Pop og diskutere

Fra Brostrøm-bruset til Erik hønserøv Svendsen - og Leonora søde

I går ved en fornemt uhøjtidelig (og velsmagende!) højtidelighed hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel blev Bebop-prisen tildelt den livlige legende Torben Brostrøm; i sin offensivt veloplagte pristale optalte prisfrontmand Asger Schnack prismodtageren mange bebopistiske fortjenester og velgerninger, bl.a. og ikke mindst at have været ven med Uffe Harder! Afslutningsvist fortalte Asger, at han og F.P. Jac havde haft aftalt, at de omkring Sankt Hans i år skulle have skrevet endnu et duoværk, med arbejdstitlen Fra Brostrøm til Erik Svendsen - indeholdende digte nemlig til og om danske kritikere. Desværre nåede de, før Jacs død juledag, ikke længere end til indholds/kritikerfortegnelsen, som Schnack hverken i sin tale eller senere mellem 4-8 øjne ville røbe, desværre. Men nej, hvor villle jeg gerne have læst det dér finale, stensikkert ultra-vitriolske digt om og til Erik Svendsen. Jeg var lieg ved at skrive det selv, da jeg på Jyllands-Posten samme eftermiddag læste Svendsens skandaløst sjuskede og matmærkende og bare jammerlige anmeldelse af stortalentet Theis Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, som i sin motherfucking helhed lyder således:

Det underholdende og smittende i debutanten Theis Ørntofts digtsamling er den rendyrkede generationsstemme med alt, hvad dertil hører af "vildt syge" tidstypiske vendinger. Nøeh, hvor vi lyder megaunge: »Jeg har et ubegrænset potentiale/jeg er et produkt, og det gør mig egentlig ikke så meget.« Man omgiver sig med "de dejligste mennesker" og »jeg kommer aldrig til at fortryde noget/det er ikke muligt at fortryde noget.« Den slags forestillinger om tilværelsen vil jeg gætte på primært findes hos unge, og det er godt sådan: »Jeg er bare en måde at opleve på.« Godt, at vor helt har appetit på livet. Mindre godt er det sprog, som digteren smykker sig med. Den sure anmelder har sat røde streger ud for flere formuleringer, som er vildt forkerte - med mindre fejlene, turneringen af det gængse sprog, tjener til at sprænge konventionerne - men det kan jeg ikke se. Der er ingen poetisk logik i formuleringerne; det er bare vildt dårligt dansk. Typisk set for genren er digte mærket af et koncentreret sprog; det gælder blot ikke for denne erklæring: »Så på et tidspunkt kom jeg op og diskutere med en af mine venner.«. Det hedder enten "op at skændes med" eller også "op at diskutere med". Den sidste skurrer i mine ører. Den slags gør det svært at tage de digte, som indfører et intellektuelt meta-niveau og har de Kloge-Åge-attituder, der ligger langt fra de øvrige hverdagslige tilkendegivelser, meget alvorlige. Og fejlene laver støj i forhold til de steder, hvor der leges med gentagelser og et fordoblet sprog. »Alt, jeg gør, er en gestus.« Fint nok. Men jeg savner en større sproglig bevidsthed, en mere subtil sproglig gestik.

Ja, han skriver faktisk, at "den slags gør det svært at tage de digte (...) meget alvorlige"! Det skærer i mit øje!

Nå ja, så levede Leonora Christian Skovs anmeldelse af Preben Major desværre fuldkommen op til fordommene, hvilket, skal det siges til hendes ros, hun selv er fuldstændig klar over ("Det er næppe heller svært at afskrive mig som en mandehaderfminist, der ikke skal komme her med mine moralske domme over den store Litteratur"). Men selvfølgelig er jeg stolt over, at hun sammenligner Majoren og menig mig: "(...) det såkaldt energiske sprog, der i påfaldende [!!?? LB] grad minder om Lars Bukdahls. Eller også er det omvendt. Fyldt er det under alle omstændigheder med alenlange indskud, gentagelser, knudrede sætningskonst6ruktioner, effektjageri og ren maner: Obskuranto, kunne man også kalde det (...) imens man staver sig igennem strømmen af "som sagt", "osv.", parenteser og tankestreger (...)." Ja, ja, ja, nemlig, nemlig, nemlig, mere, mere, mere! Det er næsten bedre end at blive rost af Jørgen Leth (i WA-interview også i dag), for Jørgen er jeg forlængst i roseklub med, hvilket ikke betyder, at rosen af hinanden ikke er yderst velbegrundet, jf. bare min egen ros af Jørgen i en bonus-sekvens på hans nye dvd-boks, nr. 6, der udkommer på torsdag: Gid jeg var med i en film af Jørgen Leth, hvilket jeg så dermed er.

Og så vridere!

Og husk at møde op til receptionen for Hans Otto Jørgensens og Maria Wandels eksploderende Skt. Bernhard af en ny bog, Hjernens egen store hund (hvor HOJ snapper efter en "Erik hønserøv Svendsen"), hos Gyldendal klokken 15.00!

Anmelderspoiler, spoileranmelder

Majoren i Leonoras favn, now that's scary!

At Leonora Christina Skov får alle de højfrekvente 90'er- og sen-80'er-kvinder til anmeldelse: Pia Juul, Ida Jessen og i denne uge Merete Pryds Helle og hendes meget herlige arkæologiske roman Hej verden, pisser mig selvfølgelig helt utrolig af, dels er er det jo bare forskudt, kedeligt kønnet typecasting: skrap kvinde anmelder højprofilerede kvinder, og dels er det jo med en absolut mangel på viden og engagement eller bare interesse, overtagelsen foregår, og dels er det jo for helvede bare og fuldstændig hysterisk MINE forfatterskaber - men jeg kan sgu alligevel ikke lade være med at glæde mig til hendes anmeldelse af endnu et tyveri - hun er ikke tyven, NB, det er redaktøren - Preben Major Sørensens kortprosasamling Nattergalens henrettelse; jeg har kun bladret i de nye, overgivne vederstyggeligheder, men svært ikke at bide mærke i den tekst, der hedder "Tilbederen" og begynder sådan her (og fortsætter endnu værre, rent feministisk):

Under mit besøg hos den store danske kvindelige lyriker Pia Tafdrup, spurgte jeg hende selvfølgelig om jeg måtte se Dronningeporten. I formodningen om at det var hendes højt skattede, meget priste digtbog jeg gerne ville se, gik hun hen til en reol og hentede ne bog ned fra en hylde, som hun derpå gik over og rakte mig, som sad i en hjemmets komfortable læderlænestole ved den varme pejs. Det varede noget før misforståelsen gik op for hende, idet jeg påfaldende længe blev ved med at sidde og stirre på bogens omslag uden at åbne den og til sidst lod den falde ned i mit skød med et opgivende suk fulgt af sætningen: "Hold nu op, Pia, det var jo ikke det jeg mente, vel, og det ved du også godt, Pia, ikke." Digterinden så venligt, næsten kærligt på mig med sine kønne, mørkebrune. mauritanske øjne, og jeg blev med det samme klar over at hun til fulde havde forstået min ubehøvlede bemærkning. Og da jeg yderligere tilsendte hende et sjofelt øjekast (den slags kan jeg), der sagde alt, tog kvinden mod til sig, lod ansigtet falde i stramme folder, for ikke at sige det strammest mulige - ja næsten helt lærerinde- eller oldfrueagtige folder og udbrød: "Jeg havde ikke forventet at møde en så grov form for primitivitet fra Dem!"

Titanernes gadekamp! 3, 2, 1, kickbox!

Sæsonstartvris

Præcedens (for alt andet end poesi og co.) er død som en motherfucker

Det kan godt være at Leonora har fået Ida Jessen,

men jeg har landet Anne-Louise Bosmans,
og hvis hun, Leonora, bare havde den mindste anelse,
om hvad hun dermed går glip af, ville jeg være
endnu meget gladere, skal der være krig,
skal der være blitzkrig, fuldt illumineret gadekamp!

(og titeldigtet fra Bosmans digtsamling apropos:

Miniature. Vi løber ikke så langt
før vi falder ud over kanten.
Vi går i krig. Det er verdens mindste ting.
Der er intet at se. Vi har erobret alt. Alt er vores.
         Tiden er spolet tilbage til før
det hele begyndte. Der er kun os. Vi er amøber.)

Hvor er andetsteds helt præcist?

Hvad er værst: Et realiseret eller et varslet overfald?

I fredags overfaldt min gode (ingen ironi dér, helt ærligt) kollega Leonora Christina Skov mig bag på WA Bøger, det så ret voldsomt ud, men det var svært at gennemskue, hvad min forbrydelse egentlig bestod i: vistnok var det for galt, at jeg havde brugt det rimeligt nøgterne adjektiv "midaldrende" om Katrine Marie Guldager(s forfatterskab) og flere andre (unavngivne) forfattere(s), hvilket jeg så vidt jeg ved altså ikke mener noget nedsættende med (så sandt som jeg stadigvæk et vild med ret mange af Guldagers jævnmidaldrende kvindelige kolleger, Aidt, Hammann, 2 x Helle, Hesselholdt, Munksgaard Nielsen og decideret elsker jubleoldinge som Jørgen Sonne og Vagn Steen), og så har jeg fået en pris af Kunstrådet og kan finde på at rose forfattere, der har fået priser af Kunstfonden og Kunstrådet, hvilket sgu da er en sær omvending af det anti-bestseller-synspunkt, Skov & co. anklager mig & co. for at indtage: hvis man får priser og penge af staten, er man kunstnerisk nosse- og æggestokløs (stærkt at Skov undlader at søge ...), og så mener jeg (og co.), at " dét at fortælle historier over flere hundrede sider, som folk oven i købet gider at læse, står i grel modsætning til det at skrive kunst", igen noget forbandet vrøvl, jf. læssevis af begejstrede anmeldelser af romaner af Rifbjerg, Henning Mortensen, Jens Smærup, Janina Katz, Susanne Staun og co, og så har jeg "tilsvinet" Katrine Marie Gulager efter og FORDI "hun tillod sig at fremføre kritik af hans virke i Jyllands-Posten", hvilket simpelthen er løgn, det var Guldager, der på helt klassisk vis (jf, Rifbjerg nedenfor) tilsvinede mig efter og FORDI jeg havde skrevet kritiske anmeldelser af hendes tre sidste (voksen)bøger, i samme forpulede nummer af WA Bøger roser jeg tre nye børnebøger af Guldager, og det kan da kun være en tilsvining, hvis man mener, at børnebøger er fuldstændig aldeles til grin litterært set, og det gør vist ikke engang Guldager, og så læser jeg ikke ikke-nordisk litteratur, hvilket Skov sgu da ikke ved en skid om og heller ikke har krav på at vide en skid om, Jesus Christ, og anmelder det heller ikke, jo, hvis det er poesi, som senest Bebop-dada- og surrealister, netop afleveret er anmeldelse af god, gammel, nulevende japaner, og så kommer jeg med mit "perfide bavl" om femikrimerne etc., mens Skov nøjes med at sammenligne mig og mit med Dansk Folkeparti! Jeg elsker også dig, søde!

I et lille, manisk læserbrev i dagens Information undlader Klaus Rifbjerg at overfalde mig, han truer bare, anledningen er, at Informations kulturredaktør Peter Nielsen har brokket sig over, at WA Bøger-redaktør Anna Libak har polemiseret imod Tue Andersen Nexø, der har skrevet kritiske anmeldelser af Rifbjergs romantrilogi, hvis sidste bind jeg heller ikke var alt for vild med:

(..) jeg kan godt forstå at [Tues] medsammensvorne, Lars Bukdahl, i Weekendavisen har omtalt ham som "min gode ven". Man ser for sig disse kønne planter promenerende gennem dansk litteraturs bede, hvor de med bladan i munden spytter efter vækster, de ikke bryder sig om  [fandme da et flot billede, det er sådan nogle passager, der er for få af i de senenste Rif-bøger LB]. Jeg synes, at det er helt fint, at d'herrer hypper deres egne avantgardistiske kartofler, også når der ikke er noget synderligt at hyppe [så kommer der noget ondt bare om Tue (...) LB] Parret Nexø-Bukdahl er naturligvis forlængst gennemskuet, og sidstnævnte skal jeg nok tage mig af andetsteds.

Og spørgsmålet jeg bævrende må stille mig selv er: Hvor er andetsteds helt præcist? Smalle- eller Bredgade?