Helle for folket

På nippet, på forbandet kun nippet til det officielle "Fuck You, Smal-Bred-Dikotomi!"

Den cool litteraturpris, den kunstnerisk kvalificerende, kritisk kvalificerede litteraturpris, Kritikerprisen

prisen nemlig, fik Helle Helle allerede i 2006, for Rødby-Puttgarden, derfor kunne det have været så fedt, hvis hun for Ned til hundene fik en af de ucool, semi-demokratiske, kunstnerisk-kritisk forplumrede priser, og hvorfor skal jeg have at vide, at hun var såååååå tæt på at få De Gyldne Laurbær, for hvis jeg ikke havde vidst det, havde jeg hjertens gerne undt Hanne-Vibeke Holst dem, nu gør det i stedet forpulet ondt, og hvorfor skal jeg få nys om, at hun var såååååå tæt på at få Weekendavisen Litteraturpris (ikke mine ord igen!), for hvis jeg ikke havde fået nys om det, havde jeg hjertens gerne undt Michael Kirkebæk den, nu gør det i stedet forbandet ondt, og tilbage er nu kun Radioens Romanpris og hvad hedder den Berlingskes og Bibliotekernes vistnok Læsernes Bogpris, så dem krydser jeg fingre, dobbelt fingre for (og så naturligvis den ultra-cool Nordisk råds Litteraturpris, tredobbelt fingre!). Det fede ved en og helst flere ucool, semi-demokratiske, kunstnerisk-kritisk forplumrede litteraturpriser til Helle og Ned til hundene (ved siden af penge og ære til forfatteren og reklame for den skidegode bog) vil være den officielle lurmærkning af det (af de to tætte andenpladser beviste) faktum, at Helle Helle er og bliver en FOLKELIG kompromisløs, POPULÆRT udsøgt, BRED smal minimalrealist dvs realminimalist, hvilket går stik imod alle folkelige-populære-brede litteraturregler, for i det mindste var jo (HH-fan) Smærups Mærkedage smælderfed (og kom ikke til mig med Knud Romers selvmedlidende hiksten, jeg advarer jer, gør det ikke), Ned til hundene er på en prik 158 sider kort, prik efter prik efter prik, og fx denne nådesløse, herunder nådesløst morsomme, kapitel 27, side 128-129 (virkelig svært at holde mig fra min haiku-optik lige her, men jeg prøver), dette har folket godt af at få ondt af, det under jeg dem fandme: 

På årets tredje dag bekendtgjorde Anja, at der ikke blev nogten olietønde forklædt som peberkværn for hendes vedkommende. det var over den forsinkede julefrokost på klinikken. Gitte havde haft grønlangkål med i en såkaldt termoboks. De havde siddet i venteværelset ved det vaklende klapsammen-bord og skålet i nisseøl over nyheden [haiku! LB]. Bjørnvig berettede, hvordan Anjas øjne funklede. Som en lille stjernesol [så suverænt grusomt! LB], sagde han.
  Jeg var ellers stødt på skolepsykologen i anlægget mellem jul og nytår, han havde ikke sagt noget om noget. Jeg spurgte Bjørnvig, om der decideret havde været tale om et frieri. det mente han afgjort.
  Gitte havde haft lidt svært ved at kapere nyheden, hun havde fældet en tåre i papirservietten, men så havde Bjørnvig heldigvis kunnet præsentere en anden nyhed, der muntrede hende vældigt op. Nu var det min tur til også at få den.
  Jeg stod ved vinduet med hovedet halvt inde i den grå plaid, du må hellere sætte dig ned, sagde han. det ville jeg ikke, jeg lindede på plaiden og så ud i det stedsegrønne buldemørke, klokken var næsten otte om aftenen. Jeg tænkte på alt muligt, overarme, æblegrene, min katastrofale gås, udsigten til et nyt års ingenting [hyper-haiku LB].
 Jeg har skrevet en bog, sagde Bjørnvig. Sammen med Gitte. Hun fortalte, og jeg skrev. Den blev antaget i fredags. Jeg håber ikke, det gør noget. Det er en lille bog. Det er noget helt andet end dit.
  Så satte jeg mig. Og rejste mig igen næste morgen og tog en bus.

Direkte til toppen af hitlisten, næsten!