fortjener sgu at blive undergravet positivt, og så er det ellers om ikke at tøve - hvert øjeblik kan fuck up'et blive opdaget og korrigeret - og klikke løs: Helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle for Helle!

Gnid øjnene, men forstå ikke noget

Tillykke med de 100 skår til Wilhelm Freddie

På falderebet en hyldest til den farveægte surrealist Wilhelm Freddie, som i dag den 7. feburar 2009 ville være fyldt 100 år; jeg sad og bladrede psykofotografisk i Rolf Læssøes store monografi fra 1996, mens (den tidligere absolut surrealistiske stand-up-komiker) Steve Martins rædderlige Lyserøde Panter-film flimrede forbi på tv-skærmen, og fandt uden besvær tre perfekte citater, det første er Freddies introduktion til en litografimappe fra 1937:

frøken! lad os nu være mennesker, vi vender atter tilbage til virkeligheden, der i øjeblikket kan synes dem fremmed, men vent nu blot lidt: vi to opretter et uvidneskabernes selskab, vi to, og jeg er den, der siger det guddommelige ord, der introducerer dem i det, i dem selv værende, uopdyrkede rige, hvor meningsløshedens logik hersker uindskrænket, gnid øjnene, men forstå ikke noget af det, og smid skoene, men træd varsomt, for det ligger måske tegnestifter på jorden -------- de må styrke dem, lad os derfor indtage dinér'en, som er drømme, instinkter en naturel ----------- jeg lovede at introducere dem. amen!
freddie

Det andet citat er et udddrag af Freddies poetiske drejebog, "billede for billede", til filmen Spiste horisonter, 1950, omtalt i et en tidligere blogpost, hvor nemlig et brød spiller en central rolle, hvis ikke selve hovedrollen:

7. Lysalighedens teater har også sin portal trods hundens pis, og her finder jeg mit brød, der i sin overdådige selvudslettelse udsender en stråleglans så voldsom, at solen formørkes.
8. En kvinde af det vidunderligste rosenbløde marmor og med de fine blodårer liggende tæt under den duftende glashud er et længslens alter, hvor bryster, varme som gammelt guld, fingerer som dok for mit nu centnertunge brødskib.
9. Kærlighedens rektangler i hendes stærke knæ tager mig helt i sin besiddelse, og brødet er nu templets ypperstepræst.
10. "BAEL, AST AROTH, FORRAS, nu hører jeg jernet slå med støvlerne". Nattens udvalgte træder med purpurfarvede skridt ind i det vældige rum, hvor navlen er lyset i loftet, og brød tåler ikke lys.

Det tredje citat er et dagens digt fra 1931 af Bror Mika, pseudonym for Per Barfoed (mest kendt i skrift-rollen som P. Sørensen Fugholm), der bruger en interview-udtalelse af Freddie (""Surrealisme er, det er en Over-realisme, som, simpelthen, foirnægter den ydre Virkelighed, som kun er et Blændværk, og fører Brændpunktet over paa den indre Virkelighed") som undskyldning for sin egen surrealistiske tappenstreg, fuldt på højde med (og måske faktisk en hommage til) Aage Hermanns grønne ansjos:

Kan du mærke Bananernes blodgule Bjæf,
kan du se, der er Trællenatur i et F.,
har du Kraft til at udforske Hvidløgets Jeg,
kan du se Ironien i Hollændervej?

Kan du maale en Vandhanes grønne Humør,
kan du føle en Vognstangs ovale Kulør,
kan du grave dig ind i en Tepottes Sjæl,
Kan du Livsløgnen se i din Grandtantes Hæl?

Kan du høre en Kulskovls skotskternede Suk,
kan du Livsgaaden løse i tre Pletter Mug,
kan du udfylde Vandmandens isvarme Sprog,
kan du forme din Aand med et Hatæskelaag?

Kan du male en Græshoppes Aandsproduktion
og det blegfede Tankeliv hos en Makron,
er du muligvis ikke komplet Delirist,
det kan være, du bare er Surrealist.

Det var Freddie bare, helt komplet, og sagtens kunne han male en græshoppes åndsproduktion, for slet ikke at tale om det blegfede tankeliv hos en makron: Piece of cake! Med overskæg på.

(7/2 2009)

Klarlavet. Om at nole ord med (fjer)vægt

Forelæsningsnoter fra Arkitektskolen i Århus, torsdag 5. februar + readymade-litteraturliste


NY DANSK LIT FULD AF READYMADES
originalitet

(forceret, af sig selv)          modern.
anstrengt                             romantisk

uoriginalitet

ufrivlllig - epigoneri
præcist / upræcist (generaliseret
                                            kitsch)

Frivillig
efterligning / karrikatur     CA.
    pastiche / parodi           CITAT
              (fordi sådan er verden)
James Joyce
     2. halvdel af Ulysses / postm. alvidenhed
/past. / par.  
 montage    SVEND   -     totalisering
                     ÅGE
                  MADSEN (Sæt verden er til, Liget og
                                                                    lysten)
[tvivl om verbatim-karak
                                 - HJN: Alvard]
RESEARCH? fornuftig parafrase
                      gal -
   info              
påklistring        Lars Frost
                            GRILL - etc

remix!
RE.
MIX!

ORD TIL ANDET / VERBATIM CITAT

                      titler
(mottoo'er - indramninger -
udenfor / i tekst ("citater"
                             sange etc.  )
montage / collage   - ren - beskidt
Wasteland   kitter tekster     sampling
 sammen af citater                  CUT-UP
(markerede / umarkerede)          Chr.
      GOOGLE-digte                       Yde
  (system/ rage - collage)          Frostholm
   (kakafonisk)                           Hvedekorn
beskidte readymades
(rectified / rettet i / tilføjet) - (Mette
                                                M.)
rene readymades
hele tekster .
     (extremen: Borges Pierre Menard)
   (undtagelsen: 2.  skønlitteratur
fremmedtekster               (NY TIMES)
(Duchamp: ligegyldig / særlig
             FRAMING (leth)
ind i kontext / indramning skønlitterær
tematisk / æstetisk                     (Carsten Jensen)
udhæning,   slips,      underliggørelse
famileskab,   (Maja)   denaturalisering
   FUND                      (også af det litterære)
Maja Lee,     Adolphsen                   mellemform        
UFO-text,      Voetmann                    (alfabet)
(hihi-readymade) Per Aa Br                 - google
                      MONOGRAMMER         systematisk
                                                         montage fra 1 kilde

ANDRE UORIGINALE FELTER
gentagelse
af andre egne projekter
rutine
prof gent. af sig selv
tekstmaskine/system
opfundet af én selv af andre (OULIPO)
                                              Martin Larsen
                                              Høeck
                                              (orden op ordklasserne)
den lille forskel
   dirrenen
Warholsk fejlen /

DANSK LITTERATUR DER (vedkendt / angiveligt / tilsyneladende) ANVENDER READYMADES (rene, beskidte, systemiske) 2000-2009

Peter Adolphsen: Små historier 2, 2000
Per Aage Brandt: Fandango, 2008 (plus diverse tidligere samlinger)
Lars Bukdahl: Go-go! Readymade 2-3, 2006
Lars Bukdahl: Alfabeter fra Pluto, 2008
Christian Yde Frostholm: Ofte stillede spørgsmål, 2008
Hans Otto Jørgensen: Ålen har englelyd, 2006
Thomas Hvid Kromann: Operation hvid, 2002.
Maja Lee Langvad: Hvor er Holger Danske?, 2006
Martin Larsen: Monogrammer 1-8, 2008
Mette Moestrup: kingsize, 2006
Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene, 2008
Martin Glaz Serup:  Shylas ansigt, 2002
Martin Glaz Serup: Borgmester Gud, 2003
Harald Voetmann: En alt andet end proper tilstand, 2008
Hvedekorn 4, 2008 (UFO-telegram)
(google-digte all over the place, ikke mindst nettet, af bl.a. Pejk Malinovski, Morten Søndergaard og i Hvedekorn 1, 2009: Rasmus Graff)

TIDLIGERE EKSEMPLER / PIONERVÆRKER:

Per Aage Brandt: Diverse digtsamlinger
Lars Bukdahl: Readymade!, 1987
Per Højholt: PRAKSIS, 5: Nuet druknet i latter, 1983
Jørgen Leth: Lykke i Ingemandsland, 1967
Hans-Jørgen Nielsen: Diletariatets proktatur, 1969
Hans Jørgen-Nielsen: Den mand der kalder sig Alvard, 1970
Peter Seeberg: Pseudo-readymades (?) i novelle- og kortprosasamlinger
Morten Søndergaard: Sahara i mine hænder, 1993

(TILFØJELSER MODTAGES MED KYSHÅND)

Bacon/tomat-chokoladen smagt

den smager som ...

en farseret udjævning af

Jan Sonnergaard

og

Pia Tafdrup

som en homogeniseret

hawaii-muffedisse

Helle for folket

På nippet, på forbandet kun nippet til det officielle "Fuck You, Smal-Bred-Dikotomi!"

Den cool litteraturpris, den kunstnerisk kvalificerende, kritisk kvalificerede litteraturpris, Kritikerprisen

prisen nemlig, fik Helle Helle allerede i 2006, for Rødby-Puttgarden, derfor kunne det have været så fedt, hvis hun for Ned til hundene fik en af de ucool, semi-demokratiske, kunstnerisk-kritisk forplumrede priser, og hvorfor skal jeg have at vide, at hun var såååååå tæt på at få De Gyldne Laurbær, for hvis jeg ikke havde vidst det, havde jeg hjertens gerne undt Hanne-Vibeke Holst dem, nu gør det i stedet forpulet ondt, og hvorfor skal jeg få nys om, at hun var såååååå tæt på at få Weekendavisen Litteraturpris (ikke mine ord igen!), for hvis jeg ikke havde fået nys om det, havde jeg hjertens gerne undt Michael Kirkebæk den, nu gør det i stedet forbandet ondt, og tilbage er nu kun Radioens Romanpris og hvad hedder den Berlingskes og Bibliotekernes vistnok Læsernes Bogpris, så dem krydser jeg fingre, dobbelt fingre for (og så naturligvis den ultra-cool Nordisk råds Litteraturpris, tredobbelt fingre!). Det fede ved en og helst flere ucool, semi-demokratiske, kunstnerisk-kritisk forplumrede litteraturpriser til Helle og Ned til hundene (ved siden af penge og ære til forfatteren og reklame for den skidegode bog) vil være den officielle lurmærkning af det (af de to tætte andenpladser beviste) faktum, at Helle Helle er og bliver en FOLKELIG kompromisløs, POPULÆRT udsøgt, BRED smal minimalrealist dvs realminimalist, hvilket går stik imod alle folkelige-populære-brede litteraturregler, for i det mindste var jo (HH-fan) Smærups Mærkedage smælderfed (og kom ikke til mig med Knud Romers selvmedlidende hiksten, jeg advarer jer, gør det ikke), Ned til hundene er på en prik 158 sider kort, prik efter prik efter prik, og fx denne nådesløse, herunder nådesløst morsomme, kapitel 27, side 128-129 (virkelig svært at holde mig fra min haiku-optik lige her, men jeg prøver), dette har folket godt af at få ondt af, det under jeg dem fandme: 

På årets tredje dag bekendtgjorde Anja, at der ikke blev nogten olietønde forklædt som peberkværn for hendes vedkommende. det var over den forsinkede julefrokost på klinikken. Gitte havde haft grønlangkål med i en såkaldt termoboks. De havde siddet i venteværelset ved det vaklende klapsammen-bord og skålet i nisseøl over nyheden [haiku! LB]. Bjørnvig berettede, hvordan Anjas øjne funklede. Som en lille stjernesol [så suverænt grusomt! LB], sagde han.
  Jeg var ellers stødt på skolepsykologen i anlægget mellem jul og nytår, han havde ikke sagt noget om noget. Jeg spurgte Bjørnvig, om der decideret havde været tale om et frieri. det mente han afgjort.
  Gitte havde haft lidt svært ved at kapere nyheden, hun havde fældet en tåre i papirservietten, men så havde Bjørnvig heldigvis kunnet præsentere en anden nyhed, der muntrede hende vældigt op. Nu var det min tur til også at få den.
  Jeg stod ved vinduet med hovedet halvt inde i den grå plaid, du må hellere sætte dig ned, sagde han. det ville jeg ikke, jeg lindede på plaiden og så ud i det stedsegrønne buldemørke, klokken var næsten otte om aftenen. Jeg tænkte på alt muligt, overarme, æblegrene, min katastrofale gås, udsigten til et nyt års ingenting [hyper-haiku LB].
 Jeg har skrevet en bog, sagde Bjørnvig. Sammen med Gitte. Hun fortalte, og jeg skrev. Den blev antaget i fredags. Jeg håber ikke, det gør noget. Det er en lille bog. Det er noget helt andet end dit.
  Så satte jeg mig. Og rejste mig igen næste morgen og tog en bus.

Direkte til toppen af hitlisten, næsten!

Poetisk dobbeltprisning

Priset er lykkeligvis Niels Frank og Klaus Høeck

TILLYKKE TIL NIELS FRANK MED MONTANA-PRISEN FOR SMÅ GUDER!

(som jeg så ham få overrakt i et specialopbygget, dunkelt og ligesom kultisk scenerum i Testrup Højskoles store sal, hvor prismodtageren, da han omsider, efter en overflod af suspense (inkl. en tale om reolens kunst), blev afsløret, forlegent måtte gå spidsrod mellem stejle stolerækker af lutter applauderende højskolekursister, der havde han rigtig godt af)

TILLYKKE TIL KLAUS HØECK MED KRITIKERPRISEN FOR PALIMPSEST!

(som han først får overrakt torsdag den 5. marts 2009, kl. 16 i Kunststyrelsens lokaler på H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.  mød op og vær runde datamaskiner!)

POESIEN ER VINDENDE!

Critik af kollagen

Pieces of Viggo

For 14 dage siden var der reception for Viggo Madsen og hans nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen i Cafébiografen i Odense, med deltagelse af velsagtens det samlede fynske litterære parnas, inkl. mytiske peronligheder som Jan(nik) Hjort(have) og Karsten Bjarnholt; forlægger Steen Piper fortalte en meget lang anekdote om vistnok en russisk maler, jeg selv gennemgik ekstra-parentesisk min en tredjedel (på toget) håndskrevne anmeldelse af den nye bog, og

Viggo, han læste selvfølgelig, med sin blide, rene undren, digte op, og bl.a. det, der hedder "Collage", som jeg ikke citerede i min anmeldelse, der ellers ret meget handlede om den fundamentale collageteknik (i ikke bare mandens poesi, men, Schwittersk, også hans billedkunst), fordi det er helhedsligt, anekdotisk, ikke-collage-digt, der åbent (og "åbent"!) begræder collagen, "Kritik af collagen" burde det hedde (med sideblik til Højholts blindgyde (om Borges) "Kritik af labyrinten"), ifølge digteren selv er digtet baseret på et autentisk barndomsminde, men digtere skal man jo ikke nødvendigvis stole på:

COLLAGE

jeg skulle lave en collage
ved at klippe et stykke ud af et stort billede
og klistre det på et andet sted
hvor det blev mere spændende
jeg syntes egentlig kun det passede der
hvor det var klippet ud
og var tilbøjelig til at kliustre det ind igen
så det dækkede det skræmmende hul
men det måtte jeg ikke
så var det ikke en collage, påstod de
jeg skulle finde på noget andet
til sidst opgav jeg
psykologen sagde
at jeg tænkte for meget over tingene
at jeg ikke gjorde det nemt
for mig selv

Madsen er på vej op ad kanon-stigen og har fået herligt mange og hurtige og store anmeldelser, den mest skeptiske signerede Kamilla Lôfström i Information, og hun begynder sørme med "Collage*-digtet, som om det var reglen og ikke undtagelsen:

"Her er et nyt digt af Viggo Madsen, det hedder "Collage": (...) Jeg forestiller mig, at jeget gengiver en drøm, det kunne forklare særlogikken i visse linjer, eller man kan sige, at hvis digtet er en drøm, slipper man for at forklare, hvem det er, der har sat jeget til at lave en collage (l. linje), hvem der bestemmer, hvad der er "mere spændende" og ud fra hvilke kriterier (4. linje), og hvem der afgør, hvad en collage er og hvordan (9. og 10. linje), for sådan er det bare i drømme. Digtet er også en vittighed om en kunstnerisk proces, måske en lidt plat vittighed oven i købet, men pointen er til at forstå. Linjerne med psykologen er vel noget stereotype - og så er den potte ude. Eller ude er den i det mindste for mit vedkommende. Og det er det, der er så ærgerligt ved Viggo Madsens nye digtsamling Virkeligheden kommer til byen, at den nok har de helt særlige Viggo Madsen-træk: at sige tingene såre enkelt, at kaste et skævt blik på vante forestillinger, at få os til at le og selvfølgelig at skrive med en uartig pen, men at den også er meget hurtigt overstået. "

Jeg læser ikke digtet som fordrømt og vitset og uartigt, men som direkte og patetisk og desperat, i akkurat dets undtagelsesvished eller -dom; måske beskriver det selve den ikke bare biografiske og ikke bare eksistentielle, men kosmologiske urscene bag ikke bare Viggo Madsens, men den hele post/modernistiske collage-praksis og -tilstand: vi skal forestille som en selvfølgelighed og så let som ingenting at klippe stykker ud af verden og klistre dem på et andet sted og efterlade store huller, vi skal ikke tænke for meget over tingene (og hullerne efter dem), vi skal gøre det nemt for os selv, men det kan Madsen ikke, og det er netop derfor, fortæller digtet, at han bedre end nogen kan gøre det som en selvfølgelighed og så let som ingenting, fordi han tænker for meget, og gør det svært for sig selv, modsat alle de andre automat-collagister derude, men om det er det skræmmende hul, Madsens huller forgæves prøver på at at dække, eller han lydigt, men afslørende klistrer stykkerne ind et andet sted, fortæller digtet ikke, fordi hvor skulle digteren, mester-collagisten, vide det fra.

Sød/salt metaforik

Molekylærgastronomisk litteraturkritik

Det var i paneldebat nr. 2 ved Tag og læs-kurset på Testrup Højskole, hvor Thomas Thurah, min tidligere avisredaktør, og Mai Misfeldt, min nuværende kritiker-oldermand (der lige har rykket mig, kasseren, for girokort: en virkelig upoetisk genre), og jeg skulle diskutere tre af de indstillede bøger til Montana-prisen, Lars Frosts Ubevidst rødgang, Niels Franks Små guder (der jo herligt nok, for ham og poesien, vandt) og Christina Hesselholdts Camilla and the Horse (virkelig mange bud i anmeldelser og prisindstillinger på, hvad den titel lyder som: en pornofilm, en kulørt roman om den britiske landadel, en børnebog oversat til engelsk, et lovende upcoming band), Thurah havde sat værkbegrebet og dets grænseland  som en art ramme, og jeg forsøgte desperat at billedgøre min svimle smagsdom over den af to vidt forskellige dele, en excentrisk ekostisk og en familiært realistisk, bestående Camilla and the Horse: Det er som at spise - hvad hedder de her lækre chokolader, der hedder noget på engelsk ala sommerfugl [publikum og panel : summerbird!] - som at spise sådan et lækkert stykke summerbird-chokolade og så bagefter få en en spegepølsemad, en rigtig lækker økologisk Hanegal Hvidløgs-spegepølse oven på en rigtig god skive økologisk rugbrød. Hvilket jeg syntes var et ret perfekt billede, fordi der absolut ikke er noget galt med spegepølsemaden, men efter chokoladen ville man bare helst have mere chokolaqde - eller holde en pause simpelthen. Men nu vil jeg gerne rette lidt i metaforen, for henne i Anthon Bergs nye exklusive chokolateri A XOCO på Gl. Kongevej, hvor al chokoladen håndlaves på stedet, købte vi forleden en pose med 10 stykker champagne-chokolade - "hvid chokoladetrøffel med champagne, overtrukket med 72 % chokolade og vendt i finmalet rørsukker" (som dryssede vildt på mine nyindkøbte Hugo Boss-sko) - en del af den såkaldte Pure-kollektion, og UHMMMMMMMMMM (10 M'er), og den, champagne-chokoladen, er så meget bedre end Summerbrid-stykket i metaforen, pga. champagnen selvfø'lgelig, og pga. den reelle exklusivitet, som Summerbird forlængst ikke ejer: At læse Christina Hesselholdts Camilla and the Horse er som at spise en pose champagne-chokolade og så bagefter få en økologisk spegepølsemad. Men er det ikke snarere som at spise en af stykkerne i A XOCO's Fusion-kollektion, som de lyriserer over i den glitrende mini-brochure - "vores chefchocolatier bringer molekylærgastronomiske smagsoplevelser til live ved at invitere det salte køkken ind i det søde køkken i en overraskende smagssymfoni": Gedeost/timian-chokolade, , Bacon/tomat-chokolade, Foie gras/hindbær-chokolade!? Nej, netop ikke, det ville det have været, hvis bogen var blevet chokolateret ind til 1 værk, 1 stykke excentrisk-realistisk bacon-tomat-chokolade, i stedet for at at blive serveret tæt adskilt i en skizoid tvangs-menu bestående af først champagne-chokolade og så spegepølsemad.