Viser opslag med etiketten Torben Brostrøm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torben Brostrøm. Vis alle opslag

fredag den 25. september 2009

Pop og diskutere

Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde

I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.

Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!

Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.

Og så vridere!

Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!

mandag den 7. september 2009

Rimer på Krodrøm

Modtageren af Bebop-prisen 2009 afsløret + en gammel tak

Det er i dag gjort vitterligt af digteren og Bebop-forlagschefen Asger Schnack, at modtageren af Bebop-prisen 2009 særdeles fortjent bliver forfatteren og kritikeren Torben Brostrøm, TILLYKKE MED DET, MR. NESTOR! Brostrøm, f. 1927, har været en skattet anmelder af ikke mindst poesi på dagbladet Information gennem seks (6!) årtier, har skrevet flere muntre og gedigne kritiske værker og var 1955-60 (ung) redaktør af Hvedekorn . Prisen, 25.000 kr. + et grafisk tryk af Per Kirkeby med navns nævnelse, bliver overrakt ved en munter højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel torsdag 24. september kl. 15:00 til 16:00, og jeg synes da, I skal møde op for at hylde Brostrøm og poesien og Bebop!

Og hvorfor ikke benytte lejligheden til at aftrykke 2008-prisvinderen takketale, som han egen avis nemlig ikke ville vide af,  det er på tide, at den får et aflæseligt hjem (det er klart (og rimeligt!) nok også en kvalifikation, hvis man trofast har anmeldt Bebop-bøger positivt):

LET IT BEBOP Dette er ikke en takketale for modtagelsen af Bebop-prisen 2008, men bare en alt for sen, aldeles ukritisk anmeldelse af 4 eksemplariske Bebop-bind af Francis, Per og Torben

Overskæg med stueetager

Af Lars Bukdahl

Hvis jeg skulle lave et forlag, det kunne fx (efter Storm P.) hedde Bibenbabu, skulle det være akkurat ligesom Asger Schnacks Bebop: Det skulle udgive dels oversættelser af dadaisters og surrealisters og assorterede avantgardisters bøger fra 10’erne, 20’erne og 30’erne, dels 2. udgaver af store danske digteres vigtige og tidlige bøger, og dels bøger af Eske K. Mathiesen, Torben Ulrich og Dan Turèll (og bøger med fotografier forestillende Morti Vizki!), og alle bøgerne skulle have cool krusedulle-forsider af Per Kirkeby. Men heldig- og lykkeligvis findes Bebop til stadighed, så jeg behøver (endnu) ikke udgive bøger, jeg kan nøjes med at skrive bøger (ikke alt for mange) og anmelde bøger (alt, alt, ALT for mange).
  Og fx denne emblematiske bunke på 4 fra Bebop, Francis Picabias Poesi brum brum (40 sider, 150 kr.) og Tanker uden sprog (120 sider, 150 kr.), begge sirligt (galsindigt) fordansket af Peter Borum, genudgivelsen af Per Kirkebys hemmelige poetiske hovedværk 2 digte fra 1973 (96 sider, 150 kr.) (jeg har lige læst, at Mester Per ikke orker at blive kanoniseret som digter også, men lidt aktiv kult er vel OK!?) og Torben Ulrichs uden videre splinternye digtsamling Stilhedens Cymbaler (88 sider, 150 kr.), hans anden for Bebop og nogen-fucking-sinde. Dada, danefæ, Torben Ulrich: Bebop i et lilletrommeskind.
  Fælles for de fire bøger er ambitionen om øjebliksillumination, nu-driblen (svært at undgå sportsmetaforerne, når Torben Ulrich er på banen): at etablere og effektivisere en skrive-læse-samtidighed 1:1 og så bare groooooooooooooove på den. Tid in real time. Eller som Ulrich formulerer det i den såkaldte ”rodtekst”, hvorfra resten af bogen impro-systemisk genereres: ”sound of line/ sound of pulse/ sound of sound/ line of pulse/ line of sound/ line of line/ pulse of sound/ pulse of line/ pulse of pulse.” Og vi tillader os med poetisk licens at læse Line som det kønne danske pigenavn også: sound of Line / line of Line/ pulse of Line.

onsdag den 22. april 2009

Bip Bip Gustava

Janushoved som oprømt electronica-pionér

Jeg har fået tilsendt den´nye dobbelt-cd Pioneers. The Beginning of Danish Electronic Music, og med god grund viser det sig, for blandt de skønt bippende og knitrende og skrattende kompostioner af bl.a. Else Marie Pade, Fuzzy og Gunnar Møller Pedersen, finder man også Jørgen Plaetners 16 minutter og 23 sekunder lange Stykke B fra 1963 hvor nemlig de elektroniske lyde akkompagnerer en forrygende omgang digtoplæsning ved Jørgen Gustava Brandt, hvis ikke omvendt, eftersom lydene kom først, digteren akkompagnerer elektronikken. Det var på samme tid Gustava, Rif, Benny, Sonne og co. stod på Louisiana med Louis Hjulmands orkester og fumlede med jazz'n poetry, men dette er jo det langt mere præcise soundtrack til den konfrontationsmodernisme, der vel fremfor alt skulle forestille at konfrontere sig med moderniteten. Gustava læser op fra ottende del af hans ubændigt rablende langdigt "Den underjordiske", en glemt klassiker om nogen og tilegnet Albert Mertz, fra den vigtige digtsamling  Janushoved, 1962 - den så også absolut mest flippede del med sit vældige, punktumsløse, rent prosaklumpede afsnit levendegørende vistnok en eftertrykkelig druktur 1:1.  Det er et digt(fragment), der væltende myldrer frem, også oratorisk, digteren hvisker, råber, vrænger (på ufimset gammlekøbenhavnsk), og det gør lydene også, samler sig tæt og spredes uroligt, som i en hel elektronisk skov, ligesom digtet er en en hel dansksproglig skov - gennemvandret med en ordentlig skid på - jeg citerer et stykke af klumpen eller hvirvlen måske snarere:

o nidtide forgemak
Først latteren nær ved, men uvidenhed om kilden, dernæst dette skur set, - og kendskab til mændenes navne, som om man besad et program! - står og ved mumle mumle på bunden af katolsk kapelmørke, nødrum og nattebærme, men undtager anfald skvaldrende og kvækkende latter, dagbåret klostersolskins ekkorum og gammeleuropæisk ekstatisk vræl i krypter, Amerika, og til steder med væddekamp og væddeløb! kro og kirke og glædeshus treenighed i dette gamle træskur! og dog så lavmælt; hvad der siges, vrøvl, gentagelser, nå ja mest uskelneligt jævnt langtidskogende grød, chorus ja ja og hujen af tobaksindånding med lyd på, harke-hosten, men talen er, og myten, tror mig gamle dreng, lige meget, og når to eller tre mænd er sammen, og så ved man jo nok, før eller siden, og har det ikke værst, som heller ikke i sidste uge, og hvis nu dette kvindfolk, så var det jo noget andet, og denne skønne musik af flasker, og bordplanken, lillebitte fortrykthed, ihjelslagning af noget i det mindste fingrenes masen i planken, dette evindelige tankeløse insektdrab i pulsedagen, men "hvor skal du hen" siger pilsneren, snak om den smalle, gammel runken kælling med kvidder, evindeligt pynte majbrud med tendens til mave mod mave, vittigheder om byggeklodser til at hvile lodderne, for ikke rent ud at tale om so i hul, - horn, horn! og skadehop, men gris gå frem er nærmest til streg, gamle blærebold, pas på benene Laus, til at fange svære griller med, store nok til at rumme en salme, jak jak, med fjernøstlig gratie, ¨- eller som den dødeligt pløkkede i en western - gribende langsomt, ravende i blind forbandelse, velsignelse, balletdød, forklaret, kommer Svedske på benene, nok en gang vrik, muntre poltergejst, altid i sin tales brystbankende begyndelse om skuddermudder og en højtløftet fane, plimrende, messende, skaneringen opløst protoplasma, raver, ud ad bræddedøren, møder ølbølgens grimassemissende solfilter (...)

Yeah! råber vocoderen.

Og da jeg forleden læste og anmeldte Asger Schnacks lille, minutiøse Gustava-udvalg til 80-årsdagen, Højdepunkter - der ikke levner plads til endeløst luxuriøst rabalder som "Den underjodrdiske" -  opdagede jeg, at digtet "Se, under broen strømmer ..." fra Janushoved's forgænger Fragment af imorgen, 1960, sgu da selvfølgelig er tilegnet og henvendt til modernismekonstruktøren Torben Brostrøm som en selvklar selvforklaring om den nye poesi, "Se under BROen STRØMmer ...":

Se. under broen strømmer, danser, knuses,
neddykt i frisk vande, billeder
af liv, forvandlet - og forødet rask.
De billeder, du ømt bag øjets spejl bevarer,
af evighed som tiden så,
er, når du vender dig og går,
er, når du intet ser,
men ordner, forbereder, dør,
dog evighed.
Vidunderlig, ufattelig
er tiden, rig på jærtegn, løber, ser
og jager gennem dig, på vej, og flyver bort,
og synger i dig, når du tier, står
med sommermørkets lette silhuet
i vand
og himmel.

Jep! nikker ætlingen.