1D, 2D og 3D hos Jørgensen, Warhol og Dalsgaard
The Factory hedder Hans-Otto Jørgensens nys udkomne erindrings-roman (nr. 2 i en ny trilogi eller serie) med henvisning til Andy Warholds berømte værksted/hovedkvarter/hang-out i 60'ernes NY; da romanens Hans Otto efter de første litterære åbenbaringer af Blixen & co. omsider kommer rigtig hjem i kunsten ved mødet med 60'er-avantgardismen, ex-skole og pop, kan han forskyde sig fra sit ikke videre sammenhængende liv som ½ digterspire og ½ landbrugsmedhjælper ved simpelthen at betragte det hele morads som 1 (til forskel fra Warhols) ensom kunst-fabrik, The Hans Otto Jørgensen Factory (til produktion af (Hans Otto Jørgensen), "Hans Otto Jørgensen", Hans Otto Jørgensen, Hans Otto Jørgensen og/eller Hans Otto Jørgensen):
Lokummet er skidt fuldstændigt til.
Og så alligevel, selvom jeg er sent ude, med Duchamp & Co allerede distanceret med mere end et halvt århundrede, bliver en ny familie lidt efter lidt til for mig. Blandt andet via et par gamle numre af ta' og Louisiana Revy.
Med Joseph Beuys' hvide hest og hat og Honningpumpe, Bjørn Nørgaard pjaskende rundt i gips, Per Kirkebys romantiske pop med stakitter, Stig Brøggers fotodokumentationer af udlægninger i rum, Sven Dalsgaards omvendtgørelser, Arthur Köpckes pjankede rod, Ib Braases forskallingsbrædder og Peter Louis-Jensens halsbrækkende ridt gennem det hele.
Og også jeg fotograferer med tomt kamera. Arbejdet på gården, de daglige rutiner, transformeres til noget andet, noget, som først og fremmest er skønnere end det er. Noget andet.
Idet jeg går på toppen af en roekule, malker køer i hvid habit, usynligt, uden publikum, eller rettere med mig selv som både aktør og publikum.
Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg laver.
At gå lige hen og finde en støvbold dér.
Jeg mener, det er i en eller anden forstand den samme fabrik, vi arbejder på.
Der er for os ikke noget, der er ægte, den ægte vare, ingenting oprindeligt, der er ikke en øverste instans, der kan refereres til, ikke histoppe noget samlende punkt, tværtimod.
Det er en rus.
Men også pisse pisse hårdt.
Men jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory.
En plade forkullede boller, som Tessa glemte i ovnen, får status af et værk. Ligesom lokummet og den uredte seng. En paryk på væggen og en blomsteropsats i plast og den høje standerlampe.
Den hellige almindelige ammunitionskasse.
Kulden.
For der er satan æde mig koldt. Når jeg kommer hjem der om aftenen klokken cirka syv. Så jeg beholder støvlerne og frakken på. Hele aftenen. Jeg sover med det på.
Det er under oliekrisen.
Så jeg har glemt at bestille olie.
Oven i købet.
Unge Hans Otto skriver tekster, sammenklistrer collager og konstruerer objekter på 1 gang: "Da min lillesøster bliver konfirmeret, i anledning af festen, som konfirmationsgave, pakker jeg et søm ind i staniol og lader det være en tekst. Jeg tager et par overføringsbilleder fra Solgryn, en pige på cykel og fra havnen en fiskekasse med fisk, og sætter dem over hinanden og skriver/ [: en tekst LB]/ Det er en gave." Som en et link og et håndtryk til den unge Hans Ottos værkmæssige hybriditet har den modne Jørgensen i The Factory inkluderet to brogede billedsektioner I FARVER - Nr. 1: postkort med landbrugsdyr, foto af Karen Blixen, udsnit af MAD-forside (med Alfred E. Neuman som urskive!), HOJ-collage-tekst ("et anfald af sprog"), bagsiden af kuvert med brev fra Dan Turèll, foto af (den ovenfor omtalte) "høje Hr. Stander", nr. 2: tegning af vennen John Magnussen, foto af "natur": bro over å, foto af HOJ "med farvet cigaret", foto af rodet "Værelse med Lou Reed", foto af tatovering forestillende "logoet" til tidsskriftet Tårnet, snit (fra brochure?) af "Brånemark Implantat". Da Jørgensen i 2007 udgav en opsamling af sine ungdomsarbejder under titlen Fluebogen (præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2008) indgik der tekst-collager (: tekster med billedelementer (/billeder med tekstelementer) eller lige ud udklippet tekst), men ingen tekst-objekter.
Lokummet er skidt fuldstændigt til.
Og så alligevel, selvom jeg er sent ude, med Duchamp & Co allerede distanceret med mere end et halvt århundrede, bliver en ny familie lidt efter lidt til for mig. Blandt andet via et par gamle numre af ta' og Louisiana Revy.
Med Joseph Beuys' hvide hest og hat og Honningpumpe, Bjørn Nørgaard pjaskende rundt i gips, Per Kirkebys romantiske pop med stakitter, Stig Brøggers fotodokumentationer af udlægninger i rum, Sven Dalsgaards omvendtgørelser, Arthur Köpckes pjankede rod, Ib Braases forskallingsbrædder og Peter Louis-Jensens halsbrækkende ridt gennem det hele.
Og også jeg fotograferer med tomt kamera. Arbejdet på gården, de daglige rutiner, transformeres til noget andet, noget, som først og fremmest er skønnere end det er. Noget andet.
Idet jeg går på toppen af en roekule, malker køer i hvid habit, usynligt, uden publikum, eller rettere med mig selv som både aktør og publikum.
Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg laver.
At gå lige hen og finde en støvbold dér.
Jeg mener, det er i en eller anden forstand den samme fabrik, vi arbejder på.
Der er for os ikke noget, der er ægte, den ægte vare, ingenting oprindeligt, der er ikke en øverste instans, der kan refereres til, ikke histoppe noget samlende punkt, tværtimod.
Det er en rus.
Men også pisse pisse hårdt.
Men jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory.
En plade forkullede boller, som Tessa glemte i ovnen, får status af et værk. Ligesom lokummet og den uredte seng. En paryk på væggen og en blomsteropsats i plast og den høje standerlampe.
Den hellige almindelige ammunitionskasse.
Kulden.
For der er satan æde mig koldt. Når jeg kommer hjem der om aftenen klokken cirka syv. Så jeg beholder støvlerne og frakken på. Hele aftenen. Jeg sover med det på.
Det er under oliekrisen.
Så jeg har glemt at bestille olie.
Oven i købet.
Unge Hans Otto skriver tekster, sammenklistrer collager og konstruerer objekter på 1 gang: "Da min lillesøster bliver konfirmeret, i anledning af festen, som konfirmationsgave, pakker jeg et søm ind i staniol og lader det være en tekst. Jeg tager et par overføringsbilleder fra Solgryn, en pige på cykel og fra havnen en fiskekasse med fisk, og sætter dem over hinanden og skriver/ [: en tekst LB]/ Det er en gave." Som en et link og et håndtryk til den unge Hans Ottos værkmæssige hybriditet har den modne Jørgensen i The Factory inkluderet to brogede billedsektioner I FARVER - Nr. 1: postkort med landbrugsdyr, foto af Karen Blixen, udsnit af MAD-forside (med Alfred E. Neuman som urskive!), HOJ-collage-tekst ("et anfald af sprog"), bagsiden af kuvert med brev fra Dan Turèll, foto af (den ovenfor omtalte) "høje Hr. Stander", nr. 2: tegning af vennen John Magnussen, foto af "natur": bro over å, foto af HOJ "med farvet cigaret", foto af rodet "Værelse med Lou Reed", foto af tatovering forestillende "logoet" til tidsskriftet Tårnet, snit (fra brochure?) af "Brånemark Implantat". Da Jørgensen i 2007 udgav en opsamling af sine ungdomsarbejder under titlen Fluebogen (præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2008) indgik der tekst-collager (: tekster med billedelementer (/billeder med tekstelementer) eller lige ud udklippet tekst), men ingen tekst-objekter.
Til forskel fra Andy Warhols egen Factory-bog, Andy Warhol's Index (Book). 1967, som jeg er så heldig at eje, og som foruden en hel masse herligt kornede billeder af livet og personerne (jo ikke mindst Velvet Underground og Nico) på The Factory og et par insisterende intetsigende interviews inkluderer flere tredimensionelle effekter: et pop-up-fly i farver, en "reklame-skive" på en fjeder, en udfoldelig tolvkantet æske med fotos af en fotograf og kopsbehåring fastgjort til bogen med en snor, en singleplade (pålimet en side og derfor uspillet) med et foto af Lou Reed (med solbriller) påtrykt, et "næse-kort": en stor folde-ud-side med en for stor lyserød næse og en for stor tredelt regnbuefarvet næse bladrelige til siden oven på (Warhols?) s/h-næse (!), kæmpe pop-up-borg i farver med s/h-Factory-medlemmer i vinduer (på forsiden) og på mure (på bagsiden, bl.a. Warholds foran (HOJ-henvisende) KO-tapet)) foran udråbet (i meget store bogstaver): "WE'RE ATTACKED CONSTANTLY", en (helt enkel) rød pop-up-harmonika, en pop-up-dåse med "Hunt's Tomato Paste" (derfor også ret rød), et tyndt, påklistret papir med stiplede linjer opdelt i otte felter, hvoraf de fire bærer navnet "Andy Warhol", med instruktionen: "FOR A BIG SURPRISE!!! Tear out and place in a container of warm water" (hvilket jeg så heller ikke har gjort), et eller andet mellem to sammenklistrede sider, som jeg altså ikke tør flå fra hinanden.
Men allerede i 1966 udgav en anden Hans Otto- og Jørgensen-helt, Sven Dalsgaard (også en enmands-fabrik (på et manipuleret Randers-kort er turistattraktion nr. 4: "Sven Dalsgaard, Stadlgaardsgade 7")) sin Factory-bog, den der bare hedder Sven Dalsgaard, med billeder (fotos af værker og billeder lavet særligt til bogen) og tekster (herunder opskrifter på de såkaldte situaSDtioner) og 1 tredimensionel effekt (hvis vi ikke regner de to ægte læbestiftskys med titlen ""ET KYS" i samarbejde med læseren"): En pålimet blå og forseglet kuvert, præsenteret på den modstående side som følger (helt omvendt Warhols positive opfordring til at smide papirstumper i varmt vand):
situaSDtion
21/7 - 66
Betragt kuverten på den modstående side.
-
Jeg skriver her: Kuverten indeholder ikke noget.
-
Tror De på det?
-
Det kunne jo være jeg lyver for Dem.
-
Selv ved berøring af kuverten kan der godt være et stykke papir indeni som De ikke kan mærke.
-
På dette stykke papir står der måske en meddelelse om noget De meget gerne vil vide.
-
De kan godt betragte min viden om Dem, og det der står skrevet på papiret som en trussel.
Læs dette en gang til.
P.S. Hvis de ødelægger kuverten, ved at sprætte den op, eller på anden måde få den åbnet, har De, efter min hensigt ødelagt ikke blot kuverten, men også bogen her.
(og det har jeg selvfølgelig ikke gjort).
situaSDtion
21/7 - 66
Betragt kuverten på den modstående side.
-
Jeg skriver her: Kuverten indeholder ikke noget.
-
Tror De på det?
-
Det kunne jo være jeg lyver for Dem.
-
Selv ved berøring af kuverten kan der godt være et stykke papir indeni som De ikke kan mærke.
-
På dette stykke papir står der måske en meddelelse om noget De meget gerne vil vide.
-
De kan godt betragte min viden om Dem, og det der står skrevet på papiret som en trussel.
Læs dette en gang til.
P.S. Hvis de ødelægger kuverten, ved at sprætte den op, eller på anden måde få den åbnet, har De, efter min hensigt ødelagt ikke blot kuverten, men også bogen her.
(og det har jeg selvfølgelig ikke gjort).
Kort sagt: Jeg drømmer om bind 3's pop-up-kokasse i en boblekuvert!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar