Surrealistisk hævn

Den bedste julegave du ikke måtte købe (eller bytte dig til)

Den mest cool danske dvd i lang tid, mundret betitlet Danske eksperimentalfilmklassikere 1942-1958 er i følge filmbladets Ekkos hjemmeside trukket tilbage fra markedet af dens udgiver Det Danske Filminstitut, fordi de glemte at spørge Wilhelm Freddies bobestyrer om lov. For 70 år siden var det staten, der beslaglagde Freddies stødende kunstværker, nu er det åbenbart payback time, hvilket man godt kunne fryde sig over, hvis det ikke var fordi især dvd'ens to Freddie-film, Det definitive afslag på anmodningen om et kys og Spiste horisonter er komplet uundværlige for alle ægte surrealisme- og avantgarde(film)entusiaster. 35 eksemplarer af dvd'en nåede at blive solgt, deudover er blogbestyreren i besiddelse af et anmeldereksemplar, og man er meget velkommen til kontakte mig via bloggens kommentarfelt for en privat, illegal visning (det tror jeg Freddie ville have være helt med på); når 25 har meldt sig, offentliggør jeg tid og sted, prisen bliver 1 udstoppet franskbrød (jf. (til den tid) Spiste horisonter). Jeg ville gerne have aftrykt min Ekko-anmeldelse af den nu ikke-eksisterende dvd, men lige før jul modtog jeg en mail fra min redaktør med følgende, meget korte, vedhæftede tekst:

Copyright

Artikler til Filmmagasinet Ekko må ikke være offentliggjort tidligere. De er forbeholdt magasinets trykte og elektroniske udgave og kan kun genoptrykkes efter aftale med Ekko. Chefredaktør Claus Christensen, 1. marts 2008

Det er lige i overkanten at komme i konflikt med 2 copyrightindehavere, så i stedet af trykker jeg nedenfor et lidet kendt prosadigt af Freddie fra 1937:

Mrs. Simpsons lyserøde sko

flettet af blomstrende timian, rejste alene med p.l.m. hvis man troede de små garnisionsbyers musikkorps spillede "madelon" ville det være at profanere de lyserødes højtideligte mission, tour eiffel, buckingham palace og statue of liberty nynnede den heroiske sang, der fik alverdens lommeure til at gå i stå. - 1937.

Også et filmmanuskript, klø på, Mr. Lynch!

Der vendes for få mærkværdighedssten

Bukkefar forbliver ked af det

F.P. Jacs digt-føljeton BUKKEFAR del V:

Man er en stor båltale indeni, ja, årets litterære skraldemand,
men bare vejret er tækkeligt, så bestyres butikken med ro og orden,
men irritationer, kan også hobe til vrede, og udmyntes i strandtæsk.

Jeg sidder og drømmer om en bog "Bol så pokkers med" af Vita Andersen.
Men hun har endnu ikke skrevet den, så jeg nøjes med tiden, blid og purpur.

Laugesens Brabrand hilsner er sikkert med i næste sending, oh forbarm,
for sprogklisteret tørrer for hurtigt i disse år, mangelen på de ægte modviljer,
alle vil på langtur efter selve hittet, der vendes for få mærkværdighedssten.

Så går det bedre med puslespillet, et par bogstaver lyser over havet,
to brikker slår pjalterne sammen, AR, det må være slutningen af ordet.

Det hele samler sig nu om det indre, et lille hul af sol, tja måske?
spillet er for børn så det burde snart smælde, nøddeknækkerkvasen,
men hele kajforspillet minder om en Tom Kristensen brandert, dybdeflugt.

Strunge ville være fyldt 50 d. 19 juni, men erkendelsen var brugt op.

Så er anmeldelserne til denne weekends rumklang afsendt, med pension.
Lad så jorden favne sit urimelige tag-fat, bare der er nogle at kalde på.
Jeg har intet tilgode ud over søvnen i dig, skal vi så spise?

Vejret har løftet mig til de sidste brikker, så lørdagen får helt fred.

Al betydelig begyndelse er svær, selv glider B smalt ned.
Pludselig er alt så logisk, de sidste kærtegn af en kanalrundfart
Og der glider det så i sin kanalsuite, med BUKKEFAR i nyslået sølv.

SØLVERNE NEDBØJET OVER GULDDRENGENS DØD,
FØLJETONEN ER LUT

Tak for Jac 1955-2008

Bukkefar er forbandet ked af det

Ikke mere nekrolog; fredag plaprede jeg desperat på mobilen til både Politiken og Ekstra Bladet, og i går brugte jeg seks timer på (mestendels at være ude af stand til) at skrive en nekrolog til WA, der kommer i morgen og som jeg stadig korrekser ekkoet af. Nej, kun fjerde del af Jacs digt-føljeton BUKKEFAR, første og anden og tredje del har være bragt i tidligere blogposter, og femte og sidste del udgør posten lige efter denne; Jac nåede at få den store klat af Akademiet, og jeg nåede at få et digt om mig (og Jac og hvad ved jeg) af Jac, men stadigvæk - og derfor! - er det bare så pisseurimeligt, at han ikke længere fandme er til:

Kaffen spinder, øjnene brikker, og snapsen når koppens bundklang,
selvfølgelig er det opbyggeligt, og tålmodigheden et ansvar,
og hvad sker der så, endnu et K dukker op, og presses ned.

Men hvad er meningen, UK, men for hvem, det må granskes nu,
gu svinder brikkerne, men bjerget er stejlt, men farverne svinger,
det må være sådan man komponerer musik, det fordøjer tid og vilje.

Hjem til Frederiksberg og efterårsslagtning, alle disse kantineomslag,
det store tag-selv-bog, puha ah, endnu en fortsættelse på noget juks,
men så er der ride ranke Viggo, så skinner solen igen på runddelen.

Fingre løber over navnene, har biskoppen ingen vignetter eller badges i år,
det er alt det kirkemel han guffer i sig, det har haft en virus i sig,
men dette er jo kun startpletten, først til oktober kommer sneen i skred.

Så er der mere velvilje i brikkerne, nu er alt indenfor fire rammer,
det er bare lige med at styre mod midten, der er medgang og modgang,
og nu styres så en stor klods ned, EF, det er da en gammel fortegnelse.

Men det er havet og himlen der forstyrrer, hvad er bølge eller lammeskyer,
men et vandgående fartøj, ja med alle de overhoveder i blå blæst,
Men pludselig må enkelheden da indfinde sig, så den også får lidt luft.

Gid man havde en cigaret, eller en beroligende pille, eller næseblod.
Nå, men der ligge jo masser af adspredelse i bøger, blodet hvisker.

FORTSÆTTES I NÆSTE POST

Facebookfjender!

Kulturkampen bliver hård, benhård, K.M. Guldager har i nat slettet mig som ven på Facebook!

DOKUMENTATION:

Besked på min "wall" fra min Facebookven Rikke Villadsen:

min news-feed melder Lars har skrevet på Katrines væg, og SE det ville da måske endelig være et indlæg der havde mere substans og større almen interesse end de fleste vage rygklapper-bla-bla-indlæg. MEN jeg kunne ikke finde indlægget, slettet?
Hvis facebook skal have et nytårsløft, og bevæge sig udover det der venne-gnideri, kunne man starte her: vægkulturdebat NU!
(Skriv det lige igen, venligst igen, Lars og god jul)

Svar fra mig på Rikkes "wall":

Åbenbart slettet besked (jeg er i løbet af natten også blevet slettet som ven) på Katrine Marie Guldagers wall: Kære veninde. Øvelse i selvdisciplin: Lad være at læse min blog og tirsdagens WA. Kærlig hilsen.

Gad vide om hun læste min besked, før hun slettede den, når hun nu, som det fremgår af JP, ikke læser, hvad jeg skriver? Men jeg vil gerne anbefale jer andre at læse aversionen på tirsdag, den er fuld af oprigtig ros til Katrine, og nogle af jer andre kan måske, lynhurtigt, før hun opdager noget, videregive den til hende, rosen?

Cars/ten Je/nsen Bile/r A/S, Kvæ/rnv/ej 7, 4/769 Vord/ingbo/org

Knækprosaisk readymade 3

Sal
g af n
ye og br
ugt
e pers
onbil
er og varev
ogne. Ege
t me
kanisk vær
ksted, E
get pl
adevæ
rkste
d. Kval
it
et for a
lle.

C/arste/n Jense/n hi/tter i Tys/kla/nd

Knækprosaisk readymade 2

Overd
ådige anm
elde
lser o
g e
n ma
ssiv annonceka
mpagne har gjor
t 'Wi
r Ertrun
ke
ne' til tys
k ju
legavehit. Sel
v tys
k Playb
oy anb
efaler i år søm
and
slæsn
ing til sine l
umre læ
sere

Men nok om mig

Selv en hardcore-narcissist kan få for meget opmærksomhed, vinkl venligst Cecilie!

Denne uge blev "debatten" officielt surreel med Katrine Marie Guldagers helsidesinterview i Jyllands-Posten om intet andet end hendes totale foragt for mig og mit. Katrine!!?? Den samme K.M. Guldager, som for et år siden KUN ville optræde med mig som interviewer og som nok er den forfatter fra min egen generation, som jeg mest aktivt (portræt i Danske Digtere, på top ti i Generationsmaskinen, motivationstale for Kritikerprisen ETC.) har været mest begejstret for og i hvis selskab jeg altid har befundet mig fortrinligt - fordi - åbenbart! - hun så aldeles overbevisende hyklede, at den personlige og professionelle sympati var gensidig. Og så håner net- og læserbrevsskribenter mig for, at udtale til Jyllands-Posten, at jeg er "ked" af hendes tilsvining, men det er for fanden da helt ærligt det, jeg er. Selvom (eller fordi) kommunikationen allerede gik ad hekkenfeldt til i det tidlige forår, da jeg med en vis skepsis anmeldte hendes nye roman En del af historien i WA (dér og da tissede jeg på hendes racekat) eller mere præcist: samme morgen, før 7, i en forbitret mail, en af flere, hvoraf den næstsidste opsagde al videre fælles optræden, herunder et forlængst aftalt job i Forfatterforeningen,; ingen citater her, heller ikke fra mine (ekstensive) svar, de godbidder gemmer vi til biograferne (altså dem, der skriver biografier - om Guldager: "Salsaens rekyleffekt. The Katrine Marie-Story" (jep, KMG har våbnetilladelse og nedskyder uskyldige dyr med gevær, bare lige for at advare mig selv!)).

1. Står Guldagers interview til troende, er alt, jeg har skrevet af effektiv ros (se ovenfor) ugyldigt, fordi det er lutter idiosynkratisk overspændthed ("Hele hans stil drejer sig om hans fobier, yndlingsaversioner og manier. Det er ikke særlig seriøst, det er ren følelse, ingen argumenter."). En spøjs diskvalifiktion af en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, del af egen positive reception og deraf resulterende kanonisering, ikke sandt?

2. Før min anmeldelse af den nye roman, læste hun mine skriverier og (lod som om hun?) forholdt sig positivt til dem; efter min anmeldelse læser hun dem ikke ("Jeg læser ham ikke længere"), men forholder sig til gengæld negativt - bl.a. ud fra synspunktet "Jeg synes heller ikke, han læser bøgerne ordentligt. Tit får man ikke engang at vide, hvad bøgerne handler om, eller hvad formålet med at skrive dem har været" (hvad rager det også deres sprogkunst?), men hvor ved hun det fra, når hun ikke bare ikke læser mig ordentligt, men slet ikke læser mig overhovedet!!??

Men nok om mig og Katrine. Og nok om hele "debatten" om mig og min pris og mine skriverier, men tak til alle, der er kommet til mit forsvar af kendte og ukendte, og bare fx her senest Christian Haun, Susanne Staun, Mai Misfeldt, Tue Nexø, Chr. Dorph, Mikkel Carl. Lars-Emil Woetmann (og i Norge!:) Susanne Christensen og Mariann Enge + dem, der har sendt hilsener på mail og facebogen. Men for både modstandere og tilhængere gælder det, at det er min kritiske aktivitet generelt, der henholdvis rises og roses, mens jo samme aktivitet kvalificerer sig, som KRITIK, ved hele tiden at forholde sig konkret til tekster og bøger og forfattterskaber, også i Yndlingsaversionerne, der er nær ved at være den MEST tekstnære blandt mine genrer: hver gang, hver evigt eneste gang, eksemplificeres sletheden ord til andet; tjek selv efter! Men det er der ingen, der gør; lige med undtagelse af Ekstra Bladets nye bogredaktør Carsten Norton (hvem søren er HAN?), der holdt en lang, lækker sætning (fra min anmeldelse af T.S. Høegs Albue) frem for folket til skræk og advarsel.

MEN NOK OM MIG! (og det ligner mig nu rigtig godt i dette øjeblik. det gamle pressebillede, der illustrerer meta-artiklen i Politiken i dag, hvor jeg står og kigger melankolsk ud mod vidderne, mens en økse står lænet op af garagemuren).

Og mere om fx HVEDEKORN, som jeg sad og redigerede på, da Katrine gik amok på min selvoptagethed, men jeg følte mig sgu ikke særlig selvoptaget, som jeg sad og skrev personlige afslag til over 70 håbefulde mennesker, kvinder som mænd, unge som ældre, der havde sendt digte ind til bladet og mig, som bare ikke var gode nok, hvilket jeg i ærlig og opbyggelig (læs mere poesi, læs mere poesi, læs mere poesi) klartekst forsøger at gøre dem begribeligt.
MEN NOK OM MIG!

Og mere om Hvedekorn nr. 4. 2008, der udkom for en måndes tid siden, men kun er blevet anmeldt i en blog, selvom det er et brandgodt nummer fuld af alle mulige andre digtere, garvede og debuterende, end mig. Med navnene Andersen (ja, Benny for fanden), Grotrian, Lind, Granau, Høirup Madsen, Sparre Johansson, Trigger Olesen, Agostoni, Thorsen, Jepsen, Storm (ikke Robert, Stinne), Nystad, Nielsen, Reusch, Krogsbøl, Nikolajsen, exner, Carlson, Rietveld-Speicher (ugættet pseudonym), Lynggaard (ikke Klaus, Martin), Ettrup, Wroblewski, Ugilt Jensen, Mygind.

Og mest om debutanten og stortalentet Cecilie Lind, født 1991, som er udsyret og helt spontant vild, og den eneste virkelige litterære nyhed (ved siden af Majoren) denne december. Hvorfor ikke bruge bare en hundrededel af pladsen, der er brugt på mig, som ved gud er en gammel nyhed, på hende, bare 1 sølle spalte i Politiken og Jyllands-Posten og Information og Berlingske? Her er som en kommentar til ALT et af de utrolige digte, som ikke kom med i bladet:

Cirkusfeer æder din
lillefingernegl med største omhu
og
forsigtighed
gnasker du i læben
nydelse overstrømmer
publikum
nøgne udstillingsdukker henviser
til prisskiltet på bagerste
række
500 kroner ligeud
og så til venstre
det er hvad lillefingeren
er værd

All that Glaz

En lille hyldest-nynnen til en rigtig litteratur-trooper

Digter og litterær grønspætte Martin Glaz Serup har de bedste litteraturnyheder på nettet på sin blog www.kornkammer.blogspot.com og i aften holder han fest, fordi han er blevet 30 og har fået Universitetets guldmedalje (ligesom både min mor og min far og ligesom ret meget ikke mig), og det glæder jeg mig virkelig til, så derfor har jeg skrevet denne lille remse:

DET' ET MAZ,
DER GIR'N GAZ,
DET' EN SPAZ,
DER GØR NAZ,
DEN JAZZ,
DER ER GLAZ,
TILLYK', UNGE JAZ

Og præcis klokken 2 AM opfører Katrine Marie Guldager salsa-installationen: Poesiens champagne forsures i en vis fart.

