Jeg skulle skrive en præsentation af Helle Helles Ned til hundene til et norsk bogklubblad, og i en vis fart, og jeg havde virkelig svært ved ikke at tage udgangspunkt i den drøm om Erik Skyum-Nielsen, som Helle i september refererede på (netop reklancerede) litteratursiden.dk og som i al glasklar hermetik lød sådan her (jeg anbefaler også varmt Helles øvrige drømme om bl.a. Ida Jessen, Pia Juul, Naja Aidt, hendes mor, Christian Dorph, islandske forfattere og ikke lort nok, allesammen offentliggjort på sidens blog august-december 2008, minimalismens månebagside):
Drøm
02 september 2008Erik Skyum havde en lille kasse til alt det ubærlige. Når kassen blev for fuld, kunne han ved hjælp af sine hænder varme den op, så den tømtes. Mens det stod på, blev han selv vægtløs. I flere timer ad gangen svævede han rundt en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig.
Jeg tror, jeg ville skrive noget om, at drømmen blandede Helle Hellesk skrive- og læseproces sammen, det er Helle, der kan varme kassen med det ubærlige op, så den tømmes, og det er læseren/kritikeren, som bliver vægtløs, svævende en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig, hvilket på den anden side ikke lyder fuldt ud behageligt, hvilket en Helle Helle-bog jo heller ikke fuldt ud er, men det er måske ikke den bedste reklame, og slet ikke i Norge, hvor de heller ikke har et mere intimt forhold til Skyum end som så. Derfor opgav jeg drømme-afsættet og skrev i stedet noget snusfornuftigt om rullekufferter i fiktiionen og virkeligheden, som jeg kan dele med jer en anden god gang.
02 september 2008Erik Skyum havde en lille kasse til alt det ubærlige. Når kassen blev for fuld, kunne han ved hjælp af sine hænder varme den op, så den tømtes. Mens det stod på, blev han selv vægtløs. I flere timer ad gangen svævede han rundt en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig.
Jeg tror, jeg ville skrive noget om, at drømmen blandede Helle Hellesk skrive- og læseproces sammen, det er Helle, der kan varme kassen med det ubærlige op, så den tømmes, og det er læseren/kritikeren, som bliver vægtløs, svævende en meter over gulvet, liggende på maven, som om han havde et kosteskaft gennem sig, hvilket på den anden side ikke lyder fuldt ud behageligt, hvilket en Helle Helle-bog jo heller ikke fuldt ud er, men det er måske ikke den bedste reklame, og slet ikke i Norge, hvor de heller ikke har et mere intimt forhold til Skyum end som så. Derfor opgav jeg drømme-afsættet og skrev i stedet noget snusfornuftigt om rullekufferter i fiktiionen og virkeligheden, som jeg kan dele med jer en anden god gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar