Handsker i papæsker i tørre rum

En opvakt læser bidrager med et illuminerende Bet-tillæg

(Inge Helene Nørgaard skriver i et brev bl.a.:

Tillykke til Martin Larsen, - og sikke en gaveregn! Dog fornemmede jeg en vis rådvildhed, da han modtog damehavehandskerne, og derfor har jeg tænkt mig at forære ham en brugsanvisning til disse. Denne brugsanvisning fulgte med et lignende par handsker, som jeg købte for et par år siden, og jeg har haft stor fornøjelse af den siden. det er en rigtig lille EU-perle! (...) Jeg kan frygte, at når der ikke er mere tilbage at kanonisere, så kaster ministrene sig over EU-harmoniseringen af kulturlivet. jeg tænker, at den medsendte brugsanvisning giver et fingerpeg om, hvordan EU-godkendt litteratur vil komme til at se ud ... Da den samtidig er udsendt i stor mængde og til et meget bredt publikum (handskerne forhandles i Fakta og Coop over hele DK) kan den vel også ses som et eksempel på bred litteratur, ikke?
LB: Jo da!)

Informationsbrochure om beskyttelseshandsker i h.t. EU-direktiv 89/686/E F-bilagll, kp, 1.4.
HER:se faktura (eller) se vedl.artikelliste
Repræsentant

Dette par handsker er h.t. Kapitel II, artikel 8, stk. 5 udntaget fra konstruktions-testen og indplaceres i kategori 1. Der gås ud fra, at effektiviteten i forhold til mindre risici bedømmes, og at disses virkning, når den efterhånden indtræ der, bemærkes i tide og uden fare. Beskyttelsesgraden bestemmes af kravene, der kan være af mekanisk, kemisk eller temperaturafhængig art samt lignende påvirkninger, der ikke forudsætter en beskyttelsesgrad under kategori 2. Der skal forinden udføres en risikoanalyse. Ud fra en test, hvor handskerne bæres, konstateres det, hvilken stør relse der passer. Ved brug af tilbehørdele, f.eks. Undertrækshandsker, skal man væreopmærksom på, at funktionen bliver påvirket i negativ retning.

Handskerne skal opbevares forsvarligt, dvs. i papæsker i tørre rum. Påvirkninger såsom fugtighed, temeperaurer, lys samt naturlige materialeænderinger over en periode kan medføre ændrede egenskaber.
Der kan ikke angives nogen forfaldstid, da denne er afhængig af graden af slid og brug samt anvendelsesområdet

Pleje med rengøringsmidler, der fås i handlen (f.eks. Børster, pudseklude osv.) anbefales. Inden vask eller kemisk rensning skal en anerkendt virksomhed på området spørges til råds. Producenten kan ikke her påtage sig noget ansvar for ændringer i egenskaberne.
Inden handskerne bruges igen, skal det under alle omstændigheder kontrolleres, om de er intakte.

Denne artikel leveres i en ensartet salgsemballage i papkarton, der kan genbruges. Den mindste emballerede enhed befinder sig i poser af polyethylen eller lignende miljøvenlige omslutninger

I forbindelse med dette produkt har vi ikke hidtil fået kendskab til substanser, som kunne have indvirkning på brugerens helbred. Hudirritationer hos særligt følsomme personer kræver en særskilt analyse med speciel rådgivning.

De bedes med henblik på yderligere oplysninger og instruktioner henvende Dem til den afdeling, som De direkte har med at gøre.

Metro-poesien i fuldt format

Critic's Cut af dagens groft tilskårne Martin Larsen-anmeldelse 

DIGTE TIL TIDEN Martin Larsen kæmper den gode kamp i Københavns undergrund: skriver gæv metropoesi mod (og med) de forpulede gratisaviser - på kukket fransk finmekanik (se denne)

Må stå!/ Fordømt!/ Der skubbes./ Øv!

Martin Larsen: Noter til mere perfekte liv. 178 sider, kun 180 kr. Basilisk

Fire franske digtere. Udvalgt og oversat af Merete Nissen. 140 sider, kun 150 kr.  Legenda 7/ Forfatterskolens skriftserie

Af Lars Bukdahl

Martin Larsens svalt fornøjelige Noter til det mere perfekte liv, med undertitlen ”Metrodigte” (som jeg i den grad nok skal forklare nærmere nedenfor), er by far mandens mest traditionelle, digtsamlingsagtige bogtingest siden den sene debut med .det stof alting er gjort af (på decideret Gyldendal og præmieret med motherfucking Rifbjergs Debutantpris), i 2002, i mellemtiden er bl.a. og først og fremmest kommet de to kære monstre, Svanesøsonetterne, 2004, en rigsarkiv-æske med den 60 ark lange, grundigt sammenkrøllede kladde til en sonetkrans, præmieret med Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2005, og Monogrammer, 2008, otte bind lutter frie og unikke navne, stadigvæk favorit til Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris 2009.

  Noter til det mere perfekte liv er 1 bog, proft limet sammen, på 177 sider, hvilket er ret meget for en digtsamling, men i Klaus Høecks og Ursula Andkjær fædreland ikke vildt meget, og på langt de fleste af de sider står pænt og ordentligt to firelinjede digte. Det er med andre ord en bog, de godt kan finde ud af at læse og måske endda anmelde på Politiken, men om de kan finde ud at goutere dem, er en helt anden sag, for også Noter er et radikalt påhitsomt værk. Den er det bare ikke udenpå, men kun indeni, og så er den ikke Larsens eget påhit, men baseret på et påhit opfundet til almindelig afbenyttelse af den franske digter Jacques Jouet, påfundet Metrodigtet nemlig, som går ud på, at man skriver en linje imens og hver gang toget holder på en metrostation, mens toget kører, må man gerne tænke på og planlægge sit digt, men ikke skrive på det (mens man skriver, må man til gengæld ikke tænke!), sidste linje skrives på den station, man står af på.

  Fordanskninger af Jouets metro-digte finder man to steder, i tidsskriftet Passage 49, 2004, hvor Peter Borum gymnastisk har oversat et mega-metrodigt, der i løbet af en lang dag er skrevet på samtlige stationer i Paris’ metro, og i den nye antologi Fire franske digtere (der har besøgt DK og Forfatterskolen), hvor Jouet, i Merete Nissens nænsomme oversættelse, er præsenteret med bl.a. 10 mindre parisiske metrodigte og sensationelt nok en københavnsk metrodigt-serie, her er digtet til/på ruten ”Vestamager – Kongens Nytorv”:

  ”Der er alligevel en metrostewart iført en jakke forsynet med et rødt M./ Han er der måske bare for at kompensere for at der næsten ikke er nogen/ rejsende her ved endestationen. Om styrbord bygges der,/ ruderne bærer endnu deres mærkes sommerfugl. Lidt længere væk må/ murstenen indrømme, at den kun er et lille stykke hud på de præfabrikerede betonelementer måske …/ I et metrodigt kan man aldrig efterprøve noget. Derfor alle disse måske’er./ Det er lørdag. Så der er mange børn i metroen.,/ de betragter sig selv i rudernes spejlflader, mens de laver kinetiske klovnenumre.”

  De københavnske metrodigte fokuserer mere på omgivelserne (og sig selv) end de parisiske, der vrimler med løst grubleri og kvik fabuleren (hvilket jo ligner en regel, om fremmede og hjemlige metroer). Jouets linjer, i Paris såvel som København, er pænt meget længere end Martin Larsens, hvilket kan have noget med træning, metrodigttræning at gøre, eller med temperament, espirit, hvis det ikke simpelthen skyldes – hvad skal man kalde det – rejseomstændigheder: Jouet tager metroen flanerende, bare for at skrive, Larsen tager metroen, om morgenen og eftermiddagen, for at komme til og fra sit arbejde som ord-kontrollør/programmør på Krydsordsforlaget, hvilket også er grunden til det faste linjeantal på fire, ”Forum/ Frederikberg/ Solbjerg/ Lindevang” som et offensivt uinspireret metrodigt lyder.

   Hvor Jouet er elegant og vidtløftig, er Larsen studs og ordpåholden på grænsen til det punkede: han nyder ikke sin rejse, ved at skrive, han overlever den, ved at skrive, og i høj grad ved at afskrive: effektivt automatpoetisere folks (mobil)snak og gratisavisers overskrifter, når ikke lige han hjemsøges af eksotiske krydsordsord eller besværer sig over mas og støj (jf. overskriftens metrodigt) eller, en sjælden gang, finder fred til at gøre sine egne, indre betragtninger om poesien og verden. Det er en stikkende livlig og akut øjeblikspoesi, udstrakt og drypvist akut, så sandt som man har disse (usynlige) stræk af tvangs-tavs tid og transport mellem hver linje, der jo skaber en særlig slags poetisk suspense: kan tankerækken holdes (også fra morgendigt til eftermiddagsdigt), eller skal vi springe hektisk og langbenet af sted, som over store vandpytter? Her en eksemplarisk sekvens på fem digte fra sidst i bogen (der er delt op i tre sektioner, efter ansættelsesperioder: I. 12/6 - 31/8, II. 1/10 - 1/12 2006 og III, der bare er dateret 2006, rimeligvis en trykfejl for 2007):

  ”Der er ikke meget sprog omkring mig/ Her til morgen. Sproget holder ferie/ Og lader sig nødigt lokke frem./ Åh nej, det regner herude!// 8.55” & ”Det regner stadig lidt herude./ Ikke meget. Det skulle ikke undre mig om det nu/ Regner meget mere inde omkring Nørreport./ Det vil dette digt aldrig få at vide.// 14.17” & ”Jeg kunne godt huske vi skulle af på Forum./ Australien er langt borte./ Det her er hip luksus [god poesidefinition! LB]./ Nul tillæg.// 8.55” & ”Jeg har hørt om dem på nettet./ De har en partner i Spanien./ Det er et andet problem, det er jeg opmærksom på./ Selve oprettelsen er gratis.// 14.48” & ”Er det så næste gang?/ Er det så næste gang?/ Er det så næste gang?/ Pige med bamse”

   Det sidste digt er jo sgu et perfekt enkelt og enkelt perfekt metrodigt, men igen og igen effektuerer metropoesien samme mekanisk-magiske oplevelse af real time i øjnehøjde, mens virkelighed på godt og ondt (for digteren, ondt for digteren kan gerne være godt for læseren) og helt konkret tvinger sig på, en væsentlig forskel i forhold til Klaus Høecks ellers nærtbeslægtede haiku-kvartetter, som de uforstyrret skrives på hans fynske landsted, de udsættes ikke for ”Metro-nedbrud/ 30 graders varme./ Solstik/Solbjerg/ Snart: Trepanering.” Ikke fordi metrodigte ikke sagtens kan være solide idyller (og kan man overhovedet skrive andre digte end metrodigte om små piger?): ”Lille utroligt sød (somalisk?) stærkt skelende pige i bussen./ Tanker om en bog./ Blomster i håret./ Gråvejr.”

   Ingen tvivl om, at dansk poesi ville opleve et massivt kvalitetsløft, hvis danske digtere i et halvt år blev tvunget til at skrive to metrodigte dagligt, med Martin Larsens regelret inciterende bog er afsporingen for alvor på skinnerne!

  (og lad mig så lige på falderebet anbefale de øvrige digte og digtere i Fire franske digtere: Jean-Michel Espitalliers højstemt logisk svimlende ”60 påstande om livet og døden”: ”Livet kan dermed defineres som det samlede antal situationer, der har modsat sig døden”, Jacques Jouets isnende pseudo-konceptuelle ”99 forberedende noter til destruktionen af Hiroshima og Nagasaki”: ”Kyoto er for betagende, man ville tro vi var barbarer. Kokura er dække af tåge; det bliver Nagasaki”, Jean-Michel Maulpoixs (vel) veltalende lyrismer om især poesifarven blå og Nathalie Quintaines fine, fine, elementære finurligheder om biler, huse og kroppe: ”Når jeg går er der altid en af mine fødder, der er forsvundet bag mig.” Ny fransk poesi kan læses, livet, mellem stationerne, er mere end langt nok!)

! ! ! ! ! ! ! !

AND THE BET GOES TO:

1. BIND: LARSENS
2. BIND: MONOGRAMMER
3. BIND: SCORER
4. BIND: BUKDAHLS
5. BIND: BET -
6. BIND: DEN
7. BIND: SMALLE
8. BIND: LITTERATURPRIS

Det omvendte moustache

Eller hvordan Lars von Trier begik hærværk på Philadelphia Museum of Art inde i mit hoved

Er jeg den eneste, der kom til at tænke på Marcel Duchamps efterladte hovedværk Étant Donnés, da jeg så forsidefotoet på Politiken i lørdags? Ètant Donnés er en installation placeret i et lille rum i Philadephia Museum of Art, hvor man gennem to sprækker i en trædør kan øjne en skrævende kvinde, der liggende på et leje af strå og visne blade holder en gaslampe i sin højre hånd. Forsidefotoet på Politiken i lørdags (taget af Sara Galbiati) forestiller også en skrævende kvinde, der imidlertid er skåret over lige over navlen og ligger på et sort bord sammen et ben og et par hjortefostre, undertekst: "Et lille special effects-firmas i Esromgade på Nørrebro får Lars von Triers mareridt til at gå i opfyldelse med blod af sirup, kropsdele af silikone og skumgummi og silikone-kønsdele egnet til opskæring med en sløv, rusten saks." Materialerne brugt til Étant Donné er til gengæld følgende (citeret fra Philadelphia-museets hjemmeside): "wooden door, bricks, velvet, wood, leather stretched over an armature of metal, twigs, aluminium, iron, glass, plexiglass, linoleum, cotton, electric lights, gas lamp (Bec Auer type), motor etc. [! LB]". Den kunstige underkrop på Politikens foto er skabt på bestilling til den berygtede, få sekunder lange sekvens i von Triers nye film Antichrist, hvor den unavngivne kvinde, spillet af Charlotte Gainsbourg, skærer sin klitoris af med akkurat en sløv saks. I mere end 20 år har jeg længtes efter at kaste mit blik gennem de to sprækker i døren af træ, men i Dagmar fredag eftermiddag dækkede jeg krysteragtigt mine øjne. Marcel Duchamp tegnede et overskæg og et fipskæg på en reproduktion af Leonardos Mona Lisa og betitlede hærværket L.H.O.O.Q. (på fransk udtalt som: hun har ild i røven), Lars von Trier omskærer på film kvinden i Duchamps Ètant Donnés og betitler hærværket Antichrist. Kan det gå lige op?

Sært sammentræf: Natten til søndag bekendtgør Martin Larsen på sin blog, at han har fået ideen til et fantastisk og omfattende værk, som han i øvrigt ikke vil beskrive nærmere, men om selve den fikse ides indgivelse proklamerer han:

Jeg er overbevist om, at Duchamp må have følt præcis, som jeg føler nu, da han fik idéen til Étant Donnés. Det er et projekt lidt i samme skala. Rent fysisk mener jeg, og muligvis også tidsmæssigt. (Jeg er naturligvis helt klar over, hvor vildt det er at sammenligne sig selv med Duchamp).
Den dør spøgte den weekend!

Fra august til november kan man på Philadephia Museum of Art se en hel særudstilling om Ètant Donnés, og i efterråsferien er jeg i New York med familien, og hvordan lade være med at tage bussen til Philly - det tager kun 2½ time hver vej oplyser Amtrak - og sige undskyld på nationens vegne til kvinden bag døren?