Jeg havde i en kommentar i fredagens WA harceleret over den eklatante mangel på poetiske indslag på årets Bogmesse, og søndag overværede jeg to gedigne protestaktioner; den ene blev inititeret af mig selv, da jeg som start på min samtale (om den umulige arkæologiske roman Hej menneske) med Merete Pryds Helle bad hende oplæse et digt fra Hvedekorn 4, 2007, hendes debut i bladet - og jo også for at fejre, at Rosinante&Co har overtaget Hvedekorn: YEEEEEEH! - og det gjorde hun gerne, og gjorde hun flot:
Han kunne forestille sig
at jeg var en mand
indeni selvfølgelig
jeg kan lide bøssetelefoner, bøssehunde
og kører hurtigt i bil på solsvedne italienske motorveje
med aramanisolbriller imod en hvid sols genskin i asfalt
og bokser
og fars pige, forkert, fars dreng.
Altid forkert.
Den anden aktion stod mr. Bebop, Asger Schnack, for, da han til slut i sin samtale med Christian Braad Thomsen om dennes nye jazzbog inisterede på at oplæse Erik Knudsen elegi for Charlie Parker (fra Sensation og stilhed, 1958), skønt insisteret (og jeg lyttede på med den perfekte medlytter, T.S. Høeg):
Stilheden under urolige stjerner.
Stilheden i et hjertes eneværelse.
Stilheden før den blege dag vågner
og fejer os bort som brugte billetter.
Stilheden når stemmerne synker,
når tiden sætter sig ned og lytter:
Blev ingen toner tilbage?
intet ekko
fra smertens lange erfaring?
Kun en vinkende hånd,
dråber af sol, den sidste perron
og toget vi aldrig slipper ud af.
- og næste år har DR (sort på hvidt) lovet sin Forum-scene bort til Hvedekornsdebutanter. Guerillakampen (mod neddøvningen) er rullende!
Han kunne forestille sig
at jeg var en mand
indeni selvfølgelig
jeg kan lide bøssetelefoner, bøssehunde
og kører hurtigt i bil på solsvedne italienske motorveje
med aramanisolbriller imod en hvid sols genskin i asfalt
og bokser
og fars pige, forkert, fars dreng.
Altid forkert.
Den anden aktion stod mr. Bebop, Asger Schnack, for, da han til slut i sin samtale med Christian Braad Thomsen om dennes nye jazzbog inisterede på at oplæse Erik Knudsen elegi for Charlie Parker (fra Sensation og stilhed, 1958), skønt insisteret (og jeg lyttede på med den perfekte medlytter, T.S. Høeg):
Stilheden under urolige stjerner.
Stilheden i et hjertes eneværelse.
Stilheden før den blege dag vågner
og fejer os bort som brugte billetter.
Stilheden når stemmerne synker,
når tiden sætter sig ned og lytter:
Blev ingen toner tilbage?
intet ekko
fra smertens lange erfaring?
Kun en vinkende hånd,
dråber af sol, den sidste perron
og toget vi aldrig slipper ud af.
- og næste år har DR (sort på hvidt) lovet sin Forum-scene bort til Hvedekornsdebutanter. Guerillakampen (mod neddøvningen) er rullende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar