Sød/salt metaforik

Molekylærgastronomisk litteraturkritik

Det var i paneldebat nr. 2 ved Tag og læs-kurset på Testrup Højskole, hvor Thomas Thurah, min tidligere avisredaktør, og Mai Misfeldt, min nuværende kritiker-oldermand (der lige har rykket mig, kasseren, for girokort: en virkelig upoetisk genre), og jeg skulle diskutere tre af de indstillede bøger til Montana-prisen, Lars Frosts Ubevidst rødgang, Niels Franks Små guder (der jo herligt nok, for ham og poesien, vandt) og Christina Hesselholdts Camilla and the Horse (virkelig mange bud i anmeldelser og prisindstillinger på, hvad den titel lyder som: en pornofilm, en kulørt roman om den britiske landadel, en børnebog oversat til engelsk, et lovende upcoming band), Thurah havde sat værkbegrebet og dets grænseland  som en art ramme, og jeg forsøgte desperat at billedgøre min svimle smagsdom over den af to vidt forskellige dele, en excentrisk ekostisk og en familiært realistisk, bestående Camilla and the Horse: Det er som at spise - hvad hedder de her lækre chokolader, der hedder noget på engelsk ala sommerfugl [publikum og panel : summerbird!] - som at spise sådan et lækkert stykke summerbird-chokolade og så bagefter få en en spegepølsemad, en rigtig lækker økologisk Hanegal Hvidløgs-spegepølse oven på en rigtig god skive økologisk rugbrød. Hvilket jeg syntes var et ret perfekt billede, fordi der absolut ikke er noget galt med spegepølsemaden, men efter chokoladen ville man bare helst have mere chokolaqde - eller holde en pause simpelthen. Men nu vil jeg gerne rette lidt i metaforen, for henne i Anthon Bergs nye exklusive chokolateri A XOCO på Gl. Kongevej, hvor al chokoladen håndlaves på stedet, købte vi forleden en pose med 10 stykker champagne-chokolade - "hvid chokoladetrøffel med champagne, overtrukket med 72 % chokolade og vendt i finmalet rørsukker" (som dryssede vildt på mine nyindkøbte Hugo Boss-sko) - en del af den såkaldte Pure-kollektion, og UHMMMMMMMMMM (10 M'er), og den, champagne-chokoladen, er så meget bedre end Summerbrid-stykket i metaforen, pga. champagnen selvfø'lgelig, og pga. den reelle exklusivitet, som Summerbird forlængst ikke ejer: At læse Christina Hesselholdts Camilla and the Horse er som at spise en pose champagne-chokolade og så bagefter få en økologisk spegepølsemad. Men er det ikke snarere som at spise en af stykkerne i A XOCO's Fusion-kollektion, som de lyriserer over i den glitrende mini-brochure - "vores chefchocolatier bringer molekylærgastronomiske smagsoplevelser til live ved at invitere det salte køkken ind i det søde køkken i en overraskende smagssymfoni": Gedeost/timian-chokolade, , Bacon/tomat-chokolade, Foie gras/hindbær-chokolade!? Nej, netop ikke, det ville det have været, hvis bogen var blevet chokolateret ind til 1 værk, 1 stykke excentrisk-realistisk bacon-tomat-chokolade, i stedet for at at blive serveret tæt adskilt i en skizoid tvangs-menu bestående af først champagne-chokolade og så spegepølsemad.