Aversionman

Anatomisk guide til Lars Nørgårds sublimt rædselvækkende anti-idolplakat i dagens WA

Det var også forbandet, at Lars Nørgård sendte mig sin frygtindgydende forsplintrede illustration til Yndlingsaversion nr. 53, den allersidste, før jeg overhovedet havde taget hul på aversionen, for hvordan i alverden skulle jeg kunne leve op til dette bloody blændende blæk-blodbad? En tidlig plan havde været at indkorporere en slags splatterrevy over de (sandsynligvis) slette bøger, jeg ikke havde nået undervejs, bl.a. Janne Tellers Kom, Pia Tafdrups Stjerne uden land, Iselin C. Hermanns Domino og Hanne Richardt Becks Men bedste hr. Hund, hvoraf en eller flere jo altså godt og mod alle odds kunne have vist sig god(e) eller glimrende, men jeg nåede kun Sara Blædels femikrimi Aldrig mere fri - der først og fremmest bare var dødsens kedsommelig, aldrig har der været så lidt reel action i en bande østeuropæiske gangstere - og de første 82 sider af Henriette E. Møllers kirkemessende banale roman Kaiser, efterfølgeren til Yndlinsgaversion nr. 1, E. Møllers debut Jenle. I stedet tog jeg den første og bedste inspiration, Terminator-filmene netop set og genset med min søn, og tromlede afsted derfra, og jeg har ingen idé om, hvordan resultatet egentlig er blevet, jeg hoster stadig fra raketmotoriens røg, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke siger noget decideret NYT, måske bortset fra sammenligningen mellem knækprosa og FEMIKRIMI, men det var så heller ikke meningen; der skulle bare bragende sættes punktum, BOM!

En tredje mulighed havde været simpelthen at tekste Lars' tegning, som jeg mere eller mindre intrikat (mest IKKE i børnebogen Larslars, men i det upublicerede læsedrama (!) Gårdbuk) har gjort så mange gange, og som avisugjort så blogsagt:

Tegningen forestiller selvfølgelig selve aversionsjægeren midt i eller måske rettere ved afslutningen af det enormt krævende aversionsarbejde, og hvis vi starter øverst så har han dér mindst to ikke-hatte, en art fornosset kaktus, hvorudaf både pigge og cigaretskod gror, symboliserende måske Jan Sonnergaard. og en flødeskumskage på randen af afgrunden , symboliserende måske den nye bekendelsesspoesi, lige ud fra hovedet stritter i ren aversionsskræk mindst tre rottehaler, den ene, den til længst til venstre, delvist fra det indre øre (hvor Auricula-museet er situeret) og efter sløjfen dannende vistnok en indianerfjer, en høvdingefjer, synes jeg, og den lige ved siden af flødeskumskagen klippet over af aversionsjægerens egen saks, sådan kan det gå i kampens hede (jf. undskyldningen til Ib Michael på bloggen og i dagens avis),det højre øje er rimeligt nok blåt, hvis ikke faktisk et flueøje (for nærsyn), mens det venstre, tegningens absolutte centrum, shit-stormen øje!, tvangsopspilet af en tændstik stirrer direkte ud på horden af yndlingsaversioner, som de står opmarcheret på reolerne hos alt, alt for mange Weekendavislæsere, indrøm det bare, næsen er en blyant med vinger, der ikke kommer nogen vegne, for DET ER DEN BARE OG DET HAR DEN ALTID VÆRET, munden er et hul i luften med bogstaver som løs og -udslåede tænder, der blæser i vinden som svaret på intetsomhelst, ingen hals naturligvis, ren halsløshed, venstre arm er en flyvinge fra 2. verdenskrig, mens højre arm mest af alt ligner en en sej og udspilet elastik, og fra begge kaotisk behårede armhuler kastes tumultuøst mini-bomber, aversionsjægeren selv rammes af en sværm af pile i sit endeparti, hvilket virkelig ikke kan afficere (det kan kun SYNET af horden af yndlinsaversioner), allermest uhyggeligt er som en falsk vagina CARSTENS JENSENS LÆBER spændt på aversionsjægernes skridt, skam-læber indeed, og langsomt, men sikkert forvandles den hele torso til marine-forfatteren, allerede har brystvorterne fået briller, noget må gøres fluks, et par stiletter forsøges rystet af fødderne, og ud af Carsten Jensen-læberne, heller ikke spor rart, ryger en blodig og af saksen (heldigvis) overskåret FEMIKRIMI-tampon, fra hvilken ø'er, for dansk litteratur som en stor fange-Ø-lejr, siver, mens - hvad skal vi kalde det? - TILKRATNINGEN hele vejen rundt bare er uden ende og uden nåde, og sådan er det, sådan er det, sådan er det, sådan er det. .

Tak Lars, din fotorealist.

Larslars i smilte vande

fra tegning til tekst til maleri til tekst, afledning uden ende, thi MIN NÆSE ER EN PENSEL!

Jeg var til fernisering i Århus fredag (hvis nogen ledte efter mig og undrede sig over mine whereabouts); på Galleri Møller-Witt i Vestergade ferniseredes min trofaste kumpan Lars Nørgårds forrygende udstilling SUNBEAM med hvidvin og snacks og en sympatisk flok af hvidhårede, pensions-forgyldte, århusianske kunstsamlere - ramt af en vis økonomisk nervøsitet, de købte ikke vildt løs. Jeg oplæste (2 gange) mit bidrag til det  A3-store, skamløst prangende katalog, en tekst, der hedder "Scandix Grand Prix 1972-1975", og som jeg ikke skal aftrykke her - alle tekster skal for fanden ikke være lige lette at få fat på - men som er et direkte svar på en udfordring fra Lars: Udstillingen hedder SUNBEAM efter et gammel bilmærke, og ni malerier på papir er opkaldt efter svenske festorkestre fra 70'erne - nemlig følgende: Barracudas, Bob Candis, Profilarna, Nordlanspojkerne med Inger, Hux-Flux, Claes Lennarth Club, Shilling Banka, Selex Orkester, Skip'Z, Tage Öst Fyrklang, Tellus, The Milles, The Moonlighters, Tickies, Thor Erics, Tonix, Tre blå og en gul, Zenits - - fundet et fjernt sted på nettet (og (m.fl.) til bakkenbartoverflod afbildet på katalogets inderomslag). De to ting, bilmærket og festorkestrene, hang åbenbart sammen (for Lars), og jeg skulle så bare forklare hvordan! Og det har jeg så bare gjort!

Til gengæld har flere af de store og meget store oliemalierer titler efter en titelliste, jeg udarbejdede til Lars' og min såkaldte børnebog Larslars fra 2005, hvis kapitler på intrikat vis (eller ikke så intrikat vis. via en blå tøjpose fuldt af udklippede ord (taget op 1-10 af gangen)) er genereret af Lars' tegninger. Vi syntes vistnok, at Larslars var for blank en titel til vores udsyrede bog , hvilket den jo akkurat er og sgu da fandeme også skal være. fandt vi heldigvis ud af. Næsten alle titler hentyder til begivenheder eller motiver i bogen, fx har Lars overtaget titlen "Talende dyr skal holde deres mund!", der linker sig til bogens næstsidste kapitel, da hovedpersonen Larslars for alvor er blevet træt af af de væsener der evigt og altid kæfter op i hans nærhed, og det lyder sådan her, Kapitel 43:

Hunden lader sig ikke genere af flygelets voldsomme nedslag. Du undrer dig måske over, at jeg ikke har BUKSER på, men kun underbusker, siger den. Men det er altså nyeste mode blandt talende dyr, at du bare ved det. Tænk hvis en PROP i munden var nyeste mode blandt talende dyr, tænker Larslars. Han synes godt nok, at det er en noget utydelig HUND, men så opdager han, at det er fordi, det omsider er blevet aften. På himlen begynder STJERNER at titte frem. De siger ikke et ord. Det kan være, at stjernerne rent faktisk er udstyret med nogle vældige NÆB, men fordi de klogt holder deres mund, får vi det aldrig at vide. En HUND bør ikke sige andet end vov, men den her hund taler bare videre om, at drengen med ballonen havde lovet ham at spille yatzy med SUKKERKNALDER i stedet for terninger. Og for øvrigt ville hunden til slut have smidt en GLOBUS i hovedet på Larslars. Er der noget værre end at få hele verden i hovedet? Og hunden ved fra en pålidelig kilde, at næste års nyeste mode for talende dyr bliver et HALSTØRKLÆDE rundt om maven. Og har Larslars nogensinde set, hvad der sker, når man bruger en APPELSIN som elektrisk pære? Det har Larslars så sandelig ikke, men alligevel nikker han ja. Ja, ja, ja.

Her er så listen over titelforslag, dem Lars har brugt til sine (jo dynamisk, offensivt abstrakte) malerier har jeg sat i fed:

Larslars

Lars og atter Lars

Larslars og snepigen

Iskoldt begær

Larslars og co.

Larslars og sko

Bogen som fortæller sig selv

Bogen der siger sig selv

Den gale bog

Helt Forkert Helt

Vildspor på tilbud

Sokkehulsmysteriet [Lars' forbedrede version: "Sokkelhulsordenen" LB]

Det Store Løbehjuls-Leksikon

Løbehjulsbowling

Talende dyr er dumme

Talende dyr skal holde mund

Larslars står midt på en sø

Forklædt som flyvefisk

Cykellygten lyser sort (om dagen)

Min lineal er et kødben

Cykelhjul-armbåndsur

Appelsinen smager af terninger

En meget sjælden klovnefrakke

En ballon med skjorte på

En magisk sok

Nu ligner du en brødrister

Snepigens børnefælde

AV FOR MANGO!

Næsen er en pensel

Spiser spøgelser spegepølse?

Spøgelser med rottehaler

Sig som et søm

Spøgelsessweater

Dørmåtter med rottehaler

Min næse er en dunhammer

Snesaks

En regn af tigerneglesakse

Blæksprutten i honningkrukken

Hønen bag roret

Hund eller hest?

Den syngende skraber

En kop netstrømpe

Kongelige næser

Landskab i håret

Vulkan elsker mariehøne

Bogstavet E er min nye ven

Min hund Kuk

En vildt hemmelig kolibri

En stegepande kigger op

En råbåndsknob på en vanddråbe

Agurkerevolver

Tandbøjlerevolver

Spionbikini [brugt til et billede fra en tidligere udstilling LB]

Spegepølsemaddens styresnor

Gravko forklædt som campingvogn

Sommerfugl på cowboyhat

Undervandsløbehjul med egen åre

1000slips

Røgsaks

Bikinislips

Ingen tårer falder fra et blåt øje

Et hår i suppen er bedre end en paryk i vinen

En nål i høstakken er bedre end en lanse i blomsterkassen

Løbehjuleaften

Hvordan staver man til spejlæg

Larslars

Blandt de mange bøger, som Lars og jeg hele tiden planlægger at lave, er både en abstrakt billedbog (hvor jeg skriver til og om abstrakte malerier (som han selv har givet titel, på den nye udstilling fx Sæbeskib, Født som Croquis Monsieur" (?!), Svigermor, Indeni hovedpuden, Onkel Perle (meget aktuelt!), Firben (shit, nu SKAR jeg mig på kataloget, da jeg ville forhindre det i at glide ned på gulvet, det er så forpulet STORT!), Drømmere og børn, Papirbi, Pindsvinetanker (jeg bløder!)) og fra NU af en bog bestående af titler til malerier, som han ikke har malet og heller ikke MÅ male ( - men så måske kun tegne? den har jeg ikke helt regnet ud endnu ...). Er der ikke lige plads til et af de kaptiler fra Larslars, forlagets hårde ARK-kalkule tvang mig til at fjerne? JO, der er altid plads til én til nonsensisk børnetekst; det var dengang Kapitel 27: 

Larslars’ spaghetti-slips blæser flot i farten. Der er en stor KNUDE på en af trævlerne, og han kan ikke huske, om det er fordi, han skal huske noget. Helt heroppe fra ligner færgen en PAPIRBÅD. Men så kommer han i tanke om snepigen og hendes papirbåd, og det er i hvert fald ikke hende, han skal huske på. For en sikkerheds skyld løser han sløjfen (snepigen var så glad for sløjfer) på sin sko og binder en knude i stedet for, så han kan huske, at han ikke skal huske snepigen. Larslars forstår ikke, at fuglene ikke får ondt i ryggen. Det er da hårdt sådan at flyve udstrakt på maven mil efter mil. Han ville ønske, at hans UNDERBUKSER var udstyret med en magelig STOL, gerne en barstol ligesom hønens. Så kunne han sidde og lytte til den syngende SKRABER, som han arvede fra sin far, Huberthubert. Skraberen sang altid den samme sang: Hvad gør vi nu, lille du? Og så var det meningen, man skulle svare: Vi barberer os! Hvilket Larslars også altid gjorde. Faren Huberthubert havde selv opfundet skraberen, og faktisk gav kongen ham et nedbarberet LÆRRED og en MEDALJE for opfindelsen. Larlars’ mor Birtebirte klippede straks medaljen i stykker med sin allerhårdeste SAKS, flintesaksen blev den kaldt, så alle fire familiemedlemmer kunne få en medalje hver. Saksen blev ellers kun brugt på faren Huberthuberts skæg, der var stridt som FISKEBEN.