I dag er det Mette

Et Moestrup-digt, der var forbeholdt nordmændene, inden vi pipper i kor i Sverige

 

Jeg skal optræde med Mette Moestrup på Lunds Universitet senere i dag, og har lige fået et norsk tidsskrift, der rent faktisk hedder Kraftsentrum, ind af postkassen, med et svirpende vredt og sorgfuldt digt af Mette indeni, og det citerer jeg da bare, fordi og derfor:

HELT

Du holder mod oppe på en nål. Tror du ikke jeg kan se dit hul.
Jeg er ikke blind. Jeg er bare hjemme før tid med post
traumatic stress syndrom. Ligesom et vidne. Ikke offer.
Det føles ikke som en følelse. Det er en røver-, en lov-
pris for at have gjort en forskel. Noget stort. Det er billigt
sluppet. At kunne give sig halvt hen. Du er helt
hel. Det går i sin mor, siger du. Senere folder jeg et brugt
bind og og ser dets røde rorschachtest i øjnene, fordi jeg tør
dø. Det er et mønster, som propper mig med hø.
Dømmer mig til at se ned på psykologen. Drømmer om
en formløs mund. Skriver digte til dig bag din ryg. Ved du
hvad jeg gør, hvis du ... så mig sådan? Må. Røde øjne.
Dunsten er brun og jern. Det er som at slikke på bark. Noget blod
er godt at spilde. Noget blod er godt.
Alle mand! Di hvid mælk fra det onde bryst. Thi moder-
tunger raller. Hjertet pumper. Båndet kører
i båndsløjfe under min langskalle. Du reder dit tynde
hår tilbage, glat, så man kan se det hele.
Helt. Det klæder dine kindben
at græde.

Og kom nu endelig forbi, kære bloglæsere, vi er på 16.15 i sol-centrum (!) L201. KH