Hvornår var det liiiige jeg tissede på Katrine Marie Guldagers racekat

Et martyrisk digt-suk

STAK
PÅ
STAK
AF
U
TIK
TAK
ER
VI
CE
VÆRT
ENS
FIND
E
LØN,
AK
&
AK!

Svært MEGET læselig, mener jeg

Et korrektivt vindpust til nomineringen af Kristian Bangs Foss' Stormen i 99

Man skal passe med ordspil, skal man, for da jeg i avisen læste min indledning til nomineringen af Kristian Bang Foss' roman Stormen i 99, kunne jeg pludselig se, at det lille spil på ordet 'svær' spillede videre bag om ryggen på mig:

"Kristian Bang Foss' "svære" roman nr. 2, Stormen i 99, vil svært læseligt være så meget som muligt."

Eftersom jo den umiddelbare betydning for alle andre end umiddelbart skrivende mig vil være, at romanen er svær at læse, og faktisk er min mening lige tværtom, at den er svært MEGET læselig, at man, som der heldigvis står længere nede i nomineringen, "blæser igennem roman". Hvor SVÆRT kan det være, Lars, at gøre sig forpulet forståelig!

Og så har Christian Yde Frostholm ovre på sin afrivningsblog fundet ud af, at min gode anmeldelse af hans skidegode cut-up(-mimende!?) tekstsamling Ofte stillede spørgsmål (ikke-korrekturløst!) er dukket op i netavisen, selvom den endnu ikke har været i papirsavisen, og vistnok fordi reklamer i sidste øjeblik skubbede den ud, altså anmeldelsen af papirsavisen, men jeg skal nok gør mit for, at den vender sejrrigt tilbage!

Slukdahl

Informations bogtillæg som temanummer: krigerisk dobbeltinterview, (GOD) anmeldelse og forSUTtet alvorlig påtale

Så mange anmeldelser står i kø på WA (bare fx Frostholm, Hesselholdt, Major), men på Information kan de tilsyneladende ikke få nok: jeg er en Berlingske-betalt Informations-tegneseriefigur. I gårsdagens bogtillæg skændes jeg bravt (men ikke ligefrem overraskende og slet ikke illuminerende) med Jakob Levinsen under overskriften "Kritiker møder sin værste kritiker" (jeg synes nu nok, der er dem, der kvalifcerer sig som værrre, se nedenfor!), og bliver positivt og finurligt og nørdet anmeldt ¨(sådan vil jeg helst have mine anmeldelser, af mig selv: positive og finurlige og nørdede) af Kamilla Löfström under den fejlciterede overskrift "Uvane på tv: Q _ _ _ _" (der er en tom plads for meget, mern selvfølgelig kan vi aldrig få for mange tomme pladser!)  og, uden navns nævnelse, får enden å (streng mangel) på komedie i et mini-essay af Søren Ulrik Thomsen med overskriften "Noget alvorligt i klemme" (skrevet til et endnu ikke udkommet nummer af tidsskriftet Apparatur, som jeg også selv har bidraget til):

"Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst når den kommer helt bag på én

[er det faktisk rigtigt? Jeg har haft nogle af min mest fatale latteranfald under læsning eller overværelse af markeret humoristiske praksiser, som nu fx senest Line Knutzons syngespil Guitaristernes jul, som SUT faktisk også var inde og se, så jeg, og var det sjov mindre sjovt, fordi det skulle være sjovt, Søren Ulrik? spørger jeg retorisk, for jeg ved godt, han aldrig svarer LB]

egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammelig nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres der pinlige klonk, når joken dejser bevidstløst til jorden

[men hvad med den af lutter litterær respekt oversete humor hos fx i dag WA-pris-nominerede Helle Helle, den skal opdages! LB]

. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste års trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov og pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling

[igen: jo, det kan faktisk være specielt morsomt, endnu et eksempel: Storm P., eller for den (gode) sags skyld: Jens Blendstrup LB]

, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal overfor højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere

[ i det mindste er vi begge, LB og SUT, medlemmer af den Frivolt Omstændelige Syntaks-Jonglerings Broderskab LB]

, og særlig trættende er det for gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?"

Næh, ikke så længe han er med på undervisningsministeriets obligatoriske kanon-liste, i stedet for guddommelige grinebidere som Gustav Wied, Storm P, Jens August Schade, Hans Scherfig, Halfdan Rasmussen og Jens Blendstrup, hvilket helt præcist betyder, at min 13-årige søn indenfor de næste seks år TO gange, én gang i folkeskolen og én gang i gymnasiet, SKAL plages med vrinskene fra hin gamle krikke, som jeg akkurat derfor har tænkt mig tålmodigt at tærske videre på!

(12/12 2008)

I dag er det Mette

Et Moestrup-digt, der var forbeholdt nordmændene, inden vi pipper i kor i Sverige

 

Jeg skal optræde med Mette Moestrup på Lunds Universitet senere i dag, og har lige fået et norsk tidsskrift, der rent faktisk hedder Kraftsentrum, ind af postkassen, med et svirpende vredt og sorgfuldt digt af Mette indeni, og det citerer jeg da bare, fordi og derfor:

HELT

Du holder mod oppe på en nål. Tror du ikke jeg kan se dit hul.
Jeg er ikke blind. Jeg er bare hjemme før tid med post
traumatic stress syndrom. Ligesom et vidne. Ikke offer.
Det føles ikke som en følelse. Det er en røver-, en lov-
pris for at have gjort en forskel. Noget stort. Det er billigt
sluppet. At kunne give sig halvt hen. Du er helt
hel. Det går i sin mor, siger du. Senere folder jeg et brugt
bind og og ser dets røde rorschachtest i øjnene, fordi jeg tør
dø. Det er et mønster, som propper mig med hø.
Dømmer mig til at se ned på psykologen. Drømmer om
en formløs mund. Skriver digte til dig bag din ryg. Ved du
hvad jeg gør, hvis du ... så mig sådan? Må. Røde øjne.
Dunsten er brun og jern. Det er som at slikke på bark. Noget blod
er godt at spilde. Noget blod er godt.
Alle mand! Di hvid mælk fra det onde bryst. Thi moder-
tunger raller. Hjertet pumper. Båndet kører
i båndsløjfe under min langskalle. Du reder dit tynde
hår tilbage, glat, så man kan se det hele.
Helt. Det klæder dine kindben
at græde.

Og kom nu endelig forbi, kære bloglæsere, vi er på 16.15 i sol-centrum (!) L201. KH

Pigeon's Portal

A Kassen leder duerne gennem loftet på Nikolaj, det skal de ikke have utak for

A Kassen: Damaged by water, financed by insurance. 32 sider, 125 kr. Space Poetry.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive digte og romaner (og børnebøger) som kunstnergruppen A Kassens kostelige, mere eller mindre stedsspecifikke værker og installationer og aktioner og MASKINER, som nu senest den multitude af påfund, der under titlen 40 grader +  folder sig ud i Kunsthallen Nikolaj frem til 22. februar, og som jeg blev ledt på sporet af via Michael Jeppesens generøst vrissende anmeldelse i Information, som jo så altså var godt for noget (det kan godt være at Jeppesen er sovset ind i alt muligt inhabilt kunstsamlermudder, men han er den eneste kunstkritiker lige nu, sgu, der orker mene noget (offensivt og ikke-konsesuelt)); de to mest åbenlyse hits på udstillingen er "Pigeon's Portal", en portal mellem to (tidligere) vinduer, der (mimende vinduernes form) tillader duer at spadsere eller flyve på tværs af udstillingsrummet, hvilket desværre ingen gjorde, da jeg fredag eftermiddag var forbi, og komplikationen, lad os kalde den det, "Yellow Is White", som ikke lyder så frygtelig monstrøs i pressemeddelelsen/præsentationen:

"en gammel sort/hvid filmeffekt ses genskabt som et kombineret video- og installationsværk, der fordeller sig i udstillingsbygningens Øvre Galleri samt i Tårnrurmmet. Videodelen, der vises i Tårngalleriet, er en dobbeltprojektion inspireret af en snesvejrsscene fra W.C. Fields-filmen The Fatal Glass of Beer (1933), kombineret med direkte bluescreen-transmission fra installationen der laver et et snevejr med cornflakes i Øvre Galleri."

Men det er sgu ikke nogen "installation", det er en gigantisk, larmende og svinsk MASKINE, der transporterer cornflakes rundt på et samlebånd og øverste oppe blæser (de fleste af) dem ud (foran blue-screen'en), hvorefter de bliver slæbt op igen og blæst ud igen, bortset fra at en hel masse (af de stadig mere knuste flager) ryger udenfor på gulvet og på gæsterne og fx mig.

En forblæst Storm P. maskine, if there ever was one (A Kassen deltog også i sommerens Storm-P-tribute-udstilling i Brøndsalen på Frederiksberg Meget kunne være anderledes med "Water Vortex", en vandpumpe, der forårsagede køkkenvask-malstrømme i Haveselskabets Haves sø, vistnok, for de 3 gange, jeg var forbi, virkede den ikke).

En gigantisk roman, der laver snevejr som/til en W.C.Fields-film med cornflakes, konkret og billedligt talt. Se, det er en plan.

Men groft nok kreerer A Kassen, der består af de unge kunstnere Søren Petersen, Morten Steen Hebsgaard, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen, også skønne bøger - og her tænker jeg ikke engang på de tre bind, to haiku-samlinger og en Falsk Aldi-Skilt-samling, som de to A Kasse.-medlemmer Petersen og Bretton-Meyer har udgivet (og som til overflod er omtalt i Generationsmaskinen og indstillet til Bukdahls Bet) - dels malebogen Malbuch med malebogsillustrationer af en række værker og aktioner og dels den splinternye Damaged by water, financed by insurance, der meget straight foto-dokumnetaterer en række nylige værker (lad os bare kalde dem det), "et vinskadet loft, hvor de drypper med vin ned i glasset på en ældre udstillingsgæst; post der makuleres når postmanden afleverer det og sendes ud i byen som konfetti; refleksion af en flok får der har være på besøg på et kunstmuseum; en kebab skåret somn skulpturen "endless column" (og Michael Jeppesen må gerne mene, at det altsammen bare er ufarlig og lun hiphed, for det er det vel også, men det er tillige, synes jeg, en herlig opfindsom og konkret (og derfor også (menings)kritisk) nonsenspraksis!). BORTSET fra at samtlige sider omhyggeligt er vandskadede (og hvis der noget, der er værre end at brænde en bog, så er det at drukne en bog), og hvorfor? Derfor:

"Inspireret af oversvømmelsen i 2002 af prags arkæologiske insititus bibliotek, hvor 60.000 bøger blev vandskadet og efterfølgende restaureret ved hjælp af blandt andet frysetørring har A Kassen i deres nye bog eksemplificeret kulturel skrøbelighed.

Tænk, hvis Vi, de druknede virkelig var druknet (og modsat A Kassens bog forblevet dernede, på swimmingspoolens bund!)

Man kan more sig over flere af A Kassens kostelige værker (bl.a. bagage af træ ("that have been brought with us om several journeys), og en stuk-rosette formet som en chokoladekiks) på deres egen hjemmeside www.akassen.com og deres galleri Kirkhoffs side www.kirkhoff.dk .

En sonetkrans, helt åben, som en dueportal. Skriver jeg nu!

I'm a star

I dagens Berlinger får mine Alfabeter nøjagtig 1 stjerne, og det ser faktisk rigtig cool ud

 

                         *

Skizo-pizza til morgenmad

Min skønlitterære halvdel har bare at være fornærmet over den klækkelige sum som min skønlitteraturfomidlende halvdel er blevet hædret med

Jeg ved, at jeg var digter i aftes, da jeg læste op af Alfabeter i Den Sidste Hal i selskab med illustre digterkolleger som Lars Skinnebach, Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup (med Frodegruppen 40), og jeg vidste, at jeg skulle være kritiker allerede klokken 7:45 denne morgen, da jeg var programsat til at diskutere litteraturkritik og mangel på samme med min antipode Jakob Levinsen (hvem er Jakob Levinsen? det blev heller ikke klart i radiostudiet, men jeg får endnu en chance til at finde ud af det denne eftermiddag, når vi skal interviewes af Information) i P1. Men da jeg tungt satte mig ned med min morgenavis klokken 6:55 var jeg i al privathed mellem identiteter - indtil jeg nåede frem til Politikens debatsider, hvor et indlæg af digter og formand for Danske Skønlitterære Forfattere Jan Thielke uden varsel kastede mig ud i en akut identitetskonflikt:

FORFATTERSTØTTEN: STØT IKKE FORMIDLERE MED KUNSTNERPENGE

Danske Skønlitterære Forfattere vil gerne kritisere Kunstrådets Kritikerpris [ja, det havde været et kønnere navn, indrømmet, men den hedder altså Kunstrådets Formidflingspris LB] på 100.000 kr. Den er lige uddelt og uddeles ligeledes i 2009 og 2010 - og forlænges måske (selvom man også råder over f.eks. Georg Brandes-Prisen [der præmierer et kritisk værk LB]. På næste års finanslov er forfatterstøtten skåret med 2,5 mio, mens midlerne til formidlere altså langsomt bliver større. Fordi formidling (og ikke forfatteres levevilkår) er et indsatsområde - og fordi man på litteraturens område vælger at tolke det så håndfast som man gør. På musik- og teaterområdet tolkes det som støtte til turnévirksomhed [et folkevognsrugbrød til Hanne-Vibeke Holst! LB]. Præmissen, om at dansk litteraturkritik er i frit fald, kan vi fuldt tilslutte os, men at Statens Kunstråd vælger at bruge kunststøttemidler til præmiering af formidlere er vi principielt imod. Kunststøtten skal gå direkte til kunsten og kunstneren. Men ligesom kunststøttesystemet bør have sine bevillinger fordoblet eller tredoblet i en version 2.0 burde man eventuelt i samme ombæring overveje at etablere en Kritikfond - til understøttelse af kvalitetskritikken kunstarterne rundt. Løsningen er ikke at tage fra den i forvejen beskårne forfatterstøtte.

Nu er jeg faktisk medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, så det er altså også på mine vegne, at formand Thielke er imod, at jeg har fået Kunstrådets Formidlingspris, men eftersom jeg både er kritiker og digter, kunne han og vi så ikke nøjes med at være halvt imod, at jeg fik pengene; jeg kan jo også umuligt sikre, at det kun er kritikeren, der får glæde af dem, bøger fx nærer både digteren og kritikeren sig på, og alt andet lige er det digteren, der er mest pengetrængende, længe og tålmodigt har kritikeren sørget for hans underhold.

Hårdt at blive så modernistisk, Villy Sørensensk splittet så forbandet tidligt på morgenen, man risikerer at gå op i limningen, omsider.

Skid halm - også en poetik!

En blogpost om læsefavoritterne Kirsten Hammann og Helle Helle, der indeholder mindst 1 link til Alt for damernes hjemmeside!

Jeg havde lovet Helle Helle, at jeg ville deltage i Danske Skønlitterære Forfatteres decemberarrangement i aften; sidste år, som Helle sprang over, var første gang i mange år, jeg var med, for det er altså lidt mystisk og belastende med så mange danske skønlitterære forfattere på ét sted, vibrationerne overfor en anmelder, hvor meget han så end skriver følsomme digtsamlinger on the side, er mildest talt blandede. Sidste år læste Kirsten Hamman op, og i år har min særlige ven Jan Sonnergaard tjansen. Men altså for fanden, jeg fik ikke meldt mig til, og så blev jeg inviteret til at læse op hos Ø.K. på deres nye adresse i Den sidste hal, Enghavevej 82 (klokken 20.00) Og Helle skal jo nok klare sig, men jeg har alligevel noget dårlig samvttighed, så længe forfatterinder skriver fremragende, kan en anden i det mindste forsøge at holde sig galant. Og se også bare, hvor urimeligt godt Helle H og Kirsten H ser ud i det nye nummer af Alt for damerne, hvor de livfuldt lader sig interviewe om deres lange, trofaste venindeskab, men som jo er en sølle erstatning for de lyslevende eksemplarer, der snart ankommer til Baghuset i Borgergade. Jeg tager lige et kort klip fra bladet:

Hvad er det sjoveste i har foretaget jer sammen?
Helle: - En uges helseophold i 1998 på Sundgården på Langeland, hvor vi levede vegeanermad en uge og sked grønt.
Kirsten: - Nej, vi sked halm.
Helle: - Jeg måtte ud og ryge på bænken og Kirsten, der var bange for at blive tynd, smugspiste Digestive-kiks.
Kirsten: - Nej, det var økologiske kiks. Hold kæft vi spiste sundt.

Snakken om deres bøger er henvist til et længere fraklip, som er gemt inde på bladets hjemmeside; på trods af kokette besværgelser af det modsatte er de nu ret kloge på egen og hinandens skrift:

Kirsten: – Vi har en meget forskellig stil
Helle: – Men vi har ikke rigtig sprog for, hvordan den er forskellig. Vi er ikke gode til at analysere litteratur, vi kan kun skrive den.
Kirsten: – Helle kan nu være ret god til at slå ned på, hvad min bog handler om. Mens jeg ikke er særlig god til at slå ned på, hvad hendes bog handler om. Hvis jeg skal beskrive hendes prosa, vil jeg sige, at den er meget, meget ren. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde den kontrolleret, for det synes jeg egentlig ikke, den er. (Pause) Se, nu er jeg allerede i problemer. Jeg har altid misundt hende, at der er så meget styr over hendes bøger. De er som skarpslebne diamanter, formfuldendte.
Helle: – Og det irriterer dig også nogen gange. Vores skriveprocesser er så forskellige.
Kirsten: – Ja. Helle ved f.eks. altid, hvad hendes bøger skal ende med. Hun har også sagt nogle gange i telefonen, at hun vidste, hvad hendes næste bog skulle handle om. Og så tænker jeg: „Helle, du tilhører en anden verden‟. Hvordan kan man vide sådan noget? Jeg kaster mig mere hovedkulds ud i det, overholder ikke særlig mange regler, er ekstremt ekspressiv og ih, hvor de føler alle sammen. I Helles bøger føler og råber de ikke hele tiden. Til gengæld står det og runger og sitrer mellem linjerne.
Helle: – Det er bare to fuldstændig forskellige måder at skrive på. Jeg tror, man helt konkret kan se det på Kirstens form indtil den nye bog. Først nu har hun fundet ud af, at man kan skrive en bog på computer. Det synes jeg er meget misundelsesværdigt. At have så meget stof og være i stand til at skrive det ned. Hvor mit, det er mere sådan … jeg standser op mange gange undervejs. Men vi er ens på den måde, at betydningen opstår, imens vi sidder og skriver. Det er ikke sådan, at vi først tænker: Jeg har et godt tema, jeg vil skrive noget om provinsen og stille eksistenser. Eller om ulande. For mig er det noget med først at vælge et sted, for Kirsten er det nok mere en person, og så skriver vi, og så opstår det, mens det bliver skrevet. Så kommer det, det handler om.
Kirsten: – Man ser mange i vores alder, i ALT for damerne f.eks., som taler om at turde slippe det job, de har nu og tage en ny uddannelse. Og det er godt, de gør det, men det behov har vi slet ikke. Hvis vi har et behov for forandring, skriver vi bare en helt anden type litteratur. Hvilket vi tror, vi kan. Men det viser sig jo hver gang, at Helle har skrevet en Helle Helle-roman, og jeg har skrevet en Kirsten Hammann-roman.

Måske skal jeg bare læse op af Alt for damerne i Den dér Sidste Hal om et øjeblik, pjækrøv som jeg er.

In your boots of chinese plastic

Chrissie Hynde debuterer i Hvedekorn (NOT)

Men hvis nu hun faktisk havde indsendt teksten til det nummer, "Boots of chinese plastic", som jeg i en månedgammel blogpost ikke kunne få ud af hovedet (eller teksten), på Pretenders' nye cd, Break Up The Concrete, som stadig ikke kan købes i DK, men som jeg nu har fået bestilt hjem fra England, så havde jeg da takket ja, havde jeg da, eftersom den er mere end almindelig snurrig, ja, vel faktisk aggressiv snurrig, som akkurat de bedste af Hvedekorns kvindelige bidragydere i disse år, hyper-turbo-multi-religiøs PUNK:

nam yo ho ren gay kyo - buddha please
pity a humble little peasant who's begging on her knees
illusion fills my head like an empty can
I spent a million lifetimes loving the same man
chorus
every drop
that runs through the vein
always makes its way
back to the heart again
- and by the way you look fantastic
in your boots of chinese plastic
Hari Krishna - Hari Rama too
Govinda I am still in love with you
I see you in the birds and in the trees
thats why they call med 'Krishna Mayi'
chorus
the prophet told us we should tolerate
the people and the things that make me want to hate
Allah have a little mixed mercy on me
to see some beauty in this human pageantry
Jesus Christ came down here as a living man
if he can live a life of virtue then I hope I can
do unto others as you would have returned
come back here and repeat until you've learned learned learned
chorus
and every dog
thats lived his life on a chain
knows what it's like
waiting for nothing
- and by the way you look fantastic
in your boots of chinese plastic

og forresten, Chrissie, du ser fantastisk ud,
på s/h-fotoet i tekst-bookletten,
i dine støvler af kinesisk plastic.

tilgi'r ikke Lars i dag

Vel er jeg ikke teateranmelder, men alligevel giver jeg Line Knutzons Guitaristernes jul en hel regnskovfuld julestjerner

Kritikken rimer sørgeligt (og sikke våde retoriske spørgsmål dog kan være!?): Afslutningen på Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse af mine Alfabeter fra Pluto i Politiken søndag: "Er det ikke på tide at komme videre?" Afslutningen på Per Theils anmeldelse af vinder af HA!-Præmien - Det Ny Humoristlegat 2008 Line Knutzons Guitaristernes jul i Politiken i dag mandag: "Hvor er det, Line Knutzon egentlig vil hen ..."

Men hvorfor er det, at vi skal nogen steder, Line og mig? Hvis vi nu foretrækker at være helt præcist rundt på gulvet!?

Nå, jeg var også inde og se Guitaristernes jul til premieren i Gasværket lørdag aften, og jeg (og min hustru og min søn) morede os formiddabelt og grinede vildt og inderligt, og så forlanger jeg (og vi) ikke mere. Og da slet ikke struktur og dramatisk kurve, som der eftertrykkeligt ikke er meget af i stykket, heldigvis! Men der er fire kostelige karakterer, de tre af dem gengangere fra forgængeren Guitaristerne, 2005 (uundværlig bogudgave 2006), matronen Grethe Lock Andersen (Kirsten Lehfeldt), noksagten Kim Larsen (Mia Lyhne), hystaden Ulrik Hesselholm/Hesselhud (Carsten Bjørnlund), liderbuksen Ulrik Bismark (Christian Tafdrup), der i en generalprøve juleaftensdag på den afdøde visesanger og tolvtonekunstner John Hansens hidtil ukendte krybbespil PÅ SKIFT! spiller fire andre, lige så kostelige karakterer, ynkeligt seloptagede John Hansen, hans to ynkeligt trofaste venner Lars og Svend og hans hysterisk rige nabo Erik Markmann (plus jo faktisk rivalen Morten Ishøj (på tv)), og guitarspiller og afsynger med stor ildhu de 11 tilhørende sange, "Morten Ishøjs succes", "Det rige svin skal dø 3", "Dårlig gave", "Man skal gi'", "Prøver at tilgive Lars", "Du praler", "Sangen om Morten Ishøjs urimelige succes", "Svend er begyndt at lugte", "Sangen om det hvide brød", "Har fået kritik" (en anti-anmelder-sang!), "holder jul". Der er altså ved siden af eller oven på hinanden de fire guitaristers smågroteske skærmydsler og barnlige magtkampe og syngespillets forløjede, men rigeligt afslørende versionering af John Hansen & co.'s begrædelige ynk OG de 11 sanges (for de flestes vedkommende) hvinende ærlige bekendelser og socialrealisme. Ét omkringvæltende kompleks af et sort og brunt humoristisk tabernakel. Også forgængeren snublede sig frem til både plat og latrinær slapstick, men denne gang rundt er der som vel den modsatte yderlighed tillige et par (herligt unødvendige!) kolbøtter ud i absurd fantastisk involverende dels Bismarks eventuelle hale og dels Kims ueventuelle for mange tæer! Lehfeldt og Tafdrup er bette to solidt gode og skægge, Carsten Bjørnlund gør en eksplosiv tour de force af sin figurs indebrændthed, mens Mia Lyhne sgu er decideret sublim, sublimt mærkelig nemlig, som hun helt umuligt artikulerer sine små, skæve pip med altid lige en konsonant for meget.

Hey, det lignede næsten en rigtig teaternamedelse (jeg glemte at sige noget om den gråt spektakulære parkeringsplads- og højhustags-scenografi ved Kim Witzel, og at det er Nikolaj Cederholm, der slagkraftigt har instrueret, og at Jens Helleman har skrevet de onde, catchy melodier til John Hansens sange), en rigtigt god én!

Den eneste skuffelse: At det ikke var en cd (ligesom sidst), der lå i inde cd-æsken sammen med bookletten med prgram og sangtekster, men en dvd med en (skøn nok) video med så kun sangen "Svend er begyndt at lugte" Og så ved jeg slet heller ikke, hvordan den fra forestillingen bortredigerede, men særdeles lovende sang "De 10 små onde nisser" lyder afsunget og guitarspillet, jeg har kun ordlyden, og den lyder sådan her:

De ti små onde nisser
Har været her igen
Ka' se det på min hoveddør
Jeg syns den stod på klem
De ti små onde nisser
Har stjålet mine sko
De kom forbi imorges kl. 9.02
De 10 små onde nisser
Har været på besøg
De spiste alle mine sild fra christiansø
De ti små onde nisser
Har drukket mine øl
Jeg ved jeg havde fire
Jeg havde lagt på køl

Hvilket jo i hvert fald lyder helt utroligt og grinagtigt LINESK